Videre til   del 1   del 2             del 4   del 5   del 6   del 7    
  

Ruslandsrejsen

(del 3)
 

Nec hi solum hanc morum incivilitatem prae se tulerunt, sed quotidie apud alios quoque experti sumus. Aderant nobis indies tubicines, suo more comoedias agentes, qui saepius inter ludendum posteriora denudarunt omnibusque obscoena corporis commonstrarunt, decumbentes in genua natesque in altum extollentes, exuti omni pudore ac verecundia; quod idem etiam mulieres aliquando fecerunt. Cum enim quodam die ante aedes nostras in planicie staremus cum famulis nostris quam plurimis, conspeximus mulieres in vicino, quae vestes in altum levarunt, pudenda nobis per fenestras commonstrarunt, tam anteriora quam posteriora, extendentes nudos pedes e fenestra, nunc dextrum nunc sinistrum, nunc nates, nunc alia, non abhorrentes praestabliorum praesentiam.


Hinc videre licet et liquido constat hos populos moribus esse agrestissimos ac corruptissimos, ut si cum aliis hominibus excultis conferantur, illis
ludibrio esse possint et deridendos propinari, quasi nihil vel parum a brutis differentes.

Proximo die venit ad nos praestablius noster, Fedder nomine, vir senex et gravis, cum quo de illorum fide sermones miscui. Et cum inter loquendum forte fortuna incideret quaestio de peccato contra Spiritum Sanctum, ipso dicente unumquemque salvari posse, etiamsi indies peccata peccatis augeret, si illi saltem esset animus semel resipiscendi poenitiamque agendi, ego contrariam defendens sententiam verum quidem esse ajebam quemque peccatorem salvari posse, multis magnisque peccatis etiam contaminatum, dummodo poenitentiam ageret fideque Dei misericordiam imploraret. Sed si contra mentem et animum in eam quotidie peccare non erubesceret, faciens sibi spem suo tempore vitam emendandi, illum sane in Spiritum Sanctum peccare illudque peccatum nec in hoc nec in futuro seculo remitti.

Og det var ikke kun dem, der téede sig så uopdragent, men vi så det samme hver dag hos andre. Hver dag kom der trompetere til os og spillede komedie, på deres vis. Tit tog de deres bukser af og viste os deres skamdele, både for og bag. Undertiden faldt de på knæ og løftede deres bare rumpe i vejret, højst uforskammet; og undertiden gjorde kvinderne det samme. Thi da vi en dag stod foran vores hus sammen med mange af vore tjenere, så vi kvinderne dér i nabolaget, hvordan de løftede skørterne op og viste os deres skamdele gennem vinduerne, både forfra og bagfra, og de rakte deres nøgne fødder ud af vinduet, snart den højre fod, snart den venstre, snart ballerne, snart andre ting, uden at undse sig for adjudanterne, der også var der.


Heraf kan man slutte og klart se, at disse folk i deres skikke er så yderst bondske og fordærvede, at hvis de blev ført sammen med andre, dannede mennesker, vilde de blive til latter for dem, som om de slet ikke, eller kun ganske lidt, adskilte sig fra dyr.


Næste dag kom en af vores adjudanter til os. Han hed Fjodor og var en gammel og alvorlig mand, som jeg talte med om deres tro, og da vi i samtalens løb tilfældigt kom ind på spørgsmålet om Synden mod den Helligånd, sagde han, at enhver kunde blive frelst, også selv om han hver dag lagde synd på synd, hvis han blot var til sinds engang at angre og gøre bod. - Jeg forsvarede den modsatte mening og sagde, at det er vel sandt, at hver en synder kan blive frelst, også selv om han er besmittet af mange og store synder, men kun hvis han vil gøre bod og påkalde Guds Nåde i Tro. Men hvis han ikke undså sig for at synde på Nåden, i det håb at han engang kunde gøre bod, da syndede han mod Helligånden, og den synd skulde aldrig tilgives ham, hverken i denne eller i den
kommende verden.
Quo audito, egregie scilicet respondit omnia peccata condonari, quod se exemplo comprobaturum asseruit taleque in medium adduxit, dicens Mariam Magdalenam scortum fuisse impurissimum saepiusque adulterium commisisse graviterque eam ob causam deliquisse. Attamen quod viri aliquando in via eam offendentis, qui ipsam de concubitu sollicitasset, expetivisset ut propter Deum se admitteret petitioni annuisset votique is
compos factus fuisset, salvatam esse rubroque lapillo in catalogum Sanctorum designatam hacque de causa, quod id non denegarit, sed propter nornen Emanuelis concesserit.

Hoc etsi absurdissimum sit atque fabulosum vanitatemque oleat, cum tamen ab ipso ad confirmandam fidei suae sententiam adductum sit, visum est mihi illud recensere, ut sciant nostrates quanta caligo horum hominum mentes obduxerit quamque abstrusa atque abscondita sit illis Sacra Scriptura, loco Evangelii commemorantibus nugas ac fabulas easque pro oraculis habentibus. Videtur hinc commode in ipsos quadrare dictum prophetae: Quia non credunt veritati dedit illis Deus efficacem spiritum, ut credant mendacio. Cum igitur non habeant Verbum Dei pro lucerna, necessarium est ut in tenebris versentur.

Horum miseria merito doceret nos cautiores fieri summaque cum reverentia et gratiarum actione Verbum Divinum amplecti maximopereque cavere, ne propter ejus contemptum et negligentiam a nobis auferretur.


Taceam modo alias eorum naevos ae errores, quos caeteris diebus Neugardiae nobis versantibus commiserunt. Verum cum ceremoniae etiam illorum ex parte nobis constent, tempestivum esse arbitror quaedam de iis annotare.

 Da han hørte det svarede han, at alle synder bliver tilgivet, og det kunde han bekræfte med et eksempel. Maria Magdalene, sagde han, var en overmåde uren hore, og havde ofte drevet utugt og syndet svart. Men da en mand, som hun mødte på vejen, bad hende om at ligge med ham "for Guds skyld", havde hun føjet ham. Og da han havde fået sin vilje, var hun blevet frelst og indskrevet i helgenkalenderen med røde bogstaver, og det fordi hun ikke havde sagt nej, men givet lov, i Immanuels navn!




Selv om alt dette er ganske urimeligt og smager af forfængelighed, mens det dog blev sagt for at bekræfte hans mening om Troen, så har jeg nedskrevet der her for at vort folk kan vide hvilket mørke der har sænket sig over disse menneskers sind, når de i stedet for Evangeliets ord må høre snak og eventyr og regner det for orakler. Her synes hint ord af Profeten at passe: Fordi de ikke tror Sandheden, har Gud givet dem en virksom ånd, så de tror løgnen.  - Når de altså ikke vil have Guds Ord til et lys, er det nødvendigt, at de færdes i mørke.



Deres ulykke burde rettelig lære os at være mere varsomme, og at favne det Guddommelige Ord med den største ærbødighed og taksigelse. Allermest burde vi tage os i agt, at vi ikke foragter og forsømmer det, så det bliver taget fra os.


Jeg vil forbigå andre vildfarelser og forblændelser, som vi mærkede hos dem i de dage, vi var i Novgorod. Men da en del af deres ceremonier er os bekendte, vil jeg fortælle lidt om dem.
 
Kommentarer til kapitel 8.

I samtiden var ordet Germanere en almindelig betegnelse for alle folk i Nordvest-Europa. Betegnelsen omfattede altså også Skandinaver.

Danskerne og Russerne kunde ikke blive enige om, hvor meget man skulle respektere helgenerne, og Danskerne forstod vist heller ikke helt den ærefrygt, som Russerne viste deres ikoner, billeder af hellige mænd og kvinder. Denne ikon fra Sen-Middelalderen, malet af Andrej Rublev  (ca 1370-1430), er måske den bedst kendte og mest beundrede af den Russiske Kirkes mange tusinde ikoner. Ikonen kaldes "Den Hellige Tre-Enighed".  

Ideen er, at når GT direkte forbyder at gøre billeder af Gud, har maleren i stedet  malet en velkendt scene fra GT (1. Mosebog kap. 18), hvor patriarken Abraham fik besøg af 3 engle. I billedet kan man vist skimte både Abraham og Sara. Der er tjeneren, som slagter en kalv til et festmåltid for gæsterne. Der er en klippe,  træet i Mamre - og naturligvis foregår det i et telt.  
 

 


 

 

 




9.
Primo die mensis Augusti, sole primum orto, cum temporis taedium ambulando discutere coepimus, conspeximus e longinquo magnum hominum numerum uno in loco circa fluvium urbi proximum congregatum, immo fere omnes cives, mares pariter ae feminas, has gestantes infantulos in ulnis illosque pueros ducentes manibus; praeterea monachorum virginumque vestalium cohortem magnam.


Quo postquam convolassent apparuit illis etiam Archiepiscopus, gerens manibus crucem, sequentibus sacerdotibus et id genus hominibus. Postquam jam amnis ejus pontem sibi in illum usum extructum ascenderet, habita oratione ipsi benedixit, atque suis ceremoniis papistico more aquam consecravit. Quo facto quam plurimi viri vestibus exuti nudique, cunctis inspicientibus, in amnem sese praecipitarunt, pudendis minus tectis, nihil considerantes quod a virginibus
et mulieribus conspicerentur. Hae quoque infantulos suos eadem aqua abluerunt, idola illorum omnia liquore illo sacro humectarunt atque mundarunt istumque diem festum celebrarunt.

9.
Under det lange ufrivillige ophold i Novgorod brugte Jacob Ulfeldt tiden til at diskutere religion med Russerne. I deres kirker er der altid mange afguder og billedstøtter som de tilbeder, og deres præster er ulærde og forstår kun Russisk. Han forklarede dem, at man skulde tilbede én Gud i Treenigheden, og ikke billedstøtter. Med henvisning til Skriften vilde han få dem til at tro på Guds Ord, men alt var forgæves. De svarede, at de plejede at henrette dem, som talte med foragt om deres billedstøtter. De var helt sikre på at Luther var fordømt, tillige med alle hans tilhængere.

Den første dag i august måned, ved solopgang, da vi var ude at spadsere for at fordrive tiden, så vi langt fra os en stor mængde mennesker ved floden dér, nær ved byen. Der var alle borgerne forsamlet, både mænd og kvinder. Kvinderne bar de små børn på armen, mændene førte de større børn ved hånden. Desuden var der en mængde munke og nonner.


Så snart de var forsamlet trådte deres Ærkebiskop frem med et stort kors i hænderne, fulgt af adskillige præster og andre gejstlige. Da han havde besteget en høj bro, som netop var bygget over floden for hans skyld, holdt han en tale til folket og velsignede det, og efter den papistiske måde viede han vandet med sine ceremonier. Straks efter kastede adskillige nøgne mænd sig i floden i alles påsyn, helt uden tøj og uden at dække deres blusel De var ikke forlegne ved at blive set af jomfruer og kvinder. Og kvinderne skyllede deres børn i det samme vand. Endelig stænkede de også vand på deres billeder og afguder, og således helligholdt de den fest.
 
Nescio sane an hic significare debeam, quo pacto Sanctorum opem in cerevisia coquenda implorent quibusque ceremoniis utantur. Cum aqua dolio infunditur, ad manus habent sculptile, baculo longo alligatum, quod dolio imponunt confestimque extrahunt, quod etiam fit cum frumentum et lupulus adduntur. Quo facto, baculum in altum erigentes imaginem illam curvatis genibus, capitibus demissis frontibusque signo crucis signatis venerantur. Talibus superstitionibus inbuuntur, adeoque his ineptiis fascinati sunt, ut hisce ceremoniis neglectis totum laborem irritum esse existiment.

Postquam jam ceremoniarum mentio aliqua facta est, quaedam etiam de religione eorum addere necessarium esse duco, eaque ex relatione Ruthenorum, ex mutuis illorum colloquiis, ex gestibus et aliis circumstantiis perceperim.


Celebrant religionem ferme papisticam. Adorant sculptilia. Quater in anno jejuniis indulgent: primo, a dominica sexta Trinitatis usque ad festum Petri et Pauli; deinde per dies quattuordecim praecedentes ferias Assumptionis Mariae. Postea jejunant etiam hebdomadibus integris sex praeeuntibus Natalitium Christi. Postremo septimanis septem festum diem Paschatos anteeuntibus. Hisce, inquam, temporibus non vescuntur carnibus nec butyro, sed tantum piscibus, aceto, allio, radicibus et rebus similibus. Sacramentis utuntur Baptismo et Coena Domini, atque sub utraque specie communicant idque vino rubro, non alio potus genere. Singulis diebus templa petunt, et quamvis valvae clausae sint, ante eas tamen sese crucibus signant, in genua procumbunt, et capita terram versus deflectunt.


A juramentis et execrationibus absunt, nomine Dei ad jurandum, vel Diaboli ad maledicendum non utentes, sed per matrem, canem, caniculae filium spuriumque jurant et maledicunt, dicentes pudimatter, sabach, suginsin, pledinsin. 

 		Jeg ved ikke om jeg her skal fortælle om hvordan de påkalder helgenernes hjælp til at brygge øl, og hvilke ceremonier de bruger derved. - Når de øser vand i karret har de et billede bundet ved enden af en kæp. De lægger kæppen på tønden, og tager den så straks væk igen. Det samme sker når de hælder malt og humle i. Bagefter løfter de billedet på kæppen og tilbeder det med bøjede knæ og sænkede hoveder, og signer sig med kors i panden. Og de hænger så fast ved den slags overtro, og er så forblændede af den slags dumheder, at de tror at al deres møje er forgæves uden disse tegn.

Efter at deres ceremonier nu er blevet nævnt, mener jeg at det også er nødvendigt at tilføje noget om deres religion, sådan som jeg har forstået den ud fra Russernes egne ord og deres indbyrdes samtale og af deres fagter og andre omstændigheder.

Deres religion er nærmest papistisk. De tilbeder billeder og har fire fastetider om året: den første, fra Sjette Søndag efter Trinitatis til Peters og Pouls Fest; den anden, de fjorten dage før Mariæ Himmelfart. Siden faster de også hele seks uger før Kristi Fødsel;  og til sidst de syv uger før Påske. Ved disse tider spiser de ikke kød og smør, men kun fisk, eddike, løg, rødder og den slags. Af Sakramenterne fejrer de Dåben og Herrens Nadvere, og de uddeler Nadveren under begge former. Vinen skal være rødvin, ingen anden drik anerkendes. Hver dag går de troende hen til kirken, og hvis døren er lukket, korser de sig foran den og falder på knæ og bøjer hovedet mod jorden.




De afholder sig fra sværgen og banden, de bruger ikke Guds navn til at sværge ved, eller Djævelens til at forbande med, men de sværger og forbander med ord som mor, hund, tævesøn, horeunge, på Russisk pudimatter, sabach, suginsin, pledinsin.

Ved Moskva-floden lå  landsbyen Kolomenskoye. Fra 1300-tallet og fremover var det familieejendom for Storfyrsten af Moskva og senere for zarerne.  Vasily III byggede Himmelfarts-kirken 1532 i anledning  fødselen af sin søn - den senere Ivan IV Grosnij. Ivan voksede op i landsbyen og boede der også med sin første hustru Anastasia.  Kirken er bygget i sten og 62 m høj.  
Sacerdotes habent indoctos, tenentes tantum linguam Ruthenicam; docti enim viri nulli reperiuntur. Qui omnes uxorati sunt, celebs namque non admittitur ad officium ecclesiasticum. Et quod magis admirandum videtur, cum uxore orbatus quis eorum fuerit, statim ab officio removetur, nec conceditur ipsi nuptias secundas agere, nisi vitam privatam duxerit. -

Vestiuntur illi more Graeco, longos gestantes crines et barbas non rasas. Numquam concionantur, sed quotidie Evangelia recensent cantilenasque suo more sacras. Sabbatum diem non venerantur, sed sacris peractis - quod citissime fit - mercaturas exercent atque laboribus incumbunt.

Templa illorum sunt ornata multis idolis ac sculptilibus, quae cum inspiciuntur statim adorantur. Habent etiam in domibus sculptilia unusquique sua, quibus honorem non vulgarem exhibent, de collo itidem crucem pendentem, quam suis ritibus venerantur.


Silentio obruendum hic non erit, quod cum illorum sacerdotibus ac bajoribus de religione et ceremoniis saepenumero sim locutus significaverimque sanctos nullo modo invocandos esse, probando illud Sacrae Scripturae literis, efferens in medium aliqua testimonia, nimirum 20. caput Exodu, 5. Deuteronomi: Non facies tibi sculptilia, non incurvabis te coram ipsis neque honorem ipsis exhibebis. Item 44 Esaiae, qui acerbe ridet illos, qui statuas fabricant, item Baruch 6, Psalmum 115, item Paulum ad Corinthios: Fugite idola, his me illis persuasurum existimans, ut fidem mihi tribuerent. Sed laterem lavi,

 et quamvis nullo nitebantur fundamento nullisque argumentis - nam frigide sane de hujusmodi rebus arduis loquebantur - nihil tamen aliud responderunt quam antecessores suos statuas veneratos fuisse seque idem facturos esse. Miracula indies conspici addidere, quibus statuarum cultum legitimum esse comprobare possent, annectendo simul neminem fugere, principes hujus seculi suos habere cancellarios, senatores, secretarios, quos prius consulant subditi quam iis appareant; et quanto hi sint majoris apud principes existimationis, tanto citius ab illis quicquam impetrare posse. 

 

Deres præster er ulærde, de forstår kun Russisk, lærde mænd er der ingen af. De er alle gifte. En ugift mand kan ikke blive præst. -  Hvad man kan undre sig mere over er, at når en præst mister sin hustru, så sættes han straks fra bestillingen. Han må heller ikke gifte sig igen, med mindre han siden vil leve som privatmand.


De klæder sig på Græsk vis, og har langt hår og skæg, som de ikke lader klippe. De prædiker aldrig, men hver dag foredrager de Evangelierne og de hellige sange. De holder ikke Sabbaten hellig, men når Gudstjenesten er forbi - og den er hurtig overstået - driver de handel og arbejder med andre ting.

Deres kirker er prydet med mange afguder og billedstøtter som, når de ses, straks tilbedes. De har også billedstøtter i hjemmene, hver har sine, som de viser en ikke almindelig ære. Om halsen har de et kors, som de ærer med deres ceremonier.


Her skal det ikke forties at jeg tit og ofte talte med deres præster og bojarer om Religionen og ceremonierne, og jeg tilkendegav, at helgenerne på ingen måde skulde påkaldes. Det beviste jeg med adskillige ord fra Skriften, såsom Anden Mosebog kapitel 20, og Femte Mosebog kapitel 5: Du må ikke gøre Dig noget udskåret billede - Du må ikke tilbede det eller dyrke det. Ligeledes Esajas kapitel 44, hvor Profeten ler ad dem, der gør sig billedstøtter. Ligeledes Baruk kapitel 6, og Pauli Brev til Korintheme, hvor han siger: Fly afguderne! Dermed vilde jeg prøve på at drage dem fra deres vildfarelser og få dem til at tro på Guds Ord. Men det var spildt møje.

De havde egentlig ikke noget at komme med, eller noget at forsvare sig med. De talte i grunden også ganske koldt om disse brændende vigtige ting, men de sagde dog at deres forfædre havde tilbedt billeder, og derfor skulde de også gøre det. Og de så daglig jærtegn, som kunde bevise, at det var rigtigt at tilbede billeder. -  Alle vidste jo også at jordiske herrer har deres kanslere og råder, som undersåtterne skal komme til først, før de træder frem for Fyrsten selv. Og jo mere Fyrsten værdsætter disse fortalere, jo hurtigere kan undersåtterne opnå, hvad de vil.

I landsbyen Kolomenskoye ligger også Johannes  Døbers (halshugnings) kirke. Der findes ingen skriftlige beretninger om kirkens tilblivelse.  Forskere gætter på, at den kan være blevet opført i tilknytning til Ivan IV's  kroning 1547  - eller måske i anledning af  fødselen af hans søn 1554?    Kirken er 35  høj.

 
Ad quae respondi aliter se rem habere cum celestibus rebus quam terrestribus, nos tenere mandatum expressum ut unum Deum in Trinitate, et Trinitatem in Unitate veneremur, non Sanctos. Item nullum mediatorem esse inter Deum et hominem nisi Jesum Christum. Item per Filium nos habere accessum ad Patrem, non per Petrum, Paulum, Nicolaum vel alium, nobisque a Deo interdictum ne sculptilia adoremus, et in primo praecepto vetitam esse alienorum deorum invocationem - quare idolatricum cultum fugiendum esse ajebam.


Illi audientes me silentium illis imposuisse, quo minus quicquam respondere possent, vultibus iracundis in haec verba proruperunt:  Plerumque illos carceribus castigatos fuisse ae morte punitos, qui contumeliose de illorum statuis quicquam locuti hactenus fuissent, dicentes certo certius esse Lutherum condemnatum ejusque imitatores omnes, illos vero salvatos, qui Sanctos invocare non erubuerint. Extare quoque exempla in Russia, sicut et hodie Neugardiae, ubi visuntur   (si verbis illorum credere fas est) etiamnum mortuorum corpora, abhinc multis annis sepulta, nulla tamen contaminata putredine, quae rursus se erexerint capite, collo, pectore, brachiis ae manibus, ut ab omnibus conspici queant. Unde facillime concludi posset illos homines sanctissimos fuisse atque consortio Sanctorum annumeratos.


Ego hujusmodi audiens finem disputationi imposui, animoque considerans illorum comminationes ulterius mentionem sculptilium nullam fed, sed digito labellum compescui. 		Hertil svarede jeg, at det forholdt sig anderledes med de himmelske ting end med de jordiske. Vi har fået den udtrykkelige befaling at vi skal tilbede én Gud i Treenigheden, og Treenigheden i Enheden - og ikke helgenerne! Ligeledes at der er ingen Mellemmand mellem Gud og mennesker uden Jesus Kristus. Ligeledes at vi havde adgang til Faderen ved Sønnen, ikke ved Petrus eller Paulus eller nogen anden, og Gud havde forbudt os at gøre os udskårne billeder. Og i det Første Bud var det forbudt os at påkalde andre guder. Derfor, sagde jeg, skulde man sky al billeddyrkelse.

Da de havde hørt på mig, mærkede jeg, at jeg havde lukket munden på dem, så de ikke kunde svare mig. Men så sagde de, med vrede miner, at de før plejede at fængsle og henrette dem der talte med foragt om deres billedstøtter; og de var aldeles sikre på at Luther var fordømt, og alle hans efterlignere, men at de blev frelst der ikke skammede sig over at påkalde helgenerne. Og man havde set eksempler herpå i Rusland, og i dag også i Novgorod, hvor de dødes legemer - hvis man altså vil tro det - ikke var gået i forrådnelse, selv om de var begravet for mange år siden. De rejste på ny hovedet, halsen, brystet, armene, hænderne, så de kunde ses af alle. Og deraf måtte man slutte at disse mennesker havde været overmåde fromme og skulde regnes blandt Helgenerne.



Da jeg hørte det, afsluttede jeg samtalen, og da jeg havde tænkt nærmere over deres trusler, nævnte jeg ikke oftere deres billedstøtter, men holdt min mund lukket.

 
Kommentarer til kapitel 9.

Det er interessant at se, at med hensyn til Sakramenterne er Russerne på linje med Protestanterne, i hvert fald som Ulfeldt opfatter det. I stedet for den Romersk-Katholske Kirkes syv Sakramenter har den Russisk-Orthodoxe Kirke kun to - de samme to, som Protestanterne beholdt efter Reformationen, nemlig Dåb og Nadver. - Russiske sognepræster er gifte, men deres biskopper skal være ugifte. De vælges blandt klostrenes munke. 

 

Den Russiske maler Ilja Repin (1844-1930) skildrede især det undertrykte folks lidelser og liv. Hans maleri "Pramdragerne ved Volga" fra 1873 ses nok at være fra det nittende århundrede, blandt andet ses et dampskib ude i floden, men skildringen at mændenes hårde slid ved flodbredden er tidløs, og Jacob Ulfeldts klager over det forfærdelige og udmarvende slæb fornemmes stærkt ved betragtningen af Repins billede. 

 












10.
Quandoquidem jam per mensem et dies quinque eo in loco inviti expectaveramus, quarto die Augusti, sole nondum exorto, inter tres et quattuor praestablii nostri venientes domus meae ostium pulsabant sibique aperiri petebant - quod non satis mirari potui, cum antea me tam mane numquam invisissent; erat namque adhuc corpus quieti datum subque tegmine vestium reconditum. Cum ostium illis aperiretur, statim sese lecto meo applicabant, significantes literas sibi redditas, quibus Muscoviam jamjam vocaremur mandantesque ut extemplo itineri nos accingeremus, sibi quoque injunctum esse referentes, ut eodem die relicta Neugardia alio nos ducerent; quod nisi fieret, capitali poena punirentur.

Quo cognito diu paratum me fuisse nihilque magis quam abitum saepius optasse ajebam, profectione nihilque antiquius esse, quare in me nec modo ullam futuram moram.

Hisce indicatis abierunt, promittentes sese nobis quam primum equos et curi-us procuraturos. Verum cum jumentorum maxima illis esset inopia, ante horam secundam pomeridianam iter non suscepimus. Qua naves conscendentes cum paucissimis famulis Bronitza contendimus, oppidum a Neugardia quattuor miliaribus maritimis remotum. Ceteri curribus et equis terrestri itineri sese dederunt, nobisque octo miliaribus vecti eodem in loco eademque nocte apparuere.
 		10.
Efter en måned og fem dage næsten som fanger i Novgorod fik sendefærden den 4. august før solopgang besked fra Zaren om, at de straks skulde rejse til Moskva. Jacob Ulfeldt fortæller om rejsens strabadser - mange tjenere måtte gå til fods uden mad og drikke, for der kunde ikke skaffes heste og vogne nok. Sendefærdens lidelser, med udmattede og udhungrede mennesker til fods gennem ruinbyer og øde landskaber, er ubeskrivelige.
Efter at vi nu, mod vor vilje, havde ventet dér i en måned og fem dage, kom vores adjudanter til os den fjerde august, endnu før solopgang, mellem tre og fire, og bankede på døren til mit hus og bad om at blive lukket ind. Det kunde jeg ikke undre mig nok over, eftersom de aldrig før havde besøgt mig om morgenen, når legemet var lagt til hvile, gemt under klædernes dække. Men da døren åbnedes for dem, kom de hen til min seng og lod mig vide, at de havde fået breve, hvorved vi blev kaldt til Moskva, og som befalede, at vi straks skulde gøre os rede til at rejse. De sagde at det også var blevet dem pålagt at forlade Novgorod og føre os til et andet sted. Skete det ikke, vilde de blive straffet på livet.


Da jeg fik det at vide, sagde jeg at jeg længe havde været rede, og ofte havde ønsket at komme af sted, og at intet var mig kærere end at rejse nu, så jeg skulde ikke tøve. 

Da det var sagt gik de, idet de lovede at de så snart som mulig vilde skaffe os heste og vogne. Men da der var mangel på trækdyr, kom vi ikke af sted før klokken to om eftermiddagen. Vi gik om bord i nogle skibe, med ganske få tjenere, og sejlede til Bronnizy, fire sømil fra Novgorod, mens de andre begav sig af sted til lands med vogne og heste. De mødte os samme nat samme sted, efter at have kørt otte mil.
Altero die bene mane, rursus itinere suscepto, Saitze pervenimus, septem miliaribus absolutis, hinc Cretza, quo die octo miliaria sunt transacta. Unde Jazelbitz, inde situm octo miliaribus. - Quas vias, sicut et sequentes, maximo cum labore absolvimus, cum equi nostri, quibus currus trahendi, supra vires onusti essent. Aurigae iis relictis fuga sibi consulerent, et nostri famuli nolentes volentes eosdem labores subire cogerentur per 67 miliarium spacium; nam ex omnibus villis, in quibus nos pernoctavimus, viri omnes cum equis et bonis suis aufugerant, ut iisdem equis Neugardiae acceptis Torsoch attingendum nobis fuerit.


Unde factum est, quod in via aliqui vi aestus atque bonorum pondere strangulati ae extincti sint famulique nostri adeo defatigati, ut vix pedibus sistere potuerint. Non enim solum ex longo et difficili illo itinere, quod pedibus confecerant, vires illorum erant prostratae, sed etiam fame et siti debilitatae, cum a Neugardia usque Wisnoiwollatsoch, quae via 53 miliaria complet, ne guttula quidem cerevisiae, mulsi vel alicujus alterius liquoris illis data sit, sed aqua miseris magno cum taedio haurienda fuerit, raro lacte aqua mixto sitis quoque extinguenda et sedenda.


Quamvis igitur homines jumenta ita enervata tantos labores tantasque molestias tandem sustinere nequiverint, non tamen a praestabliis est concessum aliquo in loco per diem corpora lassa quieti dari, sed indies progredi jusserunt, praetendentes mandatum Imperatoris esse, ut 19. mensis Augusti Muscoviae appararemus, quod transgredi minus liceret, nulla habita ratione hominum, jumentorum, suppellectilium rerumque nostrarum aliarum.

 		Næste dag, ganske tidlig, begav vi os atter på vej og kom til Saitze, efter at have rejst syv mil; herfra til Krestzy. Den dag blev der tilbagelagt otte mil. Derfra til Jacelbizy, otte mil derfra. Disse vejstrækninger og de følgende tilbagelagde vi kun med det største besvær, fordi vore heste, der skulde trække vognene, blev belastet mere, end de kunde holde til. Kuskene forlod dem og stak af, og vore egne tjenere måtte så, hvad enten de vilde eller ej, døje det samme besvær på en strækning af 67 mil; og i alle de byer, hvor vi overnattede, var alle mand flygtet med deres heste og ejendele, så vi måtte rejse til Torzjok med de samme heste som vi havde fået i Novgorod.

Heraf kom det, at nogle [heste] blev kvalt på vejen og døde, overvældede af heden og deres tunge byrder, og vores tjenere blev så udmattede at de knap kunde stå på benene. Deres kræfter var ikke kun opbrugt på grund af den lange og vanskelige vej, som de havde gået til fods, men også svækkede på grund af sult og tørst - de ikke havde fået så meget som en dråbe øl eller mjød eller andet at drikke hele vejen fra Novgorod til Vysjnij Volotjok, en strækning på 53 mil. Staklerne måtte drikke vand, med stor væmmelse. En sjælden gang fik de vand blandet med mælk, det måtte de så slukke tørsten med.

Selv om altså både mennesker og dyr, de udmattede trækdyr, ikke længere kunde udholde så stærkt slid og så store fortrædeligheder, så gav adjudanterne os ikke lov til at hvile vore trætte lemmer nogen steder, ikke en eneste dag, men vi skulde hele tiden videre. De sagde, at det var Zarens ordre, at vi skulde være i Moskva den 19. august, og det skulde overholdes, uden hensyn til folk eller trækdyr eller oppakning eller noget som helst andet.
Ad haec cum ubique meliora sperantes spe frustraremur, iisdem conditionibus omnibus in locis acceptis, justam apud praestablios conquerendi eosque de equis, curribus victuque sollicitandi nacti sumus occasionem. Convocatis igitur illis, tali oratione eos sumus allocuti:   Nos non dubitare quin scirent nuper Neugardiae se nobis significasse literas ab Imperatore missas fuisse, quibus sibi esset injunctum, ut nos recta via Muscoviam ducerent, eosque expetivisse, ut quam primum fieri posset abitum pararemus. Id etiam eodem die factum esse. Quod autem per dies aliquot nos famulique nostri gravissimas calamitates sustinuissemus, quotidie mutationem meliorem expectantes, noluisse hactenus de eo conqueri, ne videremur plus justo impatientes. Sed cum jam magis magisque dolor augeatur indiesque gravescat, alimenta diminuantur, homines pecoraque graverentur, non posse non animi nostri sensa sibi exponere, referentes: 


Nos a Friderico Secundo Danorum Rege ad Magnum Ducem Muscoviae ablegatos cum nobilibus aliis famulisque nostris, ut negotia commissa expediremus, non aliud suspicantes quam nobis suppeditare debere ad vitae sustentationem necessaria. Jam vero passi essemus, praeter omnem expectationem, inediam, sitim, inopiam equorum, aurigarum et cetera incommoda, quod nobis mirum  admodum videretur, praesertim cum, nobis quinque paene hebdomadibus Neugardiae detentis, sibi sat spacii ad res nobis in via necessarias suppeditandas fuerit relictum. Nos famulosque nostros minus assuetos esse quotidie aqua satiari diuturnamque sitim explere nosque eos non adduxisse ut aurigas agerent pedibusque viam tererent, sed ut nobis inservirent essentque Regi, Regno et nobis honori, non dedecori. Nobis quoque tantum esse pecuniarum, ut si necessaria iis possent comparari, nec servos rerum penuriam aliquam sustinere nec nos ab illis quicquam gratis expetere foret necesse. Quod si haec ita esse, nosque nec Judaeos nec Turcas esse nossent. Se quam fieri posset officiosissime rogatos vellemus, ne secus nobiscum agerent quam homines Christianos (cum hunc titulum sibi vindicent) cum Christianis agere deceret - alias Deum offenderent, Magno Duci notam infamiae inurerent Regique Nostro contumeliam inferrent
 		Da vi overalt havde håbet på bedre forhold, men var blevet skuffet i vort håb, og havde tålt de samme vilkår alle steder, så havde vi nu en retfærdig grund til at klage til adjudanterne og bede dem skaffe os heste og vogne og mad. Efter at vi altså havde kaldt dem sammen, holdt vi følgende tale til dem: Vi tvivlede ikke på, at de vidste, at de for nylig havde fortalt os, at der var kommet brev fra Zaren om, at de skulde føre os til Moskva. Derfor havde de også bedt os om at gøre os hurtigt færdige til afrejse, og det var også sket samme dag. Men i flere dage havde vore tjenere nu udholdt de største lidelser, mens vi håbede på at forholdene vilde blive bedre. Vi havde ikke før villet klage herover, for at de ikke skulde synes at vi var for utålmodige og tro at vi ikke var vant til at lide møje på rejsen. Men da vores elendighed blev større hele tiden, og vor rejsekost mindskedes, mens vore tjenere og trækdyr blev hårdt belastede, da måtte vi sige dem rent ud, hvad vi mente:

Vi var sendt af Frederik den Anden, Danskernes Konge, til Storfyrsten af Moskva, sammen med andre adelsmænd og vore tjenere, for at ordne forretninger der var pålagt os. Vi havde ikke ventet andet end, at man vilde give os, hvad der var nødvendigt til livets opretholdelse. Men vi havde, ganske uventet, måttet tåle sult og tørst og mangel på heste og kuske, foruden andre ubekvemmeligheder, hvad der syntes os ganske forunderligt - især da vi havde været tilbageholdt i Novgorod i fem uger, så der havde været tid nok til at fremskaffe det, der var brug for til rejsen. Vi og vore tjenere var ikke vant til at drikke vand hver dag, og slukke langvarig tørst dermed, og vi havde ikke taget dem med for at være kuske, eller for at gå til fods på vejene, men for at de skulle tjene os og være Kongen og Riget og os til ære, ikke til vanære. Og vi havde så mange penge selv, at hvis det fornødne kunne skaffes til veje, skulle det ikke være nødvendigt at vore tjenere led nød, eller at vi skulle bede nogen om noget uden at betale for det. De skulle også vide, at vi var ikke Jøder eller Tyrker, derfor bad vi dem så høfligt, som vi kunne, om ikke at behandle os anderledes, end kristenfolk burde behandle andre kristne - og de ville jo gerne selv regnes for kristne - for ikke at fortørne Gud og bringe skam over deres Storfyrste, eller spot over vor Konge.

 
Videre til   del 1   del 2                del 4   del 5   del 6   del 7    

 Musik:  http://www.magnatune.com/