Jacob Bircherods Rejse til Stockholm 1720   - del 6

Side 60

Den svenske rakker er så god som du er. Alle folk er ærlige her, og det er lykken for en soldat at blive profoss.(i)

Alle fremmede, som kommer her til byen, må regne med at sove på gaden, med mindre de da er godt kendt i forvejen, eller logementet er bestilt forud. Der er ingen kroer rede til at tage imod dem, og det er fordi, at indbyggerne ikke forventer nogen.

Byen er fuld af grever, men de er lige så lidt grever, som jeg er baron. Her er kun få eller ingen, som ejer et rigtigt grevskab. Der er fuldt op med generaler; enhver oberst har titel af general, så du kan tænke dig, hvor mange der er. En oberst kom i min tid i unåde. Han fik sin afsked og blev degraderet til generalmajor; derudover var den største straf, han fik, at han skulle begynde at betale skat.

Alting er dyrt i Stockholm, undtagen Guds Ord; thi foruden at her er mange kirker, så holdes der hver
søndag prædiken i huset hos de herrer senatorer og de fornemste i riget. En fin herre har en kone og en kapellan   ( - kunne du tænke dig den mode indført hos os? )  Her er ingen børs. Købmændene samles
ved kagen, og dér, under åben himmel, diskuterer de deres sager.(ii)

Svenske penge er noget helt for sig selv. Her er firkantede kobberplader (iii), som på den ene side er stemplet med kongens navn og møntens værdi, og på den anden side er helt glatte. En daler er så stor som et blad i kvart, så du kan forestille dig, hvor stor den må være, der svarer til fire rigsdaler! Mange bærer deres penge i et reb på ryggen. Andre lægger dem på hovedet. Og hvis det er en stor sum, bliver den kørt på en vogn. 

Fodnote:    (i) Profot eller profoss af latin propositus (overordnet). I 1600-tallet var det en, der var ansat i militærpolitiet, og som havde med opretholdelsen af disciplinen blandt landsknægtene at gøre.
  (ii)  På et torv, hvor kagen er (Forfatters anmærkning) 
  (iii) Jvf side 19. Den største plademønt på 10 daler vejede 19 kg.



s 61

Fire rigsdaler ville være en straf for mig, hvis jeg skulle gå hundrede skridt med dem, så her skulle sandelig ingen gøre sig til tyv. Jeg vil tage en af disse dalere med hjem, hvis den ellers ikke bliver for tung. Her gemmer jeg den under min seng.
Indtil da må du tage til takke med mine breve. Vær forsikret om at jeg er uden forandring din

Side 62

ikke i samme hus som han, så jeg må våge over dem som en drage over sin dyrebare skat. Men den smule, jeg hører om forholdene her, skal jeg fortælle dig om. Jeg ved, at du ikke viser det ikke til nogen, og du ved, at jeg holder af dig.

Se, det var et langt præludium. Det var vinter, da jeg kom hertil. Nu er det sommer, thi i Sverige er der ikke noget forår. Alting er pludselig forandret her. Dengang huede byen mig ikke, men nu ser jeg, at det er et ganske dejligt sted. Byens beliggenhed er pragtfuld, den ligger lige ud til havet og er bygget på klipper. Det ene hus ligger over det andet. Alle er af sten, undtagen dem i forstæderne, og skorstenene synes mange steder lige som pyramider. Byen ligger ubefæstet hen; der er ingen volde rundt om, men her bor mange folk. Borgerne er inddelt i tyve kompagnier, 17 til fods og 3 til hest. Sidstnævnte er skinnende blanke, når de alle er samlede, og af samme årsag kaldes de Solskins-Rytterne..

Her i byen er Rigsdagen og Svea Hovrätt, som er Sveriges Højesteret. Her er Krigs-Collegiet, Admiralitetet og Cancelliet, hvor der arbejder fire Cancelli-Junkere - det er unge folk, der har rejst og har aflagt eksamen i deres fag og vist deres evner, og disse Messieurs bliver aflønnede. Under Cancelli-Collegiet sorterer det Historiske Arkiv, som er bemandet med en Kongelig Secretær, to Assessorer, en translatør, som forstår de gamle nordiske sprog samt én, som kan tegne. Dette Societet blev i sin tid stiftet (i) i Uppsala af Kong Carl d. XI.  Den gang kaldtes det et Collegium og bestod af flere membris (medlemmer).  Siden er det flyttet (ii) til Stockholm og er reduceret til det, som det er nu, og har fået navnet Antiquitets Archivum (Historisk Arkiv), og præses (Cancelliets direktør) har nu inspection (overopsynet) med det.

Fodnoter:   (i) 1667.        (ii) Flytningen skete i 1692.

Side 63

Jeg kender Piringskiold, som er sekretær der på stedet, og han har givet mig lov til at se deres arkiv, der ligger i et almindeligt hus. De, der har opsynet med det, har slet ikke styr på tingene, undtagen når noget er færdigt til at blive trykt. Så sætter de sig sammen og taler om tingene. - Hele arkivet består af tre små kamre. I det første kammer sidder kopisterne og den, der ridser (dvs laver tegninger); han kommer hver dag. I dette samme kammer hænger billeder af dem, der har gjort sig særligt bemærket i dette kollegium eller arkiv, begge betegnelser bruges. - I det andet kammer ligger deres manuskripter. Der står også et lukket skab med adskillige pretieuse antiquiteter (værdifulde oldsager), og jeg husker, at jeg der bl. a. så Sainte Brittes (den Hellige Birgittas) arm, som er indfattet i forgyldt sølv, og som jeg har fortalt dig om før, og Sankt Eskils arm (i), som også er indfattet i sølv, og en statue af Sankt Katharina, som engang blev tilbedt i Sverige, en forgyldt sølvske med disse ord "Hjælp, Sankt Maria selv tredie!", og adskilligt andet fra hedenskabets tid og den katolske tid. Thi hvad der findes i Sverige af oldsager, er indbyggerne efter loven forpligtet til at aflevere til det nævnte arkiv. (ii)

Det tredje kammer er som et Antikvitet-Cabinet, og der er også deres bibliotek, som rummes i et eneste bogskab. Sekretæren viste mig stumper af en bog in folio, skrevet på pergament med runer. Den havde hans fader, Kancelliråd Piringskiold (iii), en gang funden hos en bonde, som havde bunden det over sin tjærekande. Dette, hævdede han, var det eneste, der fandtes af den slags.(iv) 

Fodnoter:   (i)  Sankt Eskil kaldtes Södermanlands apostel. (Georg Christensens anmærkning.)
   (ii)  Relikvierne findes nu på Statens Historiske Museum i Stockholm, jfr.Hildebrand: Sveriges Medeltid III, 639-642. (G. C.'s anm.) 
   (iii) Mon der er tale om  Johan Peringskjöld (1654 - 1720)  ?
   (iv) "Hjalmars og Hramers Saga" er et rent falsum, hvilket en student Lucas Halpap skrev disputats om i Uppsala 1690. Det blev udgivet i en slags facsimile med latinsk og svensk oversættelse af J. Peringskjold 1701. Jvf Gødel i Svenska fornminnesfören. Tidsskrift IX 137 (1897). (G. C.'s anm.) 
    

Side 64

Her er et Revisions-Collegium, hvor de sager, som er pådømt i Hovrätten, bliver revideret med Kongelig tilladelse. Har man tabt sin sag i Hovrätten, kan man bede dommerne om tilladelse til en ny prøvelse. Får man denne tilladelse, skal man deponere hundrede rigsdaler, og siden skal man betale en halv rigsdaler for hvert ark papir, der bruges under de fortsatte forhandlinger, så det kan let komme til at koste et tusind rigsdaler, førend sagen er ført helt igennem.

Her er et Kammer-Collegium, hvor der også er kammerjunkere af fornemme folks børn; men af dem kræves det ikke, at de har rejst udenlands. Så er der Staats Contoiret (Statskontoret) samt Berg-Collegium (Bjerg-Collegiet), som er indrettet af  Dronning Christina, og som samles hver dag. Det er et af de vigtigste, eftersom Sveriges udenrigshandel mest er med metal. Der er et Kammer-Revisions-Collegium og et Handels-Collegium, foruden Fortifications Contoiret (fæstningskontoret). Der er et fortræffeligt Arsenal, men fra tid til anden formindskes det ved, at stykkerne (kanonerne) sælges, i disse tider, fordi man mangler penge. Så er der Landmålerkontoret, Artillerigården, hvor alt det fremstilles, som hører til Artilleriet, et Hof-Consistorium og et Stads-Consistorium, Kongens Have, Rigets Stænders bank, en skøn havn, hvor skibene ligger tæt inde ved byen, men som på grund af skærene er vanskelig at komme ind til, en glas-hytte, suurbrønde (i) , og en offentlig latinsk, tysk og fransk skole, hvis lærer lønnes af kongen. Men der mangler en god bekrivelse af alt dette og byens øvrige seværdigheder. 

Fodnote:   (i) En 'surbrunn' er en brønd med kulsyreholdigt vand med højt jernindhold - og som bobler lidt - ligesom mineralvand. Sveriges første surbrunn var Medevi Brunn, som opdagedes i 1678. Ved 1700-tallets begyndelse anlagde man senere brøndene Ramlösa og Porla.

Side 65

Et sådant værk havde grev Dalberg, tidligere guvernør i Riga, påbegyndt (i), men bogen er aldrig blevet afsluttet. Den kaldes 'Suecia hodierna et antiqua', er in folio (ii)  og skal bestå af mange herlige kobbertryk med tilhørende beskrivelser. Kobbertrykkene er færdige, men beskrivelserne mangler. Mon nogen vil påtage sig at gøre værket færdigt? (iii)   Man var gået i gang dermed efter forfatterens død, men det er ikke blevet til noget. Medens Dronningen regerede, forærede hun hver af de fremmede ministre, der den gang opholdt sig ved hendes hof, et eksemplar af de nævnte kobberstykker.

Hele hoffet består af en han og en hun, som efter syndfloden skal videreføre den kongelige svenske familie. Kong Frederik den Første regerer her (iv). Han er arve-prins af Hessen, og svenskerne kaldte ham længe Arveprinsen, lige indtil han arvede riget. Kunne man tænke sig en bedre arvefølge? Dronningen afstod riget til ham. Hun regerede, da jeg kom hertil. Hvis kongen dør, falder magten tilbage til hende, non datur medium (v), men nu regerer hun ikke. Kroningen er sket i min tid (vi). Efter svenske forhold var alting prægtigt; dog ventede jeg mig, at jeg ville få endnu mere pragt at se. Processionen var stor og temmelig smuk på grund af den forandring, man så på folk. Alle stænderne var med i følget, men mange af landsby-adelen var underligt klædte, så de snarere kunne gøre børn bange end gøre kongen ære. - Kirkeceremonierne var uden al fornemhed, de to himle, som blev

Fodnoter:  (i)   fodnote: Erik Jönsson Dahlberg, kendt som feltherre  blandt andet fra Carl X Gustavs krige mod Danmark. (G C.'s anm.)     (ii)   Folio betegner et bogformat. En bog in folio var på Bircherods tid en bog, hvor papir-arket, der blev trykt på, blev falset til fire sider. I dag regnes begrebet folio efter bogens højde: hvis den er over 35 cm høj, siges den at være i folio-format.  (R. M.'s anm.)      (iii) Plancherne kom første gang 1716, 13 år efter Dahlbergs død. Teksten er aldrig blevet færdig. (G.C.'s anm.)
   (iv)    Frederik den Første (1676 - 1751) var i 1715 blevet gift med Carl den Tolvtes søster Ulrikka Eleonora (G.C.'s anm.) 
   (v)  "Der gives ingen mellemvej" (G. C.'s anm.)     (vi)  Den 3. maj 1720 i Stockholm. (G. C.'s anm.)

Side 66

båret over kongen og dronningen, lignede det øverste af to gamle senge. Godt nok ved jeg, at man sætter stor pris på dem (i) for deres Antiqvité (ii), men udfra denne tankemåde, skulle jeg bære min oldefaders bukser uændret, som de var syet til ham. Bisperne så flottede ud, men jeg kunne ønske, at de i det mindste havde kæmmet deres hår, hvis de ikke havde råd til pudder.

I kirken var der ingen vokalmusik. Bisperne sang, og da litaniet blev sunget, svarede den ene den anden, enhver, som han bedst kunne. I anledning af kroningen blev der kastet "kroningspenge" ud blandt folket, stykker til en værdi af to danske mark. På den ene side var der et billede af kongen, og på reversen en krone samt denne indskrift:  Sacrum virtutis præmium (iii).

Om aftenen spiste kongen og dronningen alene, medens de herrer senatorer tjente ved bordet. Natten efter var alle kirker og huse illuminerede, og stadens beliggenhed gjorde, at det var et herligt syn.

Således kom Prinsen af Hessen på den svenske trone. Dronningen havde ønsket det. Stænderne havde valgt ham, og han selv fik sit ønske opfyldt. Men mange var imod det, thi de frygtede en udenlandsk konge - eller havde i det mindste modvilje mod ham - og da jeg en gang i et selskab talte derom med en officer, svarede han, at nu havde de en "chamareret" (iv) konge. Sådan noget havde de ikke set i Sverige i lang tid. Men hvordan det end går i verden, er der altid nogle, der er misfornøjede. Sverige skulle have en konge, og dronningen ville ikke give magten fra sig uden til en, som hun selv udpegede. Dengang der blev forhandlet om at udråbe prinsen til konge, fandt man følgende vers i Ridderhuset,

Fodnoter:   (i) Himlene, selvfølgelig.    (ii) Høje alder.
   (iii) En belønning helliget tapperheden. (G. C.'s anm.)
    (iv) pyntet, oppudset. (G. C.'s anm.)

Side 67

som du har lært at kende gennem vores franske aviser (i), men jeg ved ikke, om du har set svaret:

Rex Fridericus erit, Septem gaudete Triones. Invide, quid latras? Rex Fridericus erit (ii) Responsum Rex Fridericus erit Septem ast in orbe Trionum, Sed Gothiæ numquam Rex Fridericus erit.

Da deklarationen var sket, sås efterfølgende, i hvilket der kun er ringe poetisk ånd, men jeg har villet anføre det her for at vise, hvad svenskerne følte:

Suecia Friderico, Friderico Dania gaudet, Tu quoque Friderico Prussia læta tuo; Sed tria pacificant si dulcia nomina Regum, Tunc Fridericorum nomen et omen habent. (iii)

Du ved, at dronningen er den sidste konges søster, og at hun regerede fra hans død, til hun nu har givet magten fra sig. Hun blev kronet i Uppsala, og jeg har set to af hendes kroningspenge, hvoraf den første er med en

Fodnoter:    (i) Joachim Wielandts ugentlige og månedlige franske aviser, der væsentlig bragte udenrigsstof: Det første nummer kom i oktober 1719 ( Stolpe: Dagspressen i Danmark, III, 41.) ( G.C.'s anm).

(ii)	"Frederik vil blive Konge, glæd dig, Norden.  Misundelige, hvorfor gø'r du? Frederik vil blive Konge!"  - Svar:  "Konge skal Frederik blive, men i Karlsvognens Rige,  over Götaland vil Frederik aldrig blive Konge."         ( G.C. Anm)

(iii) "Sverige glæder sig ved Frederik, Danmark ved Frederik.  Også du, Preussen, er glad ved din Frederik.  Men hvis de tre Konger Frederiks kære navne bringer fred,  da har de et navn, der indeholder et varsel".        (G. C.'s anm.)

Side 68

smuk indskrift. På den ene side står hendes portræt, og på reversen en løvinde med fire unger; hun ser hen på dronningen og Sveriges Riges fire stænder. Over dem står disse ord: Curæ sed deliciæ (i). - Den anden medalje er lille, og indskriften jævnt almindelig. 

I de tider, da dronningen blev kronet, udpinte de svenske digtere deres hjerner, og alle kom frem med, hvad de havde fremavlet. Men eftersom det kun var lidt af alt dette, der var værd at læse - efter hvad svenskerne selv sagde - så skrev en anden i den anledning følgende: vers:

Cur siluere tuum nunc, Augustissima Princeps, Ad tumulum facilis Naso Maroque gravis, Et sua cur plenis eructant carmina buccis, Mævius huncque sequens agmen inane Bavi? Hos blaterare facit vel lucri spes vel honoris Illos Majestas diva silere tua. (ii)

I dette vers er der poetisk gejst.  - Dog forstår jeg ikke, hvad forfatteren mener med sit "ad tuum tumulum" (iii).

Det kongelige slot er brændt for mange år siden (iv), og selvom der dengang blev begyndt på et nyt, ser det ikke ud til, at det snart skal stå færdigt. Tiderne er meget vanskelige, pengene knappe, og 

Fodnoter:   (i)  Til bekymring, men også glæde. ( G. C.'s anm.)

(ii)

Hvorfor har nu, ærværdigste fyrstinde,  både den lette Naso (Ovid) og den alvorlig Maro (Vergil) tiet ved din gravhøj?  Og hvorfor udspyr Mævius og i hans følge Bavius´  dumme skare deres digte med oppustede kæber?  Dem får håbet, dels om vinding, dels om ære, til at ævle,. Hine får din guddommelige Majestæt til at tie.          (G. C..Anm)

  (iii)  Sikkert fejllæsning af Bircherod for "cumulum", krone. ( G. C.'s anm.)
  (iv) 1697.

Side 69

uden dem kan intet bygges. Siden branden har hoffet resideret i Wrangels gård (i), hvor der ikke er noget kongeligt. Her er ingen garde ved karrossen, når hoffet kører ud, og de forlanger hverken vagt eller højhed.

 - Så meget om den levende konge, og hvad dertil hører; jeg må nu tale lidt om den døde (ii). Hans navn er forhadt i Sverige, undtagen blandt krigsfolk. Det er her næsten som en forbrydelse at tale godt om ham, og jeg har med forundring set, at da en officer ville rose ham i et offentligt værtshus, så han sig først omkring, om der mon skulle være nogle mistænkelige personer til stede.

Den nye regering vil gerne slutte fred med sine fjender, hvis det ellers kan ske på en god måde. Og den, som billiger den sidste konges fremfærd, er straks under mistanke for at sympatisere med ham og at hælde til enevælden, som svenskerne ikke vil høre mere tale om. De, som vil rose den sidste konge, siger derfor, at han var fuldkommen i alting undtagen i det, at han var alt for glad for at føre krig. Han ligger begravet i Riddarholms kirken, men der er ingen adgang til graven, og der er intet epitaphium over ham. Dog findes der en trykt beskrivelse af hans begravelse. Denne beskrivelse er indført i Dronningens forordningsbog, og da jeg tvivler på at den er til at få i Danmark, så meddeler jeg dig efterfølgende indskrift (iii), som på den tid kunne ses i kirken, og som jeg har skrevet af efter den omtalte bog ( - jeg indrømmer selv, at jeg stjæler; så behøver andre ikke at gøre sig den ulejlighed).

Fodnoter:  (i) På Riddarholmen.       (ii) Carl den Tolvte, død 1718.
     (iii) Forfattet af Johan Upmarch, jfr.Bring: Karl XIIs likfärd (Karolinska förbundets årsbok 1918, s. 222 ff.) ( G. C.'s anm.)

Videre til       del 1      del 2    del 3     del 4     del 5     del 6     del 7     del 8     del 9     del 10