Venderkrøniken     (del 4)

45. Vicelins Rejse til Frankrig.

Efter mange år besluttede mester Vicelin, da han betænkte disciplenes fremgang og deres antal, at han vilde rejse til Frankrig for at fortsætte sine egne studier, og han bad Gud om at lede hans tanker. Medens han grundede over det kom Adalbert, domprovsten, til ham og sagde, Hvorfor har du skjult det der bor i dit hjerte for din ven og frænde? - Da han usikkert spurgte hvorfor han sagde sådan svarede han og sagde, Jeg ved at du vil rejse til Frankrig, og ikke ønsker at nogen skal vide det! Men du skal vide at Gud leder din vej. En nat så jeg i en drøm mig selv stå for Herrens alter og bede indtrængende til Gud. Og et billede af Guds Moder som stod på alteret talte til mig og sagde: Gå og sig til manden som ligger bag døren at han har lov til at rejse hvorhen han vil. Jeg adlød hendes befaling, og da jeg kom ud til døren fandt jeg dig medens du lå og bad. Jeg har nu sagt dig det, sådan som jeg fik det at vide, du har hørt det og kan glæde dig over det. Nu har du fået lov, så rejs hvorhen du vil!


Opmuntret af dette guddommelige ord opgav han arbejdet i skolen, ikke uden at biskoppen og de ledende mænd ved domkirken beklagede det, for det vilde blive svært for dem at undvære en så stor mand. Han tog den overmåde hæderlige yngling Thetmar med sig til Frankrig og kom til de ærværdige mestre Radulf og Anselms skoler, de var de mest fremtrædende lærere i theologi dengang[88]. De viste også ham ære, fordi han var så stærkt optaget af studeringerne, og fordi han levede et udadleligt liv. Overflødige spørgsmål og ordstrid som ikke opbygger, men snarere undergraver, undgik han fuldstændig, og han beflittede sig kun på at studere det der gavnede forstandens klarhed og opløftede sæderne. Derpå, da han havde modtaget Guds Ords sæd, blev han så opbygget at han bestemte sig for en strengere livsførelse, at give afkald på at spise kød, at gå med en håret skjorte på kroppen, og at give sig mere inderlig hen til dyrkelsen af Gud. Han var endnu kun akolyt og havde ikke søgt de højere grader, fordi han frygtede for sin egen ungdommelige svaghed[89]. Men da en mere moden alder og lang erfaring med afholdenhed havde givet ham større styrke, og da han havde studeret i tre år, besluttede han at vende tilbage til sit hjemland og lade sig vie til de højere ordener.

Det skete i de dage at hans discipel Thetmar blev syg. Da han lå i dødsangst græd han en stor gråd med Ezekiel og bad om han måtte leve længere, for hans mesters fortjenesters skyld. Og da han havde bedt til ende, se - Ære være Gud! - da blev han løst fra sin sygdom.


Herefter rejste de begge til fædrelandet, men så skiltes deres veje. Den ærværdige Thetmar blev kannik ved Bremerkirken, men mester Vicelin afslog denne værdighed, for han var ved Guds udvælgelse bestemt for en anden gerning.







46. Vicelins Ankomst til Venden

Det år han vendte tilbage fra Frankrig begav han sig til Norbert, biskoppen af Magdeburg[90], og han gjorde sig fortjent til at lære ham at kende og at forfremmes til præst. Og han blev straks opfyldt af den heftigste iver efter at udfinde hvor han skulde virke og hvilken gerning han skulde tage op, og hvor han kunde virke til størst gavn for kirken. Da hørte han fortælle om Henrik, vendernes fyrste[91], og hvordan han havde tæmmet barbarernes folk og ønskede at styrke tjenesten i Guds Hus. Så følte han at han på guddommelig vis var kaldet til evangeliets tjeneste, og han opsøgte den ærværdige Adalbero, ærkebiskoppen af Hamborg, som dengang opholdt sig i Bremen, for at åbenbare sit hjertes inderste beslutning for ham. Denne blev glad og billigede hans forsæt og sendte ham ud for at forkynde Guds ord for venderne og udrydde afgudsdyrkelsen. Og straks drog han af sted til Vendernes land, og med ham var de ærværdige præster Rudolf fra Hildesheim[92] og Ludolf fra Verden, der var kannik, og de indviede sig til at medvirke i hans tjeneste.


I Lybæk traf de Fyrst Henrik og talte med ham og bad om han vilde give dem lov til at forkynde Guds ord. Han vaklede ikke i dette men gav disse såre værdige mænd store hædersbevisninger i sit folks påsyn, og overdrog dem kirken i Lybæk, hvor de kunde bo i sikkerhed og gøre hvad der tjener til Guds ære. Da det var gjort vendte de tilbage til Sachsen for at ordne deres forhold hjemme og gøre sig rede til rejsen til Venden. Men en stor og pludselig sorg ramte deres hjerter - et hastigt ilende rygte fortalte at Henrik , vendernes konge, havde forladt dette liv[93]; og således blev deres fromme planer for en tid forsinket. Thi Henriks sønner Sventopolk og Knud, som fik magten efter ham, blev så optaget af indbyrdes strid at de fredelige forhold og landenes skattebetalinger gled dem af hænde, dem som deres fader havde erhvervet sig med våben i hånd.





47. Om Nordalbingernes Bodsgørelse

Omtrent på denne tid drog den herre ærkebiskop Adalbero over Elbe for at besøge Hamborg og Nordalbingernes provins, og han kom til staden Meldorf[94], og i sit følge havde han den ærværdige præst Vicelin. Men nordalbingerne omfatter tre folkeslag, stormarnerne, holsterne, og ditmarskerne. De er ikke meget forskellige hvad angår levevis eller sprog, de lever efter sachsernes love og holder sig til kristen- dommen, bortset fra at de på grund af barbarernes nærhed gerne røver og stjæler. De lægger stor vægt på gæstfrihed. Skal man regnes for noget blandt holsterne, skal man stjæle og være gavmild. Den der ikke forstår at tage bytte er dum og regnes ikke.


Medens biskoppen opholdt sig i Meldorf, kom der nogle borgere fra Faldera til ham og bad ham om at give dem en præst. Landsbyen Faldera ligger der hvor Holsten grænser op til Venden. Straks vendte biskoppen sig til præsten Vicelin og sagde, Hvis du vil have en gerning blandt Venderne, så gå med disse folk og tag imod deres kirke, for den ligger på grænsen mellem de to provinser, og der kan du være når du vil rejse ind i Venden, og når du vil ud igen. Da denne svarede at det råd vilde han følge, spurgte han mændene fra Faldera, Vil I have en viis og velegnet præst? - Da de sagde at det vilde de meget gerne, gav de præsten hånden derpå, og biskoppen overdrog ham til en vis Markrad og andre borgere, og lagde dem på sinde at drage værdig omsorg for denne mand.


Da de kom til det aftalte sted, så han ud over landet og markerne, der syntes så dystre, med øde og ufrugtbare heder, og indbyggerne var et bondsk og udannet folk der ikke kendte til tro eller kristendom andet end af navn, thi hos dem var der endnu mange slags overtro i forbindelse med hellige lunde og kilder og andet.


Så slog han sig ned der, midt i dette afsporede og forvildede folk. Og han gav sig så meget mere fromt ind under Guds værn, som han måtte undvære menneskers trøst. Men så snart han begyndte at forkynde Guds rige og den kommende verdens goder og kødets opstandelse, blev det rå folk slået af den nye lære og det forunderlige mirakel, og syndernes mørke spredtes for Guds nådes strålende lys. Ja det er utroligt hvad der fortælles - at vældige skarer i de dage strømmede til for at gøre bod, og hans prædiken gav genlyd i hele nordalbingernes provins. Og han begyndte også at komme til kirkerne i omegnen, og i from bekymring formanede han folket til at søge frelsen, og han rettede deres vildfarelser, og bilagde skærmydsler og ødelagde deres hellige lunde og hedenske offersteder. Og da rygtet om hans hellighed bredte sig kom mange, både præster og lægfolk, til ham. Blandt dem var de første og vigtigste præsterne Ludolf, Eppo, Ludmund, Folkvard, og flere andre, af hvilke nogle nu er sovet hen, men andre lever endnu. Disse lovede ved hellige eder at leve ugift, at holde ud i bøn og faste, at øve sig i fromheds gerninger, besøge de syge, mætte de hungrende, og tage vare både på deres eget og andres liv. Men frem for alt, og for vendernes frelses skyld, bad de Gud om Han vilde åbne troens dør for dem. Men Gud tøvede længe med at opfylde deres bønner, thi Amoriternes misgerninger var endnu ikke endt[95], og tiden til at forbarme sig over dem var endnu ikke kommet[96].

I middelalderen var det tit sådan, at der til de store kirker - domkirkerne, men for eksempel også Vor Frue Kirke i København, der ikke var domkirke - var knyttet et præste-fællesskab, et kapitel kaldte man det. Præster og munke fra disse fællesskaber havde under gudstjenesten plads oppe i koret - nærmest ved højalteret.

48. Om Sventipolk.

Men striden mellem Henriks sønner udviklede sig til en borgerkrig, og dermed måtte nordalbingerne lide nye trængsler. Thi Sventipolk, den ældste, vilde herske alene og gjorde sin broder Knud megen uret, og til sidst tog han holsterne med sig og belejrede sin broder, medens denne opholdt sig i borgen i Plön. Men Knud forbød sine kampfæller at kaste spyd ud mod de belejrende, og han steg op på en skanse og talte til hele hæren og sagde: "Hør, bedste mænd, I der er kommet fra Holsten, hvad er grunden til, at I har rejst Jer imod Jeres ven? Er jeg ikke Sventipolks broder, født af den samme fader Henrik, og medarving til vor faders magt? Hvorfor vil min broder da tage min fædrene arv fra mig? Lad jer ikke hidse op imod mig, men vend tilbage til retfærdigheden og få min broder til at give mig, hvad der tilkommer mig med rette!"


Da de belejrende havde hørt det, blev de mildere stemt og besluttede, at denne mand, der krævede retfærdighed, skulLe høres. Og deres anstrengelser førte til, at brødrene forligedes, og provinsen blev delt imellem dem. Men Knud blev dræbt ikke længe efter i Lütjenburg, og Sventipolk havde nu magten alene. Han kaldte grev Adolf til sig, sammen med holsterne og stormarnerne, og sendte en hær afsted til obodriternes land og belejrede den by, der kaldes Werle. Da den var kommet i hans magt, rykkede han videre frem mod kessinernes by og belejrede den i fem uger. Omsider blev den erobret, og Sventipolk modtog gidsler og vendte tilbage til Lybæk, og nordalbingerne vendte tilbage til deres egne bopladser.


Men da præsten Vicelin så, at vendernes fyrste nu var mere venlig stemt mod Kristusdyrkerne, gik han til ham og fornyede den bøn, som han før havde rettet til faderen. Og da han havde sikret sig fyrstens velvilje, sendte han de ærværdige præster Ludolf og Folkvard til Lybæk for at sørge for folkets frelse. Og de blev velvillig modtaget af den ikke ringe koloni af købmænd, som fyrst Henriks tro og fromhed havde samlet der på stedet.


Og de boede i en kirke på en bakke på den anden side af floden. Men der gik ikke lang tid, før rygboerne kom og fandt, at der lå ingen skibe der ved byen; så trængte de ind og ødelagde byen, og fæstningen med. Da barbarerne brød ind ad den ene kirkedør, løb de prægtige præster ud ad den anden; der lå en lille skov i nærheden, den blev deres redning, og siden søgte de til Falderas havn.


Sventipolk blev dræbt ikke længe efter, han faldt som offer for en list; det var en meget rig holster, Daso, der stod bag. Sventipolks søn Svinike var nu alene tilbage, men han blev også dræbt. Det skete ved Artlenburg i Transalbien. Så var hele Henriks slægt i vendernes fyrstendømme udslukt, nu da hans sønner og hans sønnesøn var døde. Fyrsten havde selv forudsagt - jeg ved ikke hvilket orakel, der havde åbenbaret ham det - at hans æt meget snart vilde forsvinde






49. Om Knud Lavard

Efter dette tilfaldt herredømmet over venderne den såre ædle fyrste Knud, søn af Danernes Kong Erik[97]. - Engang, da den overmåde mægtige kong Erik havde lovet at rejse til Jerusalem, havde han overgivet riget sammen med sin søn Knud til sin broder Niels, og havde fået en edelig forsikring om at hvis han ikke vendte hjem vilde Niels overgive riget til ham, når han blev voksen. Men da skæbnen rev Kongen bort på hjemvejen[98], tog Niels magten i Danernes Rige, skønt han var født af en frille, for Knud var endnu et lille barn. Men Niels havde selv en søn ved navn Magnus.


Så voksede disse to kongesønner op i kongelig pragt og herlighed; men det skulde i fremtiden komme til krigeriske sammenstød og død for mange daner.


Da Knud var ved at være voksen frygtede han for at han let kunde blive offer for sin farbrors efterstræbelser, og derfor rejste han til kejser Lothar og blev hos ham i mange dage eller år, og man viste ham fuld ære, som det sømmede sig hans kongelige byrd. Derfra rejste han hjem til fædrelandet og blev velvillig modtaget af sin farbror, og fik tildelt hertugdømmet over hele Danmark[99]. Og den fredselskende mand begyndte med at skaffe ro i landet, og han fjernede omstrejfende mænd. Han gjorde især folkene i Slesvig meget godt. Men det skete at nogle røvere blev pågrebet ude på heden mellem Sli og Ejder, og de blev ført frem for Knud. Da han havde dømt dem til at hænges råbte en af dem, der vilde redde sit liv, at han var i slægt med ham, og var en efterkommer af danske konger. Til ham sagde Knud, Det vilde sandelig være skændigt at behandle vor slægtning som vi behandler andre. Vi må ophøje ham frem for de andre. Og han befalede at de skulde hænge ham i en høj skibsmast.


Han kom nu til at tænke på at pladsen som vendernes fyrste stod tom. Henrik var jo død, og hans sønner var borte. Så opsøgte han kejser Lothar og købte obodriternes rige for mange penge, al den magt som Henrik havde haft. Og kejseren satte en krone på hans hoved for at gøre ham til obodriternes konge, og viste ham stor ære.


Herefter drog Knud til wagriernes land, og han besatte det bjerg der hedder Alberg, og der anbragte han nogle hytter, så vilde han senere bygge en befæstet borg. Og han knyttede alle tapre mænd fra holsternes land til sig, og med dem foretog han indfald i vendernes land og dræbte og nedslog alle han mødte på sin vej. Men Henriks fætter Pribislaw, og Niklot, den ledende mand i obodriternes land, tog han til fange, og han anbragte dem i forvaring i Slesvig og lagde dem i jern til de blev løskøbt med penge og gidsler og påtog sig forpligtelser som undersåtter skal. Og han foretog flere indfald i wagriernes land.

Rekonstruktion af gammel stavkirke fra slutningen af 1000-tallet fra Hemse på Gotland

50. Om Kong Niels

Omtrent i de dage skete det at Knud, obodriternes konge, kom til Slesvig for at holde herredag med sin onkel Niels. Men da folket var kommet til herredagen, og den ældre konge havde taget plads på tronen, klædt i sit kongelige skrud, satte Knud sig over for ham, og han bar også en krone, obodriterrigets krone, og var omgivet af en kreds af hirdmænd. Men da den kongelige onkel så sin brodersøn i kongelig pragt, og mærkede at han ikke vilde rejse sig for ham og ikke kyssede ham som det var skik, viste han ikke sine krænkede følelser men gik ham i møde for at hilse ham med et kys. Da gik Knud imod ham, de mødtes midtvejs, og han viste sig som sin onkels lige i alle ting, både hvad angik stedet hvor de mødtes og hvad angik deres værdighed. Derved pådrog Knud sig et dødeligt had. Thi Magnus Nielsøn så det ske, sammen med sin moder, og hun blev opfyldt af en vrede så stor at det ikke kan siges, og sagde til ham; "Ser du ikke at din fætter har taget herskerstaven og allerede er hersker? Du kan regne ham for en fjende af folket, når han, endnu medens din fader lever, ikke er bange for at tage kongenavn, uden at han har ret til det. Hvis du bliver ved med at glemme det og ikke slår ham ihjel, må du vide at han vil tage dit liv og dit rige!" Disse ord æggede ham, og han begyndte at pønse på at slå Knud ihjel[100].


Da Niels mærkede det kaldte han alle fyrsterne i sit rige til sig og påbød dem at forlige de unge stridbare mænd. Og de stridige parter blev bøjet mod hin anden, og der blev stiftet fred.


Men medens Knud stod fast på disse aftaler, så glemte Magnus dem og tænkte kun på svig. Thi så snart han forstod, at Knud virkelig holdt fast ved fredsaftalen og ikke nærede mistanker, bad han Knud om at møde sig til en samtale på tomandshånd. Knuds hustru frarådede ham at gå dertil, hun frygtede onde anslag og var opskræmt af en drøm, hun havde haft natten før. Men den trohjertede mand kunne ikke holdes tilbage, men kom til det aftalte sted, kun ledsaget af fire mænd. Magnus kommer med lige så mange og omfavner og kysser sin fætter, og de sætter sig for at forhandle. Uden tøven bryder mænd frem fra deres skjul og slår Knud ned og dræber ham og hugger hans krop i stykker, led for led, for de fandt glæde ved at tilfredsstille deres grusomhed i hans blod. Og fra den dag blev der mange flere oprør og indre krige i Danmark, og dem vil der blive fortalt om i det følgende, for de fik den største betydning for Nordal- bingernes provins.


Da Kejser Lothar fik det forfærdelige budskab, blev han og hans hustru Richenza bedrøvede, for det var en mand, der var Riget såre venlig stemt, der var faldet. Og han kom med en stor hær til byen Slesvig, til det bekendte Danevirke, for at hævne denne den allerbedste mand Knuds gruelige død. Magnus slog lejr med en stor hær af Daner for at forsvare sit land, men han blev forskrækket, da han så den Tyske hærs styrke, som den stod dér omkring Kejseren, og med umådelig meget guld og ved at aflægge lens-ed købte han sig fri for straf.

I kapitlerne 49-51 taler Helmold om Danske forhold, og kalkmaleriet her er da også fra Danmark - nærmere bestemt Ballerup kirke. Det viser den tronende og dømmende Kristus, ud fra hans mund udgår nogle bånd med skrevne ord: "Venite, benedicti Patris mei" - det vil sige, Kom, I min Faders velsignede - og "Ite, maledicti, in ignem" - Gå, I fordømte, til ilden. Det er Verdensdommen, der illustreres med gys og gru. Billedet er antagelig malet omkring midten af det 13. århundrede. Sammenlign med den noget ældre, langt mere majestætiske fremstilling af Kristus fra kirken i Væ, der ses til allersidst i denne tekst (efter kapitel 110).

51. Om Kong Erik

Erik[101] var broder til Knud, han var søn af en frille. Da han så, at kejserens vrede var kølnet, begyndte han at ruste sig for at hævne sin broder, og han rejste gennem landet og samlede en mængde daner, der var stærkt ophidsede over det skændige drab på Knud. Og han selv tog kongenavn og begyndte at forfølge Magnus i mange kampe, men blev besejret og slået på fulgt. Derfor blev han også kaldt Erik Harefod, for han var altid på flugt.


Han blev fordrevet fra Danmark og søgte tilflugt i Slesvig. Mændene dér mindedes alt det gode, som Knud havde gjort for dem og tog derfor imod ham og var rede til at lide død og fordærv for hans skyld. Derfor bad Niels og hans søn Magnus hele det danske folk om at drage af sted for at kæmpe ved Slesvig, og belejringen af byen blev forstærket. Der lå en sø ved byen, den var dækket af is, man kunde gå over isen, og dér belejrede de byen til lands og til vands. Men slesvigerne sendte bud til grev Adolf og tilbød ham hundrede mark, hvis han vilde forsvare deres by sammen med nordalbin- gerne. Men Magnus tilbød lige så meget, hvis han vilde afstå fra krig.


Greven vaklede mellem de to tilbud og spurgte de ledende mænd i landet. De rådede ham til at komme byen til hjælp, for derfra fik de tit varer. Så samlede grev Adolf en hær og gik over Ejder, men han ville vente, indtil hele hæren var samlet; så bestemte han sig for at gå ind i fjendens land, men meget forsigtigt. Men mændene var begærlige efter bytte og kunde ikke holdes tilbage, de stormede frem så hurtigt, at de første var kommet til Thivel skoven, endnu medens de sidste knap var kommet frem til Ejder.


Da Magnus hørte om grevens komme, valgte han tusind harniskklædte ud af sin hær og gik frem mod krigerne fra Holsten og åbnede slaget. Og greven blev slået på flugt, og nordalbingerne led et stort nederlag. Men greven og alle de, der tog flugten vendte tilbage over Ejder og blev reddet. Så vandt Magnus sejr og vendte tilbage til belej- ringen, men hans møje var forgæves, for han bemægtigede sig hverken byen eller fjenden.


Som vinteren mildnedes, svækkedes også belejringen. Erik undveg og rejste til Skåne, til en egn ude ved kysten, og klagede over drabet på hans uskyldige broder og over sine egne ulykker. Da Magnus hørte at Erik trådte frem, drog han med sommerens komme til Skåne med en talstærk flåde. Men den anden havde sat sig fast der på egnen med en skare tilhængere, ganske vist ikke ret mange.


Skåningerne stod nu alene imod alle danerne. Da Magnus på selve den hellige pinsedag drev sin hær frem til slag, sagde nogle ærværdige biskopper til ham, Giv dog him- melens Gud ære, og vis ærbødighed for denne store dag og hold dig i ro, så kan du kæmpe i morgen. - Men han ringeagtede deres påmindelser og begyndte slaget[102]. Men Erik førte sin hær frem og mødte ham med en tapper skare. Og Magnus faldt i dette slag. Og alle danernes hærskarer blev slået af skåningerne og tilintetgjort. Og Erik fik et stort navn herefter og blev kaldt Erik Emune, det vil sige den mindeværdige. Men Niels den Gamle undslap og kom til Slesvig, dér blev han dræbt af borgerne, for de støttede sejrherren. Herren hævnede Knuds blod, ham, som Magnus dræbte, da han brød den éd, han havde svoret.


Erik herskede i Danmark og avlede en søn ved navn Svend med en frille Thunna. Men Knud havde også en søn, den ædelbårne Valdemar. Og Magnus havde sønnen Knud. Disse skud på den kongelige stamme levede da i danernes folk og bekæmpede hinanden, for at de ikke en dag skulle komme ud af vanen og blive overmodige. De er nemlig kun noget værd i indre krige.

Helmold fortæller kun lidt om de ikke-kristne religioner som den katolske kirke bekæmpede så hidsigt, og til sidst sejrrigt. I mangel af skriftlige kilder må vi holde os til billeder af guder (og mennesker?), der har en tydelig religiøs funktion, således som denne helleristning fra Bornholm, der nok er skabt længe før Helmolds tid, men som med sin iøjnespringende phalliske symbolik antyder et slægtskab med det hedenske gudebillede, skåret i træ, der blev fundet i Rusland, ved Staraja Rusa. (Se efter kapitel 52. )  (Flere helleristninger. )

52. Om Vendernes Gudsdyrkelse

Efter at altså Knud, med tilnavnet Lavard, Obodriternes Knés, var død, fulgte Pribislav og Niklot i hans sted. De delte magten således, at den ene skulde herske over Wagri- ernes og Polabernes land, den anden over Obodriternes land. Disse to mænd var vilde dyr og meget fjendtligt indstillet over for de Kristne. Og i de dage styrkedes i hele Venden en mangfoldig dyrkelse af afguderne tillige med overtroiske vildfarelser. Thi foruden lunde og husguder, som fyldte marker og byer, var deres fremmeste gud Prove, guden for Oldenborgernes land, Siwa, Polabernes gudinde, og Radigast, Obodriternes lands gud. Der var præster, der var viede til disse guder, og store offerhandlinger og en mangfoldighed af afgudyrkelse. En præst forestod den højti- delige dyrkelse af afguderne, efter at have kastet lod og fortolket lodkastningen, og mænd og kvinder kom sammen, de tog deres børn med sig og ofrede okser og får til deres guder; men de bringer også tit menneskeofre, og så fryder de sig, fordi de tror, at deres afguder glæder sig særlig derover. Efter at have ofret et dyr lader præsten blodet flyde, for at han bedre kan blive i stand til at tolke varsler. Thi mange mener, at djævlene lettere kan hidkaldes med blod. Og når ofringerne er fuldbragt, efter skik og brug, giver de sig hen til spisning og fest. Men Venderne ligger under for en underlig vildfarelse: Thi under deres måltider og drikkelag lader de en skål gå rundt, og hen over den taler de, jeg vil ikke sige indvielsesord, men snarere forbandelsesord, i deres guders navn, både de gode og onde, for de tror, at al god lykke kommer fra den gode gud, og den onde lykke kommer fra den onde gud. Derfor kalder de også den onde gud, djævelen, for Czernebog, det betyder, på deres sprog, Den Sorte Gud


Men blandt de mange guder er Svantevit, Rygboernes gud, den, hvis orakelsvar tros fremfor andres. Sammenlignet med ham regner de kun de andre guder for halvguder. Derfor plejer de at ofre en Kristen til hans ære hvert år, og denne udtrækkes ved lod, og de holder gerne gudstjeneste i den forbindelse. Ja, fra alle Vendernes lande sendes der dyrebare offergaver til denne gud. Og de har en forunderlig ærefrygt for tjenesten i hans tempel. De tåler ikke gerne, at der aflægges eder der, og heller ikke at Templets hellighed bliver krænket, selv ikke for at få ram på deres fjender.


Vendernes grusomhed er for øvrigt umådelig stor og umættelig, de tåler ikke at ligge stille men hærger ustandselig de lande der ligger nær ved, til lands og til vands. Og det er svært at fortælle om alle de måder, de bruger til at slå kristne ihjel - undertiden trækker de indvoldene ud og surrer dem rundt om en pæl, eller hænger dem op på et kors, og spotter således dette tegn på vor forløsning. Og de mener, at den værste forbryder skal korsfæstes. Den, de taget til fange for at få løsepenge for ham, behandler de med mange pinsler, og lægger ham i lænker, så det ikke er til at tro, for den der ikke kender til det.

Vi ved kun så lidt om vendernes religion, fordi der ikke er bevaret vendiske skrifter fra middelalderen, der fortæller om den, og fordi det lidt, vi får at vide fra kristne kilder, må antages at være unøjagtigt, for ikke at sige bevidst forvrænget. Arkæologiske fund hjælper os lidt på vej og viser at vendernes tro i hvert fald var meget forskellig fra den kristne tro, der snart skulde sejre, også i Øst-Europa.  Denne fremstilling af en hedensk gud, skåret i træ, er fundet i Staraja Rusa.(i udkanten af Novgorod?)  Der er tale om en og samme figur, vist fra to sider og man bemærker figurens form, der er tydelig phallisk, og således adskiller sig meget fra de kristnes hellige billeder. Figuren dateres til det ellevte århundrede.

53. Om Bygningen af Segeberg

Da den navnkundige kejser Lothar og hans høje gemalinde Richenza havde vist omsorg for gudstjenesten i kirkerne, henvendte den Kristi præst Vicelin sig til ham, medens han opholdt sig i Bardowiek[103] og foreslog, at han skulde give venderne et frelse- bringende bodemiddel, da han jo havde fået midler dertil fra himlen. Desuden fortalte han, at der i wagriernes provins var et bjerg, vel egnet til at man dér byggede en borg til værn for landet. Knud, der havde været obodriternes knés, havde også en gang anbragt en besætning der, men denne var blevet taget til fange af røvere, der kom listigt om natten; det var Adolf den Ældre der stod bag, han var bange for at han let kunne blive undertrykt af Knud, hvis denne blev stærkere[104].


Da kejseren havde hørt præstens kloge råd, sendte han dygtige mænd af sted for at undersøge bjergets beskaffenhed nærmere. Da hans budbringere havde givet ham nøjere besked, drog han selv til vendernes land, til det sted der var udpeget. Han befalede, at alle nordalbingerne skulde komme for at bygge med på borgen. Men vendernes fyrster efterkom kun modvillig kejserens ordre, for de følte, at der i hemmelighed blev lagt et åg på dem. - En af vendernes fyrster sagde da til en anden: "Ser du dette hus, der står så fast og rager så højt op? Jeg lover dig at denne borg engang vil komme til at ligge tungt over hele landet. Herfra kan de gå ud for at ramme Plön, og derpå Oldenborg og Lybæk, og siden vil de gå over Trave til Ratzeburg og hærge i hele Polabernes land. Men obodriternes land vil heller ikke gå fri." - Den anden spurgte ham så: "Hvem er skyld i dette onde, og hvem har fortalt kongen om dette bjerg?" - Fyrsten svarede ham: "Ser du den skaldede mandsling der står ved siden af kongen? Det er ham der har bragt dette onde over os!"


Borgen blev bygget og udstyret med en stor besætning, og den blev kaldt Segeberg. Og han anbragte dér sin følgesvend Hermann, der skulde råde for borgen. Og ikke tilfreds med det grundlagde han også en ny kirke ved foden af det samme bjerg, og til hjælp for gudstjenesten, og for at sikre udkommet for brødrene, der samledes der, gav han seks eller flere byer, og bekræftede gaven ved privilegier, som skik var. - Derpå lod han Vicelin råde for kirkebygningen, for at han med iver og ildhu skulle sørge for husene og for de mennesker, der skulde samles dér. Han gjorde det samme for kirken i Lybæk, og befalede Pribislaw, under trussel om fortabelse af hans nåde, at han af al magt skulle støtte og hjælpe den omtalte præst eller den, der kom i steden for ham. Han ville nemlig, efter hvad han selv sagde, lægge hele det Vendiske folk ind under den gud- dommelige tro, og af denne Kristi tjener gøre en stor biskop.





54. Kejser Lothars Død.

Da det var sket ordnede han[105] Vendernes og Sachsernes anliggender, og han gav Hertugdømmet Sachsen til sin svigersøn Henrik, Hertugen af Bayern; og ham kaldte han også til sig, da han gjorte sig rede til sit andet togt til Italien. Imedens samlede den herre Vicelin, den strenge bestyrer af det hverv, der var ham betroet, personer, der egnede sig til at forkynde Evangeliet. Blandt dem var de ærværdige præster Ludolf, Hermann, Bruno, som han lod bo i Lybæk, og Ludmund, som han lod bo i Segeberg sammen med de andre. Og ved Guds Nåde og i kraft af Kejser Lothars styrke anlagdes denne planteskole for en ny plantning i Venden. Men de, der kom for at tjene Gud, blev ikke sparet for prøvelser; således oplevede fædrene også, at den nye kirke led store tab. Den gode Kejser, hvis velvilje over for Missionen blandt hedningerne var vel kendt, havde bemægtiget sig Rom og Italien og havde fordrevet Sicilianeren Roger fra Apulien, men da han gjorde sig rede til at rejse hjem blev han revet bort af en alt for tidlig død[106]. Ved dette bud blev alle myndigheder i Riget lammet, og man så hvordan Sachsernes vælde faldt helt sammen da denne store Fyrste gik bort.


Også i Venden blev kirkens forhold forstyrret. Thi straks efter at den døde Kejsers legeme var bragt til Sachsen og til Königsluttur kom det til stridigheder mellem Henrik, Kongens svigersøn, og Markgrev Adalbert, og de kæmpede om magten i Hertugdømmet Sachsen. Men Kong Konrad blev løftet op på Rigets trone, og han satte stærkt ind på at styrke Adalbert i hans besiddelse af Hertugdømmet, idet han hævdede at det var uretfærdigt, at nogen skulde sidde inde med to Hertugdømmer. Henrik gjorde nemlig krav på to hertugdømmer, Bayern og Sachsen. Disse to Fyrster kæmpede altså mod hinanden i en borgerkrig - de var sønner af to søstre - og hele Sachsen kom i oprør. Og Adalbert tilrev sig borgen i Lyneborg tillige med byerne Bardewiek og Bremen i det østlige Sachsen. Men også Nordalbingernes land blev lagt under ham. Derfor blev Grev Adolf drevet ud af provinsen, for han vilde ikke aflægge troskabsed til Kejserinden Richenza og hendes svoger. Men Henrik af Badwiden fik Hertug- dømmet, med byerne og alle tjenesteydelser, ved Adalberts velvilje. Men han tog imod borgen Segeberg, da Hermann døde og de andre, som Kejseren havde indsat, var borte.





55. Pribislaw Forfølger de Kristne

Da disse tumulter brød ud over alt i Sachsen, fik Pribislaw i Lybæk lejlighed til at samle en skare røvere, og med dem angreb og nedbrød han husene omkring Segeberg og alle steder, hvor der boede Sachsere. Dér blev et nyt bedehus og en ny kloster- bygning fortæret af ilden. Folker, en ganske troskyldig broder, blev gennemboret af et sværd, men de øvrige brødre undslap og søgte tilflugt i Faldera. Men provsten Ludolf, og de, der opholdt sig i Lybæk sammen med ham, led ikke overlast under disse voldsomheder, for Pribislaw beskyttede dem i sin borg. Dér levede de i trange tider, truet af døden.


Og ikke nok med at de var i livsfare hver dag, de blev også tvunget til at se på de lænker og mange slags pinsler, som Kristusdyrkerne måtte leve under, dem, som røverskaren plejede at tage til fange.


Ikke længe efter kom en vis Race, af Krutos slægt, med en flåde, han troede, at han kunne finde sin fjende Pribislaw i Lybæk. De to slægter, efterkommerne af Kruto og Henrik, kæmpede nemlig om magten. Men da Pribislaw tilfældigvis var fraværende, nedbrød Race og hans folk borgen og egnen der omkring. Præsterne reddede sig ud gennem en sivskov og nåede ud til Falderas trygge havn.


Den ærværdige præst Vicelin og andre ordets forkyndere var tyngede af sorg over at den nye plantning var trampet ned i sin begyndelse, og de holdt sig inde i kirken i Faldera og gav sig til at faste. Det er ikke til at sige med hvilken strenghed og med hvilken afholdenhed fra føde hint fællesskab i Faldera i sin begyndelse lyste i fuldkom- menhed. Herren gav dem helbredelsens nådegave, som han selv lovede engang: at helbrede syge og uddrive onde ånder - Hvad skal jeg sige om de forrykte? Huset var fuldt af besatte, så at brødrene ikke kunde finde hvile, de råbte at den ild, der var i dem blev tændt ved deres nærværelse. Men hvem kom dertil uden at blive hjulpet af Guds nåde?


I de dage skete det at en jomfru ved navn Ymme blev plaget af en ond ånd, og hun blev ført frem for præsten Vicelin. Da han trængte ind på hende med spørgsmål om, hvordan dette fordærvelsens ophav vovede at besmitte et ufordærvet kar, svarede ånden med høj røst, Fordi hun har krænket mig tre gange! - Hvordan har hun krænket dig? - Ved at hindre mig i min gerning. To gange sendte jeg røvere af sted for at plyndre et hus, men hun sad ved ovnen og skræmte dem bort med sine skrig. Nu skal jeg rejse med bud for vor fyrste til Danmark, så møder jeg hende på vejen og vil hævne mig, fordi hun for tredje gang vil hindre mig, derfor er jeg faret i hende.


Men da den Guds mand overvældede ham med besværgende ord sagde han, Hvorfor driver du mig bort, når jeg er villig til at gå selv? For nu vil jeg gå til den nærmeste gård for at besøge mine venner som skjuler sig. Det har jeg fået bud om at gøre inden jeg rejser til Danmark.


Hvad hedder du, spørger han, og hvem er dine venner? Eller hvem bor du hos? - Jeg hedder Rufin, og mine kammerater som du spørger om er to. Den ene er hos Rother, den anden hos en kvinde i samme by. Dem vil jeg besøge i dag, og i morgen inden kirkens klokker har ringet til prim vil jeg tage afsked og rejse til Danmark.


Da han havde sagt det blev jomfruen også befriet for sine plager. Så bød præsten at man skulde lade hende komme til kræfter og bringe hende tilbage til kirken før prim. Og da hendes forældre tidlig om morgenen førte hende til kirken, og endnu inden de trådte over tærskelen, begyndte det at ringe til prim, og jomfruen blev grebet af ånden. Men den gode sjælehyrde stod hende bi og holdt ikke op førend ånden var drevet ud, i kraft af Guds almagt. Og det som han havde sagt om Rother var sandt nok, det så man af det der siden skete. Thi kort tid efter hængte han sig, efter at han var pint på det grusomste af den onde ånd.


I Danmark blev Erik dræbt, og der blev megen uro, så man kunde se at denne onde ånd virkelig var kommen for at plage folket. Thi hvem ved ikke at krige og storme og pest og andre ulykker, der overgår menneskene, kommer af djævlenes gerninger?

Videre til      del 1   del 2   del 3                 del 5   del 6   del 7    del 8

Fodnoter
[88] Radulf og Anselm var brødre og virksomme i den nordfranske by Laon. Anselm var en meget søgt lærer med et praktisk greb om tingene, en effektiv manuduktør, og det synes især at have været ham der lagde linjen for skolens virksomhed. Han levede ikke mere da Vicelin kom til Laon, men hans jordnære pædagogik har vel fortsat præget undervisningen og har nok haft betydning for Vicelin.

[89] De gejstlige havde forskellige tjenester med forskellige navne, alt sammen indordnet i et hierarki. Grundlæggende deltes tjenesterne i to store grupper, de højere grader og de lavere grader. De højere grader omfattede de egentlige præster, de lavere grader omfattede visse hjælpefunktioner som kirketjenere, og blandt dem rangerede akolyten højest.

[90] Norbert, Grundlægger af Præmonstratenserordenen, Ærkebiskop i Magdeburg fra 1126 til sin død den 6. Juni 1134.

[91] Henrik Gotskalksøn, Obodriternes Knés siden ca. 1093.

[92] Antagelig den samme Rudolf som Helmold omtaler i kapitel 43.

[93] Henrik myrdet den 22. Marts 1127.

[94] Hovedbyen i Ditmarsken.

[95] Første Mosebog kapitel 15, vers 16; " ... Thi endnu er Amoritternes syndeskyld ikke fuldmoden". Amoritterne var et folk der boede i Kana'ans Land inden Abraham og hans folk tog det i besiddelse.

[96] Psalme 102, vers 14: "Du (= Herren) vil rejse Dig og forbarme Dig over Zion, når Nådens tid, når timen er inde."

[97] Erik Ejegod.

[98] Kong Erik døde allerede på udrejsen, ikke på hjemrejsen. Han blev begravet på Cypern.

[99] "Hertugdømmet over hele Danmark", på latin Ducatus totius Daciae, er en betegnelse der ellers ikke bruges. Der er i øvrigt ikke noget der tyder på, at Knud udøvede magt i Danmark uden for Sønderjylland, og Knud skulde rettere hedde Hertug af Sønderjylland, Dux Jutie.

[100] Her fortælles det at Kong Niels´ Dronning, Margrethe, kaldet Fredkulla, opildner sin søn Magnus til at gå til angreb på Knud. Helt modsat fortæller Saxo at Margrethe forsøger at fremme forståelsen og venskabet mellem brødrene (Saxo, Trettende Bog, kapitel 5, afsnit 6).

[101] Erik Emune.

[102] Efter de bedste kilder fandt slaget sted Anden Pinsedag år 1134. Det er bedst kendt som Slaget ved Fodevig, men man har også kaldt det Hammerslaget, for det blev udkæmpet nær ved landsbyen Hammer (Store Hammer), nær ved Skanør.

[103] I foråret 1134.

[104] Dette natlige overfald skal have fundet sted i 1130, i september eller oktober.

[105] Lothar, hertug af Sachsen 1106-1137, fra 1125 også romersk kejser.  

[106] Kejser Lothar III, født 1075 og død 1137.