Videre til       del 1      del 2    del 3     del 4     del 5     del 6     del 7     del 8     del 9     del 10 
 

 

       Jacob Bircherods Rejse til Stockholm 1720   - del 4

 

Side 40

erit memoria, cum anxio voto: vivat, floreat illustrissima familia Brahea, vivat et floreat illustrissimus Dominus Petrus Braheus, Comes in Wissingsburg et c., vir lucentis per charitatem pietatis, antiquæ fidei et inquam majorum familiæ Braheæ lumen et Regni Sveciæ Drotzetus ac columen.

Anno nativitatis Christi Jesu millesimo sexcentesimo sexagesimo nono, decimo octavo die novembris, anno ætatis meæ sexagesimo quinto fere transacto, anno exilii mei voluntarii et pro Patria honesti sexto.(i)



Fodnote:     (i) Rigsråd Gunde Rosenkrantz flygtede på grund af gæld til Sverige, hvor han forgæves søgte at vinde Carl den Ellevtes gunst. Han døde 1675 i Helsingborg. Jfr. Chr. Bruun: Gunde Rosenkrantz (1885).


Indskriften betyder: 

Byrdefuld ganske vist, men hæderlig er landflygtighed for fædrelandets skyld. Da Gunde Rosenkrantz og hans højt elskede datter Pernille på tilbagevejen til Skåne fra Stockholm, efter at have tilbragt over tre vanskelige år der, og efter at have døjet landflygtighedens mange slags besvær, kom hertil, blev jeg, ved en udsending, modtaget på den venligste måde af den højt berømte Hr. Peder Brahe, kongeriget Sveriges højt fortjente drost og greve til Visingsborg et c., og gennem hele hans grevskab er jeg gavmildt blevet underholdt på hans bekostning, og mindet om denne æresbevisning fra et ædelt og højsindet hjerte, tilligemed utallige andre velgerninger, der blev vist mig, medens jeg opholdt mig i Stockholm, skal bestandig leve, såre kært og hædrende, hos os og alle kommende Rosenkrantzere, med den ængstelige bøn: Gid den højt berømte Herr Peder Brahe, greve til Visingsborg etc. må leve og blomstre, en mand af en fromhed, der lyser genem hans barmhjertighed, og af gammel trofasthed og jeg tør sige lyset blandt de ældre af familien Brahe, Svearigets drost og bærende støtte.


År 1669 efter Christi fødsel, den 18. november, ved udgangen af mit 65. leveår, i min frivillige og for fædrelandet hædrende landflygtigheds sjette år.
  ( G. C.Anm.)


 


Sydsverige omkring 1680.  Klik på kortet for større billede.     Flere kort her

 


Side 41

Ved siden af denne tavle hang et kobberstik, hvorpå sås en  arbor Genealogica Brahea (i), og som var tilegnet samme herre. Men tiden tillod mig ikke at undersøge dette nærmere, selvom jeg gerne havde kendt denne slægts første begyndelse i Sverige. Jeg ved nok, at den er en af de ældste, og at den i forrige tider var rig og mægtig, men nu er der kun få tilbage.

Jeg så i Stockholm hos Sekretær Peringskiöld (ii) en arbor genealogica Brahea, som hans fader, den lærde cancelliråd Peringskiöld (iii) havde udfærdiget, men som endnu ikke var trykt. Forfatteren til dette værk hævdede, at en ridder og kongens rådgiver i Sverige, kaldet Magnus Lauritzon (iv), om hvem der tales i de svenske arkiver fra årene 1422 og 1442, havde giftet sig med fru Johanna, datter af herr Torkild Brahe, Danmarks Riges Råd, og at deres søn Peder Magnusson, Ridder og Rigets Råd i Sverige, havde taget sin morfaders slægtsnavn og kaldte sig Bragde, som de senere forandrede til Brahe. Af denne familie er der nu ingen tilbage i Sverige uden Grev Abraham Brahe og hans to sønner.

Klokken 9 her til morgen rejste vi fra Gränna, hvor der på alle gaderne er plantede flere store master, over det hele behængt med kranse og blomster. Med disse stænger vil indbyggerne smykke byen, og hvor der på marken


Fodnoter:    (i) Slægten Brahes stamtræ, jfr. Almquist: Svensk genealogisk litteratur, 1905, side 30 ( G. C.'s anm.)
    (ii)  Johan Fr. Peringskiöld (1689 - 1725)  ( G. C.'s anm.)
    (iii) Johan Peringskiöld (1654 - 1720), en lærd, men for den ældre tid lidt fantastisk konstruerende genealog.
    (iv) Ved Magnus Laurentzsons ægteskab med Johanna, datter af  Torkel Pedersen Brahe bestemtes det, at en af deres sønner skulle kaldes Peder Brahe, efter hendes farfar.


Per Brahe lod Brahehus bygge i 1637. I baggrunden ses søen Vättern. I 1708 brændte slottet, og i dag står kun en ruin tilbage.  

 

Side 42

i den samme egn er et enligt hus, der står som regel sådan en stang ved døren.

Da vi rejste ud af byen, gik vejen midt imellem søen og den store klippe, som jeg nævnte før, og som siden strakte sig halvanden mil. Denne klippe er som en mur, og midt på den ses ruinerne af et gammelt slot, som i forrige tider skal have tilhørt en Brahe (i). Men hvem end ejermanden har været, tror jeg, at det var den kloge mand, som Frelseren taler om i evangeliet, der byggede sit hus på en klippe (ii). Thi selvom slottet ligger lige ved landevejen, var der ingen, der kunne komme derop, andre end bjergbestigere - og den slags gæster vises bort og får prygl til. Var det ikke en klog mand?


Brahehus o. år 1700.


Nu her til aften kom vi ind i Östergötland, et land der ligner det land, hvor vi begge er født. Marken pløjes og dyrkes, her er kirker og landsbyer, herregårde, vildt, og vejen er god. Indbyggerne har en smuk udtale, er velvoksne og ser godt ud, og officererne ønsker sig gerne soldater, der er født i denne provins. Her husker du nok, hvad jeg før skrev til dig fra Frankrig, nemlig, at den, som ser vild og underlig ud, kalder franskmændene "en østgoter" (iii). Lad dem komme her til landet, så er jeg sikker på, at de vil tale på en anden måde. Jeg finder mere behag i dem end i andre svenskere, som jeg hidtil har set, thi de er i det mindste mere høflige. Bønderne skraber med foden som en hane på møddingen, og der følger et lille "vakre" og "nådige herre" med hvert ord, de siger. Kort sagt: jeg


Fodnoter:  (i) Formentlig Brahehus, bygget af Grev Per Brahe denYngre og ødelagt ved ildebrand 1708 ( G. C.'s anm.)
   (ii)  Matthæus Evangeliet, kapitel 7, vers 24-27.
   (iii) Jordanes´ navn for Østgoterne, der af Rudbeckianerne fortolkedes som Øst-Göter ( G. C.'s anm.)

 

Side 43


holder meget af provinsen og folkets tiltaleformer, hidindtil har ingen endnu kaldt mig andet end "Nådige Herre".

Her tales meget om en Sankt Birgitta, som levede her i de katolske tider, og som er helgenkåret. Hun var abbedisse i et kloster i Vadstena, hvor hendes hovedskal opbevares. Hendes arm blev fundet gemt i jorden, da en bonde var ude at pløje. Der var et armbånd af guld på armen, som nu siges at blive opbevaret i Stockholm i et Collegium, som er over Antiquitets-Collegierne. Hun var af de svenske Brahers familie og døde i Rom, men hendes lig blev ført til Vadstena. Bentzelius i Uppsala har skrevet om denne helgeninde (i).  - Her i provinsen er der også en kilde, som kaldes Sankt Birgittas kilde. Man tror, at vandet herfra på visse tider af året har helbredende kræfter, og de svage forsømmer ikke at benytte sig af det.

Fra staden Linköping, onsdag den 27. maj

Jo nærmere vi kommer Stockholm, jo vanskeligere bliver rejsen. I Skåne og i Småland kunne vi få heste, hvis vi ville betale, men det var heste der ikke duede til noget. Her er de i bedre stand - men bønderne vil ikke køre for os! Den svenske oberstløjtnant må prygle mændene, true kvinderne og par force gribe de bønder, vi møder på vejen - for det er her, vi møder folk - og ellers om natten lukke kuske og heste inde i en stald, for at de ikke skal échappere (ii) uden at vente på deres betaling. Han trakterer bønderne på onde måder, men der skal jo skarp lud til skurvede hoveder, her hjælper det ikke med det gode. De svenske bønder ved ikke, hvad hospitalité (iii) er - 


Fodnoter:  (i) Må være Erik Benzelius udgave af : Margaretæ Nicolai Filiæ .... de S. Birgitta Chronicon, Upsal 1710 ( G. C.'s anm.)
  (ii) undfly       (iii) gæstfrihed

 


Gammelt hus fra Linköping

 

 

Side 44

heller ikke, når man tilbyder dem penge, og det er kun derfor, at den svenske oberstløjtnant rejser med. Han har ordre fra hoffet til at assistere Generalen på vejen, og han bruger den magt, han har. Som sagt, var han ikke med, måtte vi nok blive ude på vejen. Bønderne har ikke respekt for nogen, og det er en gang sket, hvor Generalen sendte en af sine rustvogne i forvejen, at tjenerne måtte blive ude om natten - og det endda ved døren uden for en kro. Der var ingen i huset, som ville tage imod fremmede på den tid. Morgenen derpå blev døren åbnet, og tjenerne bad om lov til at komme ind i varmen. Men der var ingen varme og ingenting at få for penge, førend oberstløjtnanten kom.

Det er middag nu, mens jeg skriver dette, og vi logerer i Linköping. Byen er fuld af folk, som er rejst hertil fra de andre byer, som russerne afbrændte forrige år, så vi måtte søge længe, før vi fandt et logement. Så snart vi var kommet, gik justitsråd Neve og jeg hen i kirken for at se os om, men alle skolens disciple fulgte efter os hele vejen, som om de aldrig før havde set fremmede. - Alteret er beklædt med sort af den grund,  som jeg skrev til dig om fra Helsingborg. Bagved koret er der et bibliotek, som alle kan se ind til igennem et gitterværk, og som uden tvivl er til brug for præsten. Der er et alter i biblioteket, og på alteret står der to globusser. Væggene er beklædte med landkort og kobberstik samt bogskabe, der alle er fulde af bøger. På samme måde siges der at være et bibliotek ved alle bispekirker i Sverige. Nogle er købt, andre er testamenterede til stedet. Kirken i 

 



Domkirken i Linköping på et gammelt kobberstik fra 1690-1710. (Svecia Antiqua et Hodierna)

 

Side 45

Linköping er meget smuk. Til den øverste del af bygningen er der brugt tilhuggede sten. Der er mange dejlige billedtavler og inskriptioner, og i koret står der en ligkiste, hvor en prins er begravet (i). Men tiden og skoledisciplene tillod os ikke at se nærmere på det. Disciplene forfulgte os ligefrem. Det var ubehageligt, så vi trak os hurtigt tilbage.

Her i byen er der et gymnasium, en latinskole, og biskoppen bor her, ligesom landshøvdingen over denne provins. Har jeg fortalt dig, hvad en landshøvding er? Det et det samme som en stiftsamtmand hos os, og han har vel samme rang. - Her spiste vi til middag, men nu er måltidet endt, og generalen vil rejse videre. Jeg har i dag den ære at sidde hos ham i vognen, så jeg må holde mig rede. Jeg lader pennen ligge for at være i nærheden af hans karet. Farvel! I aften kommer jeg igen for at fortælle dig mere om dagens rejse.

Vi rejste fra Linköping i eftermiddags klokken 2, og eftersom der endnu var langt til aften, glædede jeg mig til, at jeg her på rejsen skulle få mere at skrive om. Men nu er klokken allerede 5, og jeg har hverken hørt eller set noget, der var værd at fortælle. Jeg syntes, at det ikke nyttede at skrive mere, og jeg ønskede med længsel, at der dog må ske noget, jeg kunne meddele dig. Snart bad jeg til, at en af vore heste, masculi generis (= af hankøn), måtte få et føl, snart at der måtte regne smørrebrød ned fra himlen - eller at kusken måtte slå en prut på svensk, så jeg kunne fortælle dig, om det lugter anderledes. Skæbnen nægtede mig den fornøjelse, men på en anden måde gav den mig rigeligt at skrive om.

Fodnoter: (i) Johan den tredjes søn Johan af Östergötland, død 1618. (G.C. Anm)

 

 

En skovkranset sø nær Linköping i Östergötland.  Det er en udpræget sprækkedal-sø, 
1800 meter lang og ingen steder mere end 100 meter bred.   (Foto: Jens Johannesson) 

 

 

Side 46

Vi kom ned fra et højt bjerg. Hestene løb i galop, og da Generalen så, at kusken ikke havde styr på dem, sprang han selv ud af vognen, som i samme øjelik væltede (med mig i!) ned i en grøft og stødte hårdt på et gærde. Vognen gik i stykker. Vinduerne led samme skæbne. Tre vindues-stokke blev slået ind i passagerrummet, og den fjerde blev slået ovenud af vognen. I alt dette lå Bircherod, din arme fætter -  lykkelig, fordi han var så lille, thi hans ringe størrelse reddede hans liv.

Så snart vognen faldt (til ro), råbte Generalen og spurgte, om jeg var i live - Intet svar! Han råbte igen, og jeg kom krybendes frem. Men vognen lå der, slået fuldstændig i stykker. Al bagagen havde lagt sig til rette ovenpå mig, så at de, som så, at vognen faldt, og at stokkene var slået ind i vognen, alle troede, at jeg var død, og siden så det som et mirakel, at jeg kom levende og vel derfra - "Hvad vil der blive af dette barn?" Generalen glædede sig over at se mig velbeholden. Men til kusken sagde han ikke et ord, selvom det altsammen var hans skyld. Heri beundrede jeg ham, og jeg tror bestemt, at blandt gamle dages romerske helte er mange blevet beundret for mindre. 

Vi var rejsende folk, det var allerede sent, og det værste stod tilbage. Der var halvanden mil til det næste herberg, og bagagen kunne ikke tages med derhen, eftersom alle vognene var optaget. En anden end vores General var blevet ganske fortvivlet over dette held, men jeg så ingen forandring ved ham - andet end den,  som kom af, at han så, jeg var i live. -  Jeg er også selv glad for, at jeg overlevede. Det ville virkelig have ærgret mig, om jeg var kommet til Sverige bare for at blive spiddet på en stok. Hvilken underfuld tudse måtte man ikke tro, det var, hvis man havde fundet mig på en

 

 

I Linkøping kommune finder man imponerende egeskove - næsten som de må have set ud for 1000 år siden. "...Längs Stångåns dalgång liksom ner mot Åtvidaberg och österut mot Ekenäs breder ett av Europas mest betydande eklandskap ut sig... "

 

 

Side 47

stang. Jeg er sikker på, at min fader (i) havde købt mig med glæde - om ikke for andet, så for at anbringe mig i sit raritetskabinet. Men skæbnen ville ikke, at så forunderligt et stykke skulle stå der. Jeg lever endnu, trods alle der gerne kommer for at se på kabinetter, ja trods alle stængerne i det svenske gærde.

Så snart vi  igen havde recolligeret os lidt og havde samlet de ejendele, der havde overlevet, fortsatte vi rejsen for at tage ophold for natten i den nærmeste hytte på vejen. Karrossen blev forbunden, som man forbinder en lemlæstet mand. Der blev spændt nye heste for, og jeg tør nok sige, at jeg aldrig har set en vogn få så mange kærtegn, som denne fik, da den igen skulle køre videre. Den kom atter på fode, men desværre duede den ikke. Generalen kunne ikke sidde sidde i den. Han og jeg var blevet husvilde, og vi måtte begge klare os på anden vis. Generalen og justitsråd Neve tog chaisen, og den svenske oberstløjtnant og jeg måtte virke som tjenere og sætte os op på kuskesædet. Således kom vi frem til en spillemands hus, hvor vi nu bliver til midnat - den svenske kalendermager forsikrer os om, at så skal månen nok vise os vej videre frem. I mellemtiden er der sendt bud efter en hjulmand. Han er allerede kommet, men har ikke noget lys - og hvor finder vi det i denne ørken. Kammertjeneren finder på råd, og vi håber på, at skaderne på vognen skal blive nogenlunde udbedret før midnat, når vi skal rejse videre.

På denne vores sidste ulykkelige rejse kom vi forbi en landsbykirke, hvor der oven på rygningen stod to statuer af træ, som

Fodnote:  (i)  Rektoren i Odense, professor Thomas Brodersen Bircherod, der blandt meget andet dyrkede naturhistorie og havde en stor samling dyr. (G.C.'s anm.)

 

Side 48

forestillede krigsmænd. Disse krigsmænd havde mødt hinanden ved denne kirke; og da de havde svoret at slå hinanden i hjel, opfyldte de her deres løfte, og de var begge to faldet. Over leddet ind til kirkegården bemærkede jeg en tavle med en indskrift, som uden tvivl angik den samme strid; men det var alt for sent på dagen til at se at læse, og tiden tillod mig heller ikke at blive der. - Een ting må jeg dog endnu sige dig, noget som jeg glemte før, og som jeg kommer i tanker om på grund af det uheld, vi havde i dag: På alle landeveje i Sverige står der blokke for de fattige (i), og vejen over klipperne er mange steder så farlig, at næppe nogen rejsende tør gå forbi blokken uden at give noget.

Fra kroen i Gjære, torsdag den 28 marts.

Jeg daterede ikke den sidste del af mit forrige brev, thi når der er fortalt om en spillemands hus, så er det nok, og det finder du let på dit landkort. Jeg kan dog betro dig, at stedet kaldes Brinck. Du har jo nok forstået af mine forrige breve, at vi hver dag tager ind på en kro, så du kan tænke dig, at det gjorde vi også i nat. Vel var det ikke nogen offentlig kro, men den lignede ellers godt nok alle de andre i armod og mangel på alt det, som er nødigt for at tage vel imod fremmede. I huset var der kun én seng, og den var til Generalen. Vi andre sad og nikkede søvnigt på vores stole, og sådan gik natten, indtil månen lod sig se. I mellemtiden var karrossen bleven så nogenlunde repareret, og Generalen kunne nu atter bruge den. Alle håndværkere der på egnen havde været i sving hele natten, og skaderne var blevet udbedret så godt, det lod sig gøre der på stedet. Vi rejste videre klokken l om natten, og det første vi så, da dagen


Fodnote:  (i) Fattigbøsser

 

 

Side 49

 
Södermanland
brød frem, var sporene af de herrer russere, som gæstede svensken sidste år. Vejen gik i dag gennem landsbyer og stæder, som alle var brændt ned, og hvoraf der nu kun sås skorstenene, der stod på marken ligesom træer i en frugthave. Således har russerne fundet på noget, der skal få svensken til at huske dem længe - hvorimod jeg på hele min vej ikke efterlader tegn på, at jeg har været her, andet end ting, som ikke er værd at nævne.

I dag ved middagstid forlod vi provinsen Östergötland, som i går behagede mig meget. Men den, jeg så i dag, var en søster til de andre svenske provinser. Landet er fuldt op af skove og store klipper og bjerge, og derfra truer hvert øjeblik nye farer. I går fik vi også vores del: Jeg væltede, karrossen brød sammen, og en anden vogn blev i dag skadet. Nulla calamitas sola (i)  - Jeg frygter for den, der venter os i morgen.
 


Nu her til eftermiddag rejser vi i Södermanland, en ny provins, og der en nye milepæle efter moden i dette land, hvor pælene forandres ved alle grænser. I denne provins er der et herred, hvor næsten alle indbyggerne er smittede med den sygdom, som ikke har noget navn hos os, men som alene kaldes efter den nation, der er mest befængt med den (ii).  Her arver børnene det fra forældrene - Mange børns fædrenearv består kun i, at de har fået denne sygdom. Og folkene gifter sig med hinanden uden at bekymre sig, om deres næser mon til sin tid skal med dem i graven. De, som kender landet, siger, at der er mange her, der ikke har nogen næse. Thi eftersom der her i nærheden ingen dygtige dygtige kirurger findes,


Fodnoter:  (i) Én ulykke kommer ikke alene.     (ii) franzoser, det gamle navn for syfilis. (G. C.'s anm.)

 

           Franzoser

Syfilis var en af de første kendte seksuelt overførte sygdomme. 

Syfilis kan siges at have været renæssancens AIDS. Man kendte den gang ingen effektiv kur mod sygdommen. 

Syfilis indebar et langt  invaliderende forløb og endte altid dødeligt.

Vi ved i dag, at den skyldes en spiralformet bakterie (Treponema pallidum), som lader sig behandle med antibiotika.

 

Læs mere her

 

 


Videre til       del 1      del 2    del 3     del 4     del 5     del 6     del 7     del 8     del 9     del 10