Olav den Digre var tipoldebarn af Harald Hårfager, der som den første samlede hele Norge. Bare 11 år gammel tog Olav første gang på vikingefærd. I 1011 var han med til at indtage Canterbury i England. 1015 vendte han tilbage til Norge og blev lidt efter lidt anerkendt som konge i store dele af landet. 1028 kom Knud den Store (konge over Danmark og England) til Norge med 50 skibe, og Olav måtte flygte til Rusland. Han slog sig for en tid ned i Novgorod i Rusland, men vendte senere tilbage til Norge og faldt i slaget ved Stiklestad 29. juli 1030. Efter hans død, fortalte man, at der skete mirakler ved hans grav, og man byggede en pragtfuld kirke ved hans grav i Nidaros (Trondheim). I eftertiden blev han kendt som Olav den Hellige, og mange valfartede til hans grav. Hans liv og død var medvirkende til, at Norge blev samlet til et rige, og at nordmændene for alvor vendte sig til kristendommen.  ( Billedet ovenover er Peter Nicolai Arbos romantiske maleri 'Olav den Helliges død' fra 1859.)



Circa annum 1261, cum ad inaugurationem Magni Haquini Regis filii etiam ex Grønlandia adessent Otto de Siolltum, Paulus Magni filius et Leifus (qui a nave Knarrarleifus dictus est), declarantes suis auspiciis factum ut Grønlandi Norvego perpetuum tributum denuo jurassent, et pro quolibet homicidio certam expensam seu satisfactionem sive domi, hoc est in locis habitatis, fieret, sive in hibernis, hoc est iis locis versus Polum magis remotis, quo se hieme piscandi gratia incolae conferre solebant. Unde quidam istius saeculi rythmista laudum Norvegi materiolam deprompsit:

Omkring år 1261, da Magnus, Kong Hakons søn, blev kongeviet, var nogle mænd fra Grønland til stede: Odd fra Sjoltum, Pál Magnusson og Leif, der efter sit skib kaldtes Knarre-Leif. De sagde, at de havde fået grønlænderne til at love at betale norskekongen en evig skat; og for hvert drab ville de betale en vis sum eller bøde, enten det var sket hjemme, i beboede egne, eller i vinterlejren, oppe under Polstjernen, hvor indbyggerne plejer at drage hen om vinteren for at fiske. Dette gav en digter, der levede på den tid, anledning til at hylde norskekongen således:

s. 40

Quo rythmo Grønlandorum novam deditionem Regi gratulatur, quasi aliquot retro annis a Norvegiae Imperio desciverint.

Med dette digt lykønsker han kongen med grønlændernes nye overgivelse, som om de nogle år før havde unddraget sig norgesvældet.

[9] Anne Holtsmarks oversættelse, fra "Håkon Håkonssons Saga", Oslo 1964, p. 290, let fordansket. 
Det citerede digt, og sagaen i sin helhed, antages forfattet af Sturla Thordarson.

[8x]  = Olav den Hellige. Konge i Norge 1015-1028. Faldt i  slaget ved Stiklestad 1030. 

Kommentar til 3. kapitel.

Arngrimur vil give et billede af den grønlandske stat, hvad der er nok så problematisk, som nævnt i kommentaren til 2. kapitel. Han mener at vide, at grønlænderne anerkendte en øverste dommer med titlen sysselmand, måske svarende til andre nordbosamfunds lagmand. Vi har nok senere kilder, der taler om en lagmand, eller sysselmand, i Grønland, men ingen troværdige kilder underbygger forestillingen om eksistensen af en magtfuld øverste dommer og politisk leder, og det er ikke sandsynligt, at grønlænderne har valgt sig en sådan; derimod kan det tænkes at storbonden på Brattahlid i de første tider har haft prestige og indflydelse som efterfølger af Erik den Røde, men vel næppe mere end som den første blandt ligemænd. 

Arngrimur omtaler en begivenhed i året 1261, hvorved tre grønlandske mænd skulle have svoret den norske konge huldskab og troskab på alle grønlænderes vegne. Denne begivenhed er blevet blæst op til noget stort i mange historiske fremstillinger, helt med urette. Hvis den overhovedet har fundet sted, har den været en udpræget pseudo-begivenhed, helt uden indhold. Norskekongen kunne ikke udøve nogen form for myndighed i Grønland, kommunikationen mellem Norge og Grønland var alt, alt for skrøbelig og svag til at bære nogen form for norsk overhøjhed over Grønland. Den var og blev kun en symbolsk fjer i hatten på de stadigt svagere norske herskere, og det Grønland, de skulle herske over, blev ikke en politisk enhed før adskillige hundrede år senere.