Videre til   del 1   del 2    del 3     del 4   del 5   del 6  
  

Ruslandsrejsen

(del 7)
 












21.
Nos igitur navem solventes Monum profecti postridie ad Regis Nostri possessionem pervenimus. Cum autem inter navigandum fere naufragium passi fuissemus, paucis istius rei causam perstringam.

Cum cursum nostrum Monum a Pemovia quattuordecim miliaria distans teneremus ventis vehementioribus commotis velisque omnibus in altum directis, in rupem violento motu navis impegit. Quo factum est ut velis laxatis depositisque per unius horae spacium in illa magno cum nostro periculo haereremus. Sed Deo protegente, Qui de multis magnisque periculis nos ante saepius liberarat, post longas molestias tunc quoque in portum salvos reduxit. 

Unde Arnsburgum venimus ipsis Nonis  Novembribus. Ubi a praefectis insulaeque proceribus honorifice excepti sumus, qui non solum gratias Deo Omnipotenti egerunt maximas, quod nos a manibus Pharaonis ipsissimi, hoc est Muscovitae, crudelissimi Germanorum hostis incolumes vindicasset terraeque diu ac multum optatae restituisset, verumetiam sese ad omnem nobis benevolentiam praestandam benevolos ostenderunt, gratis auribus accipientes foedus inter Regem ac Muscovitam ictum, ne barbaros Ruthenorum mores discere, ut ceteri Livonienses cogerentur, qui tot jam saeculis Germanis legibus nutriti fuerant.


Hic commorati sumus in diem 20. mensis, eo quod ad proprias sedes per Germaniam regredi statueremus, gelu aliaque maritima discrimina vitantes nobisque ea, quae ad profectionem spectarent prospiceremus.

 		21.
Efter at Danskerne endelig var kommet vel ombord på deres skibe sejlede de til Øsel, hvor de blev hjertelig modtaget af øens borgmestre. For at undgå isen og andre farer på havet bestemte de sig for at rejse hjem over land, gennem Tyskland. Denne rejse, som på grund af et bondeoprør heller ikke var uden farer, beskrives i det sidste kapitel, lige til den lykkelige hjemkomst den 6. januar 1579.

Vi lettede altså anker og drog til Mohn, og nåede dagen efter frem til Vor Konges besiddelse. Men da vi under sejladsen nær havde lidt skibbrud, vil jeg med få ord berøre årsagen dertil.


Da vi sejlede med kurs mod Mohn, der ligger fjorten mil fra Pernau, stødte skibet med voldsom kraft på et skær, medens rasende vinde sled i alle sejl. Vi måtte rebe sejlene og tage dem ned, og i en hel time stod vi fast på skæret, under stor fare. Men Gud beskyttede os. Han som så ofte tidligere havde friet os fra mange og store farer, og efter langvarige trængsler førte han os velbeholdne i havn. - 


Derfra kom vi til Arnsborg, den 7. november, hvor vi blev modtaget med ære af borgmestrene og øens førende mænd. De fremførte ikke alene en stor tak til Gud den Almægtige, som havde reddet os i god behold "ud af selve Faraos hænder", det vil sige Moskovitens hænder, han, der er Germanernes bitreste fjende, og som havde bragt os tilbage til det land vi længe og inderligt havde ønsket at komme til - men de erklærede sig også villige til at gøre alt for os, medens de med taknemmelige øren hørte, at der var sluttet forbund mellem Kongen og Moskoviten, så at de ikke nu skulde lære barbarernes sæder at kende, som de øvrige Livlændere blev tvunget til, som havde levet i så mange århundreder under Germanske love.

Her blev vi indtil den 20. november. Vi bestemte os for at rejse hjem gennem Tyskland, for at undgå isen og de andre farer på havet, og fordi vi på den måde kunde skaffe os det, vi behøvede undervejs.
Haec sunt, candide lector, quae de hac nostra peregrinatione Ruthenica breviter perstringere sategi. Nunc ad instituti mei propositum pertinet ut paucis hinc in Daniam regressum complectar. Sed antequam calamum ad eum dirigam volo huic meo scripto aliqua breviter intimare, quae propter temporis angustiam profectionisque celeritatem neglecta superius videntur.

In descriptione profectionis in Russiam commemoratum est Tartaris liberum esse ducere uxores quot voluerunt. Id sic esse Neugardiae comperimus. Aderat ibi Tartarus, ab incolis Caesar nuncupatus, qui sex alebat feminas, ex nobili Livoniensium stirpe prognatas, cum quibus altemis vicibus corpus miscet, ita tamen ut hae sex septimam ipsius uxorem Ruthenicam dominam agnoscant venerenturque. Ille cum aliarum consuetudine frui desiderat, ad illam quam deperit cujusque amorem flagitat annulum aliudve signum mittit. Quo accepto sese ad quaevis exequenda alacrem ac promptam ostendit uxorisque officio fungitur donec ad aliam amandam animum induxerit signoque simili ad se accersiverit.

Ubi mentio sit Isdani Ivanovitz legati nuper ad Imperatorem Romanorum missi, haec sunt animadvertenda ipsum hominem fuisse sordidum ingratumque, qui nihil benevolentiae nobis, dum Tarbati per mensem fuimus, praestiterit, immo vix nos agnoscere voluerit, quamvis saepius
promiserat se ei liberalitati quam Hafniae expertus fuerat abunde satisfacturum. Si quaeris quaenam ea fuerit, significare non erubescimus -  non tamen in illum finem ut praeter decorum ad nostram laudem ea referamus, sed potius ut palam fiat illius beluae ingratitudo distortaque natura. Rex Noster aurea catena ipsum omavit, quamvis ad suam Majestatem missus non erat, sed forte fortuna eo venerat, ut regiis navibus tuto in patriam duceretur. Postea eisdem ipsum Pernoviam salvum remisit alias propter Suecorum classes proprias sedes vix revisisset.




 		Dette er altså, gunstige læser, hvad jeg har at fortælle, i al korthed, om vor Russiske rejse. Nu er det min tanke at beskrive tilbagerejsen derfra til Danmark, i få ord. Men før jeg beskriver den, kommer jeg i tanker om noget, som burde være nævnt før.



I fortællingen om færden til Rusland fik jeg sagt, at det stod Tatarerne frit for at tage sig så mange hustruer, de vilde. At det var således, erfarede vi i Novgorod. Der var der en Tatar, som indbyggerne kaldte Kejser, han underholdt seks kvinder af adelige Livlandske familier. Med dem havde han legemlig omgang, på skift, men således, at disse seks skulde ære og lyde hans syvende hustru, der var russer, som deres frue. - Når han fik lyst til at nyde omgang med de andre, sendte han en ring eller et andet tegn til den, som han nu begærede, og hvis elskov han vilde have, og når hun havde fået den, viste hun sig villig og rede til hvad som helst, og gjorde tjeneste som hans hustru og blev hos ham, indtil han fik lyst til en anden, som han så kaldte til sig med et lignende tegn.

Vi har nævnt Zdan Ivanovitj, han som for nylig havde været gesandt hos Romernes Kejser. Om ham bør det bemærkes, at han var et skarn og et utaknemmeligt menneske, som ikke viste os nogen velvilje, da vi var i Dorpat i en måned, ja han vilde næppe kendes ved os, selv om han tit og ofte havde lovet, at han skulde rigelig gengælde os den gæstfrihed, han havde mødt i København. Hvis man spørger nærmere herom, rødmer vi ikke ved at nævne den, thi vi gør det ikke for at rose os selv på en upassende måde,
men kun for at dette vilddyrs utaknemmelighed og vrange natur må træde frem. Vor Nådige Konge skænkede ham en guldkæde, selv om han ikke var udsendt til Hans Majestæt, men var kommet tilfældigt forbi, og havde sluttet sig til os for at komme sikkert hjem med kongens skibe. Siden blev han sejlet videre til Pernau på de samme skibe, ellers var han næppe nogensinde kommet hjem igen i god behold, på grund af Svenskernes flåde.
 
Ved Moskva-floden lå  landsbyen Kolomenskoye. Her finder man i dag Kazan-katedralen bygget af Zar Alexei i 1649-1653 til minde om Ivan den Grusommes erobring af Kazan. Arkitekturen er typisk for den tid. 

 
Quod ad meam personam attinet ego ipsi gratificari studens quotidie, quamdiu Hafniae degebat, vinum, pisces, lepores, damas aliaque necessaria misi, ad convivium invitavi, honorifice excepi, atque pro viribus tractavi, donans ipsi bombardas aliaque similia, quod idem quoque Gregorius et Arnoldus fecerunt, certo certius existimantes ipsum grato animo ea accepturum atque in Russia recompensaturum. Sed ipsum multum mutatum ab hoc ibi fuisse comperi, qui postposito omni candore ac neglectis omnibus promissis sese ingratissimum inhumanissimumque ostendit.

Cum arcis Uberpolen meminimus, supersedi ea commemorare, quae ibi visebantur, nempe suspensorum cadavera a canibus in patibulis dilacerari ac ad ossa usque rodi. Adhaec undique in via capita in saepium palis posita, sicut et mortuorum corpora in via prostrata inhumataque. - Est et hoc minus dissimulandum quod Rutheni adeo inhumaniter captivos suos tractent, ut non concedant illis quicquam a legatis ac viatoribus sumere, illud quantum fieri potest impedientes atque eleemosynas dare prohibentes. Nam cum Tarbati illis daleros viginti mitteremus, miserorum clamore excitati, non concessum est iis eosdem accipere, sed loris caesi ii, qui aditum concesserunt.

Hic quoque in mentem incidit commemorare legatos Ruthenicos nobiscum in Daniam ablegatos Tarbati nec ad convivium nos semel invitasse, nec minimum misisse. Unde occasionem nacti in illorum praejudicium necessariis ad beneficia accipienda quam reddenda cognovimus, cum ad nos venire non recusaverint, sed potius sese paratissimos ostenderint, non obstante quod nec ante nec post ullo honore nos dignati sint.

Haec breviter sint exarata de iis, quae annectenda essent, nunc ad descriptionem regressus in Daniam, unde digressi sumus, redeamus, et cum illa via sit satis nota, sufficiat civitatum, arcium villarumque nomina, ad quas divertimus earumque distantias commemorare, quae omnia sic sunt percipienda.


 		Hvad mig angår, så anstrengte jeg mig for at være ham til pas, mens han var i København. Hver dag sendte jeg ham vin, fisk, harer, dyrevildt og andre fornødenheder. Jeg viste ham gæstfrihed og ære og behandlede ham godt, efter evne. Jeg gav ham bøsser og lignende, og Gregers og Arild gjorde det samme, i den faste tro, at han vilde tage imod det og gøre gengæld i Rusland. Men der fandt jeg ham meget forandret, thi han satte al anstændighed til side og sveg alle sine løfter og viste sig som et helt igennem utaknemmeligt og umenneskeligt væsen.

Da vi mindedes borgen i Poltsamaa, fik jeg ikke sagt, hvad der kunde ses der, nemlig de hængtes lig i galgerne, hvor de blev sønderslidt af hunde, der gnavede i dem lige ind til benene. Og overalt på vejene sås de dræbtes hoveder, stukket fast på gærdernes stave, ligesom de dødes kroppe lå henslængt og ubegravede på vejen. - Det skal heller ikke skjules, hvor umenneskeligt Russerne behandler deres fanger. De gav dem ikke lov til at tage imod noget som helst af os udsendinge eller vejfarende, ja de forhindrede det, alt hvad de kunde, og forbød os at give almisser. Og da vi i Dorpat vilde give dem tyve daler, bevægede af de ulykkeliges råb, fik de ikke lov til at tage imod dem, og de fangevogtere, der tillod nogen at komme dem nær, fik selv prygl.

Her kommer jeg også til at tænke på de Russiske udsendinge, der skulde med os til Danmark. I Dorpat bød de os ikke til middag, og de sendte os heller ikke det mindste. For at gøre dem til skamme købte vi selv ind for vore egne penge og indbød dem. Vi fandt dem da langt mere indstillede på at modtage end på at give, thi de sagde ikke nej til at komme til os, men var straks villige, selv om de hverken før eller siden viste os nogen ære.

Lad dette være sagt i korthed om det, der skulde tilføjes. Vi vil nu vende tilbage til beskrivelsen af vor hjemrejse til Danmark, som vi kom bort fra. Da vejen er velkendt, vil det være nok at nævne navnene på de byer og borge og landsbyer, som vi kom igennem, og angive afstandene imellem dem. Det var alt sammen som følger.
20. Novembris relicto Amsburgo villam Salme, hinc tria miliaria ingressi in diem sequentem ibi commorati sumus, unde ad curiam regiam Torrich altero die venimus, locum ab altero distantem tribus miliariis. Hinc curiam Swarver, sedem cujusdam nobilis Georgii Viting invisimus, ab altera miliare remotam.

Hic portus est Osalicus, cui alluit pars maris Rigensis fundus appallata, derivans Osaliam a Curlandia, quam e regione habet oppositam. Hic cymbas quasdam vilissimas 24. Novembris ascendimus iisque magno cum periculo ac difficultate septem miliaria maritima trajecimus, partim propter frigoris vehementiam, quod iisdem diebus inciderat, ut coacti simus per miliare mare illud congelatum vi ventorum remorumque ope penetrare, partim etiam propter penuriam portus, qui a Curlandiae parte nullus reperitur, sed mare apertum undique alluit maximisque undis terra infestatur, eo quod multis rupibus iis in locis mare abundet, ut nisi Curlandi opem cymbis adventantes ferunt, nemo navibus salvis atque illaesis appellere terram possit. Quare summa cum observatione oculos semper in vela directos habent iisque obviam eunt subsidioque veniunt. Quid multis? Periculosiorem navigationem in omnibus Oceani litoribus existere vix crediderim.

Hunc trajectum, Deo gubernante, feliciter perfecimus, ita tamen ut si illo tempore non advenissemus, sequenti die vel in ista fortassis hieme oras non attigissemus, quia illa nocte mare gelu in tantum obducebatur, ut ubi eo die quo advenimus pedibus transire vix quiverint, altero die equo cursum absolverint.


Hic nobis datur occasio sicut alias multoties agendi Deo Omnipotenti gratias permaximas, Qui suis angelis sanctissimis nos incolumes reduxit atque ab imminentibus periculis liberavit.


 Den 20. november forlod vi Arnsborg og kom til gården Salme, tre mil borte, og der blev vi til den følgende dag. Derfra kom vi næste dag til den Kongelige gård Torkenhof, tre mile længere fremme, og herfra til gården Svorbe, endnu en mil længere fremme. Her besøgte vi en adelmand, Jurgen Vittinghoff. - 

Her er Øsels havn, der beskvulpes af det hav, der kaldes Riga-Bugten, og som skiller Øsel fra Kurland lige over for. Her gik vi om bord i nogle elendige små både, den 24. november, og sejlede syv mil, under store farer og vanskeligheder, dels på grund af den stærke kulde, som var sat ind netop i de dage, så vi en mils vej måtte trænge igennem det isfyldte hav med både årers og vindes hjælp, dels på grund af mangelen på havne i Kurland. Alle vegne fra slår havets bølger op mod kysten, og der er mange skær og rev i disse farvande, så hvis ikke Kurlænderne kom til hjælp med deres redningsbåde, vilde næppe noget skib komme i god behold der til landet. Derfor er de altid på udkik efter sejl, med den største opmærksomhed, og kommer de kuldsejlede til hjælp. Hvad mere kan jeg sige herom? Jeg tror ikke ar der findes mere farlig sejlads langs nogle af dette havs kyster.

Denne overfart forløb nu heldigt, i kraft af Guds styrelse. Men var vi ikke kommet ved denne tid, var vi måske aldrig kommet videre, hverken den følgende dag eller måske ikke hele den følgende vinter, for den nat blev havet for alvor helt overiset. Det var sådan, at den dag vi kom, kunde vi lige netop komme over til fods, men næste dag kunde vi køre med hestene. 

Her fik vi da igen, som så mange gange før, anledning til at fremføre vor inderligste tak til Gud den Almægtige, som med Sine Allerhelligste Engle førte os hjem i god behold, uden om de truende farer.
26. die Suten pervenimus, tria absolventes miliaria, hinc Posen quattuor; in qua via visitur arx Ducis Magni Dondang. Hic quoque est fluvius Windaw, quem curribus transgressi sumus, propter hiemis vehementiam. - Inde Ethwalen quinque ad sedem Joannis Beer, viri omni laude digni, qui nos in via obviavit, invitavit et laute frugaliterque tractavit, quam 29. die reliquimus, eodem die Hasenpoth venientes, isthinc miliaria quinque. Ab Hasenpoth Grebbyn miliaria sunt quinque, ad Siebenbergum versus Heiligen Ae quattuor sunt miliaria. Hic quoque erat transmeandus amnis, segregans ducatum Curlandicum a parte Polonica, Lithuania vel Sarmatia nuncupata.

Dum hic commorabamur, accepimus tumultum in hisce locis a rusticis excitatum fuisse gravissimum, ita quod omnes incolae istius tractus ad spacium decem vel duodecim miliarium uno in loco in illa via, quam
transgrederemur, sese congregarint, statuentes vi, si fieri posset, istius ditionis praefectos opprimere, eo quod exactionibus novis ac gravaminibus eos molestassent, eligentes sibi capitaneum rusticum quendam monoculum, qui adeo imperiose egit, ut loris virgisque omnes castigaverit, qui in domibus sese continerent ac ad resistendum inobedientes praeberent. Unde factum est ut tanta sit congregata rusticorum multitudo, ut eos omnes timuerint. Praefecti vero sibi prospicientes atque conatus illorum impedire satagentes quingentos Tartaros ac Polonos congregaverint, qui aperto Marte eos prosternerent. Quod an factum sit ignoramus, nos per aliam viam digressi illorum castra vitavimus, conferentes eodem die nos Memel, postquam oppidum Polangenum transgressi fueramus, ubi arx munitissima conspicitur, sicut et urbs exigua.

Den 26. kom vi til Suten, en rejse på tre mil, derefter til Posen, fire mil. På vejen ses Dondang, Hertug Magnus' borg. Her er også floden Windau, som vi kørte over i vore vogne, på grund af vinterens voldsomhed. - Derfra fem mil til Ethwalen, til Johann Behrs gård. Han er en mand, der er al ros værd, thi han kom os i møde og bød os ind og trakterede os på det bedste. Derpå rejste vi, endnu samme dag den 29. november, fem mil videre frem til Hasenpot, derfra fem mil til Grobin, og fire mil til Siebenborg, i retning af den Hellige Å. Her skulde vi også sætte over en flod, den, der skiller Hertigdømmet Kurland fra det Polske område, der kaldes Lithauen eller Sarmatia.

Mens vi opholdt os her, fik vi at vide, at der havde været et voldsomt røre blandt bønderne i disse egne. Alle indbyggerne dér, ud i en omkreds af ti eller tolv mil, havde samlet sig på ét sted, på den vej vi skulde frem ad, og de havde sat sig for at øve vold mod Lensmændene i området, fordi de plagede dem med nye afgifter og skatter. De havde valgt sig en enøjet bonde til anfører, han fór voldsomt frem, og med knut og pisk pryglede han dem, der gemte sig hjemme, og alle som ikke vilde gå til modstand. Der samlede sig så mange bønder, at alle blev grebet af frygt. Men Lensmændene så, hvad der var på vej, og kæmpede for at standse deres fremstød og samlede femhundrede Tatarer og Polakker, som skulde slå dem ned på åben mark. Men om det skete, ved vi ikke, vi tog en anden vej og undgik deres lejre og begav os samme dag til Memel, efter at vi var kommet forbi Palanga. Dér ses en stærkt befæstet borg og en lille by.
Nos, etsi hic equos nostros lassos per diem tantum refovere, posteaque viam inceptam celeri profectione continuare statueremus. Inviti tamen in diem tertium detenti sumus praesentis fluvii transvehendi saevitia, qui totus gelu erat repletus, quod vi ventorum nunc huc nunc illuc motu violento
rapiebatur, ut impossibile esset quemquam illum transmeare antequam frigoris vehementia congelatum illud mare in priorem statum tranquillum esset redactum. Hisce autem diebus propter caeli aerisque humiditatem mare fuerat perturbatum glaciesque soluta atque ad nocendum prona, quod experti sunt quidam trajicere nave quadam volentes, qui vi glaciei versus Oceanum eodem die cum nave ferebantur atque per noctes duas in rnari periclitantes. Tandem civium incolarumque ope liberati in portum relictum reducebantur. 

Nos vero die sequenti transvehentes Regiomontum undecimo Decembris venimus, isthinc miliariis 18. Unde 13. die decedentes civitatem Melbing 15. die, postridie ibi equos refoventes, accessimus Gedanumque 18. die attigimus, absolutis 24. miliaribus, ubi jumenta nostra ex longo hoc itinere lassa biduum sunt pasta recreataque. Hic ab amicis nostris, de quibus Rex Noster optime erat meritus honorifice sumus excepti lauteque tractati. Non enim fuere immemores beneficiorum sibi a Regia Majestate nuper exhibitorum.

Hinc abire cupientes ad portus propugnaculum urbi proximum a senatoribus quibusdam sumus ducti, ut conspiceremus quantos et quam acres in ultima hujus civitatis oppugnatione sustinuissent hostium insultus, gratias igitur Deo Omnipotenti et Regi Nostro suppetias illis periculoso eo tempore ferenti, se manus hostis evasisse egerunt innumeras.


 		Vi lod vores trætte heste hvile en enkelt dag, men drog ellers videre ad den vej vi var begyndt, i rask tempo. Men mod vor vilje blev vi så standset i tre dage af vildskaben i den flod, som vi skulde over, den var helt fyldt med isskosser, som af vindene blev omtumlet med voldsom kraft, snart her, snart der, det var umuligt for nogen at komme over, før kulden fik så megen magt, at floden blev rolig igen som før . Men i disse dage blev himlen og luften fugtigere, og isen brød op og blev farlig.  Det måtte nogle sejlere sande, der vilde sætte over i en båd, isen drev dem ud mod det åbne hav, samme dag de tog af sted, og i hele to nætter var de i fare derude på havet. Til sidst fik folkene på land sendt hjælp, så de kom tilbage til den havn de lige havde forladt.



Næste dag rejste vi atten mil og kom til Königsberg, den 11. december, og derfra, den 13. december, til Elbing, hvor vi blev den næste dag for at give hestene foder og hvile. Vi kom så til Danzig, den 18., efter at have tilbagelagt 24 mil, og der fik vore trækdyr, der var trætte efter denne lange rejse, lov til at æde godt og komme sig i to dage. Her blev vi ærefuldt modtaget og udsøgt behandlet af vore venner, som Vor Konge havde gjort meget godt for. De havde heller ikke glemt de velgerninger, som Kongelig Majestæt for nylig havde bevist dem.

Da vi stod i begreb med at bryde op, blev vi af nogle rådmænd ført ud til havnen og så dens bolværk og befæstning, så vi selv kunde få et indtryk af hvor hårde fjendernes angreb havde været under den seneste belejring af byen. De opsendte taksigelser til Gud den Almægtige og til Vor Konge, som i denne farlige tid havde sendt hjælp, så de slap ud af fjendernes vold.
  

  		 Denne russiske ikon er fra omkring år 1500 og forestiller den hellige Nikolaus (Nikolaj, julemanden).
Circa vesperas, postquam convivio frugali excepti illo quoque in loco essemus, viam curribus ingressi duo tantum miliaria confecimus inque pago Kollipke pemoctavimus, relinquentes ibi senatorem quendam Gedanensem Michaelem Sifridum, qui eo usque se nobis viae comitem praebuerat. Altero die Landsvitz septem hinc miliaria sumus progressi. Postero die itidem septem absolutis Sagars pervenimus, pertranseuntes civitatem Leonburgum. Inde Setzemyn, septem miliaria cum dimidio ab
altero loco distantem.

Hac via permeavimus civitatem Samnow, a qua Kesslyn miliare et Karlyn ab hac tria miliaria distat. Quae civitates dominum agnoscunt Ducem Pomeraniae juniorem Casimirum, videlicet hujus episcopatus episcopum, qui in utraque urbe sedem episcopalem habet satis extructam. 

Ex praedicto hoc pago eodem die Neugardicum comitatum attigimus civitatemque Neugardiam sedem comitis vespere praecedente diem quo celebratur memoria natalis Domini Nostri Jesu Christi ingressi sumus, confectis quinque miliariis, alteroque die ad urbem Dam pervenimus, septem inde miliaribus dissitam, pervehentes civitatem Goldenow, tribus ab illa miliaribus. Hinc Stetinum miliare profecti sumus, a Gedano distans 43, ibique novis conductis curribus eodem die duo praeterea miliaria absolvimus, pervenientes ad pagum Falckenwolle. Hinc discedentes atque in urbe Ackermunde paululum respirantes, isthinc miliaribus quinque, in pago Bugevitz ea nocte quievimus, duobus absolutis post prandium miliariis. 

Unde summo mane ad urbem Damyn migravimus, postquam sex miliaria essent transacta, praetereuntes civitatem Anklam. Unde Rostochium 29. Decembris per oppidum Thesselyn iter facientes quinque ab ea dissitum miliaribus venimus. Hac in media via Pomeraniae ditiones extremos claudunt terminos ducatusque Megapolensis sumit initium.


 		Den aften blev vi der hvor vi var og fik et tarveligt måltid, men så satte vi os op og kørte af sted, men kun to mil. Vi overnattede i landsbyen Kollipke, og tog afsked med en rådmand fra Danzig, Michael Sigfried, som havde fulgt os dertil. - Næste dag rejste vi syv mil til Landwitz, derfra dagen efter igen syv mil, forbi
Løvenborg til Sagers, og derfra igen syv mil til Soitzemyn.




Undervejs kom vi igennem Samnow, som ligger en mil fra Kasslyn, og Karlyn, tre mile derfra. Disse byer styres af Fyrsten af Pommern, Kazimir den Yngre, i hans egenskab af Biskop i dette Bispedømme. I begge byerne har han et smukt bygget biskoppeligt hus.

Herfra rejste vi samme dag, og vi kom til Grevskabet Neugard. Efter yderligere fem mils rejse kom vi henad aften, som var aftenen før den dag da vi fejrer mindet om Vor Herre Jesu Kristi fødsel, til byen Neugard, Grevens hjemby. Da havde vi rejst fem mil. Næste dag kom vi til byen Dam, syv mil derfra, og siden gennem Gollnow, tre mile derfra. Herfra var der en mil til Stettin, som ligger 43 mil fra Danzig. Her lejede vi nye vogne, og samme dag rejste vi endnu to mil og kom til landsbyen Falckenwolle, og herfra til Ueckermunde. Og da vi havde spist, og havde vandet hestene, kom vi yderligere fem mil frem og spiste så nadver, og efter endnu to mil fik vi natteleje i Bygwitz.


Dagen derpå, ganske tidlig, tog vi afsted til Demmin. Undervejs kom vi igennem Anklam, og derfra til Rostock, den 29. december, over Tessin. Midt på vejen er grænsen mellem Pommern på den ene side og Hertugdømmet Meklenborg på den anden side.
Pridie Kalendas Januarii Wismariam civitatem attigimus, a Rostochio miliaribus sex, 30. die Decembris, confectis tribus miliaribus, in pago pemoctantes aliquo. 

Ipsis autem Kalendis Travemundum transvecti Holsatiam ingressi sumus, inque pago itidem sex absolutis miliaribus nocte quievimus. Unde Segebergum altero die adivimus, cum duo miliaria essent peracta, ubi amicum nostrum Henricum Rantzovium, Regis Nostri in Holsatia vicarium, invisimus, cui sane noster adventus erat gratissimus quique ad quaevis bona nobis exhibenda alacrem ac promptum se ostendit. Quo relicto tria adhuc eodem die absolvimus miliaria. 

Tertio mensis ejusdem Rennesburgum adivimus, quarto Flensburgum, quinto Haderslebiam. Inde quinto die patriam ingredientes Coldingam venimus, absolutis in hac profectione miliariis maritimis 244 terrestribusque 566.

Hic Regem nostrum convenimus ipsiusque Majestatem laetis oculis salvam ac incolumem conspeximus. Hic Reginam quoque beatam cognovimus, eo quod Regi Regnoque Nostro iisdem diebus gnatum peperat pulchemmum, quem Deo Omnipotenti commendatum volumus atque eundem toto corde rogatum, ut infantulus ipse cum infantulo ante annos 1579 circiter hoc anni tempus nobis natus, nempe Filio Dei, crescat aetate, sapientia et gratia apud Deum et homines.

Den 31. december kom vi til Wismar, som ligger seks mil fra Rostock, efter at vi den 30. december havde rejst tre mil og overnattet i en landsby.


Nytårsdag kom vi over Travemünde ind i Holsten. Vi rejste seks mil den dag og fik natteleje i en landsby, og derfra to mil til Segeberg, hvor vi besøgte den herre Heinrich Rantzau, Vor Konges statholder i Holsten, hvem vor ankomst var meget kærkommen. Han gjorde også alt, hvad han kunde for os. Fra ham rejste vi samme dag endnu tre mil.



Den tredje i samme måned kom vi til Rendsborg, den fjerde til Flensborg, den femte til Haderslev. Derfra drog vi, den sjette, ind i Fædrelandet og kom til Kolding, efter at vi på denne færd havde tilbagelagt 244 mil til vands, og 566 mil til lands.

Her mødte vi Vor Konge, og så med glade øjne Hans Majestæt rask og uskadt. Her hørte vi også, at vor lyksalige Dronning i de samme dage havde født Kongen og Vort Rige en såre dejlig dreng, som vi vil bære frem for Gud den Almægtige i bøn, idet vi beder af hele vort hjerte om at dette lille barn, ligesom det lille barn, der for 1579 år siden på denne årstid blev født os, nemlig Guds Søn, må vokse i alder og viisdom og nåde over for Gud og mennesker.

 
 
       Denne ikon antages at være fra det sekstende århundrede, altså netop omkring den tid,  Ulfeldt og den Danske delegation var i Rusland. Den viser Jesu fødsel - i billedets midte Jesu moder Maria (med glorie), ved siden af hende Jesus-barnet, allerede svøbt og liggende i en krybbe. Ovenfra lyser Bethlehems-stjernen ned over det nyfødte barn. Josef ses også, og de vise mænd fra Østerland. Eremitage-museet, Sankt Petersborg. 


Haec breviter sint exarata de hac nostra profectione Ruthenica, quae omnia ut boni consulas, candide lector, velim. Unde quanto cum periculo quantaque cum molestia iter praefatum sit nobis transactum, aperte cognoveris. - 

Nunc restat, ut Deo Omnipotenti gratias agamus quas possumus maximas, quod nos a manibus Muscovitae, crudelissimi Pharaonis, hostis Christiani nominis infestissimi liberaverit incolumesque ad lares patemos reduxerit. Huic sit laus et gloria per omnia saecula.
Huic Uni sit honos, gloria lausque Deo!


Finis 


Lad dette være skrevet i korthed om vor Russiske færd. Jeg beder min gunstige læser om hans velvilje; han ser her klart, hvor stor fare og besvær der var ved den nævnte rejse.

Nu står tilbage at takke Gud den Almægtige, så inderlig vi kan, fordi han reddede os ud af Moskovitens hænder, denne overmåde grusomme Farao, den bitreste fjende af alt hvad Kristent er, og fordi han førte os hjem uskadte. Ham være pris og Ære til alle tider.

Gud alene ske ære, herlighed og pris!

Slut
Kommentarer til kapitel 21. 

Hjemrejsen skete til lands, og ikke som udrejsen til vands. Den nyfødte prins, der nævnes til allersidst, er Prins Ulrik (1578-1624).
Bagsiden af 2. udgaven

I året 1578 blev en gruppe gesandter sendt af den danske konge, Frederik d. 2, til Rusland for at slutte en evig fred med zaren Ivan IV, efter at denne på forskellig måde var kommet i konflikt med den danske stat. Som leder for denne gruppe udpegedes Jacob Ulfeldt (farfar til Corfitz Ulfeldt) - og dermed fik hans liv en helt ny retning. 

Turen blev lang - otte måneder. - Hele vejen igennem Rusland var der mange strabadser, der skulle overleves. F.eks. måtte de i vid udstrækning overnatte på åben mark, fordi byerne var lukkede på grund af en svensk-russisk krig, og sulte måtte de også ind imellem. På et tidspunkt var delegationen strandet i Novgorod, og den altid energiske Ulfeldt benyttede lejligheden til at sætte sig ind i den russisk-orthodokse religion, hvor han blev meget forbavset over den (efter hans mening) overdrevne rolle, billeder spillede - han prøvede at argumentere for, at man ikke skal tilbede Gud gennem billeder, men fik til svar af præsterne, at man da plejede at henrette dem, der talte nedsættende om ikonerne. „Da jeg hørte det, sluttede jeg samtalen", skriver Ulfeldt. 

Omsider nåede gruppen frem til Zarens hof, men dér blev de behandlet særdeles dårligt - nærmest som fanger - af Ivan IV, den zar, som ikke uden grund bærer tilnavnet „den Grusomme". Det lykkedes dog for Ulfeldt at få en traktat med hjem. Men dermed var trængslerne ikke forbi, for Frederik d. 2. nægtede at ratificere traktaten og gik så vidt som at fratage Ulfeldt hans plads i Rigsrådet, da han mente, at Ulfeldt havde overskredst sin kompetence. Til gengæld havde Ulfeldt så tid til i ensomhed på et af sine godser at nedskrive beretningen om Ruslandsrejsen. Som det var almindeligt på det tidspunkt, skrev han på latin. 

Det er en meget veloplagt rejsebeskrivelse, der her foreligger i en helt ny oversættelse fra latin til dansk: en dansk personlighed leverer over en afstand af 400 år et dokument, som er et bidrag til både Danmarks og Europas historie - og til diplomatiets historie. Det er samtidig en spændende beretning, som udover at være fuld af oplysninger, er næsten umulig at løsrive sig fra, fordi Jacob Ulfeldt kommer så klart igennem som en person, det er værd at lære at kende. 
  HANNE BÆRENTZEN


Videre til   del 1    del 2     del 3    del 4   del 5   del 6