Videre til   del 1   del 2    del 3     del 4   del 5                del 7  
  

Ruslandsrejsen

(del 6)
 

De vita horum praeterea quid dicam nescio, nisi forte quod circa nulla alia negotia versentur quam bellica, in iisque laborum sint patientes, inediae sitisque tolerantes, ut brutorum animaliuin instar vitam fere omnes degere videantur. Solis panibus plerumque famem depellunt, aqua sitim restinguunt, communem cum ranis bibentes cerevisiam. Raro illis domi esse conceditur, foris castra ut plurimum sequi coguntur, nunc fines Ruthenicos contra Tartarum, nunc Livoniae contra Polonum et Suecum defendentes. Sed de his satis, scopum ad alia dirigamus et tractationis nostrae, quoad Tarbati fuimus, narrationem aliquam instituamus.

Ubi eo tenderemus certo certius statuimus indigenas hospitia sua nobis praebituros, verum expectationem nostram praestablii fefellerunt, urbeque nobis plane interdicentes in suburbium nuper a Suecis conflagratum ad tecta sordida, perturbata nec sarta nos duxerunt. Quae si inspexisses magis suibus et canibus convenientes haras et caulas esse quam nobis commoda domicilia te duxisse non dubitarem, nam duarum triumve horarum spacio fimo sordibusque repurgari non potuerunt, nec non caruerunt cubiculis, mensis, fenestris, scamnis rebusque aliis, quod sati admirari non potuimus -
praesertim cum Isdan Ivanovitz, qui nobiscum ex Dania advenerat, partes praefecti hujus urbis sustineret, et saepius in via nobis esset pollicitus se beneficiorum Hafniae sibi praestitorum non futurum immemorem.


Quamvis vero eo die non pransi fuimus, attamen commeatus a praestabliis non est advectus. Pisciculis ergo paucissimis clam nummis nostris acquisitis contenti dormitum nos contulimus, halecibus Norvagicis pro servis famulisque nostris emptis viliori precio quam Hafniae vel alibi in Dania comparari potuissent. Tres enim Danico vendebantur solido, quod minirne existimassem, nisi propriis vidissem luminibus, quoniam a locis remotissimis essent advectae.


 		Jeg véd ikke, hvad jeg ellers kan sige om deres liv - uden måske det, at de sysler ikke med andet end krig. De tåler godt krigens besværligheder, udholder let sult og tørst, de synes næsten alle sammen at leve som vilde dyr. Sulten stiller de for det meste ved brød alene, tørsten med vand, eller de drikker almindelig øl, med frøer i! - De får sjældent lov at blive hjemme, for det meste tvinges de i krig, snart for at forsvare de Russiske grænser mod Tataren, snart for at forsvare Livlands grænser mod Polakken og Svensken. - Men nok om det, lad os tale om andre ting og fortælle om, hvordan vi blev behandlet medens vi var i Dorpat.

Da vi rejste dertil, troede vi helt bestemt, at folkene dér vilde give os et godt herberg; men adjudanterne gjorde vort håb til skamme. De forbød os rent ud at komme ind i byen, og førte os ud i omegnen, som fornylig var afbrændt af Svenskerne, ud til nogle skidne huse, hvis brøst endnu ikke var udbedret. Jeg er sikker på, at enhver der så dem vilde sige, at de egnede sig bedre som svinestier eller hundehuse end til menneskeboliger. To eller tre timers slid var ikke nok til at få bare det værste skidt og møg ud af husene. Der var heller ingen senge eller borde eller vinduer eller bænke eller noget som helst andet, hvad vi undrede os over, fordi Zdan Ivanovitj, som var kommet med os fra Danmark, var kommandant dér i byen, og han havde tit på vejen lovet os, at han ikke vilde glemme de velgerninger, der var vist ham i København. 


Og selv om vi ikke havde spist den dag, bragte adjudanterne os ikke noget mad. Vi måtte selv, i hemmelighed og for egne penge, købe os nogle få små fisk, og være tilfredse med det, inden vi lagde os til at sove. - Til vore tjenere og kuske købte vi Norske sild, billigere end vi kunde have købt dem i København eller andetsteds i Danmark: Tre sild fik vi for en Dansk skilling, hvad jeg ikke vilde have troet, hvis jeg ikke havde set det med mine egne øjne. De var jo bragt hertil langvejs fra.
Quinto die supremus arcis praefectus per famulos nobis misit bellaria - poma, si recte numerum memini 15 piraque 20, cum mulsi quadrantibus duobus, quem postridie subsecutus est minister Isdani mulsum itidem ac poma afferens. 


Aderat quoque nobis ex bajoribus quidam, qui nobiscum iter in Daniam susciperet, indicans se nos eam ob causam convenisse, ut animum in nos gratum ac benevolum ostenderet utque audiret quaenam nobis ad victum essent necessaria, ea se nobis procuraturum; gratiisque ipsi actis discessit. Nos vero, cum vellemus ipsum eodem die de rebus quibusdam necessariis sollicitare, Plescoviam se abdiderat, isthinc (ut praedictum) miliaribus 25. Ex hoc facto liquido constat cordis et oris magnam misse discrepantiam, illud a vero longe aberrasse, hoc vanitatem modo oluisse. 

Fere hic neglexeram praestablios insidias nobis indicique nostro Oesiliam nos praeeunti, similiter ut alias, struxisse, quae dissimulandae non sunt, sed magis commemorandae, ut omnibus palam fiat illorum in nos odium, et nemini clam sit diffidentiam ac malitiam eorum modum excessisse; quare eas sic lector percipias velim.


 		Den 5. sendte borgens Øverstkommanderende os lækkerier, gennem sine tjenere: æbler - hvis jeg husker tallet ret var der femten - tyve pærer og to flasker mjød. Og dagen derpå fulgte en af Zdans tjenere med lige så meget mjød og lige så mange æbler.

En af de bojarer, der skulde med os til Danmark, var der også, han sagde, at han var kommet for at vise os sin taknemmelighed og gode vilje, og for at høre, hvad vi behøvede af mad og drikke, for det vilde han skaffe os. Så gik han, ombølget af taksigelser. Men da vi samme dag vilde bede ham om noget vi behøvede, var han rejst til Pskov, 25 mile borte, som før nævnt - Heraf ser man klart hvor langt der var fra munden til hjertet; hjertet var langt fra sandheden, og munden udstødte kun forfængelige ord.



Her havde jeg nær forsømt at fortælle, hvordan vore adjudanter lagde fælder for os og vort sendebud, som skulde rejse i forvejen til Øsel. Det skal ikke skjules, men huskes, for at deres had til os kan ses af alle, og for at det ikke skal være en hemmelighed for nogen, at deres uvilje og ondskab var over al måde - det vilde jeg gerne at min læser forstod.
 


De adelsmænd som Ulfeldt og de andre danskere forhandlede med, var bojarer. Bojarerne var højt på strå, og ofte gift ind i zar-familien. Billedet viser at selv de højeste i samfundet kunne blive ramt af zarens vrede - og den var frygtelig. Ivan den grusomme var virkelig grusom.







19.
Cum Slabodiam relinqueremus facta est a Boldano monoculo mentio navium nostrarum, quibus mare transmittendum esset, quonam in loco essent conscendendae ipso rogante. Huic ubi significatum est eas circa castellum Amsburgum se contenturas quoad ejus fieri prae hieme posset nec inde abituras antequarn de nobis certioris aliquid haberent earum gubematores, modo nisi vel nimia tempestate vel etiam gelu saevitia depellerentur - 

quod ubi intellegéret, ajebat consultum esse ut indicem aliquem praemitteremus, nunciantem nos in itinere esse indiesque Oesiliam properare, quo melius omnia quae ad usum nostrum sufficerent ibi prospicerentur, et ut idem, negotio effecto, nobis rursus vel Tarbati vel alibi obviam veniret, annectens his praestablios in mandatis habere, ut cum nobis visum foret, illi ductorem adjungerent, ut hoc tutius res suas expediret eoque citius ad nos rediret Quod consilium animo grato ac benevolo accepimus, certo certius nobis persuadentes ex corde candido atque sincero ab ipso proficisci. Sed fucum ei subfuisse postea intelleximus, ut paulo post dicetur.

Cum igitur Neugardiam venimus, in memoriam nobis revocantes ab ipso Slabodiae dicta, cum praestabliis egimus de ductore equisque indici nostro procurandis. Hi sese ad ea exequenda promptos ostenderunt. Quare acceptis equis cum ductore, relicta Neugardia 19. die Septembris iter aggressus est. Antequam vero abitum pararet praestablii nobis se obtulerunt, et post habitum de variis rebus sermonem ad navium mentionem dilapsi dixerunt Imperatoris esse mandatum, ut naves nostrae Pernoviam appellerentur ibique nos ejusque legati nobiscum ituri eas ingrederemur. 


 		19.
De Danske skibe ventede på sendefærden ved Arnsborg, men Zaren havde befalet, at skibene skulle sejle til Pernau, for at hans legater kunde komme med om bord. Det måtte Danskerne acceptere, om end under protest.

Da vi forlod Slobodá talte den énøjede Boldan til os om de skibe, som vi skulde sejle hjem over havet med, og han spurgte os om, hvor vi vilde gå om bord. Hån fik at vide, at de skulde vente på os ved Amsborg Fæstning, så længe vinteren tillod det, og de måtte ikke sejle væk, før skibsførerne havde fået besked fra os, eller hvis en voldsom storm eller is skulde drive dem derfra.



Da han hørte det, sagde han, at det var bedst, hvis vi sendte et bud i forvejen med besked om, at vi var på vej, og at vi vilde skynde os til Øsel, for at man kunde sørge for os dér. Og når det var gjort, skulde budet komme tilbage til os, enten i Dorpat eller et andet sted. Han tilføjede, at adjudanterne havde fået besked om, at de, hvis vi ønskede det, skulde give budet en vejviser med, så han kunde ordne sine ærinder i sikkerhed, og komme hurtigere tilbage til os. - Vi var ganske sikre på, at han talte af et ærligt og redeligt hjerte, men siden erfarede vi at hans ord var svigagtige, som det skal vises lidt senere.


Da vi kom til Novgorod, mindedes vi det, han havde sagt i Slobodá, og vi bad adjudanterne om at skaffe os en vejviser, og heste til budbringeren. De viste sig villige nok til at hjælpe os, og vort bud skulde sammen med vejviseren forlade Novgorod den 19. september. Men før han rejste, kom adjudanterne til os, og efter en snak om forskellige ting førte de talen hen på skibene og sagde, at det var Zarens befaling, at de skulde sejle ind til Pemau. Dér kunde vi gå om bord, sammen med Zarens udsendinge, der skulde rejse med os.
Quo audito maximopere commoti respondimus alienum nobis videri talia se in medium afferre, nos equidem statuere prohiberi non posse quin provinciam Regis Oesiliam ingressam reviseremus, ubi victualia nostra in navigationis usum essent reservata, ubi quoque Regia negotia nobis commissa essent expediunda, seque navigandi conditiones ignorare. Impossibile enim esse naves tantas nostro usui destinatas propter rupium montiumque impedimenta Pemoviam posse pervenire, nos igitur ad impossibilia obligari non posse. Sed haec non secus acceperunt quam si surdo narrata fuisset fabula. Et ut semel dictis finem imponam, post longas controversias disceptationesque tandem coacti sumus per literas naves mercenarias triremesque Pernoviam ab Oesilia revocare; alias terrestre iter minime ingrediendum nobis fuisset. - 

Nec hisce dolis contenti fuerunt, sed et retia alia posuerunt. Nam index ille noster, cui serio injunctum erat, ut quam citissime iter ad nos reflecteret, in via multis diebus ubique locorum studiose detentus est, ut tardissime Oesiliam attingeret. Quo ubi tandem pervenisset negotiisque ibi expositis Pernoviam repetiisset, ipsi ulterius progredi vix fuit licitum, sed usque in diem adventus nostri ipsum reservassent, nisi tempus in tantum nobis Tarbati fuisset productum.


Hinc conjectare licet perfidum illum monoculum istud in hunc finem Slabodiae suasisse, ut terrestre nobis iter impediretur navesque Pernoviam vocarentur - quod silentio tum temporis praetermittebat, non ut revera rebus nostris consuleretur, quod praetendebat.

Da vi hørte det blev vi stærkt oprørte og svarede, at det syntes os upassende at komme frem med den slags. Vi måtte sige at ingen kunne forbyde os at rejse tilbage til Kongens land Øsel, hvor der var bestilt mad til os til sørejsen, og hvor vi havde kongelige hverv at forrette. De kendte jo heller ikke vilkårene for sejladsen. Det var nemlig umuligt for så store skibe, som vi havde, at komme ind til Pemau, på grund af de skær og klipper, der hindrede sejladsen - og vi havde ingen pligt til at gøre det umulige. Men vi talte for døve øren. Og, for nu at afslutte denne historie, efter megen strid og snak blev vi omsider tvunget til ved breve at kalde vore skibe fra Øsel til Pernau, ellers ville vi slet ikke få lov til at rejse over land.



De nøjedes ikke med denne svig, men lagde også andre fælder for os. Thi vort sendebud, som havde fået strenge ordrer om at komme tilbage så hurtigt som mulig, lod de standse og opholde undervejs, så han kom for sent til Øsel. Og da han endelig kom frem og havde ordnet sine sager der og ville tilbage til Pernau, fik han først ikke lov til at rejse. De ville have holdt ham tilbage til vi kom, hvis de ellers ikke havde forsinket os så meget i Dorpat.


Heraf tør man formode, at denne troløse enøjede havde overtalt os i Slobodá med det formål at hindre os i at rejse over land, og for at skibene skulle kaldes til Pemau - hvad han ikke ville sige dengang. Det var ikke, fordi han virkelig ville sørge godt for os, hvad han foregav.
Plura de his dicere taedio prorsus afficior. Unicum hoc tamen quod accidit scitu non indignum addam: Postquamjam per veredarium nostrum naves triremesque Pemoviam vocatae essent tempusque prorogaretur, antequam Arnsburgum perveniremus, visum est arcis hujus praefecto nuncium nobis mittere, quo certiores redderemur naves vela Pernoviam versus direxisse, ae suadere ut quam citissime properaremus, ne propter hiemis velociorem adventum, quae maturius in illa boreali plaga exoriri solet, trajectus nobis impediretur.

Huic nuncio adjunctus fuit ex praefectura Pemoviana socius, qui recta ipsum Tarbatum duceret. Quo cum ambos 16. die Octobris advenire Rutheni sentirent, ductorem abducunt atque in carcerem mittunt, eo quod se ipsi viae comitem indagatoremque praebuisset. Hic perpendas quaeso, quam perversum genus hominum sit hoc Ruthenicum quantoque odio in nos flagraverit quibusque cum molestiis inter illud per semestre versati simus. Nam nec assiduis nostris precibus ille carcere liberari nec gratiam recuperare potuit.

Dum hic detinemur, ad aures nostras perferuntur rumores Suecorum praesidia nobis non longius abesse, sed totum ferme tractum a Pernovia Tarbatum depopulari, nuncque illam nunc Velinum urbem, jam arces Armuth, Karkis et Ruege aliaque loca a Ruthenis devicta invadere - quos esse certos ex forti bombardarum sonitu, qui per tres integros dies a nobis audiebatur, ipsi, Ruthenis revelare illud nolentibus, conjecimus, arbitrantes vel urbem Velinum vel aliquam trium istarum arcium expugnatam iri.


 		Jeg er nu træt af at tale mere om dette. Jeg må dog tilføje dette ene, som skete, og som er vel værd at vide, at efter at vore skibe og trierer ved bud var kaldet til Pernau, og tiden blev trukket ud, og før vi kom til Amsborg, behagede det kommandanten på Slottet ved sit bud at lade os forstå, at vore skibe allerede var på vej til Pernau, hvorfor han rådede os til at skynde os, for at ikke sejladsen, på grunde af den hårde vinter, som i de egne kommer tidligt og er streng, blev umulig, idet havet frøs til.


Dette bud havde en vejviser med sig fra Pernaus bystyre, som skulle ledsage ham til Dorpat. Da Russerne hørte herom, den 16. oktober, kastede de vejviseren i fængsel, fordi han havde ledsaget budet og vist ham vej. Heraf kan man se, hvor fordømmelige disse Russere er, og hvor uudslukkeligt deres had til os, og med hvilke besværligheder vi tilbragte dette halve års rejse iblandt dem. Thi hvor indstændigt og vedholdende vi bad om vejviserens løsladelse,  ville de dog ikke slippe ham.


Mens vi opholdt os her, kom nogle rygter os for øre - de Svenske tropper var ikke langt borte, de havde plyndret næsten hele landet fra Pernau til Dorpat, snart vilde de angribe Pernau, snart Fellin, snart slottene Armut og Karkus og Rujen, snart andre steder som Russerne havde erobret. - At det var sandt, sluttede vi af den voldsomme kanontorden,  som vi hørte i hele tre dage, selv om russerne ikke ville fortælle os, hvad det var. Vi mente selv, at det var Fellin, der ville blive angrebet, eller måske et af de tre slotte.
Exercitus hujus praesentia metu dubii et suspensi tenebamur, eo quod ad civitatem, cujus portae nobis erant interdictae, refugere, si hostis inopinato advenisset, nobis non daretur, et domus, in quibus delitescebamus, ab urbe remotioribus locis essent constitutae in iisque, ubi facile ab hostibus spoliari conflagrarique in nihilum redigi potuissent.

Quaerere quispiam hic posset, ubinam gentium interea Ruthenica cohors sese continebat, cum hosti sese non opponeret, sed grassandi saeviendique potestatem concederet? Illi significatum velim Ruthenos eo tempore sese ad arcem Wenden armata manu contulisse, praetendentes sibi injunctum esse ut ad illam expugnandam manus hostiles moverent neque inde discederent antequam arcis essent potiti.

Hic nuper captus est Dux Magnus, Christian! Tertii Daniae Regis filius. Hic tantam Muscovita in matronas virginesque nobiles tyrannidem exercuit, ut audiendo, ne dicam dicendo, toto corpore extremiscam. Sed cum ad instituti nostri propositum non pertineat, missum id faciamus et Apologiam Livoniensium nuper editam consulendam indagatoribus relinquamus, quae miserabilem istius calamitatis exitum perstringit.

Sermonem modo ad ceremonias, quibus tormenta bellica deducuntur atque ad castra mittuntur dirigamus. - Cum bombardae loco amoventur adest sacerdos, eas aqua sacra conspergens cantilenisque et precationibus Ruthenicis consecrans. Inde miseris rusticis trahendae committuntur, quorum opera loco equorum ad eas deferendas utuntur. Vidi etenim justae magnitudinis tormentum ab octingentis hominibus trahi! Quod cum ad castra delatum esset, accepimus die postere Polonos, qui in arce Wenden sese continebant, iisdem diebus irruptionem in Ruthenos fecisse leviorique bello cum his pugnasse, victoria penes illos manente, caesis profligatisque Ruthenis ad numerum duorum milium. Qua in pugna exercitus dux supremus globo ictus interiit, cujus cadaver Tarbatum est vectum, intromissum atque lugubri modo sepultum. Alter dignitate ab hoc secundus cum bajoribus innumeris sauciatus vulneratusque est, ut ipsius salutem et aliorum chirurgi omnes Tarbatenses ad eos curandos adducti desperarint.


 		Denne hærs nærhed gjorde os tvivlrådige og usikre. Hvis fjenden kom uventet, måtte vi end ikke komme ind i byen, hvis porte var lukkede for os. De huse vi boede i, lå langt uden for byen, dem kunne fjenden let plyndre og brænde og ødelægge.



Her kunde man spørge, hvor den russiske hær dog var henne, siden den ikke vendte sig mod fjenden, men lod ham fare frem og hærge og plyndre? - Russerne havde foretaget et væbnet fremstød mod Wenden Fæstning og hævdede, at det var pålagt dem at storme og erobre denne og ikke vige, før de havde bemægtiget sig den.



Her blev for nylig Hertug Magnus fanget, Christian den Tredjes, Danmarks Konges søn. Og her øvede Moskoviten et sådant tyranni over fornemme fruer og jomfruer, at jeg må ryste over det hele blot ved at høre det, endsige fortælle om det. Men da det ikke vedrører vort emne, vil jeg lade det være. De der vil vide mere om denne ulykkes ynkelige udgang, vil jeg henvise til Livlændernes Forsvarstale, der er kommet for nylig.

Lad os nu tale om de ceremonier, hvormed kanonerne føres frem og sendes til lejren. Når kanonerne skal flyttes, er der en præst til stede, han stænker indviet vand på dem og velsigner dem med Russiske bønner. Derpå gives de til de ulykkelige bønder, der skal trække dem, de bruges dertil i steden for heste. Ja, jeg har set en temmelig stor kanon blive trukket af ottehundrede bønder! - Da vi var kommet til lejren, fik vi næste dag at vide, at Polakkerne, der holdt sig inde i fæstningen i Wenden, i de samme dage havde gjort udfald mod Russerne og havde leveret dem et slag med lette våben. Og sejren blev deres, og henved to tusind Russere blev dræbt eller slået på flugt. I dette slag blev deres øverstkommanderende ramt af en kugle, og hans lig bragt til Dorpat, ført ind i byen og begravet med stor bedrøvelse. Den næstkommanderende blev såret, tillige med utallige bojarer, og alle de badskærere, der var i Dorpat blev hentet for at helbrede dem, men de måtte opgive håbet om at redde både ham og de andre.
Nec hac clade commoti manus hostiles ab arce abstinuerunt, sed magis ac  magis obsidione urserunt, propter Cancellarii Andreas Solkani praesentiam, quem eo Imperator nuper miserat, ut suo nomine exercitui praeesset militesque ad arcem expugnandam instigaret, immo non tam instigaret quam potius significaret Imperatoris esse animum omnes illos, qui prius ab obsidione desisterent quam arcis potiti essent ferro interimere. In mandatis idem habebat ne hostium vel minimo nedum maximo parceret, excepto unico arcis praefecto, quem sibi vivum afferri voluit, ut in eo cruciando animum expleret suum. Haec dicta sint pro narrationis hujus colophone; jam animum ad alia transferamus.


Postquam longo tempore adventum legatorum expectaveramus, 19 Octobris advenerunt. Unde maxime sumus recreati, nobismet abitum pollicentes, eo quod omnem moram in iis fuisse praestablii hactenus praetenderant. Sed sicut in aliis multis, ita quoque hac in re decepti sumus. Nam post suum adventum tempus in triduum protraxerunt antequam nos convenirent quicquamve nobis significarent. Quibus elapsis equos nobis per praestablios miserunt, quibus se inviseremus. Quamprimum vero illis apparuimus, salutatione praemissa, antequam verba de rebus aliis faceremus, coeperunt conqueri copias Suecorum castra metari inter Tarbatum et Pernoviam, quae via nobis esset calcanda. Quapropter consultum fore putabant, ut Tarbati commoraremur donec castra moverent alioque se conferrent, et eo tutius Pernoviam proficisceremur.


 		Men dette nederlag bevægede ikke de fjendtlige skarer til at trække sig væk fra borgen, men de pressede stadig på med belejringen, på grund af Kansler Andrej Solkans tilstedeværelse. Ham havde Zaren sendt for at stå i spidsen for hæren i hans, Zarens, navn, ja, ikke så meget stå i spidsen som for at fortælle dem at alle, der vilde opgive belejringen førend borgen var erobret, skulde henrettes ved sværdet. Blandt hans ordrer var også, at han ikke måtte skåne nogen, hverken den mindste eller den største, undtagen borgens kommandant, som han vilde have taget til fange levende, for at han kunde holde et pinefuldt forhør af ham.. Lad dette være sagt som en kort sammenfatning af denne fortælling, og
lad os vende os til andre ting. 

Efter at vi havde ventet længe på at sendemændene skulde komme kom de endelig, den 19. oktober. Det var en stor glæde for os, vi forsikrede hinanden om, at nu skulde vi nok komme af sted, for adjudanterne havde jo sagt, at det var kun dem vi ventede på. Men som i så meget andet blev vi også skuffede i dette håb. Thi efter deres ankomst trak de tiden ud i tre dage før de vilde møde os eller give nogen besked. Da de tre dage var gået, sendte de os heste, igennem adjudanterne, for at vi kunde ride hen til dem. Men ikke så snart var vi kommet og havde hilst før de Russiske udsendinge, endnu før vi kunde få sagt noget, begyndte at beklage sig over, at Svenskerne havde slået lejr mellem Dorpat og Pernau, netop den vej vi skulde rejse, så de mente det var rådeligst at vente i Dorpat til fjenden brød op og begav sig andetsteds hen, for at vi kunde rejse til Pernau i større sikkerhed.
Ad has querelas nos, inquam, longo tempore ubique locorum detentos fuisse, praeter omnem vel Regis Nostri vel nostram expectationem contraque omnem fidem datam eoque quod salvo conductu vel literis securitatis essemus muniti, promittentibus liberum nobis in Russiam ingressum ac in patriam regressum, absque nostro rerumque nostrarum ullo impedimento - quae nisi fuissent Rex minime nos eo legasset. Si interim ipsi promissis stare vel nos dimittere nollent, Deo Omnipotenti et Regi Nostro id aperiendum atque conquerendum esse, addens nos exercitum Regis Sueciae non timere, cum Nostro Regi cum hoc nulla esset inimicitia, sed ad profectionem absque ullo ductore paratos esse. 

Haec etsi aperte satis atque acerbe illis dicta sint, iis tamen audientes non fuerunt, sed eandem cantilenam eadem saepius iterando cecinere. Unde factum est, ut illis in hospitiis suis relictis ad destinatam domum irati nos contulerimus, praesertim cum iter liberum et omnis impedimenti expers fuerit propter Sueci absentiam, qui jam dudum illam viam reliquerat rectaque cum expeditione sua Wenden tetenderat, ibi expectans auxiliares Poloni copias - quas eo collatis comminus signis aciem direxisse acceperat. Nec illa ipsius opinio eum fefellit, sed eodem die quo arcem Rutheni debellare signaque in illam convertere satagerent, uterque exercitus convenere, procinctumque ilico contra hostem moventes cum exercitu numeroso pugnaturi egressi sunt ac Ruthenorum castra pervaserunt caecideruntque aliquot millia. Nam fusus est fere totus illorum exercitus, occupatis 33 tormentis cum globis ac pulvere. Reliqui vero infelicis exercitus quo quemque rapuit fuga distracti vix cladis tantae nuncium retulerunt, quorum quidam Tarbatum sauciati spoliatique venere. Hos si vidisses, vix a risu vel dicam lacrimis Te abstinuisses. Nec hujus periculi immunis erat Cancellarius Andreas Solkan, cui rerum istarum summa erat commissa, sed in manus quoque hostium incidisset, nisi fuga sibi ilico consuluisset. Itaque fugit ac cessit, et in arcem Ronnenborch se recepit.

 		Til disse beklagelser svarede jeg, at vi alt for længe var blevet holdt tilbage imod Vor Konges og vor egne forventninger, og stik imod alle givne ord. Vi var jo udstyret med et frit rejsepas og sikkerhedsbreve, der havde lovet os fri indrejse i Rusland, uden hindringer for os og vort rejsegods. Havde det ikke været så, havde vor Konge aldrig sendt os. Hvis de ikke nu vilde holde ord og lade os rejse, vilde vi åbenbare det for Gud den Almægtige og for vor Konge, og klage over dem. Jeg tilføjede, at vi var ikke bange for den Svenske Konges hær, for der var ikke noget uvenskab mellem vor Konge og ham, men vi var rede til at rejse uden nogen vejviser.


Selv om alt dette blev sagt tydeligt og klart, vilde Russerne ikke høre på det, men de holdt fast ved deres. Så gik vi fra dem i vrede til vores herberg. Vi vidste nu også, at vejen var fri og uden fare, fordi Svenskerne ikke var der mere. De var for længst draget videre til Wenden, hvor de ventede på de Polske hjælpetropper, som samlede sig for at slutte sig til dem. Og samme dag som Russerne gik i kamp, samledes de to hære. De rykkede straks frem mod fjenden med store troppestyrker og trængte ind i Russernes rækker og fældede mange tusinder. Næsten hele den Russiske hær blev splittet ad, mens de slagne soldater tog flugten. De mægtede knap nok siden at fortælle om deres knusende nederlag. Når man så dem komme, vidste man ikke om man skulde le eller græde. Overkommandoen havde kansler Andre} Solkan, han var heller ikke uden for fare, men vilde være faldet i hænderne på sine fjender hvis han ikke straks havde taget flugten. Han trak sig tilbage til slottet Ronneborg og søgte tilflugt dér.

 

Hanc ob hostium victoriam dici nequit quantus Ruthenorum animos timor invaserit; nam par, ut ferunt, in nostris temporibus a diebus patris hujus Imperatoris his in locis pugna commissa non est. Quare tantum terrorem nominum suorum in istis oris Sueci Polonique circumtulerunt, ut nostri praestablii, qui Pemoviam nos ducerent, inter proficiscendum saepius animo adeo sint perculsi, ut nos per rectam viam ducere non ausi fuerint, sed per multa devia loca a recto cursu deflexerint. - Sed de his hactenus, revertamur ad profectionis nostrae descriptionem.

29. die, postquam per mensem minus diebus tribus inviti ante urbis Tarbati portas in domibus sordidis delitueramus, legatis vero Imperatoris in civitate commorantibus (ad quam se contulerunt cum hostem in vicino esse cognovissent, nec non pagani cum rebus suis omnibus ad civitatis praesidia confugerent), profectionem paravimus - partim metu, quem de hostium adventu susceperant, partim etiam propter instantem hiemem, quam conspexerunt nobis esse proximam; 

eoque die dimidium miliaris profecti sumus ad villam quandam Arvekolla nominatam, inde Ellinckfehr, isthinc sex miliaria. Tertio die Uberpolen venientes quattuor miliaria absolvimus. Ignoro num annotandum sit arcem hujus oppidi nuper a Ruthenis fuisse debellatam atque Neugardiae nobis degentibus expugnatam. Antea enim Regi Sueciae erat addicta atque a Duce Magno, Daniae Regis fratre, ipsi concessa. Quare eo acerbius obsidione eam Rutheni quassere, urebat enim eos illam sibi ablatam quam prius tenuerant. - Hinc Carnollum, miliaribus tribus ab Uberpolen remotum, postea Velinum secundo die Novembris pervenimus, postquam sex miliaria transegissemus.


 		Efter dette nederlag blev Russerne grebet af en voldsom frygt, så det ikke kan beskrives. En lignende kamp havde ikke været udkæmpet i disse egne siden Zarens faders tid, fortalte man. Når Svenskere og Polakker færdedes i disse egne, var det nok at nævne det, så blev Russerne rædselsslagne. Og vore adjudanter, der skulde føre os til Pernau, var ofte så opskræmte, at de ikke vovede at tage den nærmeste vej, men tog os ad mange omveje. Men nok om det, lad os vende tilbage til beskrivelsen af vor rejse.


Den 29., efter at vi i en måned på nær tre dage havde boet i de skidne huse uden for Dorpats porte, meget mod vor vilje, mens Zarens udsendinge opholdt sig inde i byen - især når de hørte, at fjenden var i nærheden, og forresten søgte også landbefolkningen ind til byen med alt, hvad de havde - kunde vi endelig gøre klar til afrejse. Grunden var dels den frygt, som de nærede for fjendens komme, dels den kommende vinter, som de kunde se vilde komme lige i hælene på os.

Den dag rejste vi en halv mil, til en by der hed Aruküla, derfra siden seks mil, til Ellenker, og den tredje dag tilbagelagde vi fire mil til vi kom til Pöltsamaa. Jeg ved ikke, om jeg også skal bemærke her, at Russerne for nylig havde stormet borgen i denne by og erobret den, mens vi var i Novgorod. Før lød den under Kongen af Sverige, han havde fået den af Hertug Magnus, den Danske Konges broder, og derfor trængte Russerne endnu mere hidsigt frem, det brændte i dem af vrede over, at borgen, som de engang selv havde haft, var blevet taget fra dem. - Herfra rejste vi til Karula, tre mil fra Poltsamaa, og siden, den 2. november, kom vi til Fellin, efter at have tilbagelagt seks mil.










20.
Hanc urbem quoque ingredi praestablii nostri recusabant, sed in quadam ante portam area sub dio devertimus, nam omnibus in lods paupertas eorum domos depascebatur, qui locupletes jam olim fuerant.

Hic accepimus ductorem Revalici exercitus Hannibalem non post multum cum praedis omnibus Wenden venatis totum Ruthenicum tractum Revaliam versus illaesum transgressum esse, non obstante quod urbem Velinum Pernoviamque propius accesserit, unde conjectare licet vires illos defecisse, cum nec super hos irruerint nec acceptae praedae inhiaverint.

Hinc quarto die Novembris iter Pernoviam versus ingressi sumus, prima nocte in villa Kept commorantes, postquam tria miliaria transegissemus. Cum vero a bello Rutheni in hisce locis aliquantum respirassent, absente Hannibale, qui non multis ante diebus Revaliam (ut commemoratum est) tetenderat, properanter nos ductarunt, quo Pernoviam prius attingeremus quam cursum ille reflecteret signaque in civitatem converteret, sicque Pernoviam venimus sexto Novembris, pemoctantibus tamen nobis una nocte in casulis quibus vilissimis a Kept quinque miliaria dissitis aque Plescovia septem.

 		20.
Jacob Ulfeldt fortæller om den fortsat fjendtlige og umenneskelige behandling som sendefærden var udsat for, indtil den et halvt år efter afrejsen fra København omsider kom om bord på de Danske skibe i Pernau. Forinden havde de Russiske adjudanter åbnet nogle forseglede breve fra den Danske Kongelige Lensmand på Øsel, og læst dem, inden de blev bragt til Ulfeldt.

Denne by vilde vore adjudanter heller ikke lade os komme ind i, så vi slog os ned i det fri, på et område uden for byens porte. Allevegne gnavede fattigdommen i husene hos folk der en gang havde været rige. 

Her fik vi at vide at Hannibal, der anførte Reval-hæren, kort tid efter slaget ved Wenden, var kommet forbi med hele sit krigsbytte, og var draget gennem det Russiske område til Reval uden at blive angrebet, selv om han var kommet nær forbi både Fellin og Pernau. Heraf kan man regne ud at de kun havde få styrker her, siden de ikke overfaldt dem og ikke tragtede efter krigsbytte.

Herfra drog vi den 4. november mod Pemau. Den første nat lå vi i landsbyen Kept, efter at vi havde tilbagelagt tre mil. Her var Russerne i fred for krigen, da Hannibal var borte, han som få dage før var draget til Reval, som nævnt. De førte os i hast til Pemau, så vi kunde være der inden Hannibal fik mulighed for at vende om og kunde gå til angreb. Og således kom vi til Pemau den 6. november; men endnu en nat måtte vi bo i nogle elendige hytter Det var fem mil fra Kept, og syv mil fra Pskov.
Hucusque praestablii nostri sese nobis comites praebuere. Et quamvis jam ditiones Ruthenicas Livonicasque transgressi fueramus mareque quod retransmeandum esset attigeramus, non tamen poterant se continere quin more solito hic quoque nobis obstaculo essent nosque ad iram provocarent. Nam cum eo ventum est ad aedes cujusdam hospitis Germani ante urbis portas, quod semper fieri solebat, ego diverti, existimans ab ipso me ad vitae sustentationem necessaria habiturum, cum triduo jam latrantem stomachum vix placassem. Sed voti minus factus sum compos:  sustulerunt siquidem ipsum cum uxoreque in civitatem duxerunt, non concedentes ut aedes suas, quam diu ibi fuimus, reviseret. Quare domibus illis vacuis spoliatisque contenti in diem secundum ibi sumus commorati. Nec hoc maximum malum erat quod non offendebat, sed et alia multo majora, de quibus sic sentias velim.

Ante nostrum adventum advenerat mercator Hafniensis cum nave quadam, quam ad bona nostra mare transportanda conduximus. Hunc custodia tenuere, quo minus oculis nostris sese offerret antequam decedendum nobis erat civem quoque Lubecensem, cujus navi ad legatos Ruthenicos deferendos uteremur, similiter in abitus diem in civitate reservarunt cum cive quodam Arnsburgensi, qui eo cum literis a Regio praefecto nobis missis venerat. Hic ubi sese evadere non posse cerneret, copiam nos adeundi sibi fieri petiit, significans sibi esse literas nobis reddendas. Quod cum intellexissent eas ad se receperunt, aperuerunt atque perlegerunt, perlectasque ad nos remiserunt. Et quamvis aperte satis illis sit indicatum minime decere hominem candidum aliorum literas aperire, multo minus perlegere, eorum praecipue qui de illis semper bene meriti essent quique nomine dominorum suorum ardua negocia expedirent, tamen his missis factis non semel rubore vel pudore quodam aspersi sunt, persuadentes sibi licere omnia.



 		Så langt fulgte vore adjudanter os som rejseledsagere. Og selv om vi nu var uden for de Russiske og Livlandske provinser og var kommet til havet, som vi skulde sejle hjem over, så kunde de dog ikke lade være med at gøre os fortræd, ja gøre os rasende. Thi da  vi kom dertil, tog jeg ind hos en Tysk krovært, foran byens porte, det gjorde man altid, og jeg tænkte, at hos ham kunde jeg vel få noget at leve af. I hele tre dage havde jeg knap kunnet dæmpe min knurrende mave. Men jeg fik ikke mit ønske opfyldt, adjudanterne tog værten og hans kone med sig ind til byen og lod ham ikke komme hjem, så længe vi var der! Så måtte vi da stille os tilfreds med tomme og ødelagte huse. Og der blev vi til andendagen derpå. Det var endda ikke det værste der mødte os, der skete mange andre og værre ting, som jeg skal fortælle min læser om nu. 


Før os var der kommet en købmand fra København med et skib, som vi lejede for at sejle vores gods hjem. Ham holdt de i forvaring for at han ikke skulde vise sig for vore øjne, før vi skulde rejse. Og det samme gjorde de med en Lybækker, hvis skib vi skulde bruge til de Russiske udsendinge, ham holdt de også tilbage til afrejsedagen, og sammen med ham en borger fra Amsborg, som var kommet med breve til os fra Kongens Lensmand. Da han forstod, at han ikke kunde slippe løs, bad han om lov til at møde os, og sagde, at han havde breve med til os. - Da adjudanterne fik det at vide, tog de selv brevene, og åbnede og læste dem. Og da de havde læst dem, sendte de dem til os. Og selv om vi havde sagt dem klart nok, at det ikke sømmede sig for anstændige mennesker at åbne andre folks breve, endsige læse dem, og da slet ikke breve til mennesker som kun havde gjort dem godt, og som i deres herres havn havde udført vanskelige opgaver, så skammede de sig ikke, men var overbevist om, at de kunde tillade sig alting.
Adhaec cum in praesentia essent legati, qui nobiscum navigationem in Daniam susciperent, verebantur ne iis relictis conscenderemus. Quare noctu a sagittariis telis circumsaeptis sumus observati, qui nos si forte clanculum subducere in animo fuisset interciperent. - En hominum audaciam, ecce Ruthenorum malitiam atque perfidiam! Quis, inquam, mortalium existimaret hos cum amicis iisque cum quibus nuper foedus pepigerant taliter conversari? Quis denique ab eorum conspectu atque conversatione non abhorreret, cum nullo non in periculo inter eos versandum sit cumque a malis circumstantibus quisque apud eos prematur? Sane nisi fortasse mentis quis inops fuerit potius quoslibet labores sustineat quam sese tantis periculis submittat.

Haec de illis dixisse sufficiat. Ad propositum, unde nos digressi sumus, adjuvante Domino redeamus; quare absque invidia, qui legis, vera dicentem ausculta.

9. Novembris, cum dimidii anni spacium jam esset emensum ab illo die quo paternos lares reliqueramus, summo mane ante lucem iter maritimum adivimus, cum terrestre nobis denegaretur. Et ne ipsis nesciis vel invitis, ut illi existimabant, decederemus, trium tubarum clangore edito discessimus, concomitantibus sagittariis praedictis ad maris litora, qui iter impedire sategissent nisi ex nobilibus quattuor ibi remanentes viae comites sese legatis praebuissent.
 		Selv om de udsendinge der skulde med os til Danmark, var hos os, så frygtede de for at vi skulde sejle af sted uden dem. Derfor blev vi om natten overvåget af bueskytter, som skulde gribe os, hvis vi skulde få i sinde at snige os bort i hemmelighed. Se her menneskenes træskhed, se Russernes ondskab og troløshed! Hvem skulde have tænkt at de vilde omgås venner således, venner som de for nylig havde sluttet forbund med - og hvem vil ikke gyse ved at se og omgås den slags mennesker? - Hos dem svæver man i alle slags farer. De er onde mennesker, der truer enhver i deres midte. Sandelig, den der ikke er en ren tåbe, vil tåle hvad som helst hellere end at udsætte sig for så store farer. 


Lad det nu være, og lad os med Guds hjælp vende tilbage til vort emne, som vi var ved at forlade. Du der læser dette, lyt uden misundelse til én der taler sandt!

Den 9. november, da der var gået et halvt år siden vi forlod vor hjemlige arne, tiltrådte vi sørejsen, før daggry, fordi vi som sagt ikke måtte rejse over land. Og for at man ikke skulde sige, at vi rejste uden deres vidende, det var deres stadige mistanke, så lod vi de tre trompetere blæse til afgang, og vi havde deres bueskytter omkring os helt ned til stranden. De vilde ellers nok have forhindret bortrejsen, hvis ikke fire adelsmænd, der var dér til stede havde tilbudt at ledsage udsendingene.
Kommentarter til Kapitel 20

Ivo Schenkenberg, en søn af en Tysk møntmester i Reval, havde stillet sig i spidsen for nogle Estiske fnskarer, der bekæmpede Russerne. Schenkenbergs soldater tiljublede ham og gav ham navnet Hannibal, efter den beundrede hærfører fra Oldtiden. Russerne fik dog til sidst taget Schenkenberg til fange; de lod ham henrette i året 1579. " .. fem mil fra Kept, og syv fra Pskov ..." - her må "Pskov" være en fejl for "Pernau".



Videre til   del 1    del 2     del 3    del 4   del 5                 del 7