Venderkrøniken       (del 8)

Egvad Kirke (nær Rødekro i Sønderjylland) er en smuk, lille kirke i romansk stil. Kirken er viet til Sct. Laurentius og påbegyndt omkring år 1100. Byggematerialet er tilhuggede kvadersten.  Den runde apsis er et markant og typisk arkitektonisk træk, der går igen i mange andre middelalderkirker.

98.

Wartislaw, Niklots yngste søn, der blev holdt i lænker i Brunsvig, sendte efter hvad der siges bud til sin broder Pribislaw og sagde: "Se, her bliver jeg holdt i evige lænker, og du gør ikke noget. Vær vågen og virksom, vis du er en mand, og hvad du ikke kan få med fred, tag det med våben! Husker du ikke, hvordan vor fader Niklot ikke kunne løskøbes hverken med bønner eller penge, dengang han sad fangen i Lyneborg? Og efter at vi fattede mod og greb til våben og afbrændte og ødelagde byerne, blev han så ikke givet fri?"


Da Pribislaw hørte det, samlede han i det skjulte en hær og kom uventet over Meklenborg. Men Henrik af Skade, der var høvedsmand på slottet, var der ikke, og folkene på slottet havde ingen leder. Pribislaw gik derhen og talte til de mænd, der var i fæstningen: "Hør mig I mænd - meget voldeligt har man handlet med mig og mit folk, vi blev drevet ud af vort hjemland og berøvet vor fædrene arv. I øgede også uretten, da I trængte ind over vore grænser og indtog store og små byer, som tilhører os med arvelig ret. Vi stiller Jer nu over for valget mellem liv og død. Hvis I vil åbne fæstningen for os, og give os det land, der skyldes os, vil vi lade jer gå i fred med Jeres hustruer og børn og alt hvad I ejer. Hvis nogen af venderne tager noget, der hører Jer til, skal jeg erstatte det og give dobbelt igen. Men hvis I ikke vil gå ud, men vil forsvare denne by hårdnakket, så sværger jeg Jer, at hvis Gud og sejren er med os, skal jeg slå jer alle sammen ihjel med mit sværd!"


Ved disse ord begyndte flamlænderne at kaste med spyd, og ramme angriberne. Men vendernes hær var overlegen med mænd og våben, og i en voldsom kamp brød de ind i fæstningen og dræbte alle mænd dér, og sparede ikke en eneste af de fremmede. Deres hustruer og børn førte de i fangenskab og satte så ild til slottet.


Efter dette vendte de sig mod borgen Ilow for at ødelægge den. Og Guncelin, hertugens ledsager, der var statholder i obodriternes land, hørte fra sine spejdere at venderne var rykket ud, og han drog med nogle få soldater til Ilow for at komme byen til hjælp. Og da Meklenborg var ødelagt gik Pribislaw frem med de tapreste af hans folk for at styrke belejringen, og for at ingen skulle flygte ud af byen.


Da Guncelin hørte det, sagde han: "Gå hurtig ud herfra og kæmp med ham, før den øvrige hær kommer, for de er trætte efter kampen og slaget, der har stået i dag." - Men hans tro mænd svarede: "Det er ikke sikkert for os at gå derud, for så snart vi går ud, vil venderne inde i byen, de der skulle være på vor side, lukke byens porte for os, og så er vi lukket ude, og byen vil falde i vendernes hænder!" - Og disse ord mishagede Guncelin og hans mænd.


Så kaldte han alle tyskerne sammen, dem der var i byen, og sagde til dem, medens venderne hørte på det, dem, som man frygtede vilde forråde dem: "Man har fortalt mig,  at venderne, som er med os inden for muren, har lovet Pribislaw og svoret, at de vil ødelægge os og hele byen. Så hør da, mine landsmænd, I som er udset til at dø og blive udslettet: Så snart I mærker, at de viser sig troløse, skal I storme mod obodriterne og stikke ild på bymurene og brænde de troløse med deres kvinder og børn! Lad dem dø sammen med os, så at ingen af dem kommet til at overleve os, og ingen skal glæde sig over vor undergang!"


Da venderne hørte det, blev de skrækslagne og vovede ikke at sætte deres planer i værk. Men da det blev aften, kom hele vendernes hær frem for Ilow fæstning, og Pribislaw talte til venderne, som var der, og sagde: "I ved alle, hvilke ulykker og hvilket tryk, der er lagt på vort folk med hertugens voldsmagt, som han har ladet gå ud over os, og han har frataget os vor fædrene arv og ladet fremmede bo i vort land, både flamlændere og hollændere og sachser og westfaler og andre folk. Min fader var forbitret over denne uret hele sit liv, og min broder er det, han som af denne grund er lagt i evige lænker, og der er ingen tilbage, som tænker godt om vort folk eller som vil rejse det op af ruinerne, andre end mig. Så lad os genfinde vort mod, vendiske mænd, og vis jer tapre og giv mig denne by og de mænd, der har besat den med urette, for at jeg kan hævne mig på dem, sådan som jeg engang hævnede mig på dem, der trængte ind i Meklenborg!"


Og han begyndte at minde dem om, hvad de havde lovet. Men de ville ikke gøre, som han sagde, for de var slagne med rædsel. Så trak venderne sig længere bort fra lejren, for natten faldt på, og de skulde slå lejr. Men da venderne mærkede, at Guncelin og de,  der var med ham, var tapre og krigsduelige mænd, og at borgen ikke kunne indtages uden stor blodsudgydelse, hævede de belejringen i det tidlige morgengry og vendte tilbage til deres eget.


Guncelin var som reddet ud af en brand. Han forlod Ilow og lod nogle soldater tilbage som besætning og drog til Zwerin, og indbyggerne her glædede sig over hans uventede komme. Man havde nemlig hørt dagen før, at han skulle være dræbt, han og hans mænd med ham.

En side af et håndskrift af Helmolds krønike; Håndskriftet opbevares i København. Der er tale om sidste del af kapitel 98 og begyndelsen af kapitel 99. Kapitel 99 begynder ved det markante store røde forbogstav, et Q, nederst på siden. Ved et klik på musen kan man forstørre billedet, og man læser da let fra dette store Q ordene:    Quinto igitur die postquam percussa est   Mikilenburg descendit Berno venerabilis   episcopus cum paucis clericis de Zuerin   tumulare interfectos ....    (Klik på billedet!)

99. Om Biskop Berno

Den femte dag efter at der var kæmpet ved Meklenborg drog Berno, den ærværdige biskop, med nogle få udvalgte klerke til Schwerin for at begrave de dræbte. Han bar om halsen de præstelige værdigheds tegn, som det er sædvane ved messen. Og han opstillede et alter midt iblandt de dræbte og frembar det frelsende messeoffer til Gud Herren, med frygt og bæven.


Da han rejste sig efter offerhandlingen, stormede venderne frem for at slå ham ihjel, ham og dem der var med ham, de havde ligget i baghold. Men en vis Richard fra Saltwede kom hurtig til stede med en skare krigere, sendt af Gud. Han havde hørt, at Guncelin blev belejret i Ilow, og var gået ud for at bringe hjælp, og på vejen kom han tilfældig forbi Meklenborg, da biskoppen og hans mænd var i dødelig fare. Venderne blev forskrækket over hans komme, de tog flugten, og biskoppen, der nu var frelst, fuldendte fromhedsværket og begravede de dræbte, henved halvfjerds lig; og derefter vendte han tilbage til Schwerin.


Ikke lang tid efter samlede Pribislaw atter en skare vender og kom til Malchow og Kussin og talte til indbyggerne i byen og sagde: "Jeg ved nok, at I er tapre og ædle mænd, og lyder under den store hertug. Men jeg vil sige Jer, hvad der vil være Jer til gavn: Giv mig borgen tilbage, den som engang var min faders borg, og som nu skyldes mig med arvelig ret, og jeg vil give jer frit lejde ud til Elbes bredder. Hvis nogen lægger voldelig hånd på noget, der hører Jer til, vil jeg erstatte det dobbelt. Men hvis I synes, at dette gode tilbud ikke er godt nok, så må jeg prøve min lykke igen, og jeg skal møde Jer i kamp. Men husk på, hvad der skete med indbyggerne i Meklenborg, som foragtede mine fredsbetingelser og udæskede mig - det blev deres eget fordærv!"


Så indså de soldater, der havde vagten, at det kunne ikke nytte at kæmpe, for deres fjender var talrige, og deres egne hjælpetropper kun få, og de fik frit lejde ud af Venden, og Pribislaw overtog borgen.

I et typisk middelalderligt håndskrift indledes ethvert nyt kapitel med et prægtigt malet stort bogstav. Andetsteds bragte vi et eksempel på det i et Helmold-manuskript, men det må indrømmes, at skal vi se virkelig overdådige eksempler på disse "miniaturer" (det vil egentlig sige "mønje-malerier". Navnet kommer af det latinske ord "minium" , der betyder mønje -  d.v.s. et blyoxid med formlen Pb3O4), så må vi længere sydpå. Dette initial, der i sig selv er et pragtfuldt kunstværk, kommer fra Bologna i Nord-Italien og en malet af en ukendt kunstner, der i Kunsthistorien går under navnet "Mesteren fra Gerona". Håndskriftet er fra anden halvdel af 1200-tallet.  Det skal bemærkes, at mønje ligesom alle andre blyforbindelser er giftig.

100. Wartislaw Bliver Hængt

Da hertug Henrik Løve hørte, at forholdene i Venden var så urolige, blev han nedtrykt, og han sendte sine bedste tropper til Zwerin for at vogte denne by. Og han befalede grev Adolf og de fremmeste mænd i Holsten at drage til Ilow og vogte borgen der. Siden samlede han en stor hær og kaldte sin frænde Albrecht, markgreve i det østlige Venden, og alle de tapreste mænd i hele Sachsen til hjælp for at gengælde venderne alt det onde, de havde gjort. Men han kaldte også på Valdemar, danernes konge, der skulle komme sejlende med en hær for at hjemsøge dem til lands og til vands. Og grev Adolf kom hertugen i møde med hele nordalbingernes folk, nær ved Malchow.


Da hertugen var gået over Elbe og kom frem til grænsen til vendernes land, lod han vendernes fyrste Wartislaw hænge, nær ved byen Malchow, fordi hans broder Pribislaw havde forledt ham til at krænke sine løfter om fred. Og hertugen sendte bud til grev Adolf og sagde: "Stå op, og kom sammen med holsterne og stormarnerne og alle dem,  der er hos dig, og gå forud for hertugen til det sted, der hedder Verchen. Det samme skal Guncelin gøre, han der er statholder i obodriternes land, og Reinhold, greven af Ditmarsken, og grev Christian af Oldenborg i Agerland i Frisernes land. De skal komme sammen med dig og med de bevæbnede mænd, de råder over.


Så drog grev Adolf bort sammen med de øvrige ædelbårne, som fulgte ham, efter hertugens befaling, og de kom til det sted der hedder Verchen, som ligger næsten to mil fra Demmin, og dér slog de lejr. Siden opholdt hertugen og de øvrige fyrster sig på det sted, der hedder Malchow; han ville så komme nogle dage senere med den øvrige hær og med folk, der bragte fødevarer, som der skulle være rigelig af til alle i hæren. Hele vendernes hær havde slået sig ned i byen Demmin. Deres leder var Kazimir og Bugislaw, pomeranernes anførere, og med dem var Pribislaw, der havde anstiftet oprøret, og de sendte bud til greven og bad om forhandlinger om fred, og lovede at give tre tusind mark. Siden sendte de andre, der lovede to tusind. Men dette ord mishagede grev Adolf, og han siger til sine folk: "Hvad mener I, mine kloge mænd? De der i går lovede tre tusind mark, de lover nu to tusind. Det er ikke et ord, der søger fred, men et, der vil krig!"


Om natten sendte venderne så spejdere ind i lejren for at udforske hærens stilling. Der var også vendiske mænd fra Oldenborg hos grev Adolf, men de pønsede på svig. Thi alt, hvad der blev talt om i hæren, gav de videre til fjenderne gennem spejderne. Men Markrad, der var statholder i holsternes land, og de øvrige forstod den dunkle tale og sagde til greven: "Vi har erfaret, og ved nu for sandt, at vore fjender gør sig rede til krig. Og vore egne folk er kun træge og viser ikke skyldig omhu, når de våger eller holder vagt. Vær forsigtig over for folket, at hertugen må synes godt om dig!" - Og han førte greven og de andre ædelbårne bag lyset, og de sagde: "Fred og ingen fare[150]! For nu er vendernes tapperhed død."


Således svigtede hæren, da den skulde være på vagt. Men medens hertugen tøvede, blev der mangel på mad til hæren, og der blev sendt knægte ud, der skulle gå til hertugens hær med fødevarer. Men da de gik ud i det tidlige morgengry, se da kom folk dem i møde medens de steg op ad bjerget, en skare vender med utallig mange folk om sig, både ryttere og fodfolk. Da knægtene så dem, løb de tilbage og vækkede den sovende hær med høje råb, ellers ville de alle havde sovet sig ind i døden.


De berømmelige mænd og krigere Adolf og Reinhold, tillige med nogle ganske få af holsterne og ditmarskerne, som tilfældig var vågnet af deres søvn og var løbet tidlig ud, tog mod fjenderne på bakkeskråningen, og de rev vendernes fortrop op og drev dem på flugt ud til det yderste af søen. Men vendernes anden række fulgte dem lige i hælene og tordnede frem som et bjerg, og grev Adolf og grev Reinhold og alle de tapreste mænd faldt der. Og venderne indtog sachsernes lejr og plyndrede dens forråd[151].


Siden holdt Guncelin og Christian sig med mere end tre hundrede soldater tæt samlet, og de vidste ikke, hvad de skulle gøre dér i udkanten af kampene. Skrækkeligt måtte det synes at gå mod så stor en fjende, nu da deres kampfæller var enten dræbt eller jaget på flugt.


Så skete det, at en lille vendisk trop nåede frem til et telt, hvor der var mange væbnere og flere heste. Da de trængte frem med styrke for at besejre dem, råbte væbnerne på deres herrer, der stod tæt samlet lige i nærheden, Hvorfor bliver I stående dér, I tapre soldater, og kommer ikke Jeres tjenere til hjælp? Det er skammeligt, som I tér Jer! - Således opildnedes de af deres tjeneres råb og sprang ind på fjenderne, og kæmpende som i blindt raseri befriede de deres knægte. Dernæst slog de sig tappert igennem ind til lejren, og det er svært at sige, hvor mange slag de gav, eller hvor stort et blodbad de anrettede, før de fik splittet de sejrende vendiske tropper ad og havde indtaget lejren,  som de før havde mistet.


Gud udgød nu en svimmelheds ånd over venderne[152], og de faldt i de bedste krigeres hænder. Og sachserne, der lå i skjul, hørte derom og gik frem, og med fornyet mod trænge de stærkt ind på fjenderne og slog dem eftertrykkelig, og området blev fyldt med dynger af lig. Og hertugen kom i hast for at forsvare sine egne, og da han så de ødelæggelser, der var overgået hans folk, og at grev Adolf og de tapreste af mændene var faldet, brast han i heftig gråd. Men hans sorg blev mildnet af den vældige sejr og det store blodbad på venderne. Tallet på deres faldne løb op i totusinde fem hundrede.


Hertugen bød nu, at grev Adolfs lig skulle skæres i stykker og kødet spækkes med urter, så det kunde bæres omkring og lægges ned i de fædrene grave. Og det ord gik i opfyldelse, som han havde sagt dagen, før han døde, idet han ofte gentog verset: De har brændt mig med ild og fandt ingen svig i mig[153].


Venderne, der var flygtet for de sværdsvingende kæmper, kom til Demmin og satte ild på denne såre stærkt befæstede lejr, og fortsatte siden til Pommerns indre egne, idet de flygtede for hertugens åsyn. Men den følgende dag kom hertugen med hele sin hær til Demmin og fandt lejren udbrændt, og han samlede nogle krigere og lod dem nedbryde volden og jævne den med jorden; han lod dem blive der for at hjælpe de sårede, som behøvede hjælp. - Selv gik han med resten af hæren ud for at møde kong Valdemar. Og de fortsatte med forenede kræfter for at plyndre vidt og bredt i Pommern, og de kom til det sted, der hedder Stolp. Dér havde Kazimir og Bugislaw en gang grundlagt et abbedi til minde om deres fader Wartislaw, som blev dræbt og begravet på det sted. Han var den første af pomeranernes førere, der blev omvendt til troen; det sket ved den såre hellige Otto, biskoppen af Bamberg. Selv grundlagde han bispedømmet Uznam, og han tillod den kristne gudsdyrkelse i pomeranernes land.


Hertugens hær nåede frem dertil og mødte ingen modstad, thi venderne løb altid forud, bort fra hertugens åsyn, og vovede aldrig at holde stand, for de turde ikke se ham i øjnene.

101. Grev Adolfs Begravelse

I de dage kom der en budbringer til vendernes land som skulle sige til hertugen: "Se, et bud fra Grækenlands konge er kommet med et stort følge til Brunsvig for at tale med dig! "[154]- For at høre ham forlod hertugen Venden og tog sig ikke mere af hæren og krigens heldige fremgang. I kraft af sin nylige sejr og den gunstige lykkes fremdrift kunne han ellers have tilintetgjort alle vendernes styrker, og han kunne have gjort mod dem, hvad han havde gjort mod obodriterne. Hele obodriternes land og de tilgrænsende egne, som hører til obodriternes rige, var lagt øde i vedvarende krige, og mest i den sidste krig. Det var Guds vilje, og han styrkede altid den højfromme hertugs højre. De rester af venderne, der var tilbage, var nu af mangel på korn, og fordi markerne var ødelagte, så udhungrede at de måtte gå i store skarer til pomeranerne eller danerne; men disse solgte dem ubarmhjertigt til polanerene og soraberne og böhmerne.


Men efter at hertugen havde forladt Venden og havde sendt hæren bort, enhver til sit, blev grev Adolfs legeme bragt til Minden og begravet dér, helligt og fromt[155]. Hans enke Mathilde overtog grevskabet sammen med sin lille søn[156], og landet blev nu forandret. Retfærdigheden og kirkefreden fik ringe kår efter at deres gode beskytter var revet bort, men så længe han levede, var forholdene hverken hårde eller strenge for præsterne. Så stor var han i kraft af sin troskab, sin godhed, sin visdom og sine gode råd, at det var, som om han ejede alle dyder. Han blev fundet at være en af Herrens krigere, og visselig ikke den ringeste, han viste sig nyttig som han gik i skæbnens ledebånd, han udryddede overtro og afguderi og ophjalp den nye plantning som skulle bære frugt i frelsen. Til sidst, da han var gået den gode vej, kom han til palmen og bar fanerne ind i Herrens lejr, og han stod fast i forsvaret for fædrelandet og troskaben mod fyrsterne, helt til sin død. Da man spurgte, om han ville redde sit liv ved flugt,  sagde han bestemt nej, han kæmpede med hænder og ord, og bad til Gud og tog gerne mod døden, for han elskede dyden.


Berømmelige mænd, hertugens bedste ledsagere, Guncelin og Bernhard, blev opildnede til at efterligne ham; den ene af dem var sat over Schwerin, den anden over Ratzeburg. Og de gjorte selv det gode værk. I det land man gav dem, udkæmpede de Herrens krige, for at tilbedelsen i vor Guds hus måtte opvækkes i det vantro og afguderiske folk.






102. Demmin Genopbygges

Pribislaw, der stod bag oprøret, var nu drevet bort fra sin fædrene arv og opholdt sig hos pomeranernes fyrster Kazimir og Bugislaw, og de begyndte at genopbygge Demmin. Pribislaw gik ofte ud af byen og lagde baghold og hærgede i landene omkring Schwerin og Ratzeburg og indfangede mange mennesker og meget kvæg. Da Guncelin og Bernhard så ham komme, lagde de sig i baghold, og stormede siden frem til kamp, og når det kom til slag, og det gjorte det tit, fandtes de altid at være de bedste, indtil Pribislaw havde mistet sine bedste mænd og heste og ikke kunne mere. Og Kazimir og Bugislaw sagde til ham: "Hvis du vil bo sammen med os og være vor gæst, så vogt dig for at gøre hvad der er ondt i hertugens mænds øjne - ellers vil vi drive dig ud af vore lande! Du har jo allerede en gang været skyld i, at vi blev slået og hårdt ramt og mistede vore bedste mænd og byer - er du ikke tilfreds med det, og vil du nu igen drage fyrstens vrede ind over os?"


Pribislaw blev da forhindret i at fuldføre sit vanvid. Således blev vendernes styrker ydmyget, og de vovede ikke at gøre oprør af frygt for hertugen.


Hertugen holdt fred med Valdemar, danernes konge, og kom til samtaler ved Ejder og Lybæk om det der var til gavn for begge lande. Og kongen gav hertugen mange penge for at han skulde værne hans grænser og beskytte ham mod vendernes hærgen. Og alle de øer der lå ude i havet, og som hørte til danernes rige, blev nu beboet, for der var ikke flere sørøvere, og fribytternes skibe blev knust. Og kongen og hertugen sluttede forbund og enedes om at alle de folk de undertvang til lands og til vands skulde betale dem skat, lige meget til hver.


Hertugen magt voksede, så han overgik alle dem, der var før ham. Han blev fyrste over alle landets fyrster og satte sin fod på oprørernes nakke og knuste deres fæstninger; han straffede alle, der løb fra deres tjeneste, og skabte fred i landet og byggede overmåde faste borge og ejede selv en stor arvelod. Thi ud over sin arv modtog han også ejendomme, der havde tilhørt hans store forfædre og kejser Lothar og dennes hustru Richenza, og mange af Bayerns og Sachsens hertuger og mange andre fyrster, som Hermann af Winzeburg, Gotfred af Hamborg, Otto af Alle og andre, som ikke huskes mere.


Hvad skal jeg sige om ærkebiskop Hartwigs vældige magt, han som var kommet af udonernes gamle æt? Han fik den fornemme borg Stade med alle tilliggender, dertil grevskabet på begge bredder[157], og grevskabet Ditmarsken, endnu medens biskoppen levede - nogle med arvelig ret, andre som gave. Og han rakte ud efter Frisland og sendte sin hær dertil, og de gav ham, hvad han forlangte af dem, for at de måtte beholde deres frihed.

Ridder i fuld udrustning og ledsaget af sin våbendrager ca 1250.

103. Fyrsterne Misunder Hertugen Hans Ære

Men fordi ære avler misundelse, og fordi intet i menneskelige forhold er varigt, blev alle fyrsterne i Sachsen misundelige på manden, fordi han blev æret så højt. Han ejede store rigdomme og var berømt på grund af sine sejre og fordi han regerede i to lande, Bayern og Sachsen, og var højt æret og anset, men utålelig i sachsernes øjne, og det gjaldt både fyrsterne og de ædelbårne.


Frygt for kejseren bandt fyrsternes hænder, så de ikke turde bringe deres onde planer til udførelse. Men efter at kejseren havde forberedt sin fjerde hærfærd til Italien, og tiden var gunstig, blev den vidt forgrenede sammensværgelse kendt af alle, og der blev sluttet et stærkt forbund af alle mod én. Blandt de sammensvorne var de fremmeste Wichmann[158], ærkebiskop af Magdeburg, og Hermann, biskop af Hildesheim. Efter dem nævnte man Ludwig, provinsgreve i Thüringen, Albrecht, markgreve i Saltwedel, og hans sønner, og Otto, markgreve af Kamburg, og hans sønner, samt Albrecht, pfalzgreve af Somerburg. De fik hjælp af Otto af Alle og af Wedekind af Dasenburg og af Christian af Dasenburg i Amerland. Over alle disse var den stormægtige Reinald, ærkebiskop af Köln og rigets kansler, han efterstræbte hertugen. Han var ganske vist fraværende og opholdt sig i Italien, men var meget optaget af sine planer om at bekæmpe hertugen.


Så gik fyrsterne i Øst-Sachsen sammen med thüringernes hertug Ludwig til angreb på den af hertugens fæstninger der kaldes Aldeslev og førte mange krigsmaskiner frem imod den. Og Christian, greven af Amerland, samlede en skare frisere og besatte Bremen og hele byens opland og vakte stort røre i de østlige egne.


Da hertugen så, at der udbrød krig alle vegne, begyndte han at befæste sine byer og borge og sætte soldater på vagt på passende steder. På den tid styrede grev Adolfs enke sammen med sin lille søn grevskabet Holsten-Stormarn-Wagrien. Hertugen indsatte grev Henrik, der var født i Thüringen, og som var drengens farbroder, som formynder for drengen på grund af opstandene og krigene, han skulle bestemme over våbnene. Det var en mand, der ikke tålte lediggang, og som var ivrig optaget af krig.


De der var ham tro lagde råd op, og Pribislaw, vendernes fyrste, som han havde drevet ud af provinsen i mange slag, som før sagt, tog han til nåde, og han gav ham hele hans fædrenearv igen, nemlig obodriternes land, undtage Zwerin og dens tilliggender.


Pribislaw og hans venner var ham nu tro og sørgede for hans sikkerhed, som ikke skulle lide under krigens storme, og adlød hans bud og færdedes for hans venners øjne uden al forargelse.

Sachserhertugen Henrik Løve (1129 - 1195)   bliver 1168 viet til sin anden hustru, den engelske prinsesse  Mathilde. Mathilde er kun 12 år gammel og datter af Richard Løvehjerte.  (Læs mere? )

104. Bremens Befolkning Udplyndres

Så samlede hertugen[159] en stor hær og gik ind i Øst-Sachsen for at kæmpe mod sine fjender, midt inde i hans eget land. Og de så ham komme med en stor hær og blev bange for at møde ham. Og han slog hårdt til mod fjenderne og hærgede med ild og rov og gik gennem landet ud til Magdeburgs mure. Derpå lod han hæren vende om og gå vestpå for at nedkæmpe grev Christians oprør, og han kom uventet over Bremen og indtog den. Og grev Christian flygtede ud i Frislands fjerntliggende moser[160].


Hertugen brød ind i Bremen og plyndrede, og borgerne flygtede ud i moserne, fordi de havde forbrudt sig mod hertugen og aflagt ed til Christian, og hertugen erklærede dem fredløse, indtil de købte sig fri for mere end tusind mark sølv. Men Christian døde få dage efter[161], og opstanden med dens uro lagde sig, og der blev betalt bod.


Medens således borgerkrigene hærgede, besluttede ærkebiskop Hartwig at holde sig uden for den oprørske uro. Siden sad han stille og alene i Hamborg, optaget af klosterbyggeri og andre kirkelige sager. Så skrev ærkebiskoppen af Köln og andre fyrster til ham og sagde, at han burde tænke på det tryk, som hertugen havde lagt på ham. Nu, sagde de, var tiden kommen da han kunde genvinde sin tabte ære, med fyrsternes hjælp. Byen Stade og det grevskab, der var frataget ham, lå ham åben, hvis han ville tage imod hjælp fra fyrsterne. Men ærkebiskop Hartwig vidste af erfaring, at hertugen havde held i krig, han vidste også, at fyrsterne var ikke til at stole på og tænkte på, hvor tit han var blevet narret med den slags løfter, så han var nu meget i tvivl. Lysten til at genvinde gammel ære drev ham frem, men fyrsternes vægelsind kendte han kun alt for godt, og det holdt ham tilbage. Men de holdt venskabet ved lige, i hvert fald på overfladen, og fred genlød i deres ord. Ærkebiskoppen begyndte så at befæste sine borge Friborg og Horeborg og samlede mængder af våben og mad, der kunne række til  måneder og år.

De Tysk-Romerske kejsere af huset Hohen- staufen (oftest kaldet "Stauferne" slet og ret) var meget mægtige i de hundrede år, de herskede. Frederik den Første, kaldet Barbarossa, var den første Staufer på kejsertronen; Frederik den Anden blev den sidste. Han døde i året 1250. Med Frederik den Anden har vi forladt Helmolds tid, men han kan nævnes i denne forbindelse som en mærkelig overgangsfigur: Den sidste hersker af sin slægt, men af nogle historikere kaldet "det første moderne menneske på kejsertronen". Det sagdes om ham, at han ikke troede på Gud, noget helt uhørt i Middelalderen. - På billedet ses han som nummer to fra venstre, ved siden af den spydbærende kriger; derpå følger kejserinde Isabella, der var efterkommer af de  korsfarer- krigere, der kaldte sig konger af Jerusalem.

105. Biskop Konrad Fordrives

I disse dage opholdt Konrad, Lybæk-kirkens biskop, sig hos ærkebiskoppen, og hans ord havde afgørende vægt i dennes råd. Man fortalte hertugen, at han ikke ønskede det,  der tjente freden, men kun det, der kunne skade hertugen, og han havde foreslået ærkebiskoppen at rejse rundt og tale med fyrsterne og få dem til at bryde de venskaber,  de havde sluttet med hertugen.


Hertugen ville nu vide mere bestemt, hvordan det forholdt sig, så han kaldte ham til en samtale i Artlenburg. Men han ville ikke komme, men afværgede den mægtiges vrede ved at rejse til Frisland, som om han rejste på ærkebiskoppens vegne. Da han omsider kom tilbage, kaldte hertugen på ham for anden gang. Sammen med den herre ærke- biskoppen og den herre Berno, biskoppen af Meklenborg, mødte han så hertugen i Stade for at høre, hvad han ville sige. Og hertugen spurgte ham ud om det, man havde fortalt ham, at han havde talt slemt og nedsættende om ham og lagt onde råd op imod ham. Biskoppen sagde, at det kendte han ikke noget til.


Der blev skiftet mange ord om dette; men hertugen ville på ny knytte de brudte venskabsbånd og ikke bryde med biskoppen, som en gang var ham kær, så han begyndte at tale fortroligt til ham og bad ham om at vise ham tjenstvillighed - det skyldte han ham til gengæld for kejserens gaver, nemlig vendernes provinser, som han selv havde ejet med krigens ret, vundet med sit skjold og sværd.


Ved disse ord rejste den stolte mand sig og sagde at det var kun en lille skærv der her var givet kirken, og han ville ikke lade nogen begrænse hans frihed eller underkaste sig nogens magt. Hertugen svarede, at nu måtte han enten drage bort eller også adlyde ordrer. Og da biskoppen blev ved sit, befalede hertugen, at han ikke skulle få lov til at komme tilbage til sit bispedømme, og at alle biskoppens indtægter skulde beslaglægges.


Efter at hertugen var gået sagde ærkebiskoppen til biskop Konrad: "Jeg mener at det er ikke klogt af Jer at stå stejlt på dette, når vi nu er her, midt imellem hertugens håndlangere. Se hellere på hvad der tjener Jer til ære og til Jeres redning, og gå til ærkebiskoppen af Magdeburg og til fyrsterne, så I ikke falder i hænderne på Jeres fjender! Jeg vil komme efter om nogle dage og rejse med den rejsende."


Han handlede efter ærkebispens råd og besøgte en forsamling af Cisterciensere og blev forsonet med pave Alexander, ved Pavia-biskoppens formidling, han havde stået på Alexanders side da denne blev fordrevet og tog ophold i Clairvaux. Han bad paven om enten at give ham lov til at rejse til Alexander eller sende et bud.


Da det var sket, vendte han tilbage til Magdeburg og fandt dér ærkebiskoppen af Hamborg, der også havde været borte, og blev hos ærkebiskoppen af Magdeburg i mange dage.






106. Pave Calixtus Kommer på Tronen

I de dage opholdt kejser Frederik sig i Italien, og langobardernes oprør blev slået ned, og alle måtte frygte hans styrke. Han knuste de folkerige og velbevæbnede stæder og i mange dage udsugede han Lombardiet, endnu mere end de konger, der havde været der før. Og han vendte om for at drage til Rom, for at jage Alexander væk og indsætte Calixtus. Paschalis var nemlig død for kort tid siden, han havde ikke levet længe[162]. Kejseren gav sig til at belejre Janua[163], som havde været på Alexanders parti, men sendte Reinald af Köln og Christian af Mainz og en del af hæren af sted i forvejen, mod Rom. Og de kom til Tusculanum, som ikke ligger så langt fra Rom.


Da romerne erfarede, at de var kommet, gik de ud af byen med en vældig hær for at kæmpe for Alexander og Reinald, og de tyske soldater kæmpede, skønt få, imod de utallige romere og nedslog henved tolv tusind, og de forfulgte de flygtende indtil byens porte. Og jorden blev besmittet af de dræbtes lig, og de romerske kvinder var siden enker i mange år, fordi der ikke boede mænd dér i byen.


Samme dag som det skete i Rom, kæmpede kejseren om Janua og vandt sejr og satte sig i besiddelse af byen. Og han tog hæren med sig og drog til Rom og fandt der Reinald og hæren, som han havde sendt i forvejen; de kunne glæde sig over, at de selv var uskadte, og over romernes ødelæggelse.


Og han kom med hæren for at ind tage Rom, og han belejrede Sankt Peters hus, thi romerens garnison lå derinde. Og han befalede, at der skulle sættes ild til portene, og med røgen drev de romerne bort fra tårnene. Og han erobrede kirken og fyldte den med dræbte, og han satte Calixtus på pavestolen og fejrede dér dagen, der i kalenderen kaldes Sankt Peder i lænker. Og han trak sine tropper bort fra folkene i Lateranet [163x], for at han kunne ødelægge disse andre, men de sagde, at de ville give ham alt, hvad han bad om, hvis han ville skåne deres liv og deres by.

Stauferen Henrik den Sjette (født 1165, død 1197, søn af kejser Frederik Barbarossa) blev kronet til tysk-romersk kejser i Rom i 1191.

107. Fyrsterne Og Hertugen Bliver Enige

Herefter gik der ikke lang tid, så forstod langobarderne, at rigets søjler var omstyrtet, og at hærens kamptropper havde svigtet, og de sammensvor sig i enighed imod kejseren og ville dræbe ham. Men han anede deres list og trak sig i hemmelighed bort fra Lombardiet og kom tilbage til Tyskland og indkaldte en herredag til Bamberg. Og da han havde indkaldt alle fyrster i Sachsen, bebrejdede han dem, at de havde krænket freden, og sagde, at oprøret i Sachsen havde givet langobarderne anledning til frafald.


Efter mange langt udtrukne samtaler og megen rådslagning blev den uenighed, der havde været mellem hertugen og fyrsterne, bilagt, og alting blev bøjet ind under hertugens vilje, og han fik snoet sig ud af fyrsternes omklamring uden at lide tab. Og den herre ærkebiskoppen af Hamborg blev kaldt tilbage til sit sæde, men blev ramt af sygdom og døde efter få dage, og med hans død bortfaldt den gamle uenighed, der havde været om grevskabet Stade, og hertugen overtog det uden indsigelse fra nogen side. Og Konrad, biskoppen af Lybæk, blev ved kejserens indgriben i stand til at vende tilbage til sit stift, på den betingelse, at han opgav sin gamle trods og viste hertugen skyldig lydighed. Og da han vendte hjem, tog hertugen tog ham til nåde, og han blev helt forandret og blev et andet menneske, thi gennem det, han havde lidt, havde han lært at have medfølelse med sine brødre og at tjene sine medmennesker. Men han forsvarede sine præster mod fyrsternes og magthavernes omfavnelser, især mod grev Henrik af Thüringen, som uden hensyn til hverken Gud eller mennesker rakte ud efter præsternes gods.

Det vældige billede af Svantevit i Arkona på Rygen blev ødelagt af danskerne, som både Helmold og Saxo fortæller,. Men det er så heldigt at man i 1800-talltet, gemt nede i en polsk flod, fandt et gammelt gudebillede, der passer så godt til Saxos beskrivelse af Svantevits udseende - det har fire hoveder - at vi roligt tør kaldte det fundne gudebillede Svantevit. Det opbevares nu i et museum i Krakow.

108. Om rygboernes gudebillede Svantevit.

På den tid samlede Valdemar, danernes Konge, en stor hær og mange skibe for at drage til rygboernes land og underlægge sig det. Og Kazimierz og Bugislaw, Pomoranernes fyrster, kom ham til hjælp, foruden Pribislaw, Obodriternes knés, fordi hertugen havde befalet venderne at bistå Danernes konge, hvor som helst han ville føre krig for at undertrykke fremmede folk.


Fremstødet lykkedes i kraft af danerkongens magt, og han fik rygboernes land i sin stærke hånd, og de gav ham, hvad han pålagde dem for at blive frie igen. Og han lod det ældgamle billede af Svantevit trække frem, det som alle Venderne tilbad, og befalede, at der skulde lægges et reb om dets hals, og det skulle trækkes ud gennem hærens rækker, for øjnene af venderne, og stump for stump kastes i ilden.

Han ødelagde templet med hele dets gudsdyrkelse og plyndrede det rige skatkammer og befalede, at folket skulle opgive sine vildfarelser, dem de var vokset op med, og dyrke den sande gud, og han gav midler til at bygge kirker, og der blev rejst tolv kirker i rygboernes land og indsat præster, som skulle vejlede folket i det, der hørte Gud til. Biskopperne Absalon af Roskilde og Bero af Meklenborg var der tilstede, de bistod kongen med al omhu, så han kunne grundlægge gudstjenesten i dette onde og forvildede folk.


Dengang var den ædelbårne Jaromir rygboernes fyrste. Da han hørte om den sande guds dyrkelse og den katolske tro, skyndte han sig at blive døbt, og han befalede sit folk at søge fornyelse i den hellige dåb. Og da han selv var blevet en kristen, var han fast i troen og støt i sin forkyndelse, så det var næsten som Paulus sagde, at han var kaldet af Kristus selv. Virksom som i en apostels sted omvendte han det rå folk, der rasede med dyrisk vildskab, dels med ihærdig prædiken, dels ved trusler, så de vendte sig fra deres medfødte vildskab til den nye omvendelses tro.

I dag er der ikke meget tilbage af Arkona. Selve stedet, hvor templet stod, er formentlig styrtet i havet i baggrunden.

Blandt alle de vendiske folk, der deles i provinser og fyrstendømmer, står rygboerne fastere end andre i vantroens mørke, og de har holdt ud indtil vor tid. Man kunne heller ikke komme ud til dem på grund af det omliggende hav. Et usikkert rygte fortæller, at Ludvig, Karls søn[164], engang gav rygboernes land til den Salige Vitus af Corvej,  fordi denne havde grundlagt et kloster. Derfra udgik der forkyndere, der siges at have omvendt rygboerne eller ranerne, og at have grundlagt er bedehus dér til ære for martyren Vitus, hvem hele provinsen herefter viste ærbødighed. Men siden blev det anderledes, ranerne eller rygboerne fjernede sig fra sandheds lys, og den sidste vildfarelse blev værre end den første, thi Sankt Vitus, som vi bekender som Guds tjener, ham begyndte ranerne at dyrke som en gud, og de gjorde et stort billede af ham, og således dyrkede de skabningen frem for Skaberen.


Så stærk blev denne overtro blandt ranerne, at Svantevit, rygboernes gud, fik førstepladsen blandt alle vendernes guddomme, den der bragte sejr frem for alle andre, og han blev det orakel, man mest satte sin lid til. Derfor har indtil vor tid ikke kun wagrierne, men alle venderne betalt skat til ham hvert år, og de kaldte ham gudernes gud.


Kongen er hos dem kun lidet regnet i forhold til ypperstepræsten, der søger orakelsvar; og når der kastes lod, er det ham der gransker udfaldet af lodkastningen. Han er nok afhængig af, hvordan de hellige lodder falder, men kongen og folket er afhængige af ham. Ypperstepræsten ofrer undertiden et kristent menneske til sine guder, og han tror, at de glæder sig over dennes blod.


Det skete for nogle år siden at en stor skare købmænd kom for at købe fisk. I november er der stærk blæst, og derfor fanges der mange sild, og købmændene har fri adgang til markedet, hvis de først betaler til landets gudsdyrkelse. - Der var en Guds præst, Gotskalk fra Bardowiek til stede, han prædikede for de mange mennesker og fortalte om, hvad der hører Gud til. Men barbarernes præst mærkede snart, at han var kommet, og han kaldte på kongen og folket og fortalte dem, at guderne var vrede og ikke kunne formildes uden ved kristenpræstens blod, han der havde vovet at bringe fremmede ofre iblandt dem. Barbarerne blev først overraskede over hans tale, men så lod de købmæn- dene kalde og sagde, at de skulle komme med deres præst, for at de kunde ofre ham og dermed formilde deres gud. Men da de ikke fik det, begyndte de at true med vold og snarlig krig. - Så fyldte købmændene deres skibe med fisk, og drog af sted om natten, satte sejl og fik god vind, og således slap de for de skrækkelige farer, både de selv og deres præst.

109. Legemets og Blodets Forvandling

I det kødblevne ords år 1168 blev arbejdet på den nye grundlæggelse i rygboernes land påbegyndt, og der blev bygget kirker, og de blev prydet med præsternes tilstedeværelse. Og rygboerne tjente danernes konge og betalte ham skat, og han modtog de ædelbårnes sønner som gidsler og førte dem bort til sit land. Men alt dette skete dengang, der var borgerkrig blandt sachserne. Men efter at Herren genskabte freden, sendte hertugen straks bud til danernes konge og krævede gidsler og halvdelen af den skat, som ranerne betalte, fordi det var bestemt ved aftaler og bestyrket med eder, at når danernes konge ville gå i krig mod andre folk, skulle hertugen yde ham hjælp dertil, og for hans deltagelse skulle han have del i byttet. Og da kongen sagde nej hertil, og budbringerne vendte tilbage med uforrettet sag, blev hertugen vred og kaldte vendernes fyrster til sig og bød dem hævne sig på danerne. De blev altså tilkaldt og sagde så: "Her er vi!" - Og de adlød med glæde ham, der sendte dem. Og de dæmninger og sluser, som før havde lukket havet ude, blev fjernet, og havet brød ind og oversvømmede landet og bragte ødelæggelse over mange af danernes øer og egne der lå ud til havet[165]. Og røvernes skibe blev gjort i stand, og de besatte de rige øer i danernes land. Og venderne blev mætte af danernes rigdomme, efter at de havde sultet længe; de blev fede, ja jeg vil sige tykke og mæskede! Jeg har hørt af nogle, at i Meklenborg talte man på en torvedag syvhundrede sjæle af de tilfangetagne daner, der var til salg, hvis der ellers havde været købere nok.

Kalkmalerierne i de danske middelalderkirker var menigmands billedbibel og har sikkert betydet mere for almindelige menneskers kristendomsforståelse end al den latin, som præsten messede frem oppe i kirkens kor. Dette billede er fra Ballerup kirke, antagelig malet i det 13. århundrede, og det viser, hvorledes Jesus bliver døbt af Johannes den Døber i Jordan-floden. Fra tidlige kristne skrifter (blandt andet den vigtige "Didaké" fra omkring år 100) ved vi, hvordan man i oldkirken mente, en dåb skulle være, hvis det skulle gå helt rigtigt til: Dåben skulle ske i rindende vand, i en flod, stor eller lille, et åløb måske, eller en sø, eller ude ved stranden, i hvert fald helst i fri luft. Dåbskandidaten skal neddykkes tre gange med hele legemet. Senere bygger man baptisterier, det vil sige dåbskapeller, med et bassin stort nok til at hele personen kan dykkes ned. På det berømte gyldne alter fra Tamdrup kirke ses kong Harald Blåtand neddykket i en tønde, helt til navlen, han har været  nede tre gange. At det er nok at øse vand over hovedet, er en senere tids opfattelse.

Desuden hørte man forskellige varsler om ødelæggelser. Der var en præst i et af danernes lande, der kaldes Als, han stod for alteret, og da han havde løftet kalken for at tage hostien, se da sås i kalken kødets og blodets substans. Da han kom til sig selv efter den første frygt, vovede han ikke at indtage det usædvanlige syns substans, han gik til biskoppen, og dér fremviste han kalken for præsternes forsamling. Og medens mange sagde, at det havde Gud gjort for at styrke folkets tro, hævdede biskoppen med dybere indsigt at det varslede store trængsler for kirken og blodsudgydelse for kristenfolket. Thi hver gang martyrernes blod udgydes, bliver Kristus på ny korsfæstet i sine lemmer. Og den profeterendes varsler blev ikke gjort til skamme, thi der var næppe gået fjorten dage, så kom vendernes hær og besatte hele landet og nedbrød kirkerne og tog folket til fange; og alle, der gjorde modstand, blev hugget ned med sværd.


Længe var danernes konge tavs, han vilde ikke vide af sit folks trængsler. Thi danernes konger er blødagtige og ikke rede til kamp, de sidder altid til bords og drikker og bryder sig kun sjældent om de ulykker, der kommer. Men endelig, som vakt af en dvale, samlede danernes konge en hær og hærgede en lille del af circipanerlandet. Og en søn af kongen ved navn Christoffer, som var født af en frille, kom til Oldenborg, som på dansk kaldes Brandes huse, efter sigende med et tusind harniskklædte, og de hærgede de egne, der lå ud til havet. Men kirken, hvor Bruno var præst, ødelagde de ikke, og de rørte ikke præstens ejendom.

Men da danerne trak sig tilbage, fulgte venderne efter og hævnede deres tab tifold. Thi Danmark er for størstedelen delt op i øer, der omskylles af havet. Og det er ikke let for danerne at tage sig i agt for sørøvernes bagholdsangreb, for der er fremspringende næs, som giver venderne gode skjulesteder, og hvor de kan trænge frem og fra deres baghold nedslå de intetanende ofre. Vendernes styrke er nemlig deres uventede overfald - og i den nyeste tid er denne røveriske uvane blevet så vigtig for dem, at de ikke bryder sig om landbrugets goder, men de holder altid deres kræfter rede til søtogter. De sætter hele deres håb til skibene, idet de har sat alt deres håb og alle deres rigdomme i deres skibe. Men de er ikke så ivrige, når det gælder at bygge huse. De nøjes hellere med hytter, som de fletter af vidjer, og som kun giver nødtørftigt ly for storm og regn; og når der kaldes til krig, graver de alt deres tærskede korn ned sammen med deres guld og sølv og kostbarheder, og gemmer koner og børn i fæstningsværker, eller i ude i skovene. Når så fjenden kommer, er der kun nogle få skure at plyndre, og tabet af dem tager de sig let. Danernes angreb regner de ikke for noget, de finder snarest fornøjelse i at komme i håndgemæng med dem. Hertugen er den eneste, de er bange for, han som brød vendernes kraft mere end alle de hertuger der var før ham, og som var større end selv den berømte Otto. Han har lagt bidsel i deres kæber og fører dem hvorhen han vil. Han taler fred, og de adlyder; han kalder til krig, og de siger: "Her er vi!" 





110. Danernes Konge Forsones med Hertugen

Da danernes konge så sit folks ulykke og omsider forstod, at det ville være godt at få fred, sendte han bud til den såre tapre hertug og foreslog at de mødtes til en fortrolig samtale ved Ejder. Og hertugen kom til det aftalte sted, på den hellige Johannes den Døbers fødselsdag[166]. Og danernes konge kom ham i møde og viste sig rede til at gøre alt, hvad hertugen ønskede, og han indrømmede ham halvdelen af de skatter og gidsler, som ranerne havde givet, og en lige andel af tempelskatten, og kongen gik fromt ind på alt, hvad hertugen mente, han måtte kræve, og venskabet mellem dem blev fornyet. Venderne blev tvunget til at afstå fra at angribe Danmark for fremtiden; de havde bedrøvede miner, for fyrsterne havde indgået et forbund. Hertugen sendte sine egne sammen med kongens bud til ranernes land, og ranerne gjorde tjeneste for ham og lovede at betale ham skat. Danernes konge spurgte hertugen, om han ville give sin datter, der var enke efter Frederik, den såre ædle fyrste af Rothenburg, til hans søn, som allerede var udpeget til konge[167]. Ved de store fyrsters indgriben gik hertugen med hertil og sendte sin datter til danernes rige.


Så blev der stor glæde blandt alle de nordiske folk, ja munterhed og fred kom til samtidig, og Nordens isnende kulde omskiftedes i milde sydlige vinde, og havets hærgen standsede, og kvinder og børn drog den vej, for der var nu ingen fare på færde, og røverne var jaget bort.


Hele vendernes land, der begynder ved Ejder, som er grænsen til Danmark, og som strækker sig til det Baltiske Hav og Elbe ad lange strækninger indtil Schwerin, og som engang var et skrækkeligt land, hvor overfald truede, og som lå næsten øde hen, blev nu af Guds nåde helt anderledes, og sachsiske nybyggere slog sig end, og der blev bygget små og store byer og mange kirker, og der kom mange Kristi tjenere til. Pribislaw opgav sin langvarige stadige modstand og forstod, at det ikke nyttede at stampe mod brodden, og han stillede sig tilfreds med det, han havde fået, og opbyggede byerne Meklenborg, Ilow og Rostok, og lod sine folk bosætte sig i vendernes land. Og da vendiske røvere havde forulempet de tyskere, der boede i Schwerin i hans land, befalede Guncelin, borgens høvedsmand, en tapper mand og hertugens tro væbner, at alle de vender man mødte på vejene, og som ikke havde nogen indlysende grund til at være der, skulle tages til fange og slås ihjel.

Således blev venderne forhindret i at øve deres røverier og ugerninger.

Kalkmaleri af Jesus, der troner som Verdens hersker. Det er meget gammelt, malet omtrent på samme tid, som Helmold levede.  Det findes i Væ kirke i det østlige Skåne.  (Klik!)

                                                               Slut

[163x] Lateranet: Et bydistrikt i Rom, i Oldtiden en jordbesiddelse, ejet af en Patricierfamilie med slægtsnavnet Lateranus. Ejendommen blev konfiskeret af kejser Nero i året 65 e. Kr. fordi den adelige familie Pomponia Grecina havde omvendt sig til kristendommen, medens apostelen Peter opholdt sig i Rom. Konstantin skænkede år 313 området til pave Miltiades (311-314). Få år senere byggede man så Lateranpaladset, der fungerede som residens for paverne helt indtil landflygtigheden i Avignon ( i 1300-tallet ). Da paverne vendte tilbage til Rom opgav de residensen i Lateranet og slog sig ned i Vatikanet.

[164] Ludvig, kaldet Ludvig den Fromme, Frankisk kejser fra 814 til 840, søn af Karl den Store.

[165] Helmold har tydeligvis den opfattelse at store dele af det sydlige Danmark i Middelalderen lå så lavt at jordoverfladen lå under havoverfladen, og at landet kun kunde holdes fri for oversvømmelser ved hjælp af solide diger - og at det var muligt at sætte landet under vand ved at ødelægge digerne.

[166] Den 24. juni.

[167] Denne søn, der allerede var udpeget til konge, var prins Knud, født 1162 eller 1163, konge af Danmark fra 1182 til 1202, senere kendt som Knud den Sjette. Hans kommende hustru Gertrud var født omkring  år 1154; hun var datter af Henrik Løve og dennes første hustru Clementia. Knud giftede sig med Gertrud i 1177.