Videre til   del 1    del 2     del 3                 del 5    del 6     del 7  
  

Ruslandsrejsen

(del 4)
 

Hisce auditis responderunt sibi facile omnia constare seque plus satis videre nostros famulos graviter multisque modis cruciari, se tamen minime ea mutare posse, facturos equidem periculum, num equos recentiores pluresque alio in loco procurare quirent. Quibus habitis colloquiis discesserunt.

In quem igitur, inquies, statum profectio vestra est redacta? - Postera luce ulterius cum iisdem equis progredi tentavimus, cum alios habere non possemus, maximoque cum labore octo miliaria perfecimus urbemque Jedrowa attigimus. Quo cum perventum est illi, qui nobis de equis prospicerent, oppido relicto in silvas profugerant, paucissimi autem, qui remanserant, egregie a praestabliis baculis lorisque accepti sunt, quoad equos se restituros (editio princeps anno 1608: restituturos) promiserint, sic ut nec Verbi Divini minister absque verberibus evaserit, sed caesus castigatusque sit, donec et ipse equum reddiderit. Nihilominus ultra equos sex a totius oppidi incolis vi extorquere <non>potuerunt, quos die sequenti, qui decimus erat Augusti, in campo rursus de nocte subduxerunt, quare cum miserrimis istis beluis, qui nos a Neugardia eo vexerant, novem adhuc miliaria ad oppidum Columna perreximus. Hinc mensis undecimo quinque miliaria profecti sumus oppidumque Wisnoiwollatsock attigimus, maximo cum jumentorum illorum dispendio; permulti namque in via prostrati internecionique dati sunt.

Per omnem hanc viam villae fere omnes a Muschovita destructae soloque aequatae fuere, non secus atque ab alia Neugardiae parte, quod existimasset incolas fratri suo necato addictos fuisse atque in ipsius necem conspirasse.


Oppido jam nominato alluit amnis, quo Othfer trajicitur, isthinc 26 miliaria. Perhibent quoque non longe ab eo esse fontem scaturientem, unde rivulus exoritur, extendens sese Neugardiam usque, navigationi aptus.

12. die castra movimus ejusque vespere Widropusck pervenimus, confectis septem miliariis. Eo Neugardia ditionem suam extendit ducatusque Muscoviae initium sumit, cujus terra multum a transgressa differt, nam plana est, fertilis, exculta, et abundans undique frugibus.


 		Da de havde hørt det, svarede de, at det forstod de vel, og de så tydelig, hvordan vore tjenere led nød og udholdt mange pinsler, men det kunne de ikke gøre noget ved nu. Men de vilde gøre alt, hvad de kunde, for at vi skulde få friske og flere heste. Da de havde sagt det, gik de bort.


Hvordan gik det nu ellers med rejsen? - kunne vor læser spørge. - Dagen efter tog vi videre med de samme heste, da der ikke var andre at få, og med stort besvær kom vi otte mil frem til byen Jedrovo. Men så snart vi kom dertil, løb alle de, der skulde skaffe os heste, væk, ud i skovene. De ganske få som blev tilbage blev pryglet kraftigt, indtil de lovede at give os friske heste. Det overgik også præsten der i byen, han fik også prygl, indtil han skaffede os en hest. Alligevel kunde adjudanterne med alle deres trusler og slag ikke skaffe flere end seks heste til veje, som den følgende dag, som var den 10. august, igen blev bortført ude fra marken, om natten. Derfor måtte vi drage videre, hele ni mil, med de ulykkelige bæster, som havde trukket os dertil fra Novgorod, indtil vil kom til Kolomna, og derfra, den 11. august, fem mil frem til Vysjnyj Volotjók, og vi mistede mange af hestene, og mange af dem styrtede på vejen og omkom på den måde.





Langs hele vejen var næsten alle gårde ødelagte og jævnede med jorden af den Moskovitiske Zar, ligesom på den anden side af Novgorod, fordi han mistænkte beboerne for at have hjulpet hans dræbte broder, og for at have sammensvoret sig om at dræbe ham selv.

Den nævnte by gennemstrømmes af en flod, ad hvilken man kan sejle helt til Tver, 26 mile derfra. Og man fortæller, at ikke langt derfra udspringer der en kilde, der bliver til en flod, der strækker sig helt til Novgorod, og som er sejlbar.

Den 12. brød vi op, og samme aften kom vi til Vidropusk, efter at have tilbagelagt syv mil. Hertil rækker Novgorods myndighed, og her begynder Fyrstendømmet Moskva, hvis jord er meget forskellig fra den, vi var kommet henover, thi den er flad, frugtbar, vel opdyrket, og overalt rig på afgrøde.  
           

 

 

Russisk ikon fra 1100-tallet, kaldet "Englen med det gyldne hår". Nu på et museum i Sankt Petersborg. 
 

Inde Torsoch 13. Augusti curribus et equis vecti sumus, per distantiam septem miliarium a loco praescripto. Quod oppidum situm est in loco plano et amoeno, penes amnem Tvertza, domibus ligneis Ruthenico more extructum. - Hic famuli nostri latrantes stomachos mulso primum aliquo modo placarunt, qui fuerant jam longo tempore ( ut significatum est) inediae ae laboris patientes.

Hinc 14. die discessimus Othferque pervenimus, quae via duodecim miliarium spacium complet. Fuerat haec urbs olim emporium opulentissimum. Nunc autem plane exhausta atque ad extremam fere inopiam redacta est, eo quod sedes in ea necati Principis, fratris videlicet Magni Ducis fuerit arx, quondam fossis, vallo muroque cincta, sed jam ita devastata, ut ne muri vestigia appareant. Inde Casan et Astrachan trajicitur, posteaque in Mare Caspium per amnem Wolga, tenens cursum versus Solis ortum.

Cum eo ventum est, dici non potest quantas sustinuerimus molestias. Duodecim enim miliaria eo die confecimus, a Lucifero ad Hesperum peregrinantes. In via praestablii omnia quae ad victum spectarent in promptu esse significarunt, sed mentiti sunt, sicuti alias saepius, cum nihil procuratum fuerit. Praeterea nobis fame pressis hospitia commonstrarunt omnino devastata minusque tecta, in quibus corpora impasta fatigataque quieti in diem sequentem dare cogeremur. Nec id nobis miraculo fuit, nusquam enim per totam Russiam hospitem habuimus, sed omnibus locis, in quibus divertimus, domus fuerunt desertae atque ab hominibus pecoribusque vacuae, ut vix crediderim regnum aliquod extare, ab hoste non expugnatum, quod magis perturbatum sit quam hoc Imperatorium.		 Derfra kørte vi med vogne og heste til Torzjok, den 13. august, det var syv mil fra det førnævnte sted. - Denne by ligger i en flad og smuk egn, ved floden Tverca, og husene er bygget af tømmer, på Russisk vis. Her kunde vore tjenere for første gang nogenlunde dæmpe deres knurrende maver med mjød, efter at have døjet sult og møje længe, som før sagt.

Den 14. rejste vi herfra og kom til Tver, en vej på tolv mil. Denne by var en gang en overmåde rig handelsstad. Nu er den ganske forarmet og drevet ud i den yderste nød, fordi den dræbte Fyrste, Storfyrstens broder, engang havde sin borg her. Den var dengang omgivet med grave og en vold og en mur, men er nu så fuldstændig ødelagt at man ikke kan se resterne af murene. - Derfra kan man komme til Kazan og Astrakhan, og siden til Det Kaspiske Hav, ad floden Volga, hvis man rejser mod øst.

Da vi kom dertil, kan det ikke siges, hvor stor elendighed vi havde lidt. Thi fra solopgang til solnedgang havde vi den dag rejst tolv mil; og adjudanterne sagde, at alt angående vores mad vilde være parat; men de løj, som så ofte ellers, for der var ikke sørget for noget som helst. Desuden anviste de os udhungrede mennesker nogle fuldstændig ødelagte huse at bo i, uden tag - og dér blev vi tvunget til at hvile vore sultne og trætte legemer til den følgende dag. Men det undrede os ikke, for vi havde aldrig i Rusland haft en krovært, men alle vegne hvor vi kom var husene forladte af mennesker og okser og kvæg, så jeg knap kunde tro at noget rige, der ikke lige var erobret af en fjende, kunde være så ødelagt som dette Zarens rige.
Experti etiam sumus rumorem de Muscovita passim sparsum longissime a vero abesse, quod tanta saevitia tantaque tyrannide subditos suos regat inque tantam servitutem re ipsa eos adduxerit, ut mandatis ipsius minime resistere ausint, sed ad omnia exequenda promptissimos se exhibeant, cum potius pertinaces, inobedientes et ad omnia vitiorum genera sint proclives. Non enim poterant nostri praestablii vel equum vel currum vel agitatorem ab ullis civitatum incolis in nostrum usum sine verberibus habere, sed omnes loris, baculis fustibusque ad terram prostrati sunt, antequam necessaria se procuraturos promiserint. Nec diutius obsequium praestabant, quam sese evadere posse conspiciebant. In via, quoties fieri
potuit, vel equos, quos dederant, auferebant, vel ipsi aufugiebant.

Hinc videre fas est, quanta cum molestia ae labore iter hoc longum perfecerimus, cum cibo, potu, domibus, equis, curribus, agitatoribus rebusque aliis multoties destituti simus, ne loquar ita tractati, ut cito oblivisci non possimus, vel memoriam tractationis deponere.



 		Vi erfarede også at det var langt fra sandt, når et udbredt rygte sagde, at Zaren styrer sine undersåtter med så stor grusomhed og et så grumt tyranni, og har trykket dem ned i en sådan trældom, at de ikke vover at sætte sig op imod hans bud, men straks er villige til at gøre alt for ham. Vi fandt dem tværtimod stivsindede og ulydige og tilbøjelige til alle slags laster. Vore adjudanter kunde ikke få en hest, en vogn eller en kusk til os fra byernes beboere uden piskeslag. Alle blev pryglet med kæppe, stokke eller knipler, så de segnede, før de vilde love at skaffe det nødvendige. Og de gjorde ikke tjeneste for os længere, end til de så deres snit til at løbe væk. Det gjorde de hver gang lejlighed bød sig, og enten tog de hestene med sig, dem de havde givet os, eller også flygtede de alene. 

Heraf kan man se med hvilken møje og besvær vi gennemførte denne lange rejse, når vi ofte måtte undvære mad og drikke og tag over hovedet, og heste, vogne, kuske og andet - for ikke at tale om at vi blev behandlet, så vi ikke glemmer det i hast, og ikke let fortrænger mindet derom.
Kommentarer til kapitel 10

Den drøjeste del afrejsen til Zarens hof begynder nu. Ruten der følges er ikke langt fra den de gamle Nordboere drog i Vikingetiden, dog således at Nordboerne sejlede så langt de kunde; og når de ikke kunde sejle længere slæbte de deres skibe over land ved et slæbested, gerne ved Vysjnyj Volotjok, og derpå sejlede de videre mod Syd. - Bemærkelsesværdig er Ulfeldts iagttagelse af de jævne Russeres uvilje mod at adlyde ordrer fra Zaren. Ivan den Grusomme havde ikke det faste greb om sine undersåtter som senere tiders tyranner havde, for eksempel i Soyjet-tiden, efter 1917; men det skyldtes alene at forholdene på Ivan den Grusommes tid ikke gjorde en effektiv overvågning mulig. Alle former for kommunikation var yderst besværlige og langsommelige, og et politi havde man ikke, kun de ansamlinger af bøller, der på Zarens vegne terroriserede befolkningen. Men da terroren var så vilkårlig, var den heller ikke effektiv. Ivan den Grusomme havde ladet nogle af sine nærmeste og mest loyale medarbejdere henrette, ingen kunde altså vide sig sikker, og hvorfor så være tyrannen tilpas?
 








11.
15. die, Othfer relicto, Geroden profecti sumus, isthinc sex miliariis. Postridie Clin, confectis decem miliaribus, pervenimus. Inde Demitroff oppidum ingressi sumus 17. die, postquam miliaria octo absolvissemus. In quo arx sita est, cincta muro, ex lignis, limo stramineque extructa. Unde bene mane discessimus, pemoctantes Troitze, quod ab altero sex miliaribus distat. - 

Hic coenobium justae magnitudinis visitur, turribus, propugnaculis muroque lapideo instructum, totius Russiae praecipuum, in quo trecentos monachos vitam degere ajunt. Habet stagna perquam multa, belle sane fluentia, silvasque opacas; hine piscaturae venationique locus est aptissimus. Et cum arx imperialis Slabodia (in qua Imperator saepius propter loci amoenitatem delitescit) huic vicina sit, saepius ab ea ad hoc sese confert, ut preces suas Suo Deo offerat. Ubi vesperi ipsum esse nosque eo vocari accepimus, missis nobis equis, quibus Slabodiam duceremur. Quare summo mane viam, quae spacium sex miliariorum continebat, ingressi sumus, ac circa horam primam pomeridianam transegimus, civitatem 19. Augusti attingentes.

In itinere a Ducis bajoribus cum centum equis hoc modo sumus excepti:  Cum arcem in conspectu haberemus, e longinquo visi nobis equites, quos cum propius accessimus, conspeximus eos esse, qui nos exciperent. Recta igitur nos adeuntes meo currui sese applicuerunt, dicentes sese a Magno Duce Muscoviae ac Imperatore omnium Ruthenorum ablegatos esse, ut nobis obviam irent hospitiumque, ad quod diverteremur, commonstrarent.

11.
Omsider får Jacob Ulfeldt den 17. august meddelelse om, at han alligevel ikke skal til Moskva, men skal møde Zaren på slottet i Aleksándrovskaja Slobodá, nord for Moskva. Forinden skulde han svare på spørgsmål om sendefærdens ærinde og om gaver, samt modtage besked om adfærdsmønstret ved Carens hof.

Den 15. forlod vi Tver og drog til Gorodnja, seks mile derfra; dagen derpå kom vi til Klin, efter endnu ti mil. Siden kom vi til Dmitrov, den 17., efter otte mils rejse. Der ligger der en borg, omgivet af en vold, bygget af tømmer, ler og strå. Tidligt om morgenen tog vi derfra og kom til Troize, seks mile længere fremme, og der overnattede vi.


Her ser man et kloster af betydelig størrelse, med tårne, bastioner og en stenmur, det vigtigste kloster i hele Rusland. Man siger, at der bor tre hundrede munke der. Det ejer mange smukt strømmende fiskevande og tætte skove, derfor egner det sig særlig godt til fiskeri og jagt. Og da Zarens slot i Slobodá, hvor han ofte opholder sig på grund af stedets skønhed, ligger i nærheden, kommer han ofte til klostret for at bære sine bønner frem for Gud. Vi fik at vide at han skulde være der om aftenen, og vi vilde blive kaldt dertil. Vi fik derfor tilsendt heste, der skulde føre os til Slobodá. Altså tog vi af sted om morgenen tidlig, og efter seks mils rejse nåede vi dertil omkring klokken ét om eftermiddagen, den 19. august. 


På vejen blev vi modtaget af Fyrstens bojarer med hundrede heste. Først fik vi slottet i sigte, derpå så vi på lang afstand nogle eskadroner ryttere, og da vi kom nærmere viste det sig, at det var dem, der skulde tage imod os. De kom lige hen til os og henvendte sig til mig og sagde, at de var af Storfyrsten af Moskva og Zaren over alle Russere beskikkede til at møde os og anvise os herberg


Dette billede (såvel som to af de følgende) er hentet fra originaludgaven af Ulfeldts rejseberetning, Frankfurt am Main 1608. Det viser Aleksándrovskaja Slobodá, hvor Ulfeldt mødte Ivan den Grusomme. 

(Den kendte Slavist Knud Rasmussen mener, at tegneren ikke har kendt 
stedet ved selvsyn, og at billederne derfor ikke har egentlig kildeværdi. )
 
 Is autem, qui oratorem egit, Bolher nominatus, dextro lumine captus erat. Hic postquam ab equo non descenderet nulloque honore me dignaretur, nec ego quicquam ei honoris praestiti, sed in curru me continui, auscultans iis, quae ab ipso dicebantur. Ille vero, cum cognosceret me vehiculo minus descensumm, mandavit ut currum relinquerem, quod etiam feci, cum et ipse equo relicto humum pedibus conculcaret. Tum eadem verba repetiit, quae prius locutus fuerat. Ego, cum pro meo virili respondere gratiasque Imperatori pro tractatione nobis in via oblata agere vellem aliaque, quae ad rem pertinere videbantur, quantum ingenii vires concesserant, commemorare, nulla mihi copia fandi concessa est, sed currum me conscendere jussit. Quod cum fecissem, recta ad civitatem illis ductoribus properavimus domumque commonstratam ingressi sumus. -  Distant autem haec civitas et Neugardia inter se miliaribus centum.

Circa vesperas, inter 9 et 10, cum quieti nos daremus, venit ad nos idem Bolher, et inter alia cepit percontari, numquid in bono proposito bonaque cum animi intentione advenissemus, id sibi aperiri petens. Ad haec respondi Nos a Regia Majestate ad Magnum Ducem tamquam ad amicum missos nobisque non esse injunctum ut aliud quam quod ad regnorum tranquillitatem spectaret proponeremus. Si enim sese aliter res haberet Rexque Noster alio animo in Imperatorem esset affectus, tum facillime per homines nobis inferiores res demandatae potuissent expediri. - Quo accepto responso iterum sibi exponi institit, ubi retuli Nos brevi sperare Imperatori esse apparaturos; quod si fieri posset statueremus totum nostrum negotium ipsi exponere.



 		Han der førte ordet hed Bolher. Han var blind på det højre øje. Da han ikke steg ned fra sin hest, og ikke viste mig nogen ære, så viste jeg heller ikke ham nogen ære men blev siddende i vognen og hørte, hvad han sagde. Men da han mærkede,  at jeg ikke vilde stige ud af køretøjet, befalede han mig at stå ud af vognen, hvad jeg gjorde, da han også steg af hesten og satte foden på jorden. Så gentog han, hvad han havde sagt. Men da jeg efter bedste evne vilde svare og takke Zaren for behandlingen undervejs og andet, som syntes passende, så godt som min ånds evner tillod det, blev der ikke givet mig lejlighed til at tale, men han bad mig stå op i vognen igen. Og da jeg havde gjort det, hastede vi ind til byen med dem som vejvisere, og tog ind i det hus de anviste os. Mellem denne by og Novgorod er der hundrede mil.




Om aftenen, mellem ni og ti, ligesom vi skulde lægge os til at sove, kom samme Bolher til os og begyndte at spørge om vi var kommet i et godt ærinde og havde gode hensigter; det vilde han gerne vide. - Hertil svarede jeg, at vi var udsendt af Kongelig Majestæt til Storfyrsten som til en ven, og der ikke var pålagt os andet, end hvad der tjente til rigernes rolighed. Hvis det nemlig ikke havde været så, og hvis Kongen havde været anderledes sindet mod Storfyrsten, så kunde sagerne ganske let være ordnet af folk af lavere rang end os. - Da han havde hørt det, bad han om at få det at høre igen. Jeg svarede, at vi håbede, at vi snart kom i audiens hos Zaren. Når det skete, vilde vi fortælle alt, hvad der skulde forhandles om.
Kommentarer til kapitel 11

Ulfeldt og hans følge kommer til Troice Lavra, Treenighedsklosteret, i den lille by Sergijev Posad. Dette sted skulde med tiden blive den Russisk-Orthodoxe Kirkes højborg og er det endnu idag. Nærved ligger Aleksåndrovskaja Slobodá. Ordet slobodá betyder landsby, gerne en landsby der ligger som en forstad til en større by. Aleksåndrovskaja Slobodá betegner altså en forstad til byen Aleksandrov, men Ulfeldt tror åbenbart, at Slobodá er et navn i sig selv, og han omtaler gerne den lille by som Slobodá slet og ret. Forhandlingerne mellem Danskere og Russere kom til at foregå der, vel henad 70 kilometer fra Moskva, og ikke i selve Moskva, som nogle historikere fortæller.- Den, der tager sig af Danskerne, en enøjet mand, Bolher, er ifølge Knud Rasmussen af en Russisk forsker, J. Scerbatjov, nærmere identificeret som en vis Balanda Grigorjevitj Sorvin.















12.
His auditis discessit dieque sequenti, qui 20. erat, denuo se nobis obtulit, indicans Imperatorem mandasse, ut postridie ipsi appararemus, adjungensque sibi perspectum esse nostrum candorem nostramque benevolentiam. Quare non posset non nobis suo consilio subvenire atque nobis consulere, quo pacto quave occasione tanti principis conspectu commode frueremur, significans decere, ut summa cum reverentia summaque cum verborum praemeditatione injunctum negotium exponeremus eaque vitaremus, quae ullam irascendi occasionem principi praebere possent omniaque excluderemus, quae ad rem non pertinere viderentur. Praeterea totum Majestatis ejus titulum ea qua deceret observantia ante Regis Nostri titulum enumeraremus, nihilque relinqueremus intactum, quod ad ipsius honorem spectaret.

Eo haec loquente astitit interpres Ruthenicus nomine Jacobus, Austriacus, qui in haec verba erupit dicens: Quod hic bonus dominus mentionem tituli Imperatoris recensendi ante Regis Vestri facit, id suas håbet causas, quae dissimulandae non erunt, quarum praecipua, ne propter negligentiam vestram infamiae nota vobis inuratur. Memini enim ante paucos annos Imperatorem legatos invisisse, qui ignominiose rejecti atque explosi sint in ipso temporis monento, quo advenerant, eo quod postposito ipsius titulo dominorum suorum praetulerint. - Hactenus ille.


 		12.
Den 20. august fik Danskerne at vide, at det var Zarens befaling, at de skulde få foretræde for ham næste dag. De fik råd om, hvordan de skulde henvende sig til Storfyrsten med den største respekt, og at de aldrig måtte nævne den Danske Konges navn før Storfyrstens titel. Endvidere at de ikke måtte nævne sagen med de tre slotte, som var deres egentlige ærinde. Dette afviste Ulfeldt som et uhøfligt krav.

Da han havde hørt det, gik han bort. Men dagen efter, den 20., kom han igen og lod os vide, at Zaren havde befalet, at vi skulde komme til ham dagen efter Og han tilføjede, at da han nu klart så vor redelighed og gode vilje, kunde han ikke andet end råde os om, hvordan vi bedst kunde træde frem for så stor en Fyrste. Det sømmede sig nemlig, at vi med den største respekt og med yderst velvalgte ord fremførte vort ærinde, og at vi undgik alt, som ikke syntes at komme sagen ved. Desuden skulde vi opregne Zarens fuldstændige titel, med passende ærbødighed, og det før vor egen Konges; og vi skulde ikke lade noget usagt, som tjente til Zarens ære.





Medens han talte, stod en Russisk tolk hos os, ved navn Jacob, en Østriger, og han tog ordet og sagde, at "Når denne gode herre råder Jer til, at I nævner Storfyrstens titel før Jeres Konges, så har det sine årsager, som ikke skal skjules, af hvilke den vigtigste er, at I ikke på grund af skødesløshed skulde blive ringeagtet Thi jeg mindes nogle udsendinge til Zaren, for få år siden, hvordan de blev bortvist med hån og foragt, så snart de var kommet, fordi de nævnte deres egen herres titel før Zarens". Såvidt ham.
Hac significatione ceu pulsato classico invitatus ilico respondi, Nos antea ad Reges et Principes fuisse Regiaque negotia ita exposuisse, ut nos excusatos habuerint, sperantes tales et jam nos gesturos, ut nec Imperatori nec Regi quicquam honoris detrahatur, nos Teutonico more ipsumque salutaturos. Si interim nos instruere ille vellet, quo pacto Imperatorem nobis benevolum redderemus, et quemadmodum gratiam ab ipso iniremus neque etiam Regem Nostrum merito honore privaremus, id animo bono nos tamquam ab amico profectum accepturos atque in loco beneficii posituros. Quod autem ad negotium proponendum  attineret, significavimus nobis a Rege Nostro mandatum esse quid tracteremus, nobis de nostro quicquam mandatis ejus nec licere nec velle.


Tum iterum ille quaesivit, an esset injunctum etiam mentionem aliquam arcium in Livonia Regi ademptarum fieri, quod si sic esset, putabat abs re de iis verba facere. Cui ego nos in mandatis habere, inquam, ut negocia nobis imposita coram Imperatore et Senatu conficeremus, non vero aliis, quare incivile esse judicaremus de eo nos sollicitari. Tum certiorem se fieri poposcit, num munera Imperatori a Regia Majestate essent missa, ecquid et nos singuli quippiam illi offerre vellemus. - Regem, inquam, misisse Imperatori filoque natu majori pocula inaurata. Tum ille necessarium esse inquit ut et alteri filio, natu minori, dona largiremur, quod de sententia sua nos facturos esse polliciti sumus. Quo audito jussit omnia munera chartis mandari sibique tradi. 

Quibus acceptis decessit. Revertens autem, cum advesperasceret, significavit Imperatorem praecepisse, ut nos die sequenti, 21. mensis, ipsi sisteremus, qui optatissimus fait nuncius. - Rediit igitur ad nos postridie, circa horam octavam antemeridianam, expetens ut abitum pararemus. Nos nulla interposita mora equos conscendentes recta ad arcem intendimus.- Hinc longe in via subornati erant sagittarii 2000, ab utroque latere consistentes, interjecto spacio, quod transiremus. Ulterius progressi arcem attigimus, amplam sane regificeque extructam ex lapidibus, muro fossisque circumdatam, continentem tria templa insignia.


 		Hans ord virkede på mig som en krigstrompet, og jeg svarede straks, at vi havde været i ambassade hos Konger og Fyrster før, og dér således forrettet vort ærinde, at de måtte have os undskyldt, når vi nu mente, at vi nok kunde føre os frem, så at hverken Zaren eller vor Konge skulde miste noget af deres ære. - Vi vilde hilse Zaren på den Tyske måde. Men hvis de vilde undervise os i, hvordan vi kunde vinde Zarens gunst og velvilje, uden at der gik noget fra vor egen Konge, så vilde vi gerne tage imod det, som en velgerning fra en ven. Men hvad det angik at fremlægge vort ærinde, fortalte vi ham, at det var befalet os af vor Konge, hvad vi skulde forhandle om. Derfor hverken vilde eller kunde vi lægge
noget dertil, eller trække noget fra.


Så spurgte han os igen, om det var os pålagt at tale om slottene i Livland, som var frataget vor Konge. Hvis så var, mente han at det var forgæves. Jeg sagde at vi havde fået befaling om at fremføre vort ærinde for Hans Zariske Majestæt og Hans Råd. Derfor holdt jeg det for en uhøflighed, at han vilde vide den slags. - Så begærede han at vide, om vi havde nogle gaver med fra vor Konge til Zaren, eller om den enkelte af os havde noget at komme med. Jeg svarede at Kongen havde sendt Zarens ældste søn nogle forgyldte bægre. Så sagde han, at så måtte vi også have en gave til den yngste søn. Det lovede jeg, når han nu mente det. - Så bad han os om at skrive alle gaverne op på et stykke papir og give ham det.


Dermed gik han bort. Men hen imod aften kom han igen og lod os vide at han havde befaling fra Zaren om, at vi dagen efter, den 21. august, skulde indlades i audiens, hvad der glædede os meget. Dagen efter, klokken otte om morgenen, kom han igen og bad os om at gå med, hvorfor vi ufortøvet satte os til hest og fulgte ham til slottet. På begge sider af vejen stod der bueskytter i giv-agt!  - ialt to tusinde, og da vi red noget frem, kom vi til Slottet, som er ganske prægtigt, kongeligt bygget i sten, omgivet af en mur og en voldgrav. Inden for var der tre store kirker.
Ibi conspeximus frequentem bajorum curiam, qui vestibus purpureis et versicoloribus induti erant. Iis relictis palatium ascendimus, bajoribus aliis preciosissime vestitis sedendoque locum suum tenentibus repletum. Quibus
salutatis, cum Imperiale solium ingredi vellemus, ante ostium occurrit nobis interpres, Casparus nomine, subjiciens ne Regis titulum Imperatorio praeferremus neve filium hujus insalutatum tituloque insigni indecoratum
relinqueremus.

Post nobis intromissis Imperator et filius natu grandior comparuerunt, ambo sedentes, pater in sella a terra per spacium unius ulnae remota, filius loco paulo inferiori dextram ejus claudens. Ille tunica indutus holoserica
coloris flavi, ornata gemmis preciosis, gestabat collo ornamentum aureum ex variis lapidibus confectum, capite pileum ex lapidibus gemmisuqe compositum, cui corona aurea erat annexa. In omnibus digitis annulos, quibus uniones erant inserti, habebat, manu tenens sceptrum deauratum. Hic tunicam induerat holosericam rubri coloris, gemmis consutam, capitegmen habens, cui pelles erant subductae. - Coram iis steterunt juvenes quattuor, secures manibus ferentes, qui albis vestibus ex bysso erant amicti.

Magna illic bajorum erat frequentia usquequaque sedentium, qui omnes tunicas preciosas gerebant. Imperatori quamprimum visi sumus manum porrexit, et praeco me compellans alta voce exclamavit: Jacobe, Iwan
Vasilovitz Tui ita misertus est, ut manum Tibi porrigere dignetur - confer Te ad ipsum et manum Tuam illi cede! - Quod feci, quemadmodum et filio, ea qua deceret cum reverentia. Mox Gregorium, Amoldum aliosque nobiles omnes idem accersivit. Tum quaerere ex me coepit, num Rex noster pristina frueretur valetidine. Ego ipsum, inquam, me ab eo discedente bene valuisse meque sperare ut adhuc feliciter vivat.

 		Dér så vi en stor forsamling af bojarer. Deres klæder var af purpur og lyste i mange forskellige farver. Da vi var kommet forbi dem trådte vi ind i et palads, fyldt med bojarer, alle overmåde prægtigt klædt, og siddende hver på sin plads. Vi hilste dem, og da vi vilde gå ind for Zarens trone, kom en tolk ved navn Casper hen til os, foran døren, og mindede os om at vi ikke måtte nævne vor egen Konges titel før Zarens, ejheller glemme at hilse Zarens søn, og ham skulde vi huske at hilse med passende og ikke ubetydelige titler.

Vi blev nu lukket ind og stod foran Zaren og hans ældste søn. De sad begge ned, faderen på et sæde, der var hævet en alen over gulvet, sønnen lidt lavere, på faderens højre side. Zaren havde en gul helsilkes kjole på, bestykket med kostbare smykker. Om halsen havde han et guldsmykke, besat med dyrebare sten, på hovedet havde han en kalot med juveler og ædle stene, og ovenpå kalotten en krone af guld. På alle sine fingre havde han ringe med perler i, og i hånden holdt han et forgyldt scepter. - Sønnen havde en rød helsilkes kjole på, med påsyede ædelsten, og en kalot med pelsstykker. Foran dem stod fire unge mænd med økser i hænderne, og iført kapper af fint hvidt linned. 


Overalt sad der en mængde bojarer i kostbare kjoler. Så snart Zaren så os, rakte han os hånden, og tolken råbte højt til mig - "Jacob, Ivan Vasiljevitj beviser Dig så stor en nåde, at han værdiges at række Dig hånden - gå frem og giv ham Din!"  Det gjorde jeg, ligesom jeg gav hans søn hånden, med passende ærbødighed. Snart bød han også Gregers, Arild og de andre af adel at komme frem og gøre ligeså. - Derpå begyndte han at spørge mig, om vor Konge var ved sit forrige helbred. Jeg svarede, at ved min afrejse var Kongen ved godt helbred, og jeg håbede at han stadig levede vel.
 
To situationer er afbildet i ét og samme billede: Nederst er Danskerne på vej ind i Audienshuset. 
Øverst modtages de af Zaren, der har Zarevitj Ivan Ivánovitj på sin højre side (til venstre for iagttageren). Man bemærker de fire øksebevæbnede mænd omkring tronen, de såkaldte Ryndy. 
Posthaec oratio haberi coepta est ipseque cum filio a Rege salvere jussi sunt Imperator, cum titulo suo salutationique aures benevolas praebuisset, sermonem interrumpebat, non concedens nobis tempus a capite nogotium arcessendi, sed imperans ut cetera bajoribus significaremus. Quare cum nobis nulla sit data venis fandi, coacti sumus silentio ea praeterire quae ex mandato Regis merito ipsi exposuissemus.

Hoc facto jussit nos sedere, nobisque residentibus iterum nos inclamavit praeco: Imperator hodie vos ad convivium invitat. Surgite et agite Ipsius Majestati gratias! - Quod factum est.

Exinde munera afferri praecepit. Quae ubi allata, statim sunt a ministris suis reposita et reservata. Hisce peractis discessimus ductique sumus in conclave aliud, in quo restitimus, donec nobis sese ostenderent consiliarii Bogdan Jacofplovitz Belskoi, Wasille Gregorevitz Susasin, Dementey Iwanovitz Serremissin, cancellarius Andrey Jacofplovitz Salkanoff, et cancellarius Andrey Wasilissen Terrefeddina, quos ad negotium nostrum adhibuit. Cum his eo tempore conversati sumus, quoad prandii tempus instaret.


Hinc ubi ad locum priorem deducti sumus, Imperator supra filium accubuerat, deposita illa veste preciosa assumptaque alia ex bysso coloris fusci, capite pileo ex panno rubro gemmisque ornato tecto. Filius itidem, tunica priore seposita, albam induerat, sicut et bajores omnes vilioribus erant amicti vestibus, purpureis illis, quae Imperatoris erant, magno sumptu ab ipso ad fastum et magnificentiam suam ostentandam comparata, jam reservatis. Horum bene multi in hoc convivium adhibebantur, mensis aliis assidentes, nobis vero e regione Imperatoris a manu sinistra accubantibus. 

 		Så begyndte jeg på en tale, hvori jeg hilste Zaren og hans søn fra vor Konge. Da Zaren havde lyttet velvillig til sin titel og vore hilsener, afbrød han os og vilde ikke give tid til egentlige forhandlinger, vi kunde sige resten til hans bojarer. Da vi nu ikke fik lov til at tale længere, måtte vi i tavshed forbigå, hvad Kongen med rette havde pålagt os at lægge frem for ham.


Nu fik vi ordre til at sætte os, og mens vi sad der råbte tolken igen til os: Zaren indbyder Jer i dag til gæstebud - stå op og tak Hans Majestæt! - Hvad vi så gjorde.

Derpå bød tolken os at komme frem med vore gaver, som tjenerne  straks tog sig af for at opbevare dem. Så førte de os ind i et andet gemak, hvor vi ventede, indtil de Russiske råder kom. Deres navne var Bogdan Jakovlevitj Belskij, Vasilij Grigorjevitj Zjuzin, Dementij Ivanovitj Tjeremisinov, kansleren Andrej Jakovlevitj Sjtjelkalov, og kansleren Andrej Vasiljevitj Serefedinov. Disse var beskikkede til at forhandle med os. Dem talte vi så med, til det blev tid for middagen.


Vi kom nu tilbage til det forrige gemak. Zaren havde allerede sat sig til bords, lidt hævet over sin søn. Han havde aflagt sine prægtige klæder og bar nu nogle andre, af fint, mørktfarvet linned, og en rød kalot besat med ædelsten. Sønnen havde også skiftet fra sin tidligere dragt til en hvid kjole, ligesom alle bojarerne havde mere beskedne klæder på og havde aflagt de forrige af purpur, som tilhørte Zaren, og som han havde købt med store omkostninger for at blænde med pomp og pragt. - Mange af bojarerne satte sig ved andre borde, men vi blev sat nær ved Zaren, ved hans venstre side.

Gæstebudet. Øverst midtfor ses Zar og Zarevitj. Til venstre i billedet sidder danskerne
Dux cibo nondum allato vinum sublimaticum bibebat. Deinde ministri ejus cibum apportantes prout patinas ex ordine omnes ipsi praeposuerunt, ita inter bajores suos distribuit, primumque ferculum supremo suo capitaneo Knes Iwan Feddervitz Stiloffski misit, qui maximo id honore accepit, assurgentibus bajoribus omnibus, alterum genero suo Michir Romanois, qui eadem observatione accepit. Tertio me est dignatus, sequentibus Gregorium, Amoldum cunctosque nobiles reliquos. Interim per intervallum suis etiam bajoribus quaedam sunt porrecta. Quemadmodum autem numerus ferculorum erat infinitus, sic etiam assurrectio modum non habebat. Nam quoties ea mittebantur, toties assurgendum nobis erat, idque
65! - Nec defuerunt apud eos, qui acerbe in nos invecti sint, mandantes ut Caesari honorem praestaremus.


Paulo post poculum mulso plenum a Duce mihi est missum, sicut et secundum alio mulsi genere. Postea sibi afferri jussit vasculum aureum, in quod infundi curavit vinum Marvisinum, quod postquam ori admovisset mihi et hoc misit. Quo accepto gustatoque Gregorio porrexi, qui Arnoldo, ipseque Paulo Wernicken, qui Johanni Wenstermandt, et c., ut omnes ipsius liberalitate ae misericordia frueremur, et erat hoc signum gratiae, ut illi nominant. De ceteris ne guttulam quidem gustavit.


Hoc facto per interpretem me appellavit, dicens sibi facile constare nos longam viam, non solum terrestrem, verumetiam maritimam confecisse maximosque labores subiisse. Si aliqua ad vitae sustentationem necessaria nobis essent, ea nobis concedi debere, adjungens quod Neugardiae aliquot septimanas detenti fuissemus suas habuisse rationes, se enim aliquibus negotiis distentum fuisse, quominus abitus prius parari potuisset. Et erat hoc unicum quod mihi vel aliis inter prandium dixerit. 


Før maden blev serveret drak Zaren brændevin. Så kom tjenerne med maden, og som de satte fadene på bordene, delte Zaren maden ud til sine bojarer. Den første ret gav han sin øverste officer, Fyrst Ivan Fjodorovitj Mstislávskij, som tog imod den med største ærbødighed, medens alle bojarerne rejste sig. Den anden ret sendte han til sin svoger Nikita Romanóvitj, som tog imod med lige så stor ydmyghed. Det tredje fad beærede han mig med, og de følgende sendte han til Gregers, Arild og de andre adelsmænd. Ind imellem rakte han også nogle retter til sine bojarer. Der var uendelig mange retter, derfor var der heller ikke måde med, hvor mange gange vi måtte rejse os, for hver gang retterne blev sendt af sted skulde vi stå op, og det mere end femogtres gange! Og endda talte nogle hårdt til os og sagde, at vi skulde vise Zaren større ære.


Lidt senere gav Zaren mig et bæger med mjød, og et andet bæger med en anden slags mjød. Derefter lod han sig bringe et forgyldt bæger, som han lod fylde med Malvasiervin. Da han havde drukket deraf, sendte han det til mig, og da jeg havde drukket, rakte jeg det til Gregers, som gav det til Arild, som gav det videre til Paul Wernicke, Johan Venstermand og så videre, for at vi alle måtte nyde hans gæstfrihed og nåde. Og det var virkelig en særlig nådesbevisning, som de sagde, thi ingen andre fik så meget som en dråbe.

Herefter kaldte Zaren på mig gennem tolken og sagde, at han sagtens kunde forstå, at vi havde haft en lang rejse, både til lands og til vands, og havde udstået store besværligheder. Men hvis vi nu behøvede noget, så skulde vi få det; og han tilføjede, at når vi var blevet opholdt i Novgorod i nogle uger, så havde det sine særlige årsager. Han havde været optaget af andre forretninger. Og det var det eneste, som Zaren sagde til mig eller nogen anden under middagen.


Det gamle russiske rigsvåben med den berømte dobbelt-ørn (ørnen med de to hoveder), der 
er et ældgammelt herskersymbol, som går helt tilbage til det middelalderlige byzantinske Rige.

Mensae omnes patinis argenteis et cyathis adeo erant refertae, ut nullus locus vacuus esset relictus, sed patina supra patinam fuit posita, poculum supra poculum. Varia simul ae ferculorum ut et mulsorum genera nobis fuerunt allata. - Imperator et filius utebantur cultris ad longitudinem dimidiae ulnae, poculo modo et cochleari ligneo. Quanta equidem cum nausea quantaque cum morum incivilitate ille comederit, id norunt omnes, qui ipsius interfuere convivio. Neminem unquam in vita viderim, cujus conditionis ordinisque tandem fuerit, qui incivilius cibum sumpserit quam magnificus hic Imperator.

Finito jam prandio jussit nos interpres surgere. Quo facto Imperator nos ad se arcessit, porrigens unicuique cyathum argenteum mulso rubro plenum, quam unus post alterum, prout uniusque conditio et status exigebat, ex manibus ejus sumpsit, illisque evacuatis discessimus atque viam ad aedes commorationi destinatas direximus. 


 		Alle borde var fyldt med sølvfade og bægre, der var ikke en tom plet, ja man satte fad på fad, og bæger på bæger, mens man bragte os mange forskellige retter og mange forskellige slags mjød. - Zaren og hans søn spiste med knive, en halv alen lange, og bægeret og skeen var af træ. - Hvor kvalmende og uskikkeligt det gik for sig når han spiste, det ved alle, der har været med ved hans gæstebud. Jeg har aldrig i livet set nogen, af hvad rang og stand han end var, spise mere udannet end denne stormægtige Zar.



Da måltidet var endt, sagde tolken, at vi skulde rejse os. Det gjorde vi, og Zaren kaldte os nu hen til sig og rakte enhver af os et sølvbæger med rød mjød, som vi tog imod af hans hånd, den ene efter den anden, hver efter sin rang. Og da vi havde drukket ud gik vi bort, ud til de huse hvor vi skulde bo.
Kommentarer til kapitel 12

Zarens ældste søn var på dette tidspunkt tronfølgeren Iván Ivánovitj, den yngste var Fjódor, som var evnesvag. Ivan Ivánovitj døde, inden faderen døde, faderen havde i afsindigt raseri hamret ham vildt oven i hovedet med en stav, og det blev hans død. - Ulfeldts beskrivelse af den ceremonielle modtagelse i Zarens store sal er med rette berømt og ofte citeret i historiske værker. De Danske diplomater henvises til at forhandle med et Russisk femmandsudvalg, hvoriblandt Zarens favorit i hans seneste år, Bogdan Jakovlevitj Belskij, der ofte sov i Zarens soveværelse, måske som en slags livvagt. Zaren omfattede ham med megen kærlighed.




 Zaren har i raseri slået til sin søn, og denne dør.







13.
Die 23. cum vacuus intercesserat ad aulam revocati sumus, vetitum autem est ne ultra viginti servos in concomitatu haberemus, eoque ordine eaque pompa, qua ante incessimus, cum sclopetarii iidem bajoresque praesto
essent necnon Imperator filiusque solitum locum occupassent. - Ostium palatii ejus ingressi praecepit nobis interpres ut in sella illic posita resideremus. Sed membris vix sedi admotis asurgere jussit et ad locum tractationi deputatum nos deportare. 

Quo cum pervenimus consilarii, qui tractationem ingressi nobiscum erant, causam nostrae legationis rursus suscipientes ab hora nona, nisi me mens fallit, ad horam primam postmeridianam istis negotiis occupati fuerunt. Quibus peractis iter domum fecimus.


Postero Bartholomaei die quam illa acta erant denuo Imperatorem invisentes in loco solito invenimus, amictum tunica holoserica coloris viridis filiumque rubri. Quibus visis discessimus, postquam tempus illud exiguum cum residendo tum assurgendo consumpseramus, remque nostram ulterius aggredientes magna sane cum difficultate egimus. Dici enim non potest quanto cum periculo inter eos versandum quantumque elaborandum et desudandum in isto negocio nobis fuerit.


 		13.
Danskerne blev kaldt til hoffet igen og fik lejlighed til at fremføre den Danske Konges klager overfor de Russiske forhandlere, men mødte store vanskeligheder.

Da den 23. var gået hen uden begivenheder, blev vi igen kaldt til hoffet, men med forbud mod at have mere end tyve tjenere i vort følge - og de skulde gå i samme orden og rækkefølge som før. De samme musketerer og bojarer som før var til stede, og Zaren og hans søn havde indtaget deres sædvanlige pladser. Da vi var trådt inden for Paladsets dør, bød tolken at vi skulde sætte os på det sæde, der var sat frem; men næppe havde vi sat os, før han befalede, at vi skulde rejse os og begive os til forhandlingsgemakket.

Da vi kom derhen, tog de råder, der havde åbnet forhandlingerne, atter årsagen til vor sendefærd op, og tiden fra klokken ni til klokken et om eftermiddagen, om jeg husker ret, gik med disse diskussioner. Da de var slut gik vi til vore huse.



Dagen efter at det var sket, var det Bartholomæi Dag, og vi gik igen til Zaren og fandt ham på det sædvanlige sted, klædt i en grøn helsilkes kjole, og hans søn klædt i rødt. Da vi havde hilst dem, gik vi bort, efter at have tilbragt den korte tid med at sætte os ned og rejse os op igen. Vi gik nu nærmere ind på vort ærinde, men det voldte store vanskeligheder. Det er nemlig ikke til at sige, hvor stor fare man svæver i, når man er iblandt dem, og hvor megen anstrengelse og møje vi havde af disse samtaler.
Quam barbari hi se efferant vel ex hoc potes colligere, quod omnia quae dixerint rata et firma esse existiment, et, quod magis est, contradici sibi in tractationibus non patiantur. Nullo utantur ordine, sed omnia inconsiderate effundant, ultro citroque divagentur, prout cogitationes sibi inciderint, dedignentur aures benevolas relatis praebere sermonesque interrumpant, intus omnia canentes (ut in Graecorum est proverbio) tantumque ea considerantes quae ipsi in medium adduxerint; quod si quicquam dictum fuerit illis non conveniens absurdum esse nihilque ad rem pertinere ajunt, atque ita de se solum bene existimantes. Prae se alios pro nihilo ducunt, ut merito hine dici possit "Inter bonos bene agier, inter malos male".

Tam superbo et efflato animo Princeps etiam erat, supercilia sine fine attollens, latera erigens totoque corpore intumescens, praesertim audito suo titulo. Maxime igitur in eos cadit dictum: Qualis est Princeps, tales sunt subjectorum mores. - Sunt insuper callidi, versuti, pertinaces, effrenati, adversi et aversi, perverst, ne dicam impudentes, ad omne malum proclives, utentes violentia pro ratione quique virtutibus, mihi crede, omnibus nuncium remiserunt.

27. die, cum omnia erant scriptis mandata, per monoculum ad arcem vocati, acceptis equis ad eam perreximus. Quam ubi ingressi bajores ipsius omnes praesto erant, quorum alii in plaustris, alii in scalis, quas ascendimus, se continebant, magna sane cum gravitate, Imperatoriis politi vestibus sistentes. Hos praetereuntes in solium imperiale intromissi cum reverentia Ducem salutavimus, erant enim nobis jam mos ille familiaris, cum aliquoties "oculos suos clarissimos", ut verbis illorum utar, vidissemus.

 		Hvor barbarisk de tér sig, kan man se deraf, at alt hvad de har sagt, det tror de selv står urokkelig fast. Og hvad mere er, de tåler ikke at blive sagt imod. Der er ingen orden i deres tale, de snakker løs uden omtanke, de taler i øst og i vest, som tankerne falder dem ind. De vil ikke høre efter hvad man siger og afbryder andre, de ligesom "synger alting indvendig", som det Græske ord siger, og regner kun med det de selv kommer frem med. Og hvis man vil sige noget til dem, som de ikke bryder sig om, siger de, at det er urimeligt og ikke kommer sagen ved. Og således tror de kun godt om sig selv, og ringeagter andre, så man med rette kan sige, at "blandt de gode behandles jeg godt, men blandt de onde slet".

Fyrsten selv var hovmodig og stolt, hele tiden hævede han øjenbrynene, løftede skuldrene og pustede sig op, især når han hørte sin egen titel blive nævnt, så her passer i højeste grad det ord, at som herren er, så er hans tjenere. De er desuden snu, stivnakkede, afsindige, afsporede, for ikke at sige skamløse, tilbøjelige til alt ondt, bruger vold i steden for argumenter, og har, tro mig, vendt ryggen til alle dyder.


Den 27., da alting var nedfældet på skrift, blev vi af den enøjede kaldt til Slottet, efter at vi havde fået heste, så vi kunde ride derhen. Da vi trådte ind var alle hans bojarer til stede, nogle stod på kærrer, andre på trapperne vi gik op ad, og det med stor værdighed, klædt i Zarens klæder. Vi gik forbi dem og ind for tronstolen og hilste ham, thi vi var nu så vant til at, når vi så "hans strålende øjne", som de siger, så skulde vi hilse. 
Inde locum solitum, causae nostrae agendae decretum, cum consiliariis petentes ab hora nona ad primam pomeridianam egimus, ut toti negocio finis videretur impositus, relinquentes Paulum Wernicken in arce, ut chartis puris omnia mandaret. Ceterum cum nos reditum ejus diutius expectaremus, multa nocte, hora fere 12 venit ad nos nuncius, confidenter loquens Imperatorem in aliquibus articulis mutasse sententiam, et ea quae pridie essent a nobis confecta, constituta literisque comprehensa rescidisse et irrita fecisse; quod nisi jam ipsius voluntati satisfaceremus, actum esse de toto nostro negotio. Quare consultum dixit esse, ut statim animum nostrum sibi denudaremus. - Inter colloquendum, mandato ab hoc vix exposito, intervenit alius, imperans ut quam citissime index appareret.

Hisce auditis dici non potest quam varie simus affecti quantusque nobis injectus sit scrupulus - praesertim cum in causa acquieveramus, et omnia pridie ultro citroque verbis habitis magna cum praemeditatione erant tractata et conclusa, maxime autem quod nobis deliberandi spacium non concedebatur. Quare, cum aliud fieri non posset, tutissimus consiliorum portus nobis est visus ea agere concludereque, quae ad pacem et tranquillitatem inclinarent.


 		Derfra gik vi til det vante sted, ind til råderne, og brugte al tiden fra klokken ni til klokken et, så det syntes at forhandlingerne måtte være færdige. Vi efterlod Paul Wernicke på Slottet for at han kunde skrive alting rent. Da vi havde ventet længe på at han skulde komme tilbage, så kom - langt ud på natten, vel henad midnat - et bud til os, og han fortalte os at Zaren havde skiftet mening på nogle punkter. De aftaler vi var blevet enige om dagen før og havde opsat skriftlig, dem havde han revet i stykker og gjort ugyldige. Hvis vi ikke nu vilde bøje os for Zarens vilje, så vilde hele vores rejse være forgæves. Han bød os derfor nu at sige hvad vi mente. - Mens vi talte sammen, og endnu før han havde talt færdig, kom der en anden som befalede budet at komme hurtigt tilbage og melde om resultatet.

Da vi hørte det, var det ikke til at sige hvor mange tanker, der fløj gennem hovedet på os, og hvor stor bekymring der greb os - især da vi ellers var blevet enige, og alting dagen før var blevet vendt og drejet, og derpå forhandlet og besluttet, med den største omhu, men mest fordi vi nu ikke fik tid til at rådslå. Men da det ikke kunde være andet, forekom det os sikrest at gå ind på det, der kunde tjene til fred og rolighed.




14.
Hic fere omiseram eos omnia negocia de nocte perficere. Nulla erum nocte, quoad nos ibi commorati sumus, somnum in oculis suis viderunt. Sagittarii sclopetariique perdii et pernoctes in eadem statione manebant, qua die praeterito steterant, eo quod unicus Paulus Wernicke in arce describendo negocio occupatus, ut dictum est, remaneret.

Sequenti die, 28. Augusti, rursus domum Imperatoriam ingressi sumus, postquam ea, quae nocte praeterita mutata, exarata perlectaque essent, ae eodem die sigillis nostris obsignata confirmataque. Ubi Imperator sellam suam ascendisset Gregorium, Amoldum et me compellavit, se in animo habere inquiens osculo crucis stabilire quae a bajoribus suis nobiscum essent peracta et conclusa, confestimque sibi literas obligatorias praelegi jussit; quibus praelectis hora effluxerat. Sed cum eo tempore propius assisteremus, et magnum ejus in vestitu luxum contemplaremur, placuit hic interponere, partim quomodo ornatus fuerit, partim quos gestus habuerit, partim etiam quibus ceremoniis usus sit.

Indutus erat tunica rubra holoserica, quae lapidibus gemmisque preciosis consuta erat. De collo ipsius pendebat ornamentum ex auro lapidibusque eo modo confectum, quo solebant matronae nostrae nobiles in Dania olim gestare. Capite ferebat coronam auream, capitegmini ex lapidibusque gemmisque impositam.

 		14.
De ændrede aftaler blev næste dag blev læst op for Zaren, der var højst uopmærksom under oplæsningen.

Her havde jeg nær undladt at fortælle, at de ordner alle deres affærer om natten. Thi så længe vi var der, fik de ikke søvn i øjnene en eneste nat. Bueskytter og musketerer måtte dag og nat stå samme sted som de havde stået dagen før, fordi Paul Wernicke, som den eneste, blev tilbage på borgen for at renskrive overenskomsterne, som nævnt.

Dagen derpå, den 28. august, trådte vi igen ind i Zarens hus, efter at vi havde gennemlæst det, der var forandret og skrevet om natten før, og havde beseglet og bekræftet det. Samme dag, da Zaren var steget op på sin trone, kaldte han Gregers og Arild og mig til sig og sagde, at han nu med et kys på korset vilde bekræfte det, som bojarerne havde aftalt med os, og som vi var blevet enige om. Og han lod straks det skriftligt nedfældede læse op, hvad der tog en times tid. Men da vi i den tid stod ham nærmere end før, og bedre kunde se hans prægtige klæder, vil jeg her fortælle mere om hans prydelser og gebærder, og om ceremonierne omkring ham.


Han havde en rød helsilkes kjole på, påsyet kostbare stene og juveler. Om halsen havde han et guldsmykke, med adskillige ædelstene, sådan som vore adelige damer engang bar dem. På hovedet havde han en guldkrone, og under den en kalot, besat med ædelstene og juveler.


Videre til   del 1    del 2     del 3                  del 5    del 6     del 7