Venderkrøniken   (del 3)

Da korsfarerne kom til Det Hellige Land, oplevede de mange forunderlige ting. De kan bl. a. have set Gasplante (Dictamnus alba), der ses på billedet her. Den stammer fra landene omkring den østlige del af Middelhavet, hvor den gror vildt.  Gasplante (eller Diktam) er en 90-120 cm høj staude med mørkegrønne blade, der afgiver en intens citronduft, når de nulres mellem fingrene. Den blomster i juni og juli med hvide eller rosa blomster. Planten indeholder furokumariner (psoralener)  og kan være farlig at berøre. ( Se selv eksempler på sygehistorier i  Ugeskrift for Læger, 2003; 165:2400-1) Planten går også under navnet  "Moses' brændende busk", idet stængler, blade og frøkapsler er besatte med kirtelhår, som afsondrer brændbare æteriske olier. Hvis man på en varm sommerdag sætter en tændstik til en frøkapsel, kommer der en lille flamme.  Dette leder eventuelt tanken tanken hen på Bibelens beretning om Moses og den brændende tornebusk, der stod i lys lue uden at brænde op. (2. Mosebog, kap 3, versene 2-4.)

33.

Så rejste sønnen sig da imod faderen og fordrev ham fra riget. Denne flygtede fra sin søns åsyn og kom til det hertugdømme, der hedder Limburg, og han rejste i hast for at undgå at falde i hænderne på dem, der søgte hans sjæl. Der var nemlig i det område en ædelbåren fyrste, som kejseren, da han endnu var ved magten, havde frataget hertugdømmet Limburg, og siden givet det til en anden. Og denne samme fyrste, der tilfældigvis var på jagt nær ved den vej, som kejseren drog frem ad, bemærkede ham, fordi han flygtede. Man havde nemlig allerede hørt noget om det. Og siddende på sin hest tog han nogle soldater med sig og forfulgte kongen[1] i hast.


Da kejseren så ham og tænkte, at han var ham fjendtlig sindet, begyndte han at frygte for sit liv, og med høj røst begyndte han at bede om nåde. Men den anden, som genkendte kongen, sagde, I har kun fortjent en ringe nåde af mig, herre, for da jeg en gang bad Jer om nåde, sagde I nej og tog mit hertugdømme fra mig. - Ja, det er, hvad jeg nu straffes for, sagde kejseren, for min søn har rejst sig imod mig, og jeg er drevet bort fra al min ære.


Da fyrsten så, hvor sønderknust kejseren var, blev han grebet af medlidenhed og sagde til ham, Selv om I en gang misbrugte Jeres magt imod mig, så ved dog Gud, at jeg nu bevæges af Jeres store anger. - Og da kejseren sagde, at han ikke vidste besked, fordi det var aldrig prøvet, sagde den anden, Gud kan endnu genoprette Jeres ære, for der er handlet skændigt mod Jer. Gør derfor, hvad jeg råder til, gå ind i denne by og plej Jeres trætte legeme, så vil vi sende bud til egnene heromkring og til byerne og prøve på at finde hjælp. Måske er retfærdigheden ikke helt forsvundet blandt menneskenes børn. - Og uden tøven sendte han bud ud alle vegne om, at man skulle sende soldater, og han samlede hen ved otte hundrede harniskklædte og tog kejseren med sig og førte ham til den store by Köln, og folkene i Köln tog imod ham.


Da sønnen hørte det, kom han med en stor hær og belejrede Köln. Og da belejringen blev stadig mere hård for de indesluttede, blev kejseren grebet af frygt, og han flygtede om natten fra byen og kom til Liège. Og dér samledes alle de mænd, der var forblevet trofaste, og hvis hjerter var rørt af medynk. Og da han så antallet af hjælpetropper,  bestemte han sig for at kæmpe. Og da sønnen forfulgte ham med en tungt bevæbnet skare, løb han af sted og gik ham i møde ved floden Maas. Og til fyrsterne og kernetropperne sagde han: "Hvis Gud den Almægtige vil hjælpe os i kampen i dag, og hvis vi sejrer, så pas på min søn, og dræb ham ikke!"


Slaget begyndte, og faderen vandt overhånd og drev sin søn af sted over en bro, og mange blev dræbt ved sværdet, og mange druknede i vandet. Og kampen blussede op på ny, og da blev kejseren, den ældre, trængt tilbage og omringet og taget til fange. Ak, hvor jammerligt er det ikke at høre om hvilke store forhånelser og hvilken skændsel,  hin herlige mand måtte tåle i de dage, og hvor svært er det ikke at fortælle derom! Man siger, at til sidst trådte en lille, fattig, men boglærd mand op og angreb ham i alles påhør således: "Husk de onde tider, for nu kommer Dine synder for dagen, dem som Du begik, da Du kaldte det retfærdige uretfærdigt, og undertrykte de retfærdige, og lod den skyldige gå!" - Og da de omkringstående blev vrede, dæmpede kejseren uroen iblandt dem og sagde: "I må ikke blive vrede på ham. Se, her er min søn, som er kommet af mit liv, han leder efter min sjæl, hvorfor så ikke en fremmed? Lad kun denne mand forbande mig; det er Guds vilje!" - Men Biskoppen af Speyer var til stede, han havde en gang været højt elsket af kongen, for han havde bygget et vældigt tempel for Guds Moder i Speyer, og han havde ført byen og bispedømmet fremad i al sømmelighed. Kejseren sagde derfor til sin ven Biskoppen af Speyer: "Se, jeg er berøvet mit rige, og jeg har mistet alt håb, og intet vil nu gavne mig mere end at give afkald på al slags krig. Giv mig derfor et præbende i Speyer, for at jeg dér kan tjene min herskerinde Guds Moder, som jeg altid har været hengiven." - Men han svarede ham, Nej, ved Guds Moder, jeg vil aldrig give Dig lov til det, Du beder om! - Så sukkede og græd kejseren, og han sagde til dem, der stod om ham: "Vær mig nådige, vær mig dog nådige, I mine venner, thi Guds hånd har rørt mig."


Men kejseren døde på denne tid i Liège[2], og hans legeme stod ubegravet i et øde kapel i fem år. Thi med så stor strenghed hævnede den herre paven og hans andre modstandere sig på ham, at de ikke tillod, at han blev begravet, da han var død. O Guds store domme, som blev fuldbyrdet i en så mægtig mand! Men man må håbe, at i hin trængslernes ovn er slaggerne skilt fra, og rusten fjernet. Thi i det nærværende dømmes vi i denne verden. Af Herren rives vi bort, for at vi ikke skal fordømmes sammen med denne verden. Men han var ellers velvillig over for kirkerne, i hvert fald dem der blev ham tro. Men romerpaven Gregorius og de andre, der efterstræbte hans ære, dem hadede han, og dem forsøgte han at volde ondt. Men mange sagde, at han blev drevet af bitter nød. Hvem kan vel let og ligevægtig i sindet tåle selv den mindste plet på sin ære? Og dog læser vi, at der var mange, der havde syndet, og som blev hjulpet ved angerens bodemiddel. David syndede visselig, men angrede, og fik lov at forblive konge og profet. Men selv om kong Henrik gik i apostlenes spor og bad og angrede, måtte han dog gå til grunde og fandt ikke i nådens tid, hvad hin havde fået i den hårde lovs tid[3]. Men lad dem tale om det, som forstår det, eller som tør det. Dette ene ved vi dog, at det romerske sæde indtil denne dag har lidt herunder. Thi fra den tid af har alle, der kom af denne rod stræbt efter på alle måder at ydmyge kirkerne, for at de ikke skulle få kraft til at rejse sig igen imod kongerne eller tvinge dem sådan, som de tvang fædrene.


Men Henrik den Yngre regerede nu i stedet for sin fader, og der var god forståelse mellem riget og præsteskabet, men det varede ikke længe. Thi heller ikke han fik kun fremgang i sit liv, men måtte tåle de samme efterstræbelser fra det apostolske sæde som hans fader. Herom skal der tales på et passende sted. Men jeg har skrevet om disse omtumlede år i riget og om de forskellige krige der blev ført mod venderne, fordi det var det, der drev venderne til at falde fra. Nu skal jeg vende tilbage til vendernes historie, som jeg har været borte fra længe nok.






34. Om Krutos Død.

Det skete, efter at Kruto, vendernes fyrste og kristennavnets forfølger, var svækket af alderdom, at Henrik, Gotskalks søn, forlod Danmark og vendte tilbage til sine fædres land. Men Kruto forbød ham at komme ind i landet. Så samlede han nogle skibe, både danske og vendiske, og hærgede Oldenborg og hele vendernes kystland og tog et uendelig stort bytte. Og da han havde gjort det både anden og tredje gang, opkom der en stor frygt blandt alle de vendiske folk, der boede på øerne og ud til havets kyst, så at Kruto selv, uventet, tilbød Henrik at slutte fred og overlod ham nogle gårde til beboelse. Men han gjorde det ikke af et ærligt hjerte. Thi denne unge, stærke og krigeriske mand, som han ikke kunne besejre med magt, ville han besejre med svig. Derfor prøvede han at udforske hans tanker ved mange gildeslag, og han søgte en gunstig lejlighed. Men den anden var både forsigtig og klog og tog sig i vare for list, og Fru Slavina, Krutos hustru advarede ham ofte om, at man efterstræbte ham. Hun var kommet til at hade sin gamle mand og ville hellere giftes med Henrik, hvis det var muligt. Derfor, og på denne kvindes tilskyndelse, indbød Henrik Kruto til et gæstebud. Denne blev stærkt beruset, og da han vaklende gik ud af den hal, hvor de havde drukket, kom der en daner og slog til ham med en økse og huggede hovedet af ham i ét stød[4]. Og Henrik tog Slavina som sin hustru og fik fyrstendømmet og landet, og han indtog de fæstninger, som Kruto havde haft før, og hævnede sig således på sine fjender.


Så drog han til hertug Magnus[5], hans frænde, og blev modtaget meget ærefuldt hos ham og aflagde ed på, at han ville være ham tro og undergiven. Men han kaldte også nordalbingernes folk sammen, dem som Kruto havde plaget på det grusomste, og sluttede en overmåde fast pagt med dem, en pagt som ingen krigeriske storme skulle rokke. Og holsterne og stormarnerne og de andre sachsere, der boede op til vendernes lande glædede sig herover. Før havde deres vældige fjende overfaldet dem og overgivet dem til død og fangenskab og udslettelse, men nu havde en ny fyrste rejst sig til forsvar for dem, en som skulle blive Israels Frelse. Og de tjente ham af hjertens lyst og ilede frem med ham mod alle krigens farer, rede til tappert at leve eller dø med ham.


Da alle vendernes folk hørte om dette - de der boede mod øst og mod syd - nemlig, at der var opstået en fyrste iblandt dem, der bød dem at lyde kristne love og betale skat til fyrsterne, blev de voldsomt vrede, og de samledes alle i én vilje og i samme agt, nemlig at kæmpe imod Henrik, og de satte i hans sted én, der var en fjende af Kristusdyrkerne til enhver tid. Og det blev meldt til Henrik, at vendernes hær var draget af sted for at ødelægge ham, og straks sendte han budbringere ud for at hente hertug Magnus og de tapreste af barderne og holsterne og stormarnerne og ditmarskerne; og de mødte alle frem, villigt og gerne. Og de rykkede frem mod polabernes land, ud til et område, der kaldes Schmilau[6], hvor den fjendtlige hær var spredt ud over hele landet. Men da Magnus så, at vendernes hær var stor og velbevæbnet, blev han bange for at møde den. Og krigen blev trukket ud fra morgen til aften, for man ville give sine forhandlere tid til at forhandle om, hvordan kampen skulle føres, og hertugen ventede på, at der skulle komme hjælpetropper. Men hen ved solnedgang så en af hertugens spejdere, at en veludrustet hær var på vej. Da hertugen også så den, blev han glad, og sachserne fik nyt mod og opløftede hærråb og gik i kamp. Vendernes hær blev revet op, soldaterne flygtede og blev fældet med sværd. Det blev en herlig sejr for sachserne, vel værd at mindes, fordi Herren havde stået dem bi, der stolede på Ham, og havde givet de mange i de fås hænder. Og de, hvis fædre var med dengang, fortæller, at den nedgående sols stråleglans skinnede ind i vendernes øjne så de ikke kunne se for lys. Således satte Gud den Almægtige en stor hindring for fjenderne med et ganske ringe middel.







35. Om Grev Gotfreds Død

Efter dette døde Magnus, hertugen af Sachsen, og kejseren gav hertugdømmet til grev Lothar, fordi Magnus ikke havde sønner, men kun døtre. En af disse, ved navn Eilike, blev gift med grev Otto og fødte ham Adalbert[7], markgreven med tilnavnet Bjørn. Den anden af døtrene, ved navn Wulfhilde, blev givet til Catulus, hertugen af Bayern, og hun fødte ham Henrik Løve[8]. Men Lothar fik hertugdømmet Sachsen og styrede med beherskelse både vender og sachser.


Men det skete i de dage, at der kom vendiske røvere til Stormarn og tog bytte, trækdyr og tilfangetagne mennesker, nær ved Hamborg by. Ved en råbendes røst rejste Gotfred sig, greven i denne provins, tillige med nogle borgere fra Hamborg, og de forfulgte røverne. Men da de mærkede, at der var mange, holdt de inde en lille tid, indtil der kunne komme mere hjælp. Men en bonde kom forbi, hans hustru og børn var slæbt i fangenskab, og han råbte vredt til greven, Hvorfor ryster du, du den elendigste af alle mænd? Du har en kvindes hjerte, ikke en mands! Sandelig, hvis du så din hustru og dine børn blive ført bort ligesom mine, så ville du ikke blive stående dér! Kom af sted, løb, udfri dem af fangenskabet, hvis du vil gælde for en hæderlig mand! - Greven blev ramt af disse ord og skýndte sig og fulgte efter fjenderne. Men de havde lagt sig i baghold, og da greven kom forbi med nogle få andre, sprang de frem fra deres baghold og slog greven ned, og med ham omtrent tyve andre mænd, og de drog bort med bytte, som de havde røvet. Men landets beboere, der også fulgte efter, fandt greven dræbt. Men de kunne ikke finde hans hoved, det havde venderne hugget af og taget med sig. Siden købte de det tilbage og lagde det ned i den fædrene gravplads.





36. Om Drabet på Rygboerne

Da grevskabet var blevet ledigt gav hertug Lothar det til en ædelbåren mand, Adolf af Schauenburg[72]. Og der var fred mellem grev Adolf og Henrik, vendernes fyrste. Og medens Henrik havde hjemme i Lybæk kom, helt uventet, en hær af rygboer, eller raner, de var kommet sejlende op af Trave og lagde sig med deres skibe uden for byen. Men ranerne, som af andre kaldes runerne, er grusomme folk, der bor midt ude i havet, og de dyrker hedenske afguder. De regnes for de fremmeste blandt venderne, og de har en konge og et meget berømt tempel. Og på grund af afgudsdyrkelsen i dette tempel viser man dem særlig ære, og medens de selv lægger byrder på andre, tåler de ikke, at andre lægger byrder på dem. - De bor ret utilgængeligt, på et sted, som man vanskeligt kan komme til. De folkeslag, som de har underlagt sig med våben i hånd, tvinger de til at betale skat til deres tempel. Hos dem ærer man ypperstepræsten mere end selv kongen. De kaster lod, og den retning, som loddet viser, lader de hæren gå. Når de har sejret, lægger de alt guld og sølv hen i gudens skatkammer, men resten deler de mellem sig.


De kom altså til Lybæk, drevet af deres herskertrang, som om de ville sætte sig i besiddelse af hele wagriernes og nordalbingernes provins. Men da Henrik så den uventede belejring, sagde han til hærens øverste, Vi må sørge for at redde os selv og de mænd, der er hos os, og jeg tror, jeg bliver nødt til at tage af sted for at hente hjælpetropper, hvis vi skal befri byen for belejringen. Vær da tapper, og styrk krigerne her i byen, og hold stand i fire dage! Hvis jeg lever til den tid, vil I se mig komme over bjerget dér.


Han undslap i ly af natten, sammen med to andre, og de kom til holsternes land og fortalte om den fare, der truede. Men de samlede sig og sluttede sig til ham og drog ud til strid og kom tilbage til den befæstede by, der blev belejret af fjenderne. Og Henrik lod sin kampfæller gå i skjul og sagde, at de skulle være stille, så at fjenden ikke hørte stemmer fra de mange mænd eller vrinsken af heste.


Han forlod nu sine kampfæller og tog kun en enkelt tjener med sig og kom til det sted,  som han havde udset sig, hvorfra han kunde ses fra byen. Statholderen, der holdt skarpt udkik, så han skikkelse og udpegede ham for sine venner, der blev meget overraskede, for de havde hørt et rygte om, at han var taget til fange af fjenderne den nat, han flygtede.


Da Henrik betænkte den fare, hans folk nu var i, og så, hvor voldsomt angriberne trængte frem, gik han tilbage til sine kampfæller, og ad skjulte stier førte han hæren ud til det sted, hvor Trave munder ud i havet; dér stod han af hesten, dér hvor de vendiske ryttere plejede at gå i land. Da ranerne så de mange mænd stå af hesten ude på vejen til havet, troede de, at det var deres egne ryttere, og de forlod skibene og gik i land og løb dem i møde med fryd og glæde. Men de andre hævede stemmerne i bøn og salmesang og sprang så pludselig ind på fjenderne og drev dem, forskrækkede som de var over det uventede angreb, ud til skibene. Og den dag blev der et stort mandefald i ranernes hær, og de faldt og blev dræbt foran fæstningen i Lybæk, og tallet på dem, der druknede, var ikke mindre end tallet på dem, der blev dræbt med sværd. Og de rejste en stor gravhøj, og på den lagde man de dødes kroppe, og stedet er blevet kaldt Raneberg indtil denne dag, til minde om sejren. Og Herren Gud blev herliggjort ved de kristnes hænder den dag, og de bestemte, at den første august skulle fejres hvert år til minde om, at Herren havde nedslået ranerne for sit folks øjne. Og ranere måtte trælle for Henrik og betale ham skat, lige som wagrierne, polaberne, obodriterne, kessinerne, circipanerne, lutizerne, pomeranerne og alle de vendiske folk, som bor mellem Elbe og det Baltiske Hav, og hvis bopladser strækker sig helt ud til polanernes land. Og Henrik herskede over dem alle og blev kaldt konge i hele vendernes og nordalbingernes provins.





37. Om Mistivojs Sejr

Men da bresanerne og stodoranerne[73], de der bor i Havelberg og Brandenborg, gjorde sig rede til at gøre oprør, mente Henrik at tiden var kommen til at bruge magt imod dem, for at ikke de to forvorpne folk skulle give anledning til opstande i hele Østen. Og han kom med sine nærmeste venner blandt nordalbingerne, alle bevæbnede, gennem vendernes provins, og under store farer nåede han til Havelberg og gav sig til at belejre denne by; og han befalede obodriterne at komme og være med til at erobre byen, og belejringen forstærkedes igennem dage og måneder.


Imidlertid bragte man bud til Mistivoj, Henriks søn, om at der i nærheden boede et folk, der var rigt på alle dyder, og indbyggerne dér levede stilfærdigt og kunne ikke mistænkes for at anstifte uroligheder. Disse vender blev kaldt liner, eller linoger. Og han tog to hundrede sachser og trehundrede vender med sig, alle bevæbnede, og drog af sted uden at rådspørge sin fader, og rejste på to dage gennem uvejsomme skove og søer og ufarbare moser. De gik til angreb på disse trygge og intetanende folk og fik et stor bytte og tog mange til fange og trak sig tilbage, tungt belæssede. Og da de hastede hjem og trængte igennem en mose, der var tung at vade igennem, se, da havde folkene fra de omkringliggende steder samlet sig og stormede frem til slag for at befri fangerne.


Folkene omkring Mistivoj så nu, hvad der var på færde, og at de var omringet af vældige skarer og måtte bane sig vej med jern. Så opildnede de hinanden og kæmpede af alle kræfter og nedslog hele oprørshæren med sværd. De tog også deres fører til fange og kom tilbage til Henrik og belejringshæren, og bragte både sejren og et stort bytte med sig, og var selv i god behold. Men efter få dage bad bresanerne og de andre oprørere om fred og stillede gidsler sådan, som Henrik havde forlangt. På denne måde blev oprørerne nedkæmpet. Og Henrik vendte tilbage til sit eget, medens nordalbingerne drog tilbage til deres bopladser.





38. Vendernes Hærfærd til Rygboernes Land

Det skete herefter, at en søn af Henrik ved navn Valdemar blev dræbt af ranerne[74]. Af den grund blev faderens sind oprørt af smerte og vrede i lige grad, og han gjorde nu alt for at få hævn. Han sendte bud ud til alle vendernes lande om at sende hjælpetropper, og de kom alle, opfyldt af én vilje og i én hensigt, nemlig at lyde kongens befalinger og besejre ranerne, og de var talløse som havets sand. Og ikke tilfreds hermed sendte han bud efter sachserne og mindede om deres nære venskab, og de fulgte ham helhjertet, i et antal af næsten et tusind seks hundrede, og de gik over floden Trave, igennem polabernes vidtstrakte land og deres land som kaldes obodriter, og hvis bosættelser strækker sig ud til floden Peene. Da de var gået over, satte de kursen mod den by som kaldes Wolgast, og som af de mere dannede kaldes Julia Augusta, på grund af byens grundlægger Julius Cæsar[75]. Dér fandt de Henrik der vendte på dem, og de blev der om natten og slog lejr, ikke langt fra havet.


Da det blev morgen kaldte Henrik folket til samling og talte til dem og sagde: "Jeg hylder Jer, I mine mænd, fordi I er kommet langvejs fra for at vise Jeres velvilje og uovervindelige troskab, og for at bringe Os hjælp imod vore meget grusomme fjender. Jeg har ofte mærket jeres vovemod og erfaret Jeres troskab, som i alle slags farer har bragt mig vinding og Jer ære. Men intet er så strålende som denne opvisning af hengivenhed, den skal altid blive husket og vil altid blive gengældt. - Nu vil jeg at I skal vide, at ranerne, som vi går imod, denne nat har sendt bud til mig og har bedt om at købe sig fred for to hundrede mark. Hvis I siger at vi skal tage imod deres tilbud, så vil jeg tage imod det. Men hvis I siger nej, vil jeg sige nej."


Hertil svarede sachserne, Fyrste, selv om vi kun er få, tragter vi dog mere efter ry for ære og tapperhed end efter stor vinding. De raner som har dræbt din søn, skal de tages til nåde for to hundrede mark, og med vores billigelse - er det det du siger? Det er sandelig en køn erstatning, og dit store navn værdigt! Nej, lad al uret være langt fra os, at vi skulle sige ja til den slags! Vi har heller ikke forladt vore hustruer og børn og hjem for at høste hån fra vores fjender og bringe evig skændsel over vores børn. Fortsæt hellere som du er begyndt, sæt over havet, brug broen som den store mester har bygget for dig, læg hænderne på dine fjender - så skal du se, at en ærefuld død er vores største vinding!"


Fyrsten blev bevæget ved disse ord og flyttede lejren bort derfra og trak ud til havet. Men denne del af havet er mere snævert afgrænset, og så langt man kunne se, var det overtrukket med tyk is, på grund af den strenge vinter, Og så snart de kom ud gennem skovene og kærene ud til havet, se da var vendernes hære, fra alle deres lande, spredt ud over havets overflade, hver for sig let kendelige på deres faner og våben, og alle ventede på, hvad kongen ville befale. Og det var en overmåde stor hær. Og medens alle holdt sig forsigtig på plads og i orden gik deres anfører fra borde, og de kom og hilste kongen og den fremmede hær og bøjede sig i dyb ærbødighed. Henrik hilste igen og talte opmuntrende ord og begyndte at spørge dem om vejen, og hvem der skulle gå forrest, når de skulle rykke frem. - Alle anførere tilbød at være de første, men sachserne svarede og sagde: "Man ved nok, at vi har retten til at rykke frem i slaget som de første, og at man vil finde os som de sidste, når vi trækker os tilbage. Det er den lov vi har arvet fra vore fædre og har holdt os til indtil nu, og vi tror, at vi heller ikke nu skal vige fra den.


Kongen samtykkede heri; for selv om venderne var mange, så stolede han ikke helt på dem, for han kendte dem.


Sachserne løftede så felttegnene og gik frem i spidsen, og vendernes hærskarer fulgte efter, hver på sin plads. Og hele den dag gik de over isen og den tykke sne, og hen ved den niende time kom de omsider til Rygboernes land, og straks blev der sat ild på de gårde, der lå ud til kysten. Men Henrik sagde til sine kampfæller: "Hvem af jer vil gå ind for at udspejde, hvor ranernes hær er? For det forekommer mig, at jeg ser en stor skare langt borte, og den kommer nærmere."


En sachsisk spejder blev sendt af sted sammen med nogle vender, og lidt efter kom han tilbage og meldte, at nu var fjenden kommet. Og han sagde til kampfællerne: "Husk, mine mænd, hvor I er kommet fra, og hvor I er nu. Se, bordet er dækket, vi kan rolig sætte os og kan ikke undslå os, men må tage del i dets glæder. Se, vi er spærret inde på alle sider af havet, fjenderne er foran os, fjenderne er bagved os, og vi kan ikke flygtet. Så lad os søge trøst hos Herren Gud i det højeste, og vær ægte krigere, for nu er der kun ét tilbage: Sejre eller dø! - Vær tapre!"





39. Romernes Nederlag

Men i disse dage førtes der en voldsom krig mellem kejser Henrik og hertug Lothar og sachserne. Henrik den Yngre så nemlig, da hans fader var drevet bort, eller snarere udslukt, at hele landet lå fredeligt for hans øjne, og han lod alle fyrsterne sværge på, at de ville gå med i en hærfærd til Italien; dér ville han, som skik var, skaffe sig den kejserlige æres fylde af pavens hånd[76]. Og da han var steget over Alperne, kom han til Rom med en vældig mængde af væbnede mænd.


Den herre pave Paschalis[77] glædede sig ikke så lidt da han hørte, at han var kommet og sendte bud ud til de omliggende egne og hidkaldte præste,r for at han selv med så meget større ære kunne modtage kongen, der kom med så stor ære. Og han blev modtaget af et stort præsteskab, og der blev danset i byen. Men da indvielsen skulle ske krævede paven, at han at han svor på at forblive trofast over for den katholske tro, altid rede til at vise det apostolske sæde ærbødighed, og ivrig i sit forsvar for kirkerne. Men den overmodige konge ville ikke sværge, men sagde, at en kejser burde ikke aflægge éd til nogen, når alle skulle aflægge éd til ham! Så kom det til en strid mellem den herre paven og kongen, og indvielsen blev udsat.


Straks blev kongens soldater voldsomt oprørte, og de lagde hånd på præsterne og plyndrede dem for deres klæder som ulve, der hærger i en fårefold. Da romerne hørte det, løb de ud for at sætte sig til modværge, for de så, at præsterne blev krænket, og der kom krigshandlinger i selve Sankt Peters hus, noget man ikke havde hørt om i umindelige tider. Men kongens hær var den stærkeste, og den slog romernes angreb tilbage og dræbte mange, uden forskel på præster og lægfolk, og opåd alle med sværdet.


Dér kæmpede de stærkeste, indtil sværdet stivnede i deres hånd, og helliggørelsens hus blev fyldt af døde og af lig, og fra dyngerne af de døde strømmede en flod af blod, så at Tiberflodens vande skiftede og antog blodets farve. Men hvorfor skulle jeg dvæle ved det? Den herre paven og de øvrige, der overlevede nedhugningen, blev ført i fangenskab.


Dér skulle man have set kardinalerne, med reb om halsen, blive trukket frem, nøgne, med hænderne bundet på ryggen, tillige med umådelige skarer af borgere. - Efter at de var draget ud af Rom kom de til den første rasteplads, og dér kom nogle biskopper og munke frem til den herre paven og sagde til ham: "Der er stor smerte i vort hjerte, højhellige pave, på grund af denne store forbrydelse, som er begået imod dig og dit præsteskab og borgerne i din by. Men disse onde ting er sket på grund af vore synder, uventet, ingen havde tænkt at det kunne ske. Så beder vi dig billige det, vi siger, og forsone dig med vores herre, lige som han vil forsone sig med dig, og fuldend i ham din velsignelses værk!"


Han svarede dem og sagde: "Hvad er det I siger, kære brødre? Denne nedrige mand, så blodbestænkt og svigagtig, siger I, at han skal indvies af Os? Han har sandelig renset sine hænder vel til at modtage indvielsen, han, der har gydt blod ud over Guds altre og fyldt helliggørelsens hus med de dræbtes lig! Det ord være langt fra mig, at jeg skulle samtykke i hans indvielse, han, der har gjort sig selv så afskyelig!"


Da de alle sagde, at det var nok bedst for hans egen sikkerhed, og for deres, der var i fangenskab, at han stillede kongen tilfreds, svarede han med stor frimodighed og sagde:  "Jeg frygter ikke Jeres herre kongen! Lad ham slå legemet ihjel, hvis han vil. Mere kan han ikke gøre. Han har måske haft held til at myrde løs blandt borgerne og sine egne præster, men jeg siger Jer i sandhed, at han vil ikke vinde sejr i tiden, der kommer, ej heller skal han se freden i sine dage - eller avle en søn, der skal sidde på hans trone!"

Da det blev fortalt kongen, flammede han op i stor vrede og befalede, at alle fangerne skulle halshugges i den herre pavens påsyn, for at afskrække ham ved det. Men han bad dem indtrængende om at dø tappert for retfærdigheden og lovede dem det evige livs uvisnelige krone. Men de kastede sig alle som én for hans fødder og bad, om de dog måtte leve.


Så fældede den såre salige pave mange tårer, og han vidnede om, at han, der ser ind i hjerterne, hellere ville dø end give efter, hvis ikke hans medfølelse, den han med rette skyldte Kristus, hindrede ham heri. Han gjorde derfor, hvad nødvendigheden krævede og lovede at indvie kongen så snart, han selv blev løst fra fangenskabet.


Da paven og kardinalerne kom tilbage til byen, gjorde de som kongen ville, omend de kun adlød under tvang, og de gav ham ret over alt, hvad hans sjæl begærede[78].





40. Om Slaget ved Welfesholz

Efter at kejseren havde tilrevet sig indvielsen vendte han tilbage til de tyske lande, og i Rom samledes en synode, der talte hundrede og tyve fædre. Dér blev paven heftigt angrebet for at have hævet den kirkerøveriske konge til kejserværdighedens tinde, efter at paven selv var taget til fange og kardinalerne var mishandlede, og præsters og lægfolks blod var udgydt. Og de bebrejdede ham, at han havde tilsidesat biskoppernes bestemmelser som fædrene, med kirkeretten på deres side, havde forsvaret til døden og landflygtigheden, med denne uværdige indvielse. Men han hævdede, at nødvendigheden havde tvunget ham til at afværge en større fare med en mindre indvielse, og at et blodbad i folket og en afbrænding af byen ikke kunne undgås på anden måde. Han havde ganske vist syndet, men han var tvunget dertil. Han ville råde bod på denne skade sådan, som et helligt kirkemøde ville bestemme herom.


De, der havde rejst anklager, stillede sig tilfreds, deres vrede lagde sig, og det blev aftalt, at der skulle holdes et koncilium; og man slog fast, at denne indvielse skulle kaldes, ikke en indvielse, men en ond vielse[79], og belægges med en højtidelig forbandelse, og man bestemte at kejseren selv ikke måtte træde over den hellige kirkes tærskel.


Rygtet herom løb ud over hele verden, og alle der tragtede efter omvæltninger, greb anledningen til at gøre oprør og gik i gang med deres efterstræbelser. Blandt dem var den bedst kendte Adalbert, biskoppen af Mainz, der ansporede mange i sit land, men mest sachsernes anførere, som blev drevet til frafald, dels af nødvendighed, dels af gammel vane. Foruden den nye krig, der blev forberedt på denne tid, kom det hele ni gange til sammenstød med den stærke gamle mand Henrik.


Men hvorfor skulle jeg dvæle ved det? - Da kejseren mærkede, at hele Sachsen svigtede ham, og at sammensværgelsens gift sivede stadig længere ud, greb han som den første selve oprørets anstifter, biskoppen af Mainz, brød siden ind i Sachsen og anrettede et blodbad, og lod så landets fyrster dræbe eller slæbe i fangenskab.


De af sachsernes ledende mænd, der var tilbage - hertug Lothar, og Reinhard, der var biskop i Halberstadt, grev Frederik af Arnsberg, og andre ædelbårne - samlede sig og gik imod kejseren, da han atter kom til Sachsen med sin hær, til det sted der hedder Welfesholz, og de førte deres tropper frem mod kongens hær, selv om de ikke var så mange. Og det kom til et slag, det mest navnkundige i vor tid, den første februar[80], og dér viste det sig, at sachserne var de stærkeste, og de knækkede kongens magt. Hoyer, kongens krigsøverste, faldt i slaget, han var selv født i Sachsen og skulle have været sachsisk hertug, hvis han havde sejret.


Kampen gav sachserne nyt mod, men de tænkte, at kongens vrede ville nok ikke lade nederlaget ustraffet, så de samlede sig til samtaler forskellige steder, og de skærmydsler, der mærkedes rundt om i landet, bilagde de ved at stifte forlig. De hentede hjælpetropper andetsteds fra, og til sidst, og for at de sammensvorne ikke skulle bryde deres pagter, lod de alle sværge på at de ville forsvare deres fædreland.


Hvad skal jeg sige om manden fra Mainz, som rasede mod kejseren mere end nogen anden? Hans medborgere, som havde belejret kongen i Mainz, havde også fået ham ud af det fængsel, hvor han var anbragt, og indsat ham i bispesædet. Han selv viste, ikke så meget ved sit udpinte legeme som ved sin hårde hævngerrighed, hvor manges død han havde forårsaget i sit fangenskab. Medens han også var det apostolske sædes legat,  mødtes han ofte med biskopperne, som han gav domsmyndighed, idet han samtidig fældede en bandlysningsdom over kejseren.


Men kejseren, der blev rasende over denne fremfærd, drog til Lombardiet med sin hustru Mathilde, der var datter af kongen af England. Og han sendte udsendinge til pave Paschalis og bad om, at bandlysningen måtte blive hævet. Men paven henskød afgørelsen til et kommende kirkemøde og fastsatte en våbenstilstand, som lovene krævede det, og mildnede i mellemtiden bandlysningens hårdhed.


Så døde Paschalis, og kejseren indsatte en vis Burdin efter ham og forkastede den Gelasius som var blevet valgt ved et kanonisk valg. Så opkom der atter en splittelse i Guds kirke, og Gelasius flygtede til frankernes rige og blev der til sin død[81].


Det ville føre for vidt at fortælle mere om dens tids trængsler, og det er heller ikke stedet at forklare mere herom; det er på tide at jeg kommer tilbage til vendernes historie, som jeg alt for længe har været borte fra. - Deres omvendelse var blevet meget forsinket som følge af alt det, som de kejsere, der hed Henrik, havde givet anledning til med deres voldelige fremfærd i landenes indre liv. Den, der ønsker at kende mere til deres gerninger og til kirkesplittelsen, kan læse mester Ekkehards historie, femte bog, som er skrevet til Henrik den Yngre, og som roser ham til skyerne men fortier alt det onde, der skete - eller giver det en gunstig fortolkning[82].


Jeg kan nu ikke forbigå en mand, der gjorde sig gældende i de dage ved sin lysende hellighed, nemlig biskop Otto af Bamberg[83]. Boleslaw, polanernes hertug[84], havde indbudt ham og understøttede ham i hans Gud velbehagelige rejse til det vendiske folk, som kaldes pomeranerne, og som bor mellem Oder og polanerne. Dér forkyndte han Guds ord med Guds hjælp, og hans prædiken blev understøttet af tegn, der fulgte ham, og som omvendte hele folket med dets fyrste Wartislaw til Herren. Og den guddommelige lovprisnings frugt er forblevet der indtil den dag i dag.





41. Lothar vælges

I året 1126 efter at Ordet blev kød, døde kejser Henrik i Utrecht[85], og Lothar, sachsernes hertug, fulgte efter ham på tronen. Men frankerne blev fortørnede over, at en sachser blev ophøjet til kejser, og de forsøgte at få en anden konge, nemlig Konrad, en slægtning af kejser Henrik. Men Lothars parti var det stærkeste, og han drog til Rom og blev sat i spidsen for riget ved pave Innocentius´ hånd. Og efter valget gav Konrad sig i Lothars magt, han som også kaldes Lotharius, og fra at have været hans fjende blev han nu hans bedste ven. Og i kejser Lothars dage begyndte et nyt lys at bryde frem, ikke kun i Sachsen men i hele riget, en tidernes rolighed, en overflod af alle ting, og fred mellem riget og præsteskabet. Også vendernes folk gjorde, hvad der tjente til freden, fordi Henrik, vendernes fyrste, viste grev Adolf og de nærved boende nordalbingiske folk al god vilje.


I de dage var der ikke nogen kirke eller præst bland lutizerne eller obodriterne eller wagrierne, undtagen i Lybæk; dér havde Henrik sit huskapel. Men der fremstod på den tid en præst ved navn Vicelin, og han kom til vendernes by Lybæk og bad om, man ville give ham lov til at forkynde Guds ord inden for byens grænser. Hvem denne mand var, og hvilke meninger han havde, det ved mange, der lever i dag; men for at også vore efterkommere skal vide det, mener jeg, at det skal indsættes her i min fortælling, for han blev givet til dette folks frelse og for at gøre Guds veje lige i et vrangt og forvildet folk.

Baldrian (Valeriana offiicinalis) blev brugt i Middelalderen som middel mod uro og søvnløshed

42. Om Biskop Vicelin

Vicelin var født i bispedømmet Minden, i en sognegård i en by ved navn Hameln, der ligger ved Wesers bredder. Hans forældre udmærkede sig mere ved ærefulde sæder end ved kødets og blodets fornemhed. Hos kannikerne dér lærte han læsningens begyndelsesgrunde, men ellers blev han forsømt næsten til han blev voksen. Han mistede sine forældre, og han levede nogle letfærdige og udskejende ungdomsår, som så mange i den alder. Men da han rejste fra sit fædrene hjem, drog han til en borg ikke langt derfra, Eberstein, hvor grev Konrads højsindede moder tog imod den ulykkelige yngling og beholdt ham hos sig i nogen tid, så at præsten i borgen dér så det og blev misundelig og søgte en anledning til at jage ham bort.


En dag da mange var til stede spurgte han Vicelin hvad han havde læst. Denne svarede at han havde læst Statius af Achilleis[86]. Så spurgte den anden, hvad der var emnet for Statius. Men da han sagde, at det vidste han ikke, sagde præsten bidende til dem, der stod omkring dem: "Se, jeg troede, at denne unge mand, der lige er kommet fra timen, duede til noget, men jeg tog fejl. Han duer nemlig overhovedet ikke til noget!"


Men fordi der står skrevet "De viises ord er stikkende og som nagler, der er slået i dybden", så blev den beskedne unge mand så krænket af de hånende ord, at han stormede ud af borgen, og uden at sige farvel løb han bort, tårevædet og skamfuld, så det var helt utroligt. Jeg har ofte hørt ham sige, at det var guddommelig nåde, der ramte ham ved det, som denne præst sagde.


Så drog han til Paderborn, hvor dengang lærdom og studier havde gode kår under den ædle mester Hartmann[87]. Han sad ved hans bord og boede i hans hus i flere år, og var så ivrig og flittig med sine studier, at det ikke kan forklares. Det var ofte, som om han anstrengte sit sind lige så meget som andre øver idræt, og gav sig selv helt til lærdommen. Men legene og dette bordfællesskab fik ikke draget ham bort fra hans egentlige hensigt, han læste og dikterede eller skrev. Han blev en meget omhyggelig leder af koret, for han følte at i sine unge år skulle han først og fremmest tjene Gud.


Da den fortræffelige magister så sin elev og bofælle slide, næsten over evne, sagde han ofte til ham, O Vicelin, du har for travlt! Tag ikke så hårdt fat med studierne, der bliver tid nok til at du kan lære mere. - Men det tog han sig ikke af, men sagde, Nej, for jeg tænker på at jeg kom så sent i gang med at læse, derfor må jeg skynde mig mens tid er, og mens jeg har alderen til det.


Men Herren gav denne mand forstand og et lærevilligt hjerte, han overgik på kort tid sine studiefæller og blev en medhjælp for skolens leder. Han var forud for sine fæller i sin oprigtige omhu, og belærte andre ved sin lærdom og sit eksempel. Og når han gav sig tid til bøn, påkaldte han hjælp fra alle helgener, især Sankt Nikolaj, som han dyrkede med særlig hengivenhed. Således skete det en gang, at han ville fejre denne helgens fødselsdag og havde samlet den hellige Birgittas fæller i bønnekammeret. Da aftengudstjenesten, og siden morgengudstjenesten, var højtideligholdt og tilendebragt, hørtes der englerøster, der sang, som når præsterne synger korsvaret "Den salige Nikolaus har nu sejret."


Vicelin glædede sig over dette under og over den større inderlighed, som underet kaldte frem i dem.

Crucifix, dateret 1268-1271. San Domenico, Arezzo.

43. Om Præsten Ludolfs Bortgang.

I øvrigt fik denne guddommelige mand ved at gøre tjeneste en ædel tilskyndelse til dyd ved hans onkel Ludolfs herlige ry, han, der havde været præst i Feule, og som en mand af den højeste hellighed og en stor skriftefader var blevet søgt af folket i den egn, når de ville skrifte deres synder, og ved et angerens bodemiddel afværge den kommende vrede. Han blev ofte hentet til denne og kom også helt af sig selv for at aftvætte sine synder ved skriftemålet, og han lagde da mærke til, hvordan præsten var enkel og ligefrem af væsen, renfærdig i sin levevis og overmåde velgørende, når det gjaldt uddeling af almisser, og ikke forfalden til nogen last.


Denne ærværdige præst var vel svækket af alder, men vågen i ånden. Da han lå for døden, kaldte han præster og munke til sig, og da han havde fået den hellige salvings sakramente, klagede han over, at han måtte undvære sine bedste venner, Rudolf, kannik i Hildesheim, og Vicelin. Næppe havde han sagt det, så kom de begge, uventet, og de fandt, at denne mand, som Gud elskede, afventede sin time med stor fromhed. Og han genkendte dem og bød dem velkommen med taksigelse.


Den sidste nat talte han med Gud i bøn; og da det blev lyst, bad han en diakon om at læse Herrens Lidelseshistorie for ham. Da han havde lyttet opmærksomt hertil, henvendte han sig hastigt til diakonen og sagde: "Bring mig hurtigt helsebringende rejsekost, for nu er det tiden at gå bort." - Og han tog del i de levendegørende mysterier og sagde til de omkringstående: "Se, nu kommer de for at hente mig, se, nu kommer min Herres budbringere, løft mig op af sengen!" - Og de var lamslåede, men han sagde: "Hvorfor skælver I, mine mænd? Ser I ikke, at alle min Herres budbringere er her?" - Og straks blev hans sjæl løst fra kødet.


Om morgenen, da mange samlede sig omkring den store mands begravelse, blev der et ordskifte om hans grav. Folket ville, at han skulde begraves i kirken, hans venner ville at han skulle begraves i forgården, som han selv havde sagt. Medens der blev holdt en messe for hans frelse, var der en vis Dietrich, som lever endnu, der lagde sig i sin seng, tung af søvn, fordi han havde våget over den døde. Men han så en mand komme til sig, der sagde: "Hvor længe endnu vil du sove? Stå op og begrav præsten, hvor folket have det!" - Og folkets krav blev fulgt, fordi Gud ville det, og de begravede ham indenfor murene af den kirke, som han havde tjent tro i mange år. 

      Videre til      del 1   del 2                   del 4   del 5   del 6   del 7    del 8
  

    
Fodnoter
[1] Helmold omtaler Henrik den Fjerde, snart som konge, snart som kejser, med en skødesløs sprogbrug.

[2] Henrik den Fjerde døde den 7. august 1106.

[3] Det gamle testamentes tidsalder kaldtes lovens tid, efter Moseloven, men det nye testamentes tidsalder, fra Jesu fremtræden og til i dag, er nådens tid, da jødernes gamle strenge lov er afløst af Guds gode nåde, der gælder alle.

[4] Kruto blev myrdet omkring år1090.

[5] Magnus var søn af Ordulf, hertug af Sachsen, og havde efterfulgt sin fader i denne stilling. Magnus døde i året 1106, og med ham uddøde hans slægt, Billungerne, i mandslinjen.

[6] Schmilau hede, nær ved Ratzeburg, der var de obodritiske polabers hovedstad, Slaget stod i året 1093.

[7] Anden navneform Albrecht.

[8] Der er nogen forvirring her i Helmolds angivelser. Wulfhilde, datter af hertug Magnus,af Sachsen, blev gift med hertug Henrik af Bayern, ofte kaldet Henrik den Sorte. Henrik og Wulfhilde fik sønnen Henrik, der blev hertug af Bayern og var kendt som Henrik den Stolte. Og denne Henrik den Stolte fik en søn, der blev kendt som Henrik Løve. Denne sidste blev slægtens mest navnkundige mand, han levede fra ca. 1129-1130 til 1195. Men for at gøre forvirringen fuldkommen blev Henrik Løves fader, Henrik den Stolte også undertiden kaldt Henrik Løve i de samtidige kilder, der altså skal læses med varsomhed og kritik
-----------------------------------------

[72] Adolf blev greve af Holsten i året 1111.

[73] Stodoranerne var et vendisk fok, der boede ved floden Havel. Sachserne kaldte dem heveller. De er ikke mindst kendt for deres dyrkelse af guden Triglaw med de tre hoveder. Deres egen statsdannelse gik til grunde omkring år 1150, og deres land blev overtaget af tyskerne og blev til det senere Brandenborg.

[74] Ranerne er Rygens befolkning.

[75] Julius Cæsar, den romerske diktator, kom aldrig på disse kanter og har naturligvis ikke det mindste med denne by at gøre.

[76] Henrik den Femte overtog reelt kejsermagten i 1105, men den symbolske bekræftelse af hans høje værdighed, kejserkroningen, fulgte først i 1111.

[77] Paschalis den Anden, pave fra 1099 til 1118.

[78] Henrik blev kronet til kejser af paven den 13. april 1111.

[79] Ordspillet indvielse - ond vielse gengiver et tilsvarende ordspil på latin, privilegium - pravilegium.

[80] I året 1115.

[81] Pave Gelasius, der blev valgt i 1118, døde allerede i 1119.

[82] Ekkehard, abbed i benediktinerklostret Aura, levede i første halvdel af 1100-tallet. Han afskrev og bearbejdede tidligere krøniker og fortsatte dem med sin egen fremstilling, der går frem til året 1125. Han er en ivrig tilhænger af tidens kirkelige reformbevægelse, tager afstand fra kejser Henrik den Fjerde, der var i krig med pavedømmet, men har sympati for Henrik den Femte, der var mere imødekommende over for kirken, i hvert fald i sin regerings tidlige år. Han historieværk blev flittigt udnyttet af senere historikere.

[83] Otto af Bamberg, født omkring 1065, død 1139. I Danmarkshistorien især kendt, fordi han i 1120-erne sendte bud til ærkebiskop Asser med bøn om at få lov til at missionere på Rygen, der altså allerede dengang blev regnet for dansk interessesfære. - Asser gav et henholdende svar, men forærede Otto en masse smør. Ottos påtænkte mission på Rygen blev ikke til noget, men det blev hans mission i Pommern, og han blev senere kendt som pomeranernes apostel. Han blev helgenkåret i 1189.

[84] Boleslaw Krzywousty (tilnavnet Krzywousty betyder "skævmund") levede fra 1085 til 1138. Som polsk hertug førte han en aktiv udenrigspolitik. Så længe kejser Henrik den Femte levede, anerkendte han ganske vist dennes overhøjhed over hans land og betalte ham skat, men efter Henriks død i 1125 forsøgte han at vriste sig ud af afhængigheden af tyskerne. Han giftede sin datter Richiza bort til den danske prins Magnus Nielsøn, Knud Lavards modspiller og senere morder.

[85] Årstallet 1126 er ikke helt rigtigt, kejser Henrik den Femte døde i året 1125, den 23. maj, i Utrecht. Han blev begravet i domkirken i Speyer.

[86] En mærkelig misforståelse gør sig gældende her. Den latinske text har Statium Achilleidos, det betyder helt bogstaveligt "Achilleis' Statius", så man skulde tro, at det drejede sig om et værk med titlen Statius, skrevet af en forfatter ved navn Achilleis (græsk genetiv Achilleidos). Men det er som sagt en misforståelse, det drejer sig i virke- ligheden om et værk med titlen Achilleis (på dansk ville vi sige Achilleiden) af den romerske forfatter Statius fra det første århundrede e. v, t.

[87] Et håndskrift har her Hermann i steden for Hartmann.

.