Videre til       del 1      del 2    del 3     del 4     del 5     del 6     del 7     del 8     del 9     del 10 
 

 

       Jacob Bircherods Rejse til Stockholm 1720

 

 


Richard Motts Forord til denne udgave (2007):

I 1924 udgav en vis Georg Christensen en interessant bog på Aschehougs Forlag i København. På titelbladet læser vi

Jacob Bircherods Rejse til Stockholm 1720

Udgivet og forsynet med Noter af Georg Christensen

Der er i grunden ikke meget at tilføje til dette, eftersom Georg Christensen selv i sit eget forord gør så fortræffeligt rede for tekstens baggrund, og hans forord er aftrykt her. Hans udgave af Jacob Bircherods rejsedagbog kendes i dag næppe af andre end specialister, og skulle den falde i en så at sige almindelig læsers hånd, vil denne sikkert hurtigt lægge den fra sig, da den er trykt med fraktur-skrift (gotisk skrift, "krøllede bogstaver"), og det er der ingen almindelige læsere, der forstår at læse i dag. Bogen er derfor så at sige forsvundet ud af offentlighedens synsfelt, men det er en skam, for den er både underholdende og udbytterig at læse.

Den nærværende udgave er en let bearbejdet udgave af Georg Christensens udgivelse fra 1924. Det skal understreges, at der ikke er tale om en tekstkritisk udgave med videnskabelige prætentioner. Historikere af faget må henvises til de bevarede kilder, som Georg Christensen omtaler i sit forord. Jacob Bircherods efter vore begreber gamle danske sprog er ikke svært for trænede læsere. Det er "Holberg-Dansk", som historikere let læser. Men nogle historikere har den forunderlige opfattelse, at alle mennesker læser gamle tekster lige så let, som de selv gør, og derfor er der ikke brug for at komme den moderne læser i møde ved ny-udgivelser. Det er naturligvis ikke rigtigt. Sproget forandrer sig hele tiden, og efter nogle århundreder er afstanden mellem det gamle og det nye blevet så stor, at noget må gøres. Problemet kan løses, hvis man bruger tid og energi på at sætte sig ind i det gamle sprog, men det er der nu næsten ingen almindelig læsere, der orker. En anden løsning er at lempe teksten en smule, så at nutidslæseren læser teksten så let,  som om den var skrevet i dag. Det er denne sidste løsning, der er valgt her.

*  *  *  *  *

Jacob Bircherod døde i 1736 i Odense efter nogen tids sygdom. Fra sygesengen har har sendt eftertiden en lille hilsen, et lille bittert-vemodigt tilbageblik over et liv, der nok ikke blev så lykkeligt, som han i sin tidlige ungdom havde håbet, men et digt der trods sine sære udtryk er mærkelig gribende: 


                         Da ingen ved hvad han vel der
                         i ensomheden skriver
                         kanske han gode frugter bær
                         og godt fra sig der giver.
                         Ja mer end den som går omkring
                         og mæsker sig blandt sine,
                         og gør for resten ingenting
                         for disse eller hine.

 

Georg Christensens Forord (1924):

Den følgende rejseskildring er trykt efter et håndskrift i Kristiania Universitets Bibliotek 190 in 4to. På Københavns Universitets Bibliotek findes første halvdel af rejsen i Addit.200 in 4to, et håndskrift der af S. Tscherning er skænket Rasmus Nyerup i 1807. Denne havde i 1801 i sit tidsskrift Iris og Hebe I, 106, offentliggjort enkelte brudstykker af rejseskildringen - det eneste der hidtil har været trykt. Om den afskrift, Nyerup har benyttet, oplyser han selv, at den "tilhører Hr. Revisor Andersen, som købte den på Bogauktionen, der blev holdt i Porcelainsfabrikgaarden den 8de november 1800."

Skønt Nyerups text ikke er ganske identisk med den her foreliggende, er der dog stor sandsynlighed for, at det er samme håndskrift, han har benyttet. Revisor i Danske Kancelli Halvor Andersen (1745-1810) testamenterede nemlig sin bogsamling til et vordende Universitetsbibliotek i Norge, og vort ms. 190 in 4to er i Kristianias manuskriptkatalog indført samtidig med manuskripter, som vides at stamme fra Andersens bibliotek.(i)

Fodnote:  (i)  "Jeg skylder bibliotekar, dr. Leiv Amundsen disse oplysninger, som jeg herved bringer min bedste tak for. (Georg Christensens anmærkning.)   

Også Andersens manuskript er dog en afskrift, flere steder med rettelser af en anden hånd og med andet blæk end det sædvanlige. Men Nyerup skriver ( i anførte skrift på side 10), at det er "en af Bircherod selv gennemset og med hans egen hånd rettet kopi".

Jakob Bircherod tilhørte en lærd, meget skrivende og meget rejsende slægt. Han blev født i Odense i 1693 og var søn af professor Thomas Broder Bircherod. Han studerede i Halle, men mistede her sine rejsepenge og flakkede rundt i nogle år, til han i Paris blev sekretær hos Generalmajor Poul (Vendelbo) Løvenørn og ledsagede ham i denne egenskab på rejsen til Stockholm i anledning af fredsslutningen efter den Store Nordiske Krig. Derefter blev han belønnet med en sekretærpost i Danske Cancelli, formodentlig ved Løvenørns hjælp. I et brev til denne (Bøllingske brevsamling på det Kongelige Bibliotek) skriver han i 1728: "Jeg har Deres Excellence underdanigst at takke for det jeg nu er."

Som sekretær, og senere som landsdommer havde han tid nok til studier, og han var en ivrig dyrker af personalhistorie og Danmarkshistorie, ligesom han førte en udstrakt brevveksling, blandt andet med Hans Gram. Han offentliggjorde intet, men Kallske Samlinger fol. 130 på det Kongelige Bibliotek vidner om hans samlerflid og lærde interesser. Sammesteds findes også hans selvbiografi. Han døde i Odense i året 1737.

Adressaten er magister Jens Rasmussen Balslev (1690 - 1761), præst i Tommerup og Brylle fra 1715. Hans stamtavle og selvbiografi findes i "Et gammelt håndskrift om den fra Anders Rasmussen ... stammende Balslevske slægt", Odense 1882, siderne 4 og 13-18.



- Bircherods rejseskildring har interesse ved at være et dokument fra en af vore i litterær henseende fattigste perioder. Så kvikt og levende den er skrevet gør den ikke helt samtidigheden med Holberg til skamme.Ved sine øjebliksbilleder fra Sverige lige efter den Store Krigs tid har den også nogen kulturhistorisk interesse, og den supplerer Christian Gyldenkrones skildringer fra årene før krigen, offetliggjort af mig i Karolinska Förbundets Årsbok 1923, såvel som gesandtskabsindberetningerne fra samme tid, trykte af Fryxell i Handlingar rörande Sveriges Historia.

Endelig er den et af de vigtigste ældre kapitler i historien om den Danske opdagelse af Sverige, der tydeligt nok endnu på Bircherods tid var et ukendt fastland, jævnfør min artikel i Samlaren 1922 om "Danskes rejser i Sverige".

G. C.
 

Poul Thomsen Vendelbo Løvenørn blev født i Horsens i 1686, og i hans fødeby mindes han endnu med stolthed, og man regner ham for en af byens store sønner. Han avancerede til officer og blev i 1719 udnævnt til Generalmajor, og det var ham der stod i spidsen for den danske delegation, der rejste til Stockholm i 1720. Han døde i København i 1740. (R M anm).  Læs mere her

 




Side 9 i Georg Christensens udgave fra 1924 

 

Jacob Bircherods rejsedagbog fra København til Stockholm, hans beretning om staden Stockholm og dagbogen fra hjemrejsen.

Alt forfattet i breve til Magister Balslev i Tommerup, hans fætter og ven.

Rejsen begyndte den 19. marts 1720 og endte den 29. juni samme år. 

 

 

Side 11

Stockholm den 31. marts 1720.

             Mon Frère.

Jeg må dog forbarme mig over dig og skrive dig til her fra Stockholm. Jeg ved at du længes efter breve, og at du er tilfreds med, hvad det end måtte være, når dine arvinger kun til sin tid kan finde breve i dit dødsbo, som er skrevne til dig fra Sverige.

Jeg skal opfylde dit ønske, og jeg skriver dig dette for at sende dig min dagbog fra rejsen fra København hertil. Men bliver det ikke meget dyrt i post-penge? Hele dit påskeoffer går sikkert til at betale det med - for du forestiller dig vel ikke, at jeg skulle betale for at få brevene sendt?

Du ser, at dagbogen er skrevet som breve, og brevene er tilegnede dig. Jeg håber, at du for din egen skyld vil vise dig så gavmild, at du lader dem trykke på din egen bekostning. Du rynker nok panden ved dette forslag, og din kone bliver vred, for jeg taler til dig om udgifter. Men jeg bestemmer jo ikke over dig. Du kan gøre, som du selv vil. Og bare du får brevene, så må du for min skyld gøre med dem, hvad du vil - ja også kaste dem bort, ned til dine gamle synder og alt andet, som du nu ikke mere tænker på. Men selvom du forkaster det skrevne, så glem dog ikke skriveren! 

 

 

Side 12

bed godt for din broder, som er i fjendens land, og vær forsikret om, at der ingen er i Stockholm, ja, jeg tør vel sige i hele dette land, som elsker dig mere end

Din fætter og tjener

Bircherod.

Adressen på brevet var denne:

       Os elskelige Magister Balslev,
       Ypperstepræst i Tommerup,
       Superintendent over sit bibliotek,
       og licentiat til at sove hos præstekonen i Brylle (i)
København, mandag den 18. marts 1720.

Du har set, af det jeg før har skrevet til dig, at min hu står til Stockholm. Du ved i hvilken anledning, og det er ikke nødvendigt, at gentage det. Rejsen er bestemt til at begynde i morgen Vi ved, hvornår den begynder, men ikke hvornår den ender. De som før har været i dette land påstår, at den vil vare i seks dage,. Mig er det lige meget - så længe den varer, så længe rejser jeg. Og jeg kommer til Stockholm, når Generalen kommer der, ham som jeg rejser med. Men i imellemtiden må du, gode ven(!), give mig lov til at skrive til dig daglig. Jeg vil dag for dag meddele dig alt, hvad der sker, og det lidet, som man kan iagttage på en rejse, som kun går igennem landet. Hvis du får brevene, vil du se, at jeg også i Sverige tænker på mine danske venner. Får du dem ikke, er der ikke tabt noget derved, uden min ulejlighed, og det betyder jo ikke noget. Farvel min præst! Tænk på mig i dine bønner, og Herren være med dig og dine!

Fodnote:  (i)   Brylle er et annex-sogn til Tommerup. ( Bircherods eller afskriverens bemærkning. G. C.'s anm.)

 

 

Side 13

Helsingborg, tirsdag den 19. marts.

Jeg begyndte min rejse i dag,  og jeg begynder på min dagbog nu til aften. Jeg rejste fra København i dag formiddag klokken 10, og i aften klokken 10 er jeg i Helsingborg. Jeg har allerede passeret Sundet. Jacta est alea, nu er terningen kastet, den må løbe, og jeg må videre. Generalens følge er temmelig stort, og han selv og justitsråd Neve (i), som endnu er på den anden side, rejser sammen i en karet. Jeg er med som et vedhæng, eller man kunne sige la partie honteuse (ii)  af ambassaden. Jeg rejser sammen med kammertjeneren i en chaise. To rustvogne transporterer bagagen. Kokken har sin egen skummeske med, og kokkedrengen sin egen mund. Der skal 24 heste til, for at der er nok til alle vognene, og om nogen havde  set os på den måde i Tyrkiet, ville man have troet, at det var en karavane.

Indbyggerne her i Helsingborg glæder sig over den våbenstilstand, der er indgået mellem de to riger. Og nordmænd og svenskere gifter sig med hinanden i det håb, at freden snart vil følge efter. Det samme ønsker jeg også af hjertet, som en ærlig dansk mand. - Vægteren skråler ude på gaden, medens jeg skriver dette. Han gør mig helt ør med sin vægtervise, og det første jeg lærer her er at råbe vægterskrig. Men ordene skriver jeg ikke. Jeg husker nok de råb, jeg har hørt hjemme: De minder os om at gå i seng, og jeg følger deres formaning og lægger min pen fra mig for at gå til hvile. Jeg har aldrig før sovet i Skåneland.
Helsingborg, onsdag den 20. marts.

Man sover i Skåne ligesom hos os på Fyn: Man må have ro i sin samvittighed og tilfredshed i sindet, så følger resten af sig selv. Der var intet, der holdt mig vågen. Jeg sov vel

Fodnote: (i)  Peter Neve var en højtstående embedsmand i Danske Kancelli, død 1740.. (G.C.'s anm )
     (ii)   Den skammelige, eller her vel snarere den ydmyge del.  (G.C.'s anm )

 

 

 



Kärnan blev bygget ca. 1313-1315 af den danske konge Erik Menved som bolig 
for kongen, når han besøgte Helsingborg. Meget mere herom på Wikipedia! 

Side 14

hele natten, og i dag skriver jeg til dig igen, og med fornøjelse. Nu er det blevet aften. Vi er blevet opholdt her hele dagen og skal være her en nat endnu. Der kom i går en gevaldig storm, så snart jeg var kommen over Sundet, og stormen fortsætter. Den holder Generalen tilbage på den anden side. Fartøjerne, der sejler mellem Danmark og dette land, er meget ringe, og har været det, siden krigen begyndte. Der er ikke andet end nogle små både, så hjulene må tages af alle vognene, og bagagen også tages af. Her ved byen er broen også brudt ned. Bådene kan ikke komme helt ind i havnen. Folk og bagage må bæres i land og vognene trækkes igennem vandet af skibsfolk. Alt dette er grunden til, at ingen skipper vil sejle ud, med mindre vinden er gunstig. Generalen er derfor bleven opholdt på den anden side, og jeg og hans andre udsendinge og tjenere venter med længsel på hans ankomst.

I dag til formiddag gik jeg ud for at spadsere. Ved vandet er der opkastet en skanse, hvor der er opstillet nogle ottepundigere (i).  På den anden side af byen, ind mod land, er der et stort bjerg. Ovenover dette knejser Slottet, som det her kaldes, men det er ikke andet end en gammel tårnruin, bygget før Kristi fødsel (ii). Indbyggerne fortæller at Svend Feldings kiste findes i samme tårn, og den ville jeg gerne se.(iii)  

I dag talte jeg med kommandanten om dette, men den, der forvarer nøglerne, er taget ud på landet. Hvis han kommer tilbage, mens jeg er her, vil jeg kunne sige dig, hvor stor Svend Felding var, ungefær.

Fodnoter:    (i)  Kanoner  (R M.'s anm.)
(ii)  Her er naturligvis tale om det velkendte tårn 'Kernen', på svensk Kärnan, der for længst er restaureret, som det fremgår af indskriften der er sat op ved tårnet. (R. M.'s anm.)
(iii)   Sagnene om Svend Felding er knyttet til Jylland. Se Svend Grundtvig: "Danmarks gamle Folkeviser I"; men i Anders Sørensen Vedels "Viser" begynder teksten: "Svend Felding han sidder på Helsingborg". (G.C.'s anm.)

 

 

Side 15

Skildvagten i porten præsenterede i dag gevær for mig, da jeg for første gang gik uden for byen for at spadsere, og da jeg kom tilbage, ville han vide, "hvor høj" jeg var. Han mente, hvilken stilling jeg indtog. Men da han hørte, at jeg var dansker, viste han mig siden ingen ære.

Jacob Bircherod fortæller om, hvordan en svensk soldat i Helsingborg hilste ham ved at præsentere gevær. Men da soldaten forstod,  at Bircherod var dansker, så var det slut med at hilse høfligt! - Hvordan soldaten så ud, får vi ikke at vide, men mon ikke han har været som denne fra Åbo Lens Regiment i Finland? Finland var på denne tid under svensk administration, og soldaterne har vel været uniformeret som hjemme i Sverige. 
Nu i eftermiddags besøgte jeg provsten, som jeg overhovedet ikke kendte; men en fremmed har altid sin frihed, og jeg holdt mig til dette privilegium. Han og hans hustru - ordet "kone" betyder en hore her i Sverige, og jeg må vænne mig til at tale svensk - tog begge godt imod mig, trakterede mig med the og brændevin og peberkage og takkede mig, fordi jeg var kommet. Jeg gav mig i snak med manden, spurgte ham om, hvordan der var der på stedet - og eftersom han havde opholdt sig længe i Danmark, spurgte jeg ham om, hvilken forskel han havde bemærket på vores og deres manerer. Efter hvad han sagde, så var forskellen alene den, at svenskerne er mere frie i deres omgang med hinanden og bruger færre komplimenter end vi danske - og han rådede mig til at gøre som svenskerne, når jeg kom til Stockholm.

Han mindede mig også om det, som Saxo Grammaticus (i) skriver om svenskerne, nemlig at de interesserer sig mere for fremmede end for deres egne. Siden spurgte jeg ham om de svenske kirkelige ceremonier, og om de i alle forhold var som dem, han havde set hos os. Men han kunne ikke komme i tanker om andre forskelle end, at når der er altergang, så sætter de ikke lys på alteret. Efter hvad han sagde, var det blevet afskaffet i 

Fodnote:  (i) Vistnok XIV, s. 316: Der er intet folk under solen, som er mere åbne for at tage imod udlændinge og mere hurtige til at jage dem ud igen end de svenske (Vedels oversættelse).

 

 

 
Huset fra Kirkholt (svensk: Kyrkhult), der ses her, er bygget i slutningen af 1700-tallet. Kirkholt ligger i den nordvestlige del af Blekinge, det gamle grænseområde mellem Danmark og Sverige, hvortil en stor del af handlingen i Frans G. Bengtssons berømte vikingeroman "Røde Orm" er henlagt.

 

 

Side 16

Kong Johans tid (i), da de sidste katolske rester var afskaffet.

Når der her begraves et lig, læses der ved graven en trykt bøn og en formaning til de omkringstående. Og hvis vennerne beder om en særskilt prædiken, er præsterne ikke så urimelige at sige nej - bare de får betaling for det. Når et barn er blevet hjemmedøbt af en fostermoder, tilspørges hun af præsten, på hvilken måde sakramentet er sket; men er det sket ved en præst, bliver dåben ikke bekræftet i kirken.

Præsterne her er vel aflønnede, og hvis det ikke var, fordi vi nu er i fjendeland, kunne jeg godt ønske, at Tommerup lå i Skåne! Provsten fortalte mig, at der til den sidste rigsdag var blevet forhandlet om at formindske de skånske præsters lønninger, men forslaget gik ikke igennem. Han fulgte mig selv over i kirken, for at jeg kunne se den. Den er både smuk og stor, og af de mange bænke, som jeg så, kunne jeg fornemme, at byen nok var ganske folkerig. Han viste mig også adskillige danske adelige våben, og mange af vore familier har endnu begravelser her i kirken.

Bag ved koret lagde jeg mærke til en sten i muren, af størrelse som en mellemstor flise, og derpå læste jeg efterfølgende epitaphium over en af Tychos Brahes naturlige døtre; det havde Tycho Brahe selv skrevet. Jeg bad provsten, om han ville lade det afskrive og sende afskriften over i mit logi, og det gjorde han også, og denne kopi meddeler jeg her læseren:

  Exuvias abiens tulit huc Kristina tenellas
Quæ Brahæ olim nata Tychonis erat  (ii)



Fodnote: (i)   Johan den Tredje døde 1592. (G.C.'s anm. )
      (ii)  Georg Christensen oversætter de to linjer af epitaphiet, der findes her på side 16, således: "Ved sin bortgang bragte Kristina sit spæde jordiske hylster herhen, hun som en gang var Tycho Brahes datter".

 

                      

Den danske astronom Tycho Brahe (1546-1601)  havde på Hven et astronomisk observatorium kaldet Uranienborg.

 


Side17

  Illa quidem modicum mundi fuit incola tempus
Interea modicis non tamen aucta bonis.
Ingenio sexum superavit, moribus annos,
Eloquii grata dexteritate pares.
Ergo hanc, qvæ dederat subito natura recepit,
Consuetis majus, ne qvid adulta foret.
Vivit at illa tamen, naturæ obstacula vicit,
Pro modico æternum tempore tempus habet.
Aethereisque potita bonis, mortalia temnit.
Per Christum civis legitimata Poli.

Obiit peste Anno Domini MDLXXVI
Septembris die XXIIII.
Vixit annos II, menses XI, dies XI, horas XI.

                 Mors
      Quo citior dulcior
      Quo ferior amarior

Fodnote: Georg Christensen tilføjer følgende oversættelse af den del af epitafiet, der aftrykkes på side 17:

  Vel var hun kun en kort tid beboer af verden,
men hun var alligevel udstyret med ualmindelige evner.
I begavelse overgik hun sit køn, i dyder sine år,
og ved sin tales søde behag sine jævnaldrende.
Derfor tog naturen, som havde skænket hende, hende snart tilbage,
for at hun ikke skulle blive udviklet ud over det almindelige.
Hun lever vel, men har overvundet naturens hindringer.
I stedet for den korte tid har hun nu den evige tid.
Efter at have erhvervet den evige lykke foragter hun den forgængelige.
Ved Christus er hun blevet himlens retmæssige indvåner.

Hun døde af pest i det Herrens år 1576, den 24. september.
Hun levede to år, elleve måneder, elleve dage og elleve timer. (i)

              Døden 
    er blidere, jo hurtigere den er; 
    bitrere, jo grusommere.

Fodnote:  (i)  Der må være tale om fejllæsning af præsten eller af Birckerod, for hun døde to år, to måneder, to dage og to timer gammel. (G C anm.)      [ Hvor vil G C vide det fra???? ]


 

Side 18

  Christinæ dulcissimæ Filiolæ naturali
Præter ætatem industriæ et moratæ
Pater F. et P.

  For Christina, sin søde lille naturlige datter, 
i dygtighed og karakter forud for sin alder,
digtede og oprejste faderen dette.                          (G. C.'s Anm.)


Fodnote:   'F. et P.' er  antageligt forkortelser for 'Fecit et Posuit', d.v.s. "gjorde og anbragte". (R. M.'s Anm)

 


Vel ser jeg af det, der er skrevet, hvor gammel pigen var. Men mellem os, hvad tror du hendes virkelige alder var? Hvis hun kun var to år gammel, hvordan kan man så forstå dette vers:

  Eloquii grata dexteritate pares.


Og hvis hun var elleve år, hvorfor er der så forskel på tallene?


I sakristiet i samme kirke står der et stort spejl, som præsten bruger. Gud er en ordenens Gud, og det var ilde, om præstens skæg ikke var velkæmmet.


Her til slut må du vide, at den gamle stil bruges her i landet, og medens det for dig er den 20.  i dag, så er det her den 9. (i) Den svenske kalender-mager vil have, at jeg skal være yngre, end jeg ellers havde tænkt mig. Der er elleve dages forskel mellem hans og min moders udregning. Hvem af de to står nu mest til troende? Jeg ville ønske, at hun kunne komme til Skåne, så jeg kunne få den fornøjelse at se hende skændes med de lærde i Lund. Thi hvor fredsommelig hun ellers er, så ved jeg dog, at hun ville holde fast ved sin mening i dette  - om hun så stod overfor en Professor Matheseos (ii)!


Helsingborg torsdag den 21. marts.

Generalen er endnu ikke kommen over Sundet, og jeg skal efter alt at dømme blive her så længe, at jeg kan nå at lære 

 Fodnoter:  (i) Den gregorianske kalender, der var indført i Danmark i 1701, blev først indført i Sverige i 1753. (G. C.'s Anm). 
     (ii)  Professor i matematik





Side 19

det svenske sprog, før jeg kommer ind i landet. En pige kaldes "flicka", en dreng "gosse" - men "pojke", når han bliver ældre - "dreng", til han bliver gift, og siden "gubbe", til han dør. Er det ikke flot at have lært det på så kort tid? Hvis jeg blev længe her, er jeg sikker på, at jeg vil lære at tale bedre svensk, end mangen en gejstlig taler latin. Jeg lærer også de svenske penge at kende, men du ved vel lige så vel som jeg,  hvad en "platen" og en halv øre er (i), og hvor mange rundstykker, der skal til en daler. I dag vekslede jeg en dukat og fik så mange mønter for den, at havde du set dem alle i en pung, ville du have troet, at det var dit juleoffer - oven i købet på en tid, da bønderne manglede regn og behøvede din forbøn.

Her til formiddag ville jeg søge ind i en kirke for at bede, men ved døren kom jeg til at tænke på det, som I gejstlige kalder "casus conscientiae" (et samvittighedsspørgsmål) - Må jeg gå ind i en svensk kirke? Lad mig vide, hvad du mener, for jeg lægger ikke min bog og min hat fra mig, før jeg har fået svar fra dig. Du er jo præst og må vel vide, om jeg burde have skrupler over dette, og med tiden får I gejstlige først at vide, når vi verdslige bliver sultne. Der holdes kun bøn een gang om dagen, og da går præsten selv på prædikestolen. Han er klædt på den tyske måde, og pibekraver kendes ikke i dette land. Ville du ikke ønske, at du var præst i Skåne. Jeg ved jo, at din krave er dig ubekvem, men hvis du lavede om på din, ville de andre nok snart følge dit eksempel. Hvor mangen

Fodnote: (i) En "plåtmynt" var en stor firkantet kobberplade med runde stempler påtrykt, lydende på værdien udtrykt i daler sølvmønt. De benyttedes i Sverige fra 1644 til 1776, jævnfør nedenfor side 60. (G. C. Anm.)


Videre til       del 1      del 2    del 3     del 4     del 5     del 6     del 7     del 8     del 9     del 10