Indholdsfortegnelse  (til bogen) 

 
1. kapitel:   En beskrivelse af Grønland....................................................... 11

2. kapitel:   Beskrivelse af det beboelige Grønland og dets tilblivelse .... 21

3. kapitel:   Om indretningen af grønlændernes stat . ...............................39 

4. kapitel:   Grønlændernes tro.......................................................... ..........43

5. kapitel:   Her fortælles om forskellige begivenheder, der vedrører og 
belyser grønlandske forhold .............................................................. ......... 53

6. kapitel:   Om islændingen Thormod, forhen hirdmand hos Norges 
konge Olav den Digre................................................................................... 57

7. kapitel:   Rævs, en islændings, bedrifter i Grønland ..............................71

8. kapitel  ....................................................................................................... 87

9. kapitel:   Helluland, Markland, Vinland ................................................... 89

10. kapitel:   Grønlænderne sejler til Vinland for anden gang .................. 93

11. kapitel:   Vidner til vor fortælling om Vinland...................................... 101

Kommentarer............................................................................................... 105
  

Eam igitur maximae continentis longis brachiis in Austrum et Boream exporrectam, quae Grønlandiae nomen sortita est, a promontorio Occidentalis Islandiae Snæfells Jökull dicto Occidentem versus quatridui circiter navigatione distare perhibent nostrorum hydrographorum veterum monumenta. De cujus situ cosmographico praeterea nihil adeo exquisitum dicere habeo nisi quod Johannis Myritii (qui anno 1587 scripserat) sententiam a nostris ex parte confirmatum iri videam. Ait enim Grønlandiam esse regionem cujus Zenith sit in ipso Polo Arctico - id quod a veteribus inter laudes Haquini Norvegiae Regis ab anno 1261 recenseri in ipsius historia deprehendimus, cum homagii Norvego a Grønlandis praestiti mentio fit, quod videlicet ipsius Imperium sub Polum usque se extendat Arcticum. Quocirca etiam terra haec ab aliis terra subpolaris dicitur, quod tamen de extrema ipsius ad Boream parte inhabitabili intelligi necessum est, cum ipsa continens mirae sit expansionis inde a Biarmiae et Russiae finibus Novum Orbem versus exporrecta quodam quasi gyro Mare Glaciale et huic agnatas insulas complexa.

Vore gamle søfartsforfatteres skrifter fortæller altså, at det land, der som en del af et vældigt fastland har fået navnet Grønland, og som strækker sig med lange arme mod syd og nord, ligger omtrent fire dages sejlads fra forbjerget Snæfellsjökull i det vestlige Island, i retning ud mod vest. Om dets kosmografiske beliggenhed kan jeg ikke fortælle andet end, hvad Johannes Mauritius (der skrev i året 1587) mener, og som vi skal se bekræftet af vore landsmænd. Han siger, at Grønland er det land, der har 'Himlens Nordpol' i Zenith[1]. Gamle forfattere, der skrev til den norske Kong Hakons pris, har bekræftet dette for året 1261, da de fortalte om grønlændernes troskabsløfte til norskekongen. De sagde nemlig, at hans rige strakte sig helt til Nordpolen. Dette land kaldes af andre det sub-polare, men det skal forstås således, at det kun gælder om det, der ligger længst mod nord, og hvor mennesker ikke kan bo, da fastlandet selv i sin forunderlige udstrækning rækker helt fra Bjarmelands og Ruslands grænser og over til den Nye Verden, i en rundkreds uden om Ishavet og de øer, der ligger der.

[1] Dermed menes, at Jordens Nordpol ligger et sted i Grønland.

(Klik!)

Vi ved i dag, at nordboerne bosatte sig på Grønlands vestkyst i området fra Narsaq til Nuuk

s. 14
Sed utut illa se habeant certe ingens est ille tractus Borealis, ad quem superandum asserunt veteres 21 dierum spatium non satis esse, eumque a tribus montibus nivosis dividunt, quorum primus maxime Borealis incognitae merit extensionis. Alter 14 dierum iter absumeret, tertius Grønlandiae habitabili nempe proximus septem dierum iter navale poscat, ibique appellari tradunt montem Hvitserk (a nive dictum, quasi alba tunica), quem Gemma Frisius ait situm inter Islandiam et Grønlandiam, inque ipsius vertice constructum a piratis duobus quadratum nauticum. Quod ipsum apud nostrates non reperio, quin potius montem Hvitserk in ipsa Grønlandia situm esse illumque, ut vetus est apud nos fama et opinio, simul cum promontorio Occidentalis Islandiae nautis dimidium iter Grønlandicum emensis sudo caelo conspici. Atque ita mons Hvitserk Grønlandiae Borealis sive desertae pars et terminus, quantum intelligo, Australis erit.

Men hvordan det nu end forholder sig, så er denne nordlige egn ganske sikkert vældig stor. De gamle hævdede, at enogtyve dage ikke var nok til at overkomme den, og de inddelte den ved hjælp af tre sneklædte bjerge. Den første egn, den nordligste, var af ukendt udstrækning. Den anden strakte sig udover fjorten dagsrejser. Den tredie lå nærmest det beboelige Grønland og kunne omsejles på syv dage. Dér ligger bjerget Hvidsærk, kaldet således efter sneen, "den hvide særk", som Gemma Frisius siger ligger imellem Island og Grønland. På toppen af dette har sørøverne bygget en nautisk kvadrant. Herom finder jeg dog ikke noget i vore egnes skrifter; de mener snarere, at Hvidsærk ligger i selve Grønland. Det er en gammel opfattelse hos os, at i tørt og klart vejr kan man halvvejs til Grønland se både det og det yderste vestlige forbjerg i Island. Og efter hvad jeg har forstået, strækker Hvidsærk sig fra det nordlige øde Grønland og ned til det sydligste af landet.


Grønlandiae vero medietas olim potissimum habitata a monte Hvitserk versus Lybonotum devergens clementius caelum, solum fertilius, salum etiam mitius experta est.

Den midterste del af Grønland strækker sig fra Hvidsærk og ud i retning mod sydøst. Her er vejret mildere og jorden er mere frugtbar, og havet også varmere.


Porro ad Austrum Grønlandia terminatur freto angusto, veteribus Ginnungagap, qua se Oceanus in maria haec Septentrionis infundit. A quo freto ad Grønlandiae medietatem sive partern habitabilem non exiguum terrae spatium intercedere censemus, quod non fuerit olim a Grønlandis occupatum; quam terrae partem quidam veterum appellavere Scrælingia land, ab incolis qui Scrælingii dicti - alii Pygmaeos vocant, ob staturae modum perexiguum, de quibus infra (alii quoque peculiarem hujus maris insulam fecere Scrælingiam sive Scrælingorum terram, ut dicetur).

Mod syd ender Grønland i et snævert stræde, der kaldes Ginnungagap. Det ligger mellem Verdenshavet og Nordhavet. Vi mener, at der er lang vej fra dette stræde og op til midten af Grønland, den beboelige del, og engang var det heller ikke beboet af grønlænderne. Det er dette land, der kaldtes Skrælingeland, efter indbyggerne, der kaldes skrælinger, men som andre kalder pygmæer, fordi de er så små. Herom senere. (Andre har også givet navnet Skrælingeland til en ø).

At Nordboerne virkelig kom til Nord-Amerika er uimodsigeligt bevist ved de fund, der er gjort ved L´Anse aux Meadows i Newfoundland. Så gør det jo mindre til sagen, om andre ting, der er lagt frem som beviser på deres tilstedeværelse, er overbevisende eller ikke. Nordboerne var der. Men alligevel kan det berømte Vinlands-kort have interesse. Hvis det er ægte, er det fra 1400-tallet, nogle årtier før Columbus kom til den Nye Verden. Hvis det er en forfalskning, er det utrolig dygtigt gjort. Kortet har været kendt i offentligheden i 50 år, det har været undersøgt i alle ender og kanter, og ingen har kunnet definitivt bevise at det er falsk. Men hvis det er en forfalskning, gætter man på, at en lærd katolsk præst har fabrikeret det omkring år 1930.

s.16
Ergo Grønlandiam Australi sui parte, qua ad feliciorem et fertiliorem illam mundi plagam vergit, majori quoque plurimarum rerum ubertate gaudere verisimile est, quae res hodie nautis quam nobis longe melius innotuit. Atque hanc sententiam meam ex indagatione tum veterum tum recentium scriptorum conceptam imprimis confirmat Dominus Franciscus Lopes in sua Indiarum Historia, dicens: "Indiae regio septentrionalior e regione Grønlandiae et Islandiae sita continet in longitudine 200 miliaria ad Flumen Nivosum usque, quod iter nondum satis innotuit. Item Montes Nivosi latitudini 40 graduum subsunt; estque extrema regio ex hac parte, cujus latitudo sit observata, tametsi ora litoralis Boream versus protendatur, donec haec provincia in modum insulae cum terra Laboratoris aut Grønlandiae conjungatur." 

Derfor er det sandsynligt, at Grønland i sin sydligste del, der vender ud mod verdens lykkeligere og mere frugtbare egne, også kan glæde sig over en rigdom af mange ting, som sømænd i dag kender bedre, end vi gør. Og efter at have søgt i både gamle og nyere værker finder jeg denne mening bekræftet af Francisco Lopez, der siger, i 'De Indiske Landes Historie':  "Den nordligste del af Indien, der rummer Grønland og Island, strækker sig i længden 200 mil, ud til Is-Floden. Denne strækning er dårligt kendt. De sneklædte bjerge ligger på den 40. breddegrad. Det er den yderste del af dette land, man har iagttaget, men kysten strækker sig længere mod nord, ud til dér, hvor den forbinder sig med Labrador eller Grønland." 


- Et Dominus Hieronymus Tarraconensis, in sua Cosmographia: "Hispania Nova, inquit, a parte Septentrionis habet terram incognitam ad latitudinem usque 60 graduum. Ejus quod maxime ad Boream vergit Grønlandiae aut Islandiae parem latitudinem habet." Item: "A parte Septentrionis extrema est (Hispaniae Novae scilicet) terra Laboratoris sive Agricolae, quae quidem montibus et silvis abundat, in quibus est maxima ferarum aviumque rapacium copia. Regio haec ex communi nautarum relatu abest 460 miliaria a Faja insula Assorea. Porro huic cuspidi, qui incidit in latitudinem 51 graduum, pertingens ad 60 gradus usque regio aut insula proxima insula est Grønlandiae." - Haec illi, quorum ille mihi videtur terram Laboratoris eandem appellare quam et Grønlandiam, hic vero Grønlandiam a Laboratoris terra diversam facere. Interim tamen in eo conveniunt quod Grønlandia in occursum quasi Indiae Septentrionalis vergat.

- Og Jeronimo fra Tarraco siger i sin Cosmographia: "Det Nye Spanien rummer mod nord ukendt land op til den 60. breddegrad. Det, der er længst mod nord, ligger på de samme breddegrader som Grønland og Island." Ligeledes: "Den nordligste del (nemlig af det nye Spanien) er Arbejderens eller Bondens Land, som er rigt på bjerge og skove, og hvor der er en mængde vilde dyr og rovfugle. Sømænd er enige om, at denne egn ligger 460 mil fra øen Fayal i Azorerne. Landet rager ud i havet fra 51. breddegrad og op til den 60. breddegrad, og nærved ligger Grønland, der er en ø " - Det var deres mening, men det forekommer mig, at hin siger, at Labrador er det samme som Grønland, men at denne skelner mellem Grønland og Labrador. Men de er enige om, at Grønland ligesom Nord-Indien strækker sig langt mod Nord. 


Quod autem asserunt recentiores Grønlandiam ad Finnlandiam Europae 50 miliaria litoris marini numerare, id de Grønlandia habitabili non debet intelligi, sed de extremo fortassis Grønlandiae desertae, et maxime Borealis tractu, alias valde absurdum. Intercapedinem vero inter Grønlandiae et Finnlandiae deserta alii fretum, alii sinum fecerunt.

Nyere forfattere mener endda, at Grønland strækker sig helt over til Finland i Europa, og der skal være 50 sømil, når man sejler. Men det skal ikke forstås, som om det gælder det beboede Grønland, men nok snarest det yderste af Grønlands ubygder, ellers ville det være urimeligt. Men nogle siger, at der er et stræde mellem Grønland og Finland, andre, at der ligger en havbugt. 

s. 18
Porro quam recentiores Finnlandiam vocant, e regione Grønlandiae desertae statuentes, nostrates Svalbarda dixerunt. Sic enim illa topographia in nostris antiquitatibus exprimitur:

Risaland liggur til Nordurs aff austur veiginum, oc thadan til Landnordurs liggur thad Land er Jotunheimar heita, og bua thar trøll oc ovætter, og thadan til motz vid Grønlands ubygder thad Land er Svalbardi heiter, oc bua thar ymsar thioder.

I øvrigt, det som nyere forfattere kalder Finland, og som de siger ligger ud for Grønlands øde egne, det har vore folk kaldt Svalbard. Således udtrykkes nemlig stedsbeskrivelsen hos vore gamle forfattere: 

Risaland liggur til Nordurs aff austur veiginum, og thadan til Landnordurs liggur thad Land er Jotunheimar heita og bua thar trøll oc ovætter, oc thadan til motz vid Gronlands obygder thad Land er Svalbardi heiter, oc bua thar ymsar thioder[2].


Atque haec est ex mea opinione Grønlandiae distinctio in borealem desertam, mediam habitabilem et australem a Grønlandis olim non habitatam; quae opinio si aberrat a vero, ego quovis tempore veriora monstranti aurem et assensum dabo.

Og således skal efter min mening Grønland inddeles:  Det øde Nord, og den beboelige Midte, og Syden, som en gang ikke var beboet af grønlændere. - Hvis denne mening afviger fra det sande, vil jeg til enhver tid lytte til den, der siger noget sandere, og give ham min tilslutning.



[2] "Riseland ligger nord for Østersøen, og nordøst derfor ligger det land, der hedder Jotunheim, og dér bor trolde og uvætter. Og mellem det land og Grønlands ubygder er det land, som hedder Svalbard, og dér bor forskellige folk." Fra 'Samson Fagres Saga', se Grønlands Historiske Mindesmærker, bd. III. p. 524. 

Tegningen forestiller et brudstykke af et kar af fedtsten (klæbersten); fundet i Brattahlid.

Kommentarer til kapitel 1.

Arngrimur Jónsson begynder med at nævne nogle europæiske forfattere, han vil bygge på i sin indledning, men betoner, at han kun vil give dem en mindre plads i sin fremstilling. Det meste og det vigtigste skal være oplysninger fra nordboere, der selv har rejst i Grønland og i Vinland, og som har set alting med egen øjne. De navne han nævner er dog oplysende for den baggrund, han arbejder ud fra:

  - Saxo Grammaticus er den velkendte danske historiker, virksom omkring år 1200. Han citeres i øvrigt ikke senere og synes ikke at spille nogen rolle i Arngrimurs værk. 
  - Sebastian Münster, 1489-1552, var en tysk matematiker, korttegner, professor i hebraisk og en tid også munk. Hans 'Cosmographia' udkom i 1544 og blev meget udbredt, med næsten fyrre udgaver på seks sprog. 
  - Gerard Mercator, 1512-1595, kaldes ofte den moderne kartografis fader. Hans forsøg på at løse problemet med at projicere den runde jord ud på en flade fik stor betydning. 
  - Regnier Gemma blev født 1508 i Frisland, og derfor kaldt Frisius, Friseren. Han var den ledende matematiker i Nederlandene på sin tid og banebrydende ved at bruge triangulering (måling ved hjælp af trekanter) i geodæsien. I samarbejde med andre lærde konstruerede han en jordglobus og en himmelglobus (i årene 1535-1537). Han døde i Leuven i 1555. Arngrimur citerer ham i 1. kapitel. 
  - Johannes Mauritius (også kaldet Myritius), virksom omkring år 1590, det år han udgav en beskrivelse af hele Verden, 'Universalis Orbis Descriptio' citeres i første kapitel af Arngrimurs værk for den mening, at Nordpolen ligger i Grønland. Til støtte for den opfattelse nævnes også nogle ord fra 'Håkan Håkonsson Saga', der menes skrevet af den Islandske skjald Sturla Thordarson.

Arngrimur nævner også en vis Hieronymus Tarraconensis, identisk med den Jeronimo Girava, der var kosmograf ved Kejser Karl den Femtes hof, og som udgav en 'Cosmographia y Geographia' i Venezia i 1556 . Endelig nævnes Francisco Lopez de Gomara, 1510-1560. Han skrev en 'Historia General de las Indias', der udkom i Spanien i 1552, og som blev voldsomt kritiseret af samtiden, og endda forbudt af de spanske magthavere. Betegnelsen 'Las Indias' er yderst upræcis, man kunne næsten sige, at den omfatter alle de lande i verden, der var ukendte for europæerne før 1492, året da Columbus opdagede Amerika. De mange nye lande i Nordamerika får ofte poetiske navne, således Arbejderens eller Bondens land - arbejder hedder labrador på Spansk, heraf navnet på Labrador.

Arngrimur omtaler en ø ud for Grønlands kyst, Furustrand, og han mener, at navnet kommer af de fyrretræer, der vokser der. Det er en misforståelse, og navnet selv er fejlskrevet, det rigtige er Furdustrand (Furdustrandir), der betyder den vidunderlige, det vil sige vidunderlig lange, kyststrækning (således forklaret i 'Grønlands Historiske Mindemærker', bd. I, p. 483).

For at gå systematisk til værks taler Arngrimur først om Cosmographia, siden om Cho- rographia, og sidst om Topographia. Cosmographia er beskrivelsen af hele verden, hele vor klode. Topographia er stedsbeskrivelse og beskæftiger sig med enkelte lokaliteter, og ind imellem Cosmographia og Topographia kommer Chorographia, som da må betyde "landsbeskrivelse". Som nævnt støtter Arngrimur sig på europæiske forfattere, når det gælder kosmografien, den altomfattende geografiske ramme, som Grønland skal sættes ind i, medens korografien og topografien hviler på lokale opdagelsesrejsendes beretninger, sådan som de er gengivet især i de islandske sagaer. 

 - Helt mærkværdig er slutningen af 1. kapitel: Arngrimur skriver, at den sydligste del af Grønland ikke blev beboet, eftersom nordboerne slog sig ned i det mellemste Grønland. I virkeligheden blev Syd-Grønland som bekendt beboet først, og det var 'Østerbygden' i Syd-Grønland, der holdt længst ud, da kulde og sult drev Nordbo-kolonierne mod tilintetgørelsen i 1400-tallet.