s. 42
Caput 4.
Grønlandorum Religio.
Porro Grønlandi non saeculari tantum sed ecclesiastica etiam potestate
civitatem suam sive rempublicam ornaverunt, postquam scilicet eos laudatissimus Norvegiae Rex Olaus Tryggonis anno Christi 1000 ad fidem
Christianam convertisset, nullo interim onere vel tributo publico injuncto
aut imperato, quocirca anno demum 1023 tributarios factos dicebam.
Fjerde Kapitel
Grønlændernes Tro.
Grønlænderne prydede endvidere deres samfund eller stat, ikke kun med verdslig, men også med kirkelig magt, efter at Norges
konge, den navnkundige Olav Tryggvason, i det Kristi år 1000 havde omvendt dem til den
kristne tro - men indtil videre blev ingen byrde eller offentlig skat lagt på dem. Men i året 1023 blev de omsider gjort skatskyldige, som jeg sagde.
Ad millesimum igitur annum Christi ethnici
vixerunt, cum jam Leifus Erici Ruffi filius in Norvegiam negotiatum deveniens a praedicto Rege Olao
Tryggonis ex Halogiensi provincia nuperrime reverso, suscepto Nidrosiae
baptismo sacro ad religionem Christianorum cum sociis haud invitus adductus
est. Quem Rex ejusdem fidei praeconem autoritate Regia instructum, adjunctis sacrificulis non
paucis, in patriam remisit; et constitutae sunt apud Grønlandos aedes sacrae et parochiae
distinctae, in orientaliore quidem Grønlandia duodecim, in occidentali tantum quattuor
nomine notatae, quas sic enumeratas deprehendi.
Indtil det Kristi år 1000 levede de som hedninger. Da kom Leif, Erik den Rødes søn, til Norge for at drive handel. Af den nævnte Kong Olav Tryggvason, der for ganske nylig var kommet tilbage fra Halogaland, førtes han, sammen med sine rejsefæller, ikke uvillig, til den
kristne tro, idet de modtog den hellige dåb i Nidaros. Kongen sendte ham hjem til fædrelandet som
forkynder af den samme tro, udstyret med kongelig myndighed;
det skete ikke uden mange ofre. Og hos grønlænderne blev der bygget kirker og oprettet forskellige sogne - i det
østlige Grønland tolv, i det vestlige kun fire. De skal nu nævnes.
Olav 1 Tryggvason
(født 968) krones til konge på Øreting i Trondheim 995.
(Malet af Peter Nicolai Arbo, ca. 1860.) Dette oprør mod den
danske kong Svend Tveskæg førte til, at en stor af flåde af
danske og svenske skibe blev sendt til Norge, og Olav Tryggvason faldt i Slaget ved Svolder år 1000.
Han kendes som Trondheims grundlægger, men huskes især for
at have indført kristendommen i Norge. |
s. 44
| Orientalioris Grønlandiae parochiae: |
|
Sogne i Øst-Grønland: |
|
|
1.
Herjulfsnes, ad sinum
Herjulfsfiord.
2. Watnzdalur, in sinu Cetilsfiord.
3. Wyk, in eodem sinu.
4. Wogum, in Siglufiord.
5. Hofde, in Austfiord.
6. Gardar, in Einarsfiord.
7. Hardsteinaberg.
8. Brattahlid, in Ericsfiord.
9. Solarfioll.
10. Hvalseyarfiordur.
11. Gardanes, in Midfiordum.
12. Isafiordur. |
|
1. Herjolfsnæs, i Herjolfsfjord
2. Vatnsdal, i Ketilsfjord
3. Vig, i samme fjord
4. Våg, i Siglufjord
5. Høfde [10], i Østfjord
6. Gardar, i Einarsfjord
7. Hardsteinaberg
8. Brattahlid, i Eriksfjord
9. Solarfjeld[11]
10. Hvalsøfjord
11. Gardanæs, i Midfjord
12. Isafjord
|
| Occidentalioris tractus
parochiae: |
|
Sogne i Vestegnen: |
|
|
1. Saudanes, in Lysufiord.
2. Hóp, in Agnafiord.
3. Anawyk, in Ragnafiord.
4. No. ..... , in Andafiord. |
|
1. Sandnæs, i Lysefjord
2. Hóp, i Agnafjord
3. Anevig, i Ragnafjord[12]
4. Norf.... i Andafjord[13]
|
[10] På Islandsk: Undir Höfdi.
[11] På Islandsk: Undir Solarfjöllum.
[12] Fjordnavnet ofte skrevet Rangafjord.
[13] I den latinske tekst skrives navnet ikke helt ud. Antagelig skal man læse
Norfiordur (Nordfjord).
s. 46
Tandem etiam parochias in dioecesin redigebant episcoposque a
Nidrosiensi Cathedra impetrabant, primo excepto, qui auspiciis Sigvardi
Jorsalafara Regis Norvegiae ab Assuero Lundensi Danorum Archiepiscopo
ordinatus est circa annum Christi 1124, Einero quodam Socconis filio
Grønlando ad eam rem expediendam et obtinendam in Norvegiam
ablegato. Commemorant autem annales nostri quendam Ericum Grønlandiae Episcopum Arnholdo priorem anno 1121; sed quantum
suspicor ille Grønlandiam non attigerat, aut si attigit cathedram tamen non
adiit, eodem tamen destinatus. Nam anno 1121 scribitur insulam Winland
infra memorandam quaesitum ivisse, in qua navigatione forsan periit. De
Arnoldo autem antiquitates consentiunt, quod is omnium primus cathedralem ecclesiam in Gaurdum fundatam adierit anno praedicto, cujus
succesores etiam hi commemorantur.
Omsider samlede de også sognene til et bispedømme og fik bisper sendt ud fra
domkirken i Nidaros, - undtagen den første, han blev viet af Asser i Lund,
danskernes ærkebiskop, omkring det Kristi år 1124, på opfordring af Sigurd Jorsalfar, Norges
konge. En vis Einar Sokkeson var blevet sendt ud fra Grønland til Norge for at ordne dette anliggende. Vore årbøger nævner også en vis Erik, biskop af Grønland før biskop Arnold, i året 1121. Men jeg tror, at han aldrig kom til
Grønland - eller hvis han nåede frem, så virkede han aldrig som biskop. Thi der skrives, at i året 1121 drog han afsted for at lede efter øen Vinland, og under denne sejlads er han måske død. Men de gamle er enige om, at Arnold var den første biskop i Gardar, det nævnte år, og hans efterfølgere skal nævnes her.
Bispestav. Fund fra de gamle nordboere på Grønland.
s. 48
Ecclesia Cathedralis Grønlandorum in praedio Gardum fundata et Divo
Nicolao dicata hos habuit episcopos:
1. Arnoldus, ut dictum est anno 1124, quo postea accersitus est ad episcopatum Hamar Kaupangensem in Norvegia circa annum 1152.
2. Jonas Knud, circa 1156, obiit 1187.
3. Jonas, circa 1188. Hic anno 1203 in Islandia agens docuit nostrates
liquorem coquere ex baccis quibusdam, quae apud nos proveniunt, krækiber dicta - nigrae sunt, lendium magnitudine, habentes succum colore
referentem vinum quod Canaris Insulis ascribunt. Unde verisimile est
Grønlandiam hoc terrae fructu non caruisse.
4. Helgo, cica 1212, obiit 1230.
5. Nicolaus, circa 1234, obiit 1239.
6. Olaus 1247, obiit 1280.
7. Theodorus 1288, obiit 1314.
8. Arnerus 1314.
9. Jonas Scallae 1343. Ordinatus vivo adhuc Arnero, nec creditur cathedram attigisse.
10. Alfus, circa 1376.
11. Henricus 1389.
Grønlændernes domkirke lå i Gardar bygden og var viet til Sankt Nikolaj.
Den fik disse biskopper:
1. Arnold, som nævnt, år 1124. Senere blev han hentet til bispestolen i Hamar i Norge, omtrent år 1152.
2. Jonas Knud, omtrent 1156; han døde år 1187.
3. Jonas, omtrent år 1188. Da han var i Island i 1203 lærte han vore landsmænd at koge saft af nogle bær, der vokser hos os og som kaldes krækkebær[14] - de er sorte og så store som linser, og farven af deres saft ligner den vin, man får fra de Canariske Øer. Derfor er det sandsynligt, at Grønland ikke har været uden denne jordens frugt.
4. Helge, omtrent år 1212, død 1230
5. Nikolaj, omtrent år 1234, død 1239.
6. Olav, omtrent år 1247, død 1280.
7. Thord 1288, død 1314.
8. Arner 1314.
9. Jón Skalle 1343. Han blev bispeviet, endnu medens Arner levede, og det menes, at han aldrig kom frem til sit bispesæde.
10. Alf, omtrent år 1376.
11. Henrik 1389.
[14] Revling (= sortbær) (empetrum nigrum) er almindelig på hederne
i Danmark. De små sorte bær er uden ret megen smag. De kan ikke
forveksles med blåbær, som smager meget bedre og har helt
anderledes blade.
s. 50
Eorum porro, qui hos secuti sunt, nomina non reperio usque ad annum
1461, quo Andreas quidam praefuit. Is hoc anno in Islandia fuit gessitque
praeter Episcopatum Grønlandiae etiam vice Episcopatum Schalholltensem in Islandia. Cujus rei testes habeo tabellas quasdam judiciales in membrana descriptas et in consistorio ecclesiastico ab hoc Andrea eodem anno
confectas, alteras quidem in sabbato ante festum Domini Bartholomaei
proximo, alteras die Veneris festum Nativitatis Divae Virginis
antecedente. Nec nostri annales plures Grønlandiae episcopos
numerant. Grønlandiae autem duos episcopatus Johannes Myritius et alii tribunnt, ut
et monasteria duo, id quod de veteri illa Grønlandia constanter negare
possumus, ut et hoc quod eosdem idololatras pronunciat, colentes idolum
Zolotaja Baba, id quod "Auream Vetulam" sonet, id inquam de Grønlandis
ad annum usque 1461 verum non fuit. Quin etiam Antonius Jenkinsonus Anglus et Reinoldus Mercator id de idoli illius cultu Obdorianis et
Jugorianis Moscoviae aut Russiae populis tribuunt. Et de religione Grønlandorum
tantum.
Jeg har ikke fundet navne på dem, der fulgte efter før år 1461, da en vis Andreas var Biskop. Han var det år i Island, og foruden Grønlands
bispedømme varetog han også bispedømmet i Skálholt. Som bevis herpå har jeg nogle domme, skrevet på pergament og givet det år ved det
kirkelige konsistorium af denne Andreas. Den ene er givet sabbaten før Batholomæi Dag[15],
den anden på fredagen før Den Hellige Jomfrus Fødsel[16]. Vore årbøger opregner heller ikke
andre biskopper i Grønland. Men Johannes Mauritius siger, at der var to bispedømmer i
Grønland, og to klostre. Men det kan vi afvise, når det gælder det gamle Grønland, ligesom vi kan afvise hans påstand om, at
grønlænderne dyrkede afguder - såsom Zolotaja Baba, "den Gyldne Gamle Kone" - det var ikke sandt for Grønlands vedkommende
- i hvert fald ikke før 1461. Og Englænderen Anthony Jenkinson og Reinhold Mercator siger, at denne afgud blev dyrket af
Obdorianerne og Jugorianerne, folkeslag i Moscovia eller Rusland. Og så meget om grønlændernes tro.
[15] d. 22. august 1461; trykt i 'Diplomatarium Islandicum' bd.
V side 237-238.
[16] d. 4. september 1461.
Kommentar til 4. kapitel.
Kapitlet fortæller kort om de ydre rammer om grønlændernes tro, organiseringen af den
katolske kirke, sognekirker og bispedømme. I betragtning af at præsterne gerne skulle kunne læse og skrive, er det
forunderligt, at der ikke er bevaret noget skriftligt om kirkens virksomhed i
Grønland, medens der jo er bevaret så meget fra Skandinavien og en del
fra Island. Vi har kun de tomme navne på sognekirker, og navne på
biskopper som ellers er ukendte. En enkelt biskop lyser op. Jon med tilnavnet Smyrill
(det vil sige høg, eller falk). Han kendte recepten på en
særlig slags vin, fremstillet af krækkebær (revling, sortebær
empetrum nigrum). Den har han givet fra sig i Island, og den var måske nyttig i
Grønland, hvor det var så svært at indføre ægte sydlandsk vin til brug ved
Herrens nadvere.
Sidst i kapitlet anfører - og benægter! - Arngrimur
påstande om, at der i Grønland var to bispedømmer og to klostre. Nej, vist
var der kun ét bispedømme, og de få grønlandske sogne, ikke over tyve,
var egentlig ikke mange nok til at udgøre et bispedømme. I Danmark er
gennemsnittet i Middelalderen over hundrede sogne i hvert stift (omkring
1000 sogne til otte bisper). Kun Grønlands isolerede beliggenhed fik den
katolske kirke til at indsætte bisper der. Til gengæld er der er faktisk
spor af hele tre klostre: et i Anevig i Vesterbygden, beboet af munke, og to
i Østerbygden, et munkekloster af Augustiner-ordenen, og et nonnekloster
af den Hellige Benedikts Orden. Da de skriftlige kilder svigter, er vor viden
om klostrene usikker, og de arkæologiske fund er vigtige. Men hvis de
fundne bygningsrester virkeligt er levn af klostre, må de have været ganske
små. Se herom i Finn Gad: Grønland/Politikens Danmarkshistorie, s. 48.
- Det er i øvrigt interessant at sammenligne Grønland med de
Skandinaviske lande på denne tid. I Skandinavien står kampen mellem
kirke og kongemagt, og kongemagten vinder altid, kongerne er altid de stærkeste.
I Grønland er det helt anderledes, der er ingen kongemagt og ingen
stat,
men der er en kirke, der har magt, fordi den så at sige har vundet slaget
om sjælene. Bønderne i Grønland tror virkelig på det, præsten prædiker, og
de betaler tiende til kirken for at komme i Himlen, når de dør.
|
