Videre til del
1 del
2 del
3 del
4 del
5 del
6 del
7 del
8 del
9 del
10
Jacob Bircherods Rejse til Stockholm 1720
- del 4
Side 40
erit memoria, cum
anxio voto: vivat, floreat illustrissima familia Brahea, vivat et
floreat illustrissimus Dominus Petrus Braheus, Comes in Wissingsburg
et c., vir lucentis per charitatem pietatis, antiquæ fidei et
inquam majorum familiæ Braheæ lumen et Regni Sveciæ Drotzetus ac
columen.
Anno nativitatis Christi Jesu millesimo sexcentesimo sexagesimo nono,
decimo octavo die novembris, anno ætatis meæ sexagesimo quinto
fere transacto, anno exilii mei voluntarii et pro Patria honesti
sexto.(i)
|
Fodnote: (i) Rigsråd Gunde Rosenkrantz flygtede på
grund af gæld til Sverige, hvor han forgæves søgte at vinde Carl den
Ellevtes gunst. Han døde 1675 i Helsingborg. Jfr. Chr. Bruun: Gunde
Rosenkrantz (1885).
Indskriften betyder:
Byrdefuld ganske vist, men hæderlig er landflygtighed for fædrelandets
skyld. Da Gunde Rosenkrantz og hans højt elskede datter Pernille på
tilbagevejen til Skåne fra Stockholm, efter at have tilbragt over tre
vanskelige år der, og efter at have døjet landflygtighedens mange slags
besvær, kom hertil, blev jeg, ved en udsending, modtaget på den
venligste måde af den højt berømte Hr. Peder Brahe, kongeriget Sveriges
højt fortjente drost og greve til Visingsborg et c., og gennem hele hans
grevskab er jeg gavmildt blevet underholdt på hans bekostning, og mindet
om denne æresbevisning fra et ædelt og højsindet hjerte, tilligemed
utallige andre velgerninger, der blev vist mig, medens jeg opholdt mig i
Stockholm, skal bestandig leve, såre kært og hædrende, hos os og alle
kommende Rosenkrantzere, med den ængstelige bøn: Gid den højt berømte
Herr Peder Brahe, greve til Visingsborg etc. må leve og blomstre, en
mand af en fromhed, der lyser genem hans barmhjertighed, og af gammel
trofasthed og jeg tør sige lyset blandt de ældre af familien Brahe,
Svearigets drost og bærende støtte.
År 1669 efter Christi fødsel, den 18. november, ved udgangen af mit 65.
leveår, i min frivillige og for fædrelandet hædrende landflygtigheds
sjette år. ( G. C.Anm.)
|
Sydsverige omkring 1680. Klik på kortet for større
billede. Flere kort her
Side 41
Ved siden af denne tavle hang et kobberstik, hvorpå sås en arbor Genealogica Brahea (i), og som var tilegnet samme
herre. Men tiden tillod mig ikke at undersøge dette nærmere, selvom jeg gerne havde kendt denne slægts første begyndelse i Sverige. Jeg ved nok, at den er en af de ældste, og at den i forrige tider var rig og mægtig, men nu er der kun få tilbage.
Jeg så i Stockholm hos Sekretær Peringskiöld (ii) en arbor genealogica
Brahea, som hans fader, den lærde cancelliråd Peringskiöld (iii) havde udfærdiget, men som endnu ikke var trykt. Forfatteren til dette værk hævdede, at en ridder og kongens rådgiver i Sverige, kaldet Magnus Lauritzon (iv), om hvem der tales i de
svenske arkiver fra årene 1422 og 1442, havde giftet sig med fru Johanna, datter af herr Torkild Brahe, Danmarks Riges Råd, og at deres søn Peder Magnusson, Ridder og
Rigets Råd i Sverige, havde taget sin morfaders slægtsnavn og kaldte sig Bragde, som de senere forandrede til Brahe. Af denne familie er der nu ingen tilbage i Sverige uden Grev Abraham Brahe og hans to sønner.
Klokken 9 her til morgen rejste vi fra Gränna, hvor der på alle gaderne er
plantede flere store master, over det hele behængt med kranse og blomster. Med disse stænger vil indbyggerne smykke byen, og hvor der på marken
Fodnoter: (i) Slægten Brahes stamtræ, jfr. Almquist:
Svensk genealogisk litteratur, 1905, side 30 ( G. C.'s anm.)
(ii) Johan Fr. Peringskiöld (1689 - 1725) ( G. C.'s
anm.)
(iii) Johan Peringskiöld (1654 - 1720), en lærd, men for den ældre tid lidt fantastisk konstruerende genealog.
(iv) Ved Magnus Laurentzsons ægteskab med Johanna, datter af
Torkel Pedersen Brahe bestemtes det, at en af deres sønner skulle kaldes Peder Brahe, efter hendes farfar.
Per Brahe lod Brahehus bygge i 1637. I baggrunden ses søen Vättern. I
1708 brændte slottet, og i dag står kun en ruin tilbage.
Side 42
i den samme egn er et enligt hus, der står som regel sådan en stang ved døren.
Da vi rejste ud af byen, gik vejen midt imellem søen og den store klippe, som jeg nævnte før, og som siden strakte sig halvanden mil. Denne klippe er som en mur, og midt på den ses ruinerne af et gammelt slot, som i forrige tider skal have tilhørt en Brahe
(i). Men hvem end ejermanden har været, tror jeg, at det var den kloge mand, som Frelseren taler om i
evangeliet, der byggede sit hus på en klippe (ii). Thi selvom slottet ligger lige ved landevejen, var der ingen, der kunne komme derop, andre end bjergbestigere - og den slags gæster vises bort og får prygl til. Var det ikke en klog mand?
Brahehus o. år 1700.
Nu her til aften kom vi ind i Östergötland, et land der ligner det land, hvor vi begge er født. Marken pløjes og dyrkes, her er kirker og landsbyer, herregårde, vildt, og vejen er god. Indbyggerne har en smuk udtale, er velvoksne og ser godt ud, og officererne ønsker sig gerne soldater, der er født i denne provins. Her husker du nok, hvad jeg før skrev til dig fra Frankrig, nemlig, at den, som ser vild og underlig ud, kalder franskmændene "en østgoter"
(iii). Lad dem komme her til landet, så er jeg sikker på, at de vil tale på en anden måde. Jeg finder mere behag i dem end i andre svenskere, som jeg hidtil har
set, thi de er i det mindste mere høflige. Bønderne skraber med foden som en hane på møddingen, og der følger et lille "vakre" og "nådige herre" med hvert ord, de
siger. Kort sagt: jeg
Fodnoter: (i) Formentlig Brahehus, bygget af Grev Per Brahe denYngre og ødelagt ved ildebrand 1708 ( G.
C.'s anm.)
(ii) Matthæus Evangeliet, kapitel 7, vers 24-27.
(iii) Jordanes´ navn for Østgoterne, der af Rudbeckianerne fortolkedes som Øst-Göter (
G. C.'s anm.)
Side 43
holder meget af provinsen og folkets tiltaleformer, hidindtil har ingen endnu kaldt mig andet end "Nådige Herre".
Her tales meget om en Sankt Birgitta, som levede her i de katolske tider, og som er helgenkåret. Hun var abbedisse i et kloster i Vadstena, hvor hendes hovedskal
opbevares. Hendes arm blev fundet gemt i jorden, da en bonde var ude at pløje.
Der var et armbånd af guld på armen, som nu siges at blive opbevaret i Stockholm i et Collegium, som er over Antiquitets-Collegierne. Hun var af de svenske Brahers familie og døde i Rom, men hendes lig blev ført til Vadstena. Bentzelius i Uppsala har skrevet om denne helgeninde (i).
- Her i provinsen er der også en kilde, som kaldes Sankt Birgittas kilde.
Man tror, at vandet herfra på visse tider af året har helbredende kræfter, og de svage forsømmer ikke at benytte sig af det.
Fra staden Linköping, onsdag den 27. maj
Jo nærmere vi kommer Stockholm, jo vanskeligere bliver rejsen. I Skåne og i Småland kunne vi få heste, hvis vi ville betale, men det var heste der ikke duede til noget. Her er de i bedre stand - men bønderne vil ikke køre for os! Den svenske oberstløjtnant må prygle mændene, true
kvinderne og par force gribe de bønder, vi møder på vejen - for det er her, vi møder
folk - og ellers om natten lukke kuske og heste inde i en stald, for at de ikke skal échappere
(ii) uden at vente på deres betaling. Han trakterer bønderne på onde måder, men der skal jo skarp lud til skurvede hoveder, her hjælper det ikke med det gode. De svenske bønder ved ikke, hvad hospitalité
(iii) er -
Fodnoter: (i) Må være Erik Benzelius udgave af : Margaretæ Nicolai Filiæ .... de S. Birgitta Chronicon, Upsal 1710 ( G. C.'s
anm.)
(ii) undfly (iii) gæstfrihed
Gammelt hus fra Linköping
Side 44
heller ikke, når man tilbyder dem penge, og det er kun derfor, at den
svenske oberstløjtnant rejser med. Han har ordre fra hoffet til at
assistere Generalen på vejen, og han bruger den magt, han har. Som sagt,
var han ikke med, måtte vi nok blive ude på vejen. Bønderne har ikke
respekt for nogen, og det er en gang sket, hvor Generalen sendte en af
sine rustvogne i forvejen, at tjenerne måtte blive ude om natten - og det
endda ved døren uden for en kro. Der var ingen i huset, som ville tage
imod fremmede på den tid. Morgenen derpå blev døren åbnet, og tjenerne
bad om lov til at komme ind i varmen. Men der var ingen varme og ingenting
at få for penge, førend oberstløjtnanten kom.
Det er middag nu, mens jeg skriver dette, og vi logerer i Linköping. Byen
er fuld af folk, som er rejst hertil fra de andre byer, som russerne afbrændte
forrige år, så vi måtte søge længe, før vi fandt et logement. Så
snart vi var kommet, gik justitsråd Neve og jeg hen i kirken for at se os
om, men alle skolens disciple fulgte efter os hele vejen, som om de aldrig
før havde set fremmede. - Alteret er beklædt med sort af den grund,
som jeg skrev til dig om fra Helsingborg. Bagved koret er der et
bibliotek, som alle kan se ind til igennem et gitterværk, og som uden
tvivl er til brug for præsten. Der er et alter i biblioteket, og på
alteret står der to globusser. Væggene er beklædte med landkort og
kobberstik samt bogskabe, der alle er fulde af bøger. På samme måde
siges der at være et bibliotek ved alle bispekirker i Sverige. Nogle er købt,
andre er testamenterede til stedet. Kirken i
Side 45
Linköping er meget smuk. Til den øverste del af bygningen er der brugt
tilhuggede sten. Der er mange dejlige billedtavler og
inskriptioner, og i koret står der en ligkiste, hvor en prins er begravet
(i). Men tiden og skoledisciplene tillod os ikke at se nærmere på det.
Disciplene forfulgte os ligefrem. Det var ubehageligt, så vi trak os hurtigt tilbage.
Her i byen er der et gymnasium, en latinskole, og biskoppen bor her, ligesom landshøvdingen over denne provins. Har jeg fortalt dig, hvad en landshøvding er? Det et det samme som en
stiftsamtmand hos os, og han har vel samme rang. - Her spiste vi til middag,
men nu er måltidet endt, og generalen vil rejse videre. Jeg har i dag den ære at sidde hos ham i vognen, så jeg må holde mig
rede. Jeg lader pennen ligge for at være i nærheden af hans karet. Farvel! I aften kommer jeg igen for at fortælle dig mere om dagens rejse.
Vi rejste fra Linköping i eftermiddags klokken 2, og eftersom der endnu var langt til aften,
glædede jeg mig til, at jeg her på rejsen skulle få mere at skrive om. Men nu er klokken allerede 5, og jeg har hverken hørt eller set noget, der var værd at fortælle.
Jeg syntes, at det ikke nyttede at skrive mere, og jeg ønskede med længsel, at der dog må ske noget, jeg kunne meddele dig. Snart bad jeg til, at en af vore heste, masculi generis
(= af hankøn), måtte få et føl, snart at der måtte regne smørrebrød ned fra
himlen - eller at kusken måtte slå en prut på svensk, så jeg kunne fortælle dig, om det lugter
anderledes. Skæbnen nægtede mig den fornøjelse, men på en anden måde gav den mig rigeligt at skrive om.
Fodnoter: (i) Johan den tredjes søn Johan af Östergötland, død
1618. (G.C. Anm)
En skovkranset sø nær Linköping i Östergötland. Det er en udpræget sprækkedal-sø,
1800 meter lang og ingen steder mere end 100 meter bred. (Foto: Jens
Johannesson)
Side 46
Vi kom ned fra et højt bjerg. Hestene løb i galop, og da
Generalen så, at kusken ikke havde styr på dem, sprang han selv ud af
vognen, som i samme øjelik væltede (med mig i!) ned i en grøft og stødte hårdt
på et gærde. Vognen gik i stykker. Vinduerne led samme skæbne. Tre
vindues-stokke blev slået ind i passagerrummet, og den fjerde blev slået
ovenud af vognen. I alt dette lå Bircherod, din arme fætter -
lykkelig, fordi han var så lille, thi hans ringe størrelse reddede hans liv.
Så snart vognen faldt (til ro), råbte Generalen og spurgte, om jeg var i
live - Intet svar! Han råbte igen, og jeg kom krybendes frem. Men vognen
lå der, slået fuldstændig i stykker. Al bagagen havde lagt sig til
rette ovenpå mig, så at de, som så, at vognen faldt, og at stokkene var
slået ind i vognen, alle troede, at jeg var død, og siden så det som et
mirakel, at jeg kom levende og vel derfra - "Hvad vil der blive af
dette barn?" Generalen glædede sig over at se mig velbeholden. Men
til kusken sagde han ikke et ord, selvom det altsammen var hans skyld.
Heri beundrede jeg ham, og jeg tror bestemt, at blandt gamle dages
romerske helte er mange blevet beundret for mindre.
Vi var rejsende folk, det var
allerede sent, og det værste stod tilbage. Der var halvanden mil til det
næste herberg, og bagagen kunne ikke tages med derhen, eftersom alle
vognene var optaget. En anden end vores General var blevet ganske
fortvivlet over dette held, men jeg så ingen forandring ved ham - andet
end den, som kom af, at han så, jeg var i live. - Jeg er også
selv glad for, at jeg overlevede. Det ville virkelig have ærgret mig, om
jeg var kommet til Sverige bare for at blive spiddet på en stok. Hvilken
underfuld tudse måtte man ikke tro, det var, hvis man havde fundet mig på
en
I Linkøping kommune finder man imponerende egeskove - næsten som de må
have set ud for 1000 år siden. "...Längs Stångåns dalgång liksom ner mot Åtvidaberg och österut mot Ekenäs breder ett av Europas mest betydande eklandskap ut sig... "
Side 47
stang. Jeg er sikker på, at min fader (i) havde købt mig med glæde - om
ikke for andet, så for at anbringe mig i sit raritetskabinet. Men skæbnen
ville ikke, at så forunderligt et stykke skulle stå der. Jeg lever
endnu, trods alle der gerne kommer for at se på kabinetter, ja trods alle
stængerne i det svenske gærde.
Så snart vi igen havde recolligeret os lidt og havde samlet de
ejendele, der havde overlevet, fortsatte vi rejsen for at tage ophold for
natten i den nærmeste hytte på vejen. Karrossen blev forbunden, som man
forbinder en lemlæstet mand. Der blev spændt nye heste for, og jeg tør
nok sige, at jeg aldrig har set en vogn få så mange kærtegn, som denne
fik, da den igen skulle køre videre. Den kom atter på fode, men desværre
duede den ikke. Generalen kunne ikke sidde sidde i den. Han og jeg var
blevet husvilde, og vi måtte begge klare os på anden vis. Generalen og
justitsråd Neve tog chaisen, og den svenske oberstløjtnant og jeg måtte
virke som tjenere og sætte os op på kuskesædet. Således kom vi frem
til en spillemands hus, hvor vi nu bliver til midnat - den svenske
kalendermager forsikrer os om, at så skal månen nok vise os vej videre
frem. I mellemtiden er der sendt bud efter en hjulmand. Han er allerede
kommet, men har ikke noget lys - og hvor finder vi det i denne ørken.
Kammertjeneren finder på råd, og vi håber på, at skaderne på vognen
skal blive nogenlunde udbedret før midnat, når vi skal rejse videre.
På denne vores sidste ulykkelige rejse kom vi forbi en landsbykirke, hvor
der oven på rygningen stod to statuer af træ, som
Fodnote: (i)
Rektoren i Odense, professor Thomas Brodersen Bircherod, der blandt meget
andet dyrkede naturhistorie og havde en stor samling dyr. (G.C.'s anm.)
Side 48
forestillede krigsmænd. Disse krigsmænd havde mødt hinanden ved
denne kirke; og da de havde svoret at slå hinanden i hjel, opfyldte
de her deres løfte, og de var begge to faldet. Over leddet ind til kirkegården
bemærkede jeg en tavle med en indskrift, som uden tvivl angik den samme
strid; men det var alt for sent på dagen til at se at læse, og tiden
tillod mig heller ikke at blive der. - Een ting må jeg dog endnu sige
dig, noget som jeg glemte før, og som jeg kommer i tanker om på grund af
det uheld, vi havde i dag: På alle landeveje i Sverige står der blokke
for de fattige (i), og vejen over klipperne er mange steder så farlig, at næppe nogen rejsende tør gå forbi blokken uden at give noget.
Fra kroen i Gjære, torsdag den 28 marts.
Jeg daterede ikke den sidste del af mit forrige brev, thi når der er
fortalt om en spillemands hus, så er det nok, og det finder du let på
dit landkort. Jeg kan dog betro dig, at stedet kaldes Brinck. Du har jo nok
forstået af mine forrige breve, at vi hver dag tager ind på en kro, så
du kan tænke dig, at det gjorde vi også i nat. Vel var det ikke nogen
offentlig kro, men den lignede ellers godt nok alle de andre i armod og
mangel på alt det, som er nødigt for at tage vel imod fremmede. I huset
var der kun én seng, og den var til Generalen. Vi andre sad og nikkede søvnigt
på vores stole, og
sådan gik natten, indtil månen lod sig se. I mellemtiden var karrossen
bleven så nogenlunde repareret, og Generalen kunne nu atter bruge den. Alle håndværkere der på egnen havde været i sving hele natten, og
skaderne var blevet udbedret så godt, det lod sig gøre der på stedet. Vi
rejste videre klokken l om natten, og det første vi så, da dagen
Fodnote: (i) Fattigbøsser
Side 49
Södermanland |
brød frem, var sporene af de herrer russere, som gæstede svensken sidste
år. Vejen gik i dag gennem landsbyer og stæder, som alle var brændt
ned, og hvoraf der nu kun sås skorstenene, der stod på marken ligesom træer
i en frugthave. Således har russerne fundet på noget, der skal få
svensken til at huske dem længe - hvorimod jeg på hele min vej ikke
efterlader tegn på, at jeg har været her, andet end ting, som ikke er værd
at nævne.
I dag ved middagstid forlod vi provinsen Östergötland, som i går
behagede mig meget. Men den, jeg så i dag, var en søster til de andre
svenske provinser. Landet er fuldt op af skove og store klipper og bjerge,
og derfra truer hvert øjeblik nye farer. I går fik vi også vores del: Jeg
væltede, karrossen brød sammen, og en anden vogn blev i dag skadet. Nulla
calamitas sola (i) - Jeg frygter for den, der venter os i morgen. |
Nu her til eftermiddag rejser vi i Södermanland, en ny provins, og der en
nye milepæle efter moden i dette land, hvor pælene forandres ved alle grænser.
I denne provins er der et herred, hvor næsten alle indbyggerne er
smittede med den sygdom, som ikke har noget navn hos os, men som alene
kaldes efter den nation, der er mest befængt med den (ii). Her
arver børnene det fra forældrene - Mange børns fædrenearv består kun
i, at de har fået denne sygdom. Og folkene gifter sig med hinanden uden
at bekymre sig, om deres næser mon til sin tid skal med dem i graven. De,
som kender landet, siger, at der er mange her, der ikke har nogen næse. Thi
eftersom der her i nærheden ingen dygtige dygtige kirurger findes,
Fodnoter: (i) Én ulykke kommer ikke alene. (ii) franzoser, det gamle navn for syfilis. (G. C.'s anm.)
|
Franzoser
Syfilis var en af de første
kendte seksuelt overførte sygdomme.
Syfilis kan siges at have været renæssancens AIDS. Man kendte den
gang ingen effektiv kur mod sygdommen.
Syfilis indebar et
langt invaliderende forløb og endte altid dødeligt.
Vi ved i dag, at den
skyldes en spiralformet bakterie (Treponema pallidum), som lader sig behandle med antibiotika.
Læs mere her
|
Videre til del
1 del
2 del
3 del
4 del
5 del
6 del
7 del
8 del
9 del
10
|